Før du går

35556169
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

AA
aa

17. Lucas

Jeg træder ind i Jonas’ og Daniels lejlighed med lynets hast og fylder forpustet mine lunger med luft efter at have låst døren op med den ekstranøgle, der lå under dørmåtten.

  ”Jeg er her nu. Hvad er det, der er sket, Jonas?” råber jeg gennem hele lejligheden, men da ingen svarer, bevæger jeg mig længere indenfor, indtil jeg står i stuen og spejder rundt. Alle møblerne er genkendelige og kendetegner en rigtig drengehytte. Alt, stuen består af, er en chaiselongsofa i hvidt læder, et stort fladskærms-tv, et lidt for lavt og småt bord og to snavsede, støvede sækkepuder i mørkebrun.

  ”Hallo?” Intet svar.

  ”Er der nogen hjemme?” Jeg rynker forvirret øjenbrynene og prøver at opfange enhver bevægelse i baggrunden, men her virker så stille og roligt. Hvad var det, der var så vigtigt, at jeg skulle haste sådan herover?

  ”Bøh!” bliver der råbt, da jeg runder hjørnet til Daniels soveværelse. Jeg springer tilbage med store øjne, da et bredt hyænegrin fylder mit synsfelt, og straks genkender jeg Jonas. Han er en forholdsvis lav fyr på omkring 171 cm med leverpostejsfarvet hår, et smalt, næsten trekantet ansigt og nogle skæve tænder. Derudover har han en besættelse med farven armygrøn. ”Der blev du skræmt, hva’?”

  ”Hvad er det, der er sket med Daniel? Hvor er han?” spørger jeg og ignorerer hans barnlige opførsel. I stedet spadserer jeg rundt i huset, på udkig efter det mørkebrune hår og de markante briller, men Daniel er ikke til at se nogen steder.

  ”Jeg har smidt ham i containeren,” betror Jonas mig med alvorlige øjne, hvilket får mig til at bakke nogle skridt bagud.

  ”Hvad har du?”

  ”Slap af, mand, jeg joker bare. Hvor er det godt at se dig!” udbryder han og griner højlydt, men jeg svarer bare med et vredt udtryk i ansigtet.

  ”Joker? Så der er ikke sket noget med Daniel?” Mit tonefald er tørt.

  ”Nej, men du skulle jo væk fra det skide hospital. Du har været der i to dage nu. Vi har været dødbekymrede for, at du var blevet taget til fange derovre eller sådan noget,” fortæller ham mig. ”Vær glad for, vi reddede din røv.”

  Jeg ryster blot på hovedet og skærer tænder. ”Jeg går igen så. Jeg fatter ikke, du gjorde det her. Jeg sagde jo, jeg ville komme forbi i morgen. Hvorfor kan du ikke bare acceptere det?”

  ”Hov, hov, nu ikke så sur, vel? Sure miner er aldrig sjove at være i nærheden af,” påpeger han. ”Jeg lavede sgu da bare lidt sjov med dig, mand. Du plejer at kunne tage en spøg.”

  ”Men det her var vigtigt for mig,” svarer jeg. ”Du har spoleret alt for mig, fatter du det ikke? Jeg er træt af, at du skal være så barnlig hele tiden. Du er 21, for helvede, og du har ikke engang en lille idé om din fremtid.”

  Jeg ved, at ordene har ramt mig, for han stirrer bare skulende på mig med spændt kæbe, men i det øjeblik er jeg ligeglad. Faktisk ville jeg ønske, han kunne slå mig, så det kunne udvikle sig til en slåskamp, for jeg er så vred, at jeg næsten kunne springe i luften.

  ”Jeg prøvede at gøre dig en tjeneste,” hvæser han, inden han går forbi mig. ”Du kan sove på sofaen, og hvis jeg ser dig tage tilbage til det hospital igen inden for de næste 24 timer, anmelder jeg dig for at have brudt ind i lejligheden.”

  Jeg stirrer koldt efter ham, imens jeg funderer over, hvorfor jeg dog nogensinde har været venner med ham. Jeg ved, det her ikke er Daniels værk, for sådan er han ikke – jeg husker ham i hvert fald ikke sådan. Jonas derimod … ja, han har altid været en smule ude af kontrol og har aldrig kendt til grænsen mellem alvor og sjov. Han er som et forvokset barn, der hele tiden skal have en værge til at våge over sig.

  Jeg regner med, at Jonas er gået ind på sit eget værelse, så jeg bevæger mig ud i stuen og sætter mig til at se noget tv for at prøve på at glemme episoden fra før. Forhåbentlig kommer Daniel snart hjem, så han kan få tingene til at falde til ro. Af en eller anden grund har han altid kunnet danne en fredelig stemning og tæmme Jonas. Det er sikkert derfor, de bor sammen.

