Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3410Visninger
AA

6. Lucas

”Lucas.” Sams øjne er helt fugtige, og hun snøfter, inden et smil breder sig på hendes ansigt, og jeg undrer mig kort over, om det mon gør ondt at trække så meget i smilebåndene. ”Du kom.”

  ”Selvfølgelig,” svarer jeg og gengælder hendes smil. Egentlig har jeg ikke rigtig noget valg. Jeg er desværre ikke en af de personer, der kan kontrollere sine egne drømme, så jeg er ikke kommet af egen fri vilje, men det er nu alligevel virkelig fantastisk at være her igen. Jeg kan ikke benægte, at jeg har været nysgerrig efter at finde ud af mere om denne pige ved siden af mig. Hun forstår virkelig at vække en andens nysgerrighed og interesse.

  ”Okay, jeg er altså lige nødt til at vide noget,” siger hun, inden hun kigger alvorligt på mig. ”Du er ægte, ikke?”

  Jeg stirrer lidt ned ad mig selv og trækker lidt på skuldrene. ”Sidst jeg tjekkede, var jeg, ja. Jeg er så ægte, som man nu kan være i en drøm.”

  ”Så du drømmer?” spørger hun interesseret, og hendes øjne skinner med solens stråler til at indramme den flotte farve. Hun prøver ikke engang at skjule sin fascination – den lyser ud af hende.

  ”Ja, øh …” Eller gør jeg det? Jeg rynker brynene. ”Det tror jeg da. Måske. Jeg er faktisk ikke helt sikker.”

  ”Ah, okay,” nikker Sam med et tænksomt blik. ”Hør, jeg er altså en smule ked af, at jeg virkede så mærkelig, da vi mødtes her i går – eller hvornår det nu var. Jeg var bare lidt i chok, og jeg troede ikke, jeg ville møde dig igen. Det har jo så vist sig, at jeg tog fejl, og nu har jeg helt sikkert givet dig et indtryk af, at jeg er en eller anden sindssyg voodookvinde, og det er jeg altså virkelig ikke, så er der nogen chance for, at vi kan starte om igen?”

  Jeg nikker. ”Selvfølgelig. Hvad med at præsentere os selv for hinanden til at starte med? Mit navn er Lucas Sund, hyggeligt at møde dig.”

  Sam tager imod den fremstrakte hånd, jeg har rakt mod hende, og hendes smil bliver større, så jeg kan se hendes tænder. Jeg bider mærke i, at hun har et lille mellemrum mellem sine fortænder, mens resten af dem er helt lige, hvide og flotte. Det klæder hende med mellemrummet. Det fuldender ligesom bare hendes udseende endnu mere. ”Mit navn er Samantha West Lucina, men folk kalder mig bare Sam eller Sammy.”

  ”Jeg er altså også lige nødt til at spørge dig om noget,” mumler jeg. ”Er du ægte? Eller er du bare en drømmevision? Findes du i virkeligheden?”

  Samantha kigger ned på sine hænder. Smilet forlader langsomt hendes ansigt, og til sidst er der kun trukket meget let i smilebåndene. Jeg har vist sagt noget forkert. ”Jeg findes, ja. Eller, jeg ved ikke, om man direkte kan sige, jeg findes som sådan.”

  ”Hvad mener du?” Jeg kigger uforstående på hende.

  ”Jeg lever ikke,” forklarer hun, og hendes mund er blevet afløst med en smal streg, ”men jeg er heller ikke død.”

  Nu taler hun i gåder igen. Er det bare en eller anden drømmesignaturting?

  ”Hør, kan du ikke bare forklare mig, hvad der foregår?” spørger jeg. Jeg kan se, hun tager en dyb indånding og lader sin tunge glide hen over sine læber i et forsøg på at fugte dem, inden hun langsomt rømmer sig.

  ”Jeg ligger i koma.” Ordet ’koma’ får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og jeg skutter mig lidt, inden jeg igen vender mig imod hende.

  ”Hvad? Hvordan?”

  ”Du har grunden lige foran dig,” siger hun og peger ud mod forsamlingen af mennesker i bussen, ”det her er gerningsstedet.”

  ”Jeg forstår ikke …” Egentlig forstår jeg det hele. Jeg kan bare ikke sluge det hele. Så det i går var ikke bare et dumt mareridt? Det var rent faktisk noget, der havde foregået år forinden.

  ”Jeg blev skudt d. 28. juni 2010, og jeg har ligget i koma siden,” sukker hun. ”Du aner ikke, hvor ensomt det er. At snakke med menneskerne i denne bus er som at snakke med en sten.”

  ”D. 28. juni er min fødselsdag,” opdager jeg overrasket.

  ”Jamen, så må det jo være forklaringen på, hvorfor vi mødes på den her måde. Normalt ville jeg nok aldrig nogensinde tro på noget som det her, men komaen har fået mig til at indse, at en del kan lade sig gøre. Måske opstod der en eller anden forbindelse mellem os den dag.” Hun trækker på skuldrene. ”Jeg har ikke rigtig forstand på alt det der åndehalløj, men ja – jeg er lidt ligeglad. Jeg er bare glad for, jeg ikke er endt med en eller anden 50-årig gammel mand. Der er jo også 50-årige mænd, der har fødselsdag d. 28. juni.”

  ”Tja.”

  ”Men lad os nu lade være med at spekulere mere over alt det,” udbryder hun, inden hun klapper sine hænder sammen. ”Jeg vil gerne høre lidt mere om dig, så jeg måske rent faktisk kan indse, at du er ægte og ikke bare en hallucination, som resultat af at jeg har været for ensom i alt for lang tid.”

