Street Life

Valdemar Jensen og Crystal Rubin er to vidt forskellige mennesker, med to vidt forskellige syn på livet. Men en ting har de dog til fælles. De er begge blevet godt trætte af det liv de har levet, og har nu besluttet sig for at tage ud og opleve verden på egen hånd. Men de kommer ikke til at være helt alene, for da den fattige børnehjems dreng, Valdemar møder det snoppede overklasseløg, Crystal beslutter de sig for at tage ud på deres livs rejse, sammen. Men kan to så forskellige personer virkelig enes? Og kan de virkelig klare det hårde liv som hjemløse?

21Likes
27Kommentarer
1023Visninger
AA

2. 1 - Valdemar

 

Jeg går hen ad den mennesketomme gade. Månen spejler sig i vandpytterne og gaden lyses op af lygtepælene, der står med kun to meters afstand. Jeg er løbet hjemmefra. Eller, man kan vel ikke kalde børnehjemmet for et hjem. Kan man? 
 

Jeg har, - selvom det lyder vildt latterligt, som om det er en ti-årig og ikke en sytten-årig, - forberedt mig i flere måneder. Hver lørdag får vi altid lidt slik, ikke meget, men det er indpakket i papir og det er dét der tæller. Jeg har gemt de sidste otte lørdages slik, bagerst i den aflåste skuffe i natbordet.

 

Jeg sover normalt i en sovesal, sammen med fireogtyve andre drenge. Hver seng har et lille natbord. Natbordet har to skuffer, en der kan låses, - den øverste, - og en der ikke kan, - den nederste. I min aflåste skuffe, har der altid lagt et billede af mig og min far, det har jeg også taget med.

 

På billedet sidder han i en festival-stol, foran et grønt telt, mens jeg kravler klodset rundt på hans ben. Billedet er taget året før han døde. Solen skinner og han smiler et bredt smil. Et smil så stort, at det går fra det ene øre og helt op til det andet øre. Hvis man kan vinde priser for at smile, er jeg sikker på at han ville have vundet mange. Selv smiler jeg et skævt smil og viser stolt at jeg har tabt to fortænder i overmunden. Rundt om hele min mund, er der halv-smeltet chokolade og jeg er solskoldet på den ene kind.

Jeg kan huske at det var den sommer, jeg tabte mine første tænder. Vi havde sjippet i børnehaven og jeg var uheldigvis blevet ramt i hovedet, af et sjippetovs håndtag. To af mine tænder var faldet ud, - og forsvundet helt og aldeles, - jeg havde fået hjernerystelse og næseblod og jeg græd i flere dage. Hele den sommer, havde jeg drukket alt med et sugerør. Når man taber to tænder ved siden af hinanden, er en af fordelene at man kan drikke alt, - gennem et sugerør selvfølgelig, - med lukket mund, hvilket jeg selvfølgelig udnyttede.

 

På billedet er jeg ikke særlig gammel, højst tre eller fire år. Billedet er taget på en festival-lignende ting. Jeg var der sammen med far og nogle af hans venner. Tømte øldåser flyder på jorden foran teltet og min far ser halvsnalret ud.
 

Jeg drejer om hjørnet for enden af Nattergalevej og hilser på en halvfed mand, der går tur med sin hund. Manden tager en slurk af en øl, han holder i den anden hånd og står stille et øjeblik, mens hans hund er ved at pisse på en lygtepæl.
 

Efter otte ugers forberedelse, havde jeg besluttet at det skulle være i dag. Jeg vidste dog godt at jeg ikke kunne gøre det, når hele huset var fyldt til randen med børn og pædagoger, så jeg besluttede mig for at gøre det i nat, når alle sov.

Jeg pakkede en taske i formiddags. En uldtrøje, en t-shirt, et par shorts, et par cowboybukser, slikket, billedet af min far, en pakke riskiks jeg havde fundet, - rettere sagt stjålet, - i køkkenet, min sovepose, mit pas og min pung.

 

Jeg ved godt at når man løber hjemmefra, er man nødt til at have nogle penge med, det er også derfor jeg fik job i et af de lokale pizzariaer for nogle måneder siden. Jeg har ikke brugt en eneste, af de penge jeg har tjent. Hver en øre, hver en krone, ligger nede i pungen. 765,5. Så mange penge ligger der i pungen.
 

I nat, - eller for to timer siden, hvad i nu vil kalde det, - da en høj snorken, knirken fra sengene og mumlen fyldte hele værelset, var jeg stået op. Jeg havde taget min taske over skulderen og var totalt klar til at lege liste expert, snigmorder og listetyv, men da jeg åbnede døren ud til gangen, larmede den ufatteligt meget og jeg bad til at den ikke ville vække nogen. 
 

En af sengene knirkede og Viktors hoved stak frem i mørket. ”Hvad skal du,” havde han spurgt og gnedet sig søvnigt i det ene øje. ”Ud at opleve verden,” havde jeg svaret, glad for at det ud af alle, var ham der var vågnet. Han havde smilet søvnigt og var så stået ud af sengen, gået hen til mig og stoppet hans tøjbamse, Pelle Pingvin, ned i min taske. Jeg havde rodet op i hans hår og sagt at han hellere måtte gå i seng igen, så det havde han gjort.
 

Viktor er som en bror for mig. Forstå mig ret, alle på børnehjemmet er som familie, men Viktor er den jeg har det tætteste bånd med. Han er ikke som de andre. Han er ikke på børnehjemmet, fordi hans forældre døde, ligesom vi andre. Han er her, fordi han for fem år siden blev sat uden for døren og forladt.
 