  En fodboldkamp kører i fjernsynet, men selvom det er en interessant kamp, er mine tanker et helt andet sted. Alt, mit hoved er fyldt med, er Sam. De lange vipper, det lille mellemrum mellem tænderne, de perfekte læber, det gyldne hår, det fantastisk fortryllende smil, den perlende latter – jeg kunne blive ved i evigheder. Tanken om hende vil bare ikke slippe mig. Jeg undrer mig så meget over, om hun mon stadig er i live. Har de slukket for maskinen? Fik jeg hendes far overtalt? Vil han vente med at slukke for maskinen? Og endnu vigtigere: Har han overhovedet tænkt sig at slukke den nogensinde?

  Lyden af en hoveddør, der smækker, vækker mig fra mine tanker, og jeg kigger op for at møde Daniels mørkebrune øjne. Han er ret meget det modsatte af Jonas med sin rolige personlighed, det krøllede, næsten sorte hår, de briller, der får ham til at ligne en professor og striksweateren til at sætte prikken over i’et.

  ”Lucas, hey!” siger han med et stort smil, inden han stiller en indkøbspose på køkkenøen. ”Hvor er det godt at se dig igen.”

  ”Også godt at se dig,” svarer jeg. ”Har du købt ind til aftensmaden eller …?”

  ”Jep.” Han nikker. ”Thaikylling.”

  ”Det lyder lækkert.” Jeg rejser mig for at hjælpe ham med at sætte varerne på plads, og derfra begynder vi så småt at snakke, alt imens han finder nogle gryder frem til aftensmaden.

***

”Okay, hvad er det, der er med jer to?” spørger Daniel endelig og kigger skiftevis på mig og så derefter Jonas. Ingen af os svarer. I stedet stikker jeg bare lidt til risen foran mig. ”Kom nu, fortæl mig det. Ellers kan jeg ikke løse det, vel?”

  ”Jonas narrede mig til at tro, du var død – eller i hvert fald kommet til skade,” svarer jeg.

  ”Lucas plejer at kunne tage en lille spøg,” forsvarer han sig selv og skuler til mig, ”men han gik bare fuldstændig amok på mig og sagde alt muligt med, jeg ikke havde nogen fremtid.”

  ”Fordi han fik mig til at gå fra hende, jeg besøgte der på hospitalet, og jeg tror kun, hun har få timer tilbage, så jeg vil gerne være der for hende,” giver jeg igen.

  ”Hvem er den her pige?” spørger Daniel. ”Jeg har aldrig hørt om en Samantha. Hvornår mødte du hende?”

  Jeg har altid kunnet fortælle Daniel og Jonas om alt, men for en gangs skyld føles det ikke rigtigt. Jeg vil ikke kunne fortælle dem sandheden, uden de automatisk ville tro, jeg er sindssyg. Jeg er sikker på, Daniel ville prøve på at forstå det, men hvis man ikke selv er ude for det, er det nok ret svært at finde det realistisk, for det er det langt fra.

  ”Det er ikke noget,” ender jeg med at mumle som svar.

  ”Se, hvad hun gør ved ham!” udbryder Jonas og slår ud med armene. ”Det der er ikke den Lucas, jeg kender. Han er ikke så alvorlig og hemmelighedsfuld.”

  ”Bare fordi du missede den tid som teenager, hvor man rent faktisk vokser op.”

  ”Stop så, begge to.” Daniel kigger strengt på os, som om han er vores far. ”Bare spis op og gå hvert til sit, for jeg kan mærke, det her ikke kommer til at løse sig, før du fortæller os om hende pigen der, Lucas.”

  ”Og det kan jeg ikke,” svarer jeg, hvorefter jeg rejser mig og forsvinder.

***

Jeg plasker noget vand i ansigtet og finder et håndklæde for at tørre det, inden jeg kaster et blik i spejlet. Det er virkelig ikke sundt for mig at være oppe til så sent – flere steder er min hud blevet rødlig, og poserne under mine øjne er heller ikke lige til at overse. Men det er jo sådan, livet er for en som mig. Tidligt op, sent i seng.

  ”Sig mig, hvad lavede du dog derinde?” spørger Daniel og griner, da jeg træder ud af badeværelset, som om der intet er hændt. ”Du brugte en evighed!”

  ”Undskyld,” svarer jeg med et skævt smil. ”Jeg trængte lige til at børste tænderne lidt mere omhyggeligt her til aften.”

