Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

307Likes
717Kommentarer
82262Visninger
AA

38. Kap. 37: ”Du bliver nødt til at komme tilbage.”

 

Harrys synsvinkel

Jeg havde haft en del skrækkelige oplevelser og mareridt igennem mit liv, men det var intet i forhold til, hvad jeg følte lige nu. Det føltes som om hele mit liv ramlede sammen for øjnene af mig. Mit hjerte gik fuldstændig i stå, og jeg nægtede at tro på, at det her virkelig skete. Det kunne ikke ske, og det måtte ikke ske.

Det hele var gået så stærkt, og før jeg overhovedet havde nået at reagere ordentligt, var hun trådt ind foran mig. Nogle gange var hun altså fuldstændig skør, men det var blot en af de mange ting, jeg elskede ved hende. Måske bortset lige fra denne gang. Selvom hun gjorde det for at redde mig, så ville jeg hellere selv have taget skuddet der var ment for mig, end at skulle se mit livs kærlighed forsvinde mellem mine fingre. Det burde have været mig i stedet for hende.

Jake var død, hvilket var det eneste positive, der var kommet ud af det her. Han var endelig væk; for evigt og altid. Måske ville der endelig komme en ende på alle problemerne, hvis det dog ikke var fordi, at et endnu større og langt mere seriøst lige var dukket op i form af Ella.

Jeg havde ikke kunnet nænne at forlade Ellas side, og heldigvis havde mine råb om hjælp givet pote, og allerede efter få minutter kom et par forvirrede gæster løbende, der hurtigt hjalp med at få hentet ordentlig hjælp. Ellas hjerte slog stadig svagt under min hånd, så der var stadig et spinkelt håb tilbage. Der var i løbet af ingen tid kommet et helt hold af ansatte, der hjalp med at få hende op på en båre og derefter videre ud til en af bådene. Typisk nok var der ingen læge med nok erfaring på denne her ø, til at kunne ordne et skudsår, så vi var nødt til at sejle til en af de nærliggende øer. Jeg håbede bare inderligt på, at vi ville nå frem i tide.

Det lille lægehold, der var til stede under sejlturen, gjorde dog deres bedste for at rense såret og holde hende i live. Jeg tilbød flere gange min hjælp, men de sendte mig blot et smil og sagde, at jeg bare ville komme til at gå i vejen. Heldigvis havde jeg fået lov til at sidde lige ved siden af hende, så jeg kunne komme til at holde fat om hendes hånd. Det føltes en anelse beroligende, når jeg stadig kunne mærke varmen i hendes hånd, og den svage dunken under håndleddet der beviste, at hendes hjerte stadig slog. Det var dog alt for langsomt til, hvad der var normalt.

Turen hen til den anden ø føltes som de længste ti minutter i hele mit liv. For hvert minut der gik, blev det sværere og sværere at mærke hendes puls. Normalt var jeg sjældent typen der græd, men lige nu kunne jeg ikke undgå nogle få tårer i at finde sin vej ud af øjenkrogen. Det her var Ella, og jeg kunne ikke miste hende. Ella betød mere for mig en nogen anden. Selvom jeg elskede min familie, så følte jeg mig alligevel næsten sikker på, at Ella overgik dem. De mange år væk fra dem havde sat nogle spor i mig, så selvom jeg elskede dem, var det stadig noget andet med Ella. Og nu lå hendes hånd slapt i min, mens livet lidt efter lidt sivede ud af hende, og jeg kunne ikke gøre noget som helst for at forhindre det.

Det hele føltes sløret på en underlig måde. Jeg kunne ikke huske detaljerne i hvad der skete, fra vi nåede frem til øen til vi var på hospitalet. Det var et temmelig lille sted, og det var ikke nær så moderne som de hospitaler der var i England, men så længe de kunne holde Ella i live, så var jeg glad.

”Vi bliver nødt til at bede dig om at forlade værelset,” sagde en af lægerne, mens hun tog et sæt plastikhandsker på.

Min hånd havde holdt et stramt greb om Ellas hele vejen herhen, og jeg havde ikke forladt hendes side på et eneste tidspunkt. Jeg så på den kvindelige læge, som var hun en lyserød drage med sytten hoveder. Jeg kunne da ikke bare forlade Ella nu, når det var nu hun havde mest brug for mig. Jeg kunne i hvert fald ikke bære tanken om at gå fra hende, hvis det muligvis var sidste gang, jeg ville få hende at se i live.