Min første tanke da jeg så ham, var at han aldrig var blevet elsket. At ingen havde elsket ham og at han ikke skulle leve et helt liv, uden at blive elsket, så jeg elskede ham, som var han af mit eget kød og blod. Viktor er seks år. Han kom på børnehjemmet, da han var et år. Han er blevet adopteret en gang, kort efter han ankom på børnehjemmet. Desværre var han blevet afleveret tilbage, fordi han havde kolik.
 

Selv, har jeg været her i tolv år og er aldrig blevet adopteret. Ikke en eneste gang. Dem der vil adoptere, går efter et- til ti-årige. I seks år var jeg med i rækken over dem der kunne vælges og alligevel blev jeg ikke valgt. Da jeg så blev ti år, var jeg ikke mere med i rækken. Jeg måtte stå inde i den ene stue og følge med i begivenhederne, som foregik i den anden stue. 
 

Jeg drejer for enden af Bredegade, går op ad en sidegade til Bredegade og drejer så om hjørnet på Solvangsallé. En park kommer til syne i nattens mørke. Den bliver oplyst af et par blinkende lygtepæle. Parken er stor. Ikke som den, der ligger skråt over for børnehjemmet, men heller ikke som den, der ligger i den rige ende af byen. Den er en midterting, hverken stor eller lille. Perfekt.
 

Gram park, læser jeg på et vejskilt, ved indgangen til parken. Jeg går ind i parken og passerer et par bænke. På den ene, halvt ligger, halvt sidder, en halvgammel mand. Han har et stort, gråt skæg og pjuskede øjenbryn i samme farve. Hans hår er filtret og pjusket og en lidt mørkere nuance af grå, med stænk af den farve, himlen har, lige sekundet efter solen er gået ned. 
 

Manden snorker en så høj snorken, at det virker som om han hvert sekund, kunne trække alle bladene af træerne og det næste puste dem hvirvlende ud igen. Han minder mig om min farfar, med de pjuskede øjenbryn og det grå skæg. Min farfar er alkoholiker. Han drikker så det siger spar to og ligemeget om du kommer morgen, middag eller aften, er han hamrende fuld og kan næsten ikke stå på sine ben. 
 

Min farfar har drukket siden han fik min far, hvilket resulterede i at han lærte min far at drikke i en alt for ung alder. Faktisk, kan man godt en lille smule, give ham skylden for at min far kørte hamrende fuld rundt, d. 14 september 2001, i en havblå obel, med en fire-årig på bagsædet. Det var den dag han døde. Eller rettere sagt, han døde dagen efter, men han kørte galt den dag, med mig på bagsædet.
 

Han havde med fuld fart på, kørt over for rødt og var kørt ind i to andre biler. Seks personer døde i den ulykke. Et ungt par i en sølvgrå mercedes og deres ufødte barn, en mand i firserne og hans barnebarn på seksten og så selvfølgelig min far, en fuld mand i fyrrerne. Den gamle mands kone og andet barnebarn overlevede. 
 

På en måde er det godt at det unge par døde begge to. Når de begge to dør, er der ikke nogen, der resten af sit liv skal mangle den anden. Jeg føler med den gamle dame. Resten af sit liv, skal hun vågne op til en tom dobbeltseng, gå ud på altanen for at se om han måske bare står og ryger en cigar og så opdage at han ikke er der. At han er væk og aldrig kommer tilbage igen. 
 

Min far er også et sted inde i mit hjerte og i min hjerne. Han sidder på en stol og drikker en øl, i det øverste rum til højre, inde i mit hjerte. Men i min hjerne, har han ikke fået ro. Han tramper rundt derinde, med store sorte støvler på og træder på mine følelser. Han gør at jeg det ene øjeblik kan grine og det næste tude. Nogle vil sige at det bare er hormoner, at det sker for enhver letpåvirkelig teenager, men jeg ved at det er ham der tramper rundt derinde.
 

Jeg finder en tom bænk og sætter mig ned på den. Jeg har tænkt mig at få sovet lidt og så se, hvor jeg kommer hen i morgen. Ærlig talt har jeg ingen plan for, hvor jeg skal hen. Jeg har ingen anelse overhovedet, men jeg tænker på det med oprejst pande, så det hele alligevel bliver glade tanker. 
 

Selvom der er halvt koldt i Hellerups mørke gader, parker og veje, ruller jeg alligevel ikke soveposen ud og tager over mig. Jeg ligger stille på den kolde bænk og lukker øjnene. En tjat hår falder ned i mine øjne, jeg fjerner den med den ene hånd, lukker øjnene og falder så udmattet i søvn.

               -------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej pepis xD

 

Jeg er Mathilde SJ. Jeg skriver denne movella sammen med min bedste veninde Mia. T. H.

Som i nok kan se, er dette første kapitel af Street Life. Den kommer til at foregå på den måde, at vi skiftes til at skrive et kapitel hver. Mia skriver fra Valdemars synsvinkel og jeg fra Crystals.

Ud fra det sidste kan i nok regne ud at det er Mia der har skrevet dette kapitel, men da hun har bøvl med sin computer er det mig der ligger det ind.

Selv syntes jeg at det er et super lækkert kapitel hun har skrevet, og jeg håber virkelig at i også vil kunne lide det og resten af historien.

 

Stort knuz herfra <3333333333

- Mathilde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...