  ”Forståeligt nok, siden du har tilbragt dine sidste par nætter på et hospital,” bider han mærke i. ”Der er vist ikke helt så komfortabelt, er der? Sov du overhovedet i en seng?”

  ”Tja,” mumler jeg med et træk på skuldrene. ”Det spiller ingen rolle.”

  ”Så kan jeg vist godt gå i bad!” meddeler Jonas, som kommer stavrende med et håndklæde i hånden. Jeg kigger væk.

  ”Nej, nej – du bruger altid en evighed!” Daniel farer trodsigt op, inden han sætter kurs mod badeværelset i al hast, og det samme gør Jonas. De når døren samtidig og skubber grinende til hinanden.

  ”Jeg skal kun bruge fem minutter!” fortæller Daniel, imens han prøver på at få dørhåndtaget ned. ”Bare giv mig fem minutter!”

  ”Okay så,” svarer Jonas opgivende og himler med øjnene. ”Men kun fem minutter!”

  Daniel lukker tilfredst døren til badeværelset og låser den omhyggeligt, mens Jonas forlader lokalet, så jeg er ladt alene tilbage, og efter noget tid bevæger jeg mig selv ud i stuen, hvor jeg skal sove. Det er et held, at deres sofa er en sovesofa, men jeg regner alligevel ikke med, den er lige så behagelig som en rigtig seng.

  Roligt lægger jeg mig i sengen, stadig iført en orange sweater og nogle mørkeblå bukser, og trækker dynen op over mig, inden jeg lukker øjnene og prøver på at sove. Sekunderne går. Og går. Og går. Jeg kan høre vandet rinde inde ved siden af på badeværelset, og jeg spørger mig selv om, hvor lang tid der egentlig er gået, for Jonas er jo ikke kommet tilbage endnu. Er der overhovedet gået fem minutter?

  ”Sover han?” En svag hvisken når min øregang. Jeg genkender stemmen som Jonas’.

  ”Det tror jeg,” hvisker Daniel tilbage, og jeg kan høre hans fodtrin, da han forsigtigt træder ud af badeværelset. Jeg åbner ikke øjnene.

  Mere bliver ikke sagt, og den eneste lyd, jeg kan høre, er lyden af en bruser – det er vel formentligt Jonas, der er gået i bad. Jeg kan godt lide, at der ikke er helt stille, for jeg har altid haft lettere ved at falde i søvn til lyden af ting, der sker i hverdagen. Hvis alt var så stille, at urenes tik var alt, jeg kunne høre, ville jeg nok have sværere ved at sove.

  Ihærdigt forsøger jeg at tømme hele mit hoved. Jeg kan jo aldrig falde i søvn, hvis jeg tænker over alt mellem himmel og jord. Jeg tror dog ikke, søvnløsheden skyldes, at jeg tænker så meget. Eller jo, det gør den, men alle tankerne er med vilje. For jeg har ikke lyst til at falde i søvn. Jeg er bange for, at Sam ikke kommer til at være der i drømmen, for det kan kun betyde én ting: at hun er død.

  Til sidst får søvnens fangarme fat i mig, og jeg kan ikke gøre andet end at lade mig trække med i drømmeland.

***

Jeg er vågen. Og så alligevel ikke. Kender I det, hvor man ved, hvad der foregår omkring en, men man alligevel stadig er lidt søvndrukken? Sådan har jeg det.

  Men det varer ikke længe, for jeg sætter mig op med et sæt, da noget går op for mig. Og det ’noget’ får mig til at rejse mig frustreret og vandre benægtende rundt. Det ’noget’ får mig til at give et frustreret brøl fra mig. Det ’noget’ får mig til at vælte alle bøgerne, der er pænt stablet op på en hylde over tv’et. Det ’noget’ får tårerne til at strømme frit ned ad mine kinder, uden jeg prøver på at stoppe dem.

  ”Lucas, hvad sker der?” mumler Daniel forskrækket og træder ud af sit værelse, inden han gnider sig søvnigt i øjnene.

  ”Det kan ikke passe.” Jeg slår hårdt en knytnæve ind i væggen – dog ikke hårdt nok til at smadre den. ”Det kan ikke passe!

  ”Hey, hey!” Et par hænder bliver lagt på mine skuldre, og jeg vender mig hastigt rundt for at møde Daniels bekymrede blik. ”Hvad er der galt?”

  ”Du vil alligevel ikke forstå,” svarer jeg afvisende og ryster på hovedet, inden jeg tramper ud på badeværelset, hvor jeg tager mig til hovedet. Det må ikke være sandt. Det må det bare ikke – men det er det. Selvom jeg ikke ønsker det, så kan jeg ikke undgå den tragiske sandhed. På et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at se det i øjnene. Samantha er død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...