Hjerteknuseren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2013
  • Opdateret: 5 sep. 2013
  • Status: Igang
Rosa har boet i Nydal i omkring fire måneder. Hun har allerede fået fire fantastiske veninder, som alle er helt væk i skolens største player Tobias. Ligesom alle andre piger på skolen, drømmer de hver i sær om, at lige præcis de er den eneste ene, der får ham til at blive i et fast forhold og sætte farten ned. Da Rosas veninde Jose holder en fest og får sit hjerte knust af 'Hjerteknuseren,' som de kalder Tobias. Kommer de på den ide, at han skal have en lærerstreg. Han skal forelske sig. Det skal han i Rosa, som slet ikke ser ham som noget specielt, andet end bare en elev på gangen. Men kan Rosa lege med hans følelser? Forelsker han sig i hende? Er hun overhovedet interessant nok? Kan hendes følelser blive ved med at være skuespil, når det viser sig ,at der ligger mere bag, den seje facade end man lige går og tror?

15Likes
18Kommentarer
914Visninger
AA

2. Dagen derpå

Jeg vågner forvirret op. Kigger rundt i lokalet, da jeg får øje, på Mia, Dina og Ane, der alle ligger og sover, er jeg udemærket klar over, at jeg er hjemme hos en af dem. For dette sted er ikke mit hus. 

Jeg kommer hurtigt op at sidde, kigger rundt i lokalet, da jeg får øje på den sorte kat, går det op for mig, at jeg befinder mig hjemme hos Dina. Jeg kigger over mod vinduerne og kan se at det lyst udenfor. Hvordan kom jeg mon herhjem og ved min mor nu, hvor jeg er? Jeg kan mærke forvirrelsen brede sig inden i mig.

Jeg rejser mig op fra madressen på gulvet, jeg ligger ovenpå og kan straks mærke hvordan mit hoved dunker.  Jeg sukker, da jeg på usikre og rystende ben, prøver at finde vej hen over de andre pigers madrasser. Hvor mon Jose er henne?

Selvom festen egentlig var hjemme hos hende, ville hun vel hellere med os videre? Jeg skubber hurtigt tanken væk igen. Selvfølgelig ville hun ikke det, når hun bor i samme bygning. Det var sådan set også hende, der var værtinden og så kan man vel ikke bare gå? Hvad ved jeg? Jeg har aldrig prøvet at være værtinde. Da jeg var lille holdt jeg børnfødselsdage, men det var min mor der sørgede for det hele.  

Jeg går på vaklende ben ud mod Dinas køkken. Jeg river skabslågen over vasken op og glasende rykker rundt på sig for mine øjne, så jeg hele tiden rammer ved siden af. Det er ubehageligt at have tømmermænd, bliver jeg enig med mig selv om. Det er først gang, at jeg rigtig har prøvet at drikke, så meget drak jeg da hellere ikke? Måske er det fordi, at der ikke skal så utrolig meget til første gang? Da jeg endelig får fat i et glas, får jeg med rystende hånd tændt for vandhanen og vandet bruser ud. Jeg tager glasset ind under hanen, det bliver hurtigt fyldt da vandstrålen er kraftig. Jeg drikker væsken i glasset lynhurtigt, men det er som om min mund bliver tør lige med det samme. Jeg fylder glasset igen og begynder så at drikke det, en lille smule langsommere. 

Jeg spytter en lang sprøjte af vand ud, da det pludselig går op for mig, hvor Jose må være henne. Vi så hende jo stå og snakke med Tobias og derefter gik hun hånd i hånd med ham overmod døren. Jeg bider mig hårdt i læben. Hun tror jo ligeså meget som alle de andre tosser på Nydal skole, at hun måske er den eneste ene for ham. Jeg drikker resten af glasset og fylder det så op igen. Jeg fumler rundt i køkkenet og åbner næsten alle skabene, til jeg finder medicin skabet. Jeg føler mig en smule som en tyv, da jeg åbner glasset til panodil. Jeg får to i hånden og sluger dem sammen med noget vand.   

Jeg baner mig vej hen mod stuen igen. Jeg håber virkelig ikke Jose har lavet noget med ham og jeg bander inden i, på et eller andet tidspunkt må Tobias, da begynde at sætte farten bare en lille smule ned, finde en pige, som han kan lide og ikke hele skolen. 

Jeg får mig lagt ned på madrassen og falder hurtigt i søvn igen, med en bekymret rynke i plantet i min pande. 

...

Jeg vågner vmed et sæt. Jeg kigger rundt på de tre piger, der kigger på mig. De sidder på hver sin madras og kigger. 

"Jose gik med hjerteknuseren," mumler jeg tørt. Jeg misser med øjnene og kan mærke hvordan hele min krop bare vil blive liggende her under min dyne hele dagen og for evigt og altid. 

Mia sætter i et stort grin "Hjerteknuseren, det er sgu et godt navn" Hun klapper lidt i hænderne. 

"Ja" giver Ane hende ret ,"Men han finder vel den eneste ene, på et eller andet tidspunkt" 

Jeg kan mærke vreden boble rundt i hele min krop. Jeg rejser mig op fra min madras og hele min krop gør straks ondt. Jeg bider mig i læben. Jeg synes ikke, at Tobias, hjerteknuseren har været særlig interesant, men nu kan jeg mærke vreden, for når det skal gå ud over min veninde, så er det altså slet ikke i orden, på nogen måde.

"Jeg håber hun er okay." Sukker Dina og selvom alle mine fire bedste veninder alle er helt oppe og køre over hjerteknuseren, har de tre af dem der sidder her i stuen sammen med mig en bekymret rynke tegnet i hver deres pande. Vi skubber tankerne væk. Jeg prøver ihvertfald selvom det er svært, vi bliver enige om at Jose vel ringer både hvis hun er knust og hvis hun har brug for hjælp til at rydde op. Det har vi i hvertfald sagt, at vi gerne vil hjælpe med.

Vi sætter os alle med vores dyner og ser morgentegnefilm. Selvom det vidst snart ikke er morgen mere. Og hvad så? 

Jeg kommer i tanke om min mor, men Mia forsikre mig straks om, at de skrev en sms til hende om, hvad der var sket. Hun havde heldigvis taget den med ro, da hun havde fået at vide at Dinas forældre var hjemme. 

Tiden går og klokken når at blive omkring syv om aftenen, da jeg tager hjem. David sidder i sofaen og læser avis. Mor ligger i sin seng. Hun sover ikke, men slapper bare af. Hun knuger mig indtil sig, da jeg lægger mig ned ved siden af hende i hendes seng. Hun tager i dynen og lægger den over mig. Kysser mig på håret. Jeg sender hende et lille smil.

"Hvad er der galt?" Spørger hun straks.

Jeg bider mig hårdt i læben, inden jeg svarer, fortæller hende så om Tobias, som gik med Jose igår. At jeg aldrig har set noget problem med ham før nu. 

"Jeg forstår bare ikke, hvorfor han ikke bare kan slappe af og tage den med ro. Han må da stoppe med alle sine underlige en gangs forhold og geare lidt ned," afslutter jeg, med et lidt hårdt tonefald. Jeg sørger også for at nævne drengen fra min gamle skole, der var ligesådan. 

"Jeg kan godt huske ham," siger mor, med et lille smil på læben. 

Jeg lukker øjnene i min mors faste greb og det næste jeg ved er, at min mobil vibrerer i min lomme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...