Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2013
  • Opdateret: 28 aug. 2013
  • Status: Igang
I Nord Amerika, på et medicin studie, blev der opfundet en vaccine mod AIDS, men det gik galt. Efter at mange mennesker var blevet vaccineret, fandt de symptomer som ikke var gået i udbrud ved test dyrene.

Muterede mennesker hærger verden, kanibalismen hænger i luften og folk flygter.
Det samme gør Jessica og hendes familie. Lillesøster Emmy, og moderen bliver kvæstet i en bilulykke og senere dræbt. Jessica overlever, og skal overleve den verden der ligger på kanten til undergang..

22Likes
50Kommentarer
969Visninger
AA

6. Nålestik

Der lå en akavet stilhed og trykkede mellem os. Matt lignede en på min alder, måske et år ældre, men det var ikke til at tyde. Vores skridt lød ens i gruset, når det knasede under vores fødder. Stien ned til søen virkede så uendelig lang. Jeg var ved at blive sindssyg af stilheden, det var som om den pressede sig som et tryk mod mit øre. Jeg kløede mig lidt på armen og i samme bevægelse kiggede jeg op på Matt. Han stirrede lige ud i luften. Vi havde ikke sagt andet til hinanden end ‘hej’ og ‘jeg skal ned til Alice og Betty’. Jeg stirrede på hans ansigt. Han så faktisk godt ud i profil fra siden. Hans næse havde en lille bue indad, præcis som den skulle være, og hans læber smalle men med en normal læbeform på overlæben. Hans kæbe gik i en perfekt udskæring men han øre var lidt store. Det gjorde mig nu ikke noget, men det så bare lidt sjovt ud. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned på grus vejen igen.

“Hvad er dit rigtige navn egentlig?” Matts stemme lød en smule mørkere end jeg havde regnet med. Måske var han alligevel to år ældre end mig. Jeg blinkede med øjnene og så undrende på ham. Hvorfor ville han dog vide det? Jeg rynkede panden så mine øjenbryn kom tættere på hinanden. Et ansigt som jeg selv hadede, men jeg gjorde ubevidst.

“Hvorfor vil du vide det?” Jeg lagde hovedet lidt på skrå.

Matt rømmede sig og kiggede på mig. “Jesse er normalt et drengenavn..” Han kiggede på mig lige så undrende som jeg havde gloet på ham. Jeg skar en grimasse.

“Jess,” rettede jeg på ham. “Uden e.” Jeg kiggede lige ud igen og han udbrød et ‘nårh.’

Så trykkede stilheden mellem os igen men heldigvis synes vejen en del kortere nu. Min rygsæk var derimod begyndt at trykke igen. Også selvom vandflasken var tom, og de fleste dåser var væk. Jeg kunne se den lille sø og den eneste hytte der lå der, og lagde ikke mere i det med rygsækken. Nu måtte jeg se at tage mig sammen. Jeg forstod ikke hvorfor de ikke havde lagt lægen der, da det var tættere på vandet. Men Chris havde jo sagt at pigerne der boede der vaskede tøj. Jeg udstødte et suk. Tøjvask? Jeg kunne ikke engang finde ud af at bruge en vaskemaskine!

Vi gik i tavshed i nogle minutter inden vi nåede til træhytten, som man sikkert kunne have haft lejet for en masse penge inden Vaccinen.

“Skal jeg følge dig ind eller hvad?” Matt kiggede på mig med et venligt ansigt, men smilede ikke. Det var der ikke så mange der gjorde mere. Ikke engang fuglene lød glade nu.

“Ja tak.” Han var nok gået med ind alligevel for at præsentere mig, selvom jeg havde sagt nej. Matt virkede ikke som typen der tog et nej for et nej. Jeg stod lidt og stenede mens Matt gik op og bankede på. Tre, faste og kontrollerede bank. Jeg kløede mig på armen igen. Det var en ting jeg var begyndt på her for et par uger siden. Når jeg blev nervøs kløede jeg mig på venstre arm. Det var møgirriterende, en dum vane men det beroligede mig. En pige åbnede døren, hun var lav, brunhåret og med blå øjne. Hun havde et par sorte løse bukser på og en hvid tanktop, hvor man lettere kunne se hendes grå bh igennem. Hun kiggede på Matt et øjeblik.