”Nej,” hviskede jeg. ”Må jeg ikke godt blive herinde?” Lægen så på mig med et strengt ansigtsudtryk, og jeg var helt sikker på at hun skulle til at afvise mit ønske, så jeg skyndte mig at bryde ind først. ”Please, jeg kan ikke gå. Jeg skal nok gå til siden, så I kan få plads. Bare vær sød at lade mig blive herinde,” bad jeg. Hun udstødte et tungt suk, men nikkede til sidst til min store lettelse. ”Tusind tak,” hviskede jeg og kunne endnu en gang mærke tårerne presse sig på.

Hun nikkede endnu en gang og pegede imod et hjørne af værelset, som tegn til at jeg skulle gå derhen. Jeg gav Ellas hånd et sidste klem, før jeg slap taget i den og bevægede mig hen til hjørnet, så de kunne komme til at gøre deres arbejde. Min hånd der havde holdt fast om hendes, lagde sig op på min brystkasse, hvor jeg til forskel fra Ellas, kunne mærke mit eget hjerte slå så hurtigt som aldrig før.

De var i alt tre læger, der stod omkring båren hun var lagt på. De havde koblet hende til en hjertemonitor, hvor maskinen gav nogle langsomme bip hver gang hendes hjerte slog et slag. Hun havde fået en iltmaske på, der dækkede næsen og munden, som forhåbentlig kunne hjælpe hende med at få tilført den ilt, hun havde brug for. Jeg havde aldrig haft den helt store forstand på alt det her inden for lægeverdenen, så alle de ord og sætninger der blev vekslet imellem de tre læger, sagde mig ikke det helt store. Det eneste jeg rent faktisk havde forstand på, var hvordan hjertemonitoren fungerede. Så længe den kom med det regelmæssige bip, så var Ella stadig i live. Så den skulle for Guds skyld bare fortsætte, som den gjorde nu.

Jeg fik tvunget mig til at se væk fra hende, da de gik i gang med at fjerne kuglen. Normalt havde jeg intet imod blod, men lige nu følte jeg mig både svimmel og meget dårligt tilpas over synet foran mig. Det skyldtes højest sandsynligvis, at det var Ella der lå på båren og ikke en anden.

Dybe indåndinger, Harry. Dybe indåndinger, tænkte jeg for mig selv, mens jeg åndede ind igennem næsen og derefter ud igennem munden.

Jeg havde aldrig været den mest religiøse, men nu fangede jeg alligevel mig selv i at bede en stille bøn til, at Ella skulle vågne igen og at alt ville blive godt igen. Hun var den første pige ude over min mor, der nogensinde havde betydet noget for mig. Sådan rigtigt. Før i tiden havde jeg været temmelig løs på tråden, og jeg havde ikke haft den samme i mere end en uge af gangen. Det hele var blevet ændret efter Ella trådte ind i mit liv. Jeg kunne stadig tydeligt huske den første gang vi mødtes, dengang hun skulle hjælpe os med et job.

”Der må være sket en fejl-”

”Du er Harry Styles, ikke?”

”Jo… Men du er jo en pige!”

”Synes du ikke selv, at du lyder temmelig mandschauvinistisk lige nu?”

Hvem skulle have troet, at det ville være starten på noget helt fantastisk? I hvert fald ikke mig. I starten havde det ikke været andet end sjov, fordi hun var så ekstremt afvisende hele tiden. Men lidt efter lidt begyndte nogle uvante følelser at dukke op, og det ene havde ledt til det andet, og nu var vi endt her. Dengang havde jeg været ekstremt irriteret over, at vi havde fået en pige til at hjælpe os med jobbet, men i dag var jeg ovenud lykkelig for, at det ikke havde været anderledes.

”Pulsen falder!” sagde en af lægerne pludselig, hvilket fik mig revet ud af mine tanker.

Mit blik fandt tilbage på Ella og lægerne. Det så ud til at de havde fået kuglen ud, for hun var blevet lagt tilbage på ryggen igen. De havde været nødt til at vende hende om på siden, da skuddet var gået ind i ryggen. Ella lå stadig helt roligt, men hjertemonitoren viste at tingene slet ikke gik som de skulle. Tallet der indikerede hendes puls faldt med en utrolig hast, og jeg kunne igen mærke, hvordan min egen begyndte at blive hurtigere og hurtigere.