  ”Hvad vil du gerne vide?” spørger jeg.

  ”Alt. Seriøst, bare snak som et vandfald. Jeg har virkelig brug for det efter så mange år.” Desperationen skærer igennem hendes stemme. Det må virkelig have været nogle ensomme år.

  ”Øhm, mit navn er som sagt Lucas, og jeg er 20 år.”

  ”Og du er jyde,” påpeger hun.

  ”Og du er …?”

  ”Sjællænder,” forklarer hun. ”Københavner, for at være helt præcis.”

  ”Aha.” Jeg nikker.

  ”Men ja, fortsæt!” opmuntrer hun mig.

  ”Øhm, ja …” Jeg kan pludselig ikke huske særlig meget om mig selv. Hvad er der nu at fortælle? ”Mine forældre er skilt, og jeg har også en storesøster.”

  ”Interessant,” nikker hun. ”Arbejder du som noget?”

  Jeg rynker koncentreret brynene. Jeg føler, det er noget ret vigtigt at fortælle, men jeg kan pludselig slet ikke huske det. Det ligger lige på tungen, men så alligevel ikke.

  ”Jeg tror ikke, jeg har et arbejde, nej, men …” Mine øjne lyser op, da jeg kommer i tanker om det. ”Nårh ja, jeg – ”

  Mere når jeg ikke at sige, før en barnestemme afbryder mig.

  ”Slip mig!” Ikke igen. Jeg ser manden med det faste greb om Sams lillesøsters håndled, og det er, som om sekunderne pludselig går langsommere.

  ”Hey! Gider du godt slippe min søster?” Samanthas stemme er helt spydig og kold.

  Jeg kan mærke folks blikke i nakken. Og det er så nu, de lægger mærke til os. ”Hallo, hørte du ikke, hvad jeg sagde? Slip hende!”

  Manden reagerer ikke. Jeg kan se vreden malet i Samanthas ansigt, inden hun rejser sig med beslutsomme skridt og trasker hen mod manden, men så høres de to skud, og hun falder sammen med en anstrengt grimasse.

  ”Sam!” Samanthas lillesøster griber fat om hendes hånd. ”Sammy?”

  Sams livløse blik får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen på mig. Jeg kan virkelig slet ikke forestille mig, at den pige, som nu ligger helt magtesløs, er den samme pige, som jeg lige har snakket med.

  ”Vær sød at blive hos mig, Sam!” Lillesøsterens hulk fylder hele bussen. Og lige sådan slutter det hele.

  Jeg sætter mig forskrækket op i sengen og fortryder straks min handling, da en tung hovedpine rammer mig. Drømmen kører stadig rundt i mit hoved, og egentlig har jeg bare lyst til at tage tilbage igen og spørge mere ind til, hvad der foregår, men jeg må vente. Forhåbentlig vil jeg drømme om hende igen.

  Jeg tænker tilbage på gårsdagens begivenheder. Min fødselsdag. Alt er lidt omtåget, men jeg ved i hvert fald, jeg blev en smule for fuld til min fest. Og jeg husker også at danse tæt med en pige, jeg ikke engang fik nummeret på. Jeg vil ikke engang vide, hvordan hun havnede til min privatfest. Men det er virkelig ikke det, der fylder alle mine tanker. Det er hende. Jeg hungrer efter at vide mere om hende.

  Jeg rejser mig op og finder vej ud i køkkenet, hvor jeg sluger et par hovedpinepiller. Mit blik glider ned over hele min krop, og jeg skærer ansigt, da jeg opdager, jeg er faldet i søvn i mit tøj. Min mørkeblå Burberry-skjorte lugter helt af alkohol og røg, og jeg føler mig virkelig bare klam. Jeg kan mærke, jeg trænger til et bad.

  Jeg træder derfor ind under bruserens varme stråler og lader temperaturen indhylle mig, da jeg har fået mit tøj af. Vandet gør mit hår helt fladt, og ydersiden af mine krøller bliver en smule fugtige. Jeg har det sådan, at jeg altid tænker bedst, når jeg er i bad. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg tror vist bare, jeg er virkelig afslappet i badet, og det får mine tanker i gang.

  Hendes gyldne øjne har brændt sig fast i min hukommelse. Hendes lille smil og de fyldige læber. De markerede kindben og stærke ansigtstræk. Det gyldne hår. Den bløde, melodiske, fortryllende stemme. Og nu, hvor hun ikke længere er helt psykopatisk, er det gået op for mig, at hun faktisk er virkelig sød at snakke med. Hun virkede virkelig desperat, da jeg snakkede med hende i drømmen. Jeg tror også, jeg ville være ret glad for at se en levende sjæl, hvis jeg havde været isoleret i flere år. Man kan ikke rigtig bebrejde hende.

  Jeg har aldrig haft helt let ved at huske drømme, men det er, som om jeg bare husker hver eneste detalje omkring drømmene om hende. Måske har det noget at gøre med, at de her drømme er anderledes. Der er et eller andet overnaturligt over det her. Det er ikke naturligt, at jeg snakker med en pige, der ligger i koma helt i København.

  Jeg har virkelig indprentet hver eneste detalje om hende i min hukommelse. Jeg er overhovedet ikke klar over, hvordan alt det her kan lade sig gøre overhovedet, og jeg ved ikke meget om den der drømmeverden, vi nu har befundet os i to gange, men jeg er sikker på én ting: jeg er nødt til at se hende igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...