“Ja?” Hun lød træt og som om hun helst ikke ville forstyrres. Inden Matt kunne nå at svare, lød de en høj skinger stemme inde fra hytten.

“Hvem er det?! Er det Andrew? Jeg har en høne jeg skal have plukket med ham!” Stemmen inde fra huset lød en helt og aldeles irriteret. Pigen i døren sukkede og kiggede ned i jorden.

“Nej, det er ikke Andrew..” En anden piges ansigt kom tilsyne bag hende med den hvide tanktop.

“Nårh, det er bare dig. Matt.” Hun hilste med en vinkende hånd og forsvandt ind i hytten igen. Pigen med den hvide tanktop kiggede på Matt. “Hvad var det du ville?” Matt tog et skridt til siden så jeg kom til syne. Ubemærket havde jeg gemt mig bag en meter bag ham. Pigen stirrede på mig med et ansigt jeg ikke kunne tyde, men efter et halv minuts stirre konkurrence ændrede hendes ansigt sig til en mere venlig grimasse.

“Hejsa.” Et lille smil anede sig i hendes mundvig. “Du skal så bo her, har jeg ret?” Hun kiggede på mig, undersøgte mig og vurderede mig.

“Ja, eller..” At bo der lød lige lovligt.. vildt, jeg var jo egentlig bare kommet for at få ly. Men det ville lyde utaknemmeligt hvis jeg sagde det.

“Jo, det skal jeg vist.” Min venstre arm kløede. Jeg prøvede at ignorere det.

“Kom ind, så skal jeg vise dig rundt. Mit navn er forresten Alice.”

 

Betty stak hovedet ud af et af værelserne. Døren knirkede, og det lignede at de havde prøvet at reparere den med gaffa tape. Betty havde kort lyst hår. Den ene side af hendes hoved havde haft sidecut, men det var ikke blevet trimmet her de sidste uger. Det lignede det i hvert fald, for halvdelen af hendes hår var en centimeter eller to. Resten af hovedet nåede hende til skulderen. Hendes næse var lille, men hendes læber var store og fyldige. Jeg kunne lige forestille mig hvordan hun måtte klage om vinteren over de sprækkede læber. Hendes øjne var smalle, men kønne. De havde en grå farve. Betty havde en hættetrøje på, en alt for stor en, og et par shorts til knæene. Hvis hun havde hætten på, og stod med ryggen til, ville jeg have troet at hun var en dreng. Det var nu heller ikke fordi det lignede at hun gik efter det pigede look. Alice derimod var lidt mere piget. Jeg havde lagt mærke til at hun havde rester af neglelak på, mørkegrøn og sort.

“Jeg hedder Betty.” Hun lagde et hurtigt, kort smil gled hen over læberne. Det forsvandt desværre lige så hurtigt som det kom. Betty kom ud af værelset og satte sig op på køkkenbordet. Alice sad foran mig på bordet. Jeg sad, som den eneste, på en stol.

“Jess.” Jeg vidste ikke helt hvor jeg skulle kigge hen, for både Alice og Betty ville have min øjenkontakt.

“Du hedder noget mere, gør du ikke?” Alices’ stemme fyldte stilheden ud, og både Betty og jeg kiggede på hende. Selvfølgelig hed jeg noget mere. Jessica Johnson. Et originalt, kedeligt navn. Der lå en stor anonymitet i det, fordi der var så mange der hed det. Det var faktisk min mors efternavn, selvom det normalt plejer at være manden man tog efternavnet fra. Mine forældre havde altid været meget anderledes. Til tider havde det været dejligt, og andre gange havde det været en plage. De kunne ikke møde op uden at lave en pinlig entré på skolen, eller lade mig gå ud uden at få mig til at tage billeder af mine venner når jeg var fremme. Bare så de var helt sikre. Det var ikke fordi de ikke stolede på mig, de var bare meget overbeskyttende på nogle punkter. Jeg ville hellere have haft min fars efternavn; Smith. Jessica Smith, eller Jessica Johnson. Hvis jeg havde været en dreng, kunne det være fedt at have initialerne ‘JJ’. Men nu var jeg jo født pige.

“Jorden kalder Jess!” Alice var utålmodig, og jeg var forsvundet ind i mine tanker igen. Jeg rystede på hovedet mens jeg prøvede at huske spørgsmålet.

“Jeg hedder Jessica. Men jeg hader navnet.” Det var ikke løgn. Jeg hadede det. Det var en af de sidste ting jeg havde tænkt på, inden vi kørte galt. At jeg var vred på det navn min mor havde givet mig. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Tæl til ti, tænke jeg. Jeg holdt vejret og talte til ti. Når jeg holder vejret, kan jeg ikke græde. Det er en god egenskab at have. Jeg rystede på hovedet og kiggede på de to piger.
“Jessica Johnson. Jeg er 17.” Sagde jeg og rettede ryggen.

“Alice Williams. Samme her.” Alice nikkede anerkendende.

“Betty James. 19.” Hun smilede til mig. Denne gang var det et smil der varede længere end det før.

 

Det var en smuk dag ude i skoven. Betty og jeg var gået ud fra Lejren et par timer. Vi var begge de typer som elskede at komme væk en gang imellem. Desværre var hun allerede taget hjem, Betty, for hun skulle ordne nogle ting. Det var sikkert noget med Andrew. De var ligesom to af de samme magneter, der prøver at komme i kontakt med hinanden. Den ene skubber den anden væk, eller også er det omvendt. De havde været oppe og toppes efter første dag Andrew var kommet i Lejren. Betty havde kort fortalt om noget med madlavning og rationerne. Jeg kunne godt mærke at hun alligevel var de halvandet år ældre end mig.

 

Hun var meget socialistisk, Betty, mens Andrew var meget liberal. Han mente, at dem der havde arbejdet mest, og hjulpet mest, skulle have mest, mens Betty mente at alle skulle have lige, og dele. Dem som havde lavet meget fik ligeså meget som dem der ikke havde lavet meget. Hendes argument var, at man den ene dag kunne have haft lavet meget, hvor man den næste dag ikke havde lavet så meget. Desuden kunne de ikke rende rundt at tjekke hvor meget den ene havde lavet, og hvor meget den anden ikke havde lavet.

 

Chris havde givet, netop det to rivaler, den opgave at uddele rationerne denne måned. Hver evig eneste dag havde de skændtes, og alle folkene fra Lejren kunne ikke finde ud af hvad de kunne forvente at få den næste dag. Det var åndssvagt af Chris, men jeg kunne også godt se princippet. De skulle lære at enes og debattere. Alice var ligeså uinteresseret som jeg var, når det gjaldt den snak. Hun lød i hvert fald virkelig ukoncentreret når Betty begyndte at fable om hvor åndssvag og liberal Andrew var. Inden Betty havde vendt snuden hjemad, havde hun sagt at Andrew var for viderekomne. Jeg havde trukket på smilebåndet over det.

Imens jeg gik der i mine egne tanker, lagde jeg mærke til noget.

Træerne var grønnere end normalt, græsset var blødere og luften var renere. Det var så smukt at jeg næsten glemte verden omkring mig. Men så lyttede jeg. Så stoppede jeg op og brugte hørelsen. Stoppede med at trække vejret, så jeg kunne høre det hele. Så jeg kunne høre alt det, der ikke var at høre. Der var intet at høre udover mit åndedræt. Ingen puslen i buskene, ingen lyde fra skovbunden og værst af alt; ingen fuglesang. Hvis man var døv, ville skoven være himmelsk, men når man hørte efter var der ikke andet end død stilhed. Det ringede for mine ører. Jeg blev svimmel og måtte sætte mig ned på jorden. Skoven snurrede rundt, og jeg lagde mit hoved mod den bløde skovbund.


**

Min arm klør. Jeg klør. Det bliver ved, det stopper ikke. Det plejer at stoppe når jeg klør en enkelt gang. Men det bliver ved. Jeg