Pludselig skar en høj, pivende lyd igennem rummet, og det føltes som om alt inden i mig stoppede i et kort øjeblik. Den linje der viste hendes hjerteslag kom normalt med små bump ved hvert slag, men nu var den i stedet helt lige, samtidig med at de regelmæssige bip nu blot var en konstant, højlydt tone. Nej, nej, nej.

Jeg trådte nogle skridt tættere på, netop som en af lægerne gik i gang med hjertemassage, mens de to andre fandt hjertestarteren frem. Mine øjne lukkede sig i, da jeg simpelt hen ikke kunne klare at se på det her. Ella var praktisk taget død lige nu. Hendes hjerte var i hvert fald stoppet med at slå, så nu gjaldt det bare om at få gang i det igen hurtigst muligt.

”Gør plads,” forlangte lægen, der stod klar til at trykke elektroderne imod Ella.

Alle trådte et skridt tilbage, mens jeg selv blev stående præcis hvor jeg var. Det var en skrækkelig lyd. Den måde man kunne høre hvordan maskinen ladede op, før den førte al elektriciteten igennem Ella, så hele hendes overkrop løftede sig et lille stykke fra båren. Desværre fortsatte hjertemonitoren som før.

”Igen!” sagde den samme læge, og kort efter gik endnu et stød igennem Ella.

Jeg kunne ikke længere holde det her ud. Da jeg var sikker på, at der var fri bane for, at jeg ikke også ville få stød igennem mig, trådte jeg de sidste skridt hen til hende, efter at have skubbet mig forbi lægerne. Min hånd greb fat om hendes i et jerngreb, og i løbet af ingen tid kunne man se farven forsvinde fra mine knoer, som et tegn på var stramt jeg holdte.

”Please, Ella,” bad jeg. ”Du bliver nødt til at komme tilbage.” Min stemme var ikke mere end en hvisken, men jeg kunne ikke få mig selv til at tale højere end dette.

”Undskyld mig, men du bliver nødt til at-”

”Nej!” afbrød jeg lægen. De kunne ikke fjerne mig fra hende nu. Jeg kunne ikke få mig selv til at forlade hendes side mere. Jeg hørte lægen mumle et eller andet med, at det var derfor de aldrig lod de pårørende være i rummet, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Ellas hjerte var stadig ikke startet, og jeg kunne mærke hvordan gråden langsomt tog over, og jeg gjorde ikke engang et forsøg på at holde tårerne tilbage. Selv sådan som hun lå nu, var hun noget af det smukkeste jeg nogensinde hende set. Hendes halvlange, mørkebrune hår indrammede hendes hoved perfekt og faldt naturligt ned over begge hendes skuldre. Hendes hud havde fået en del mere kulør på den seneste uge, i forhold til hvad hun normalt havde. Hendes lyseblå øjne var dog gemt bag øjenlågene, og jeg bad stadig til, at hendes hjerte på mirakuløs vis ville begynde at slå igen, så jeg kunne få de øjne at se igen.

”Ella,” hviskede jeg. ”Du må ikke dø. Ikke nu.”

”Undskyld mig, men vi bliver nødt til at fortsætte,” indskød en af lægerne, og jeg kunne godt se, at jeg forhindrede dem i at gøre deres arbejde ved at sidde her. Forhåbentlig ville hjertestarteren til sidst hjælpe. Den skulle få gang i hendes hjerte igen. Lægerne kiggede afventende på mig, og det var først der jeg opdagede, at jeg stadig holdte fast om hendes hånd og egentlig kun var trådt et lille skridt tilbage fra hende.

”Okay,” svarede jeg med et kort nik, og gav Ellas hånd et lille klem. ”Ella…”

Jeg løftede hendes hånd op for at plante et enkelt kys på hendes håndryg. Pludselig fik en uventet lyd os alle til at stoppe, hvad vi havde gang i. Mit hjerte sprang et slag over, da hjertemonitoren udstødte et lille bip. Ét bip blev til to, og pludselig kom de regelmæssigt efter hinanden igen. Aldrig i mit liv havde jeg været så bange, som jeg havde været den seneste times tid, men nu var mit ansigt blevet forvandlet til et stort smil. Ellas hjerte slog igen og Ella var i live, og jeg havde aldrig været mere lykkelig i hele mit liv end lige nu.

Dette var sidste kapitel. Tusind tak fordi I har læst med, og vær sød at læse efterskriftet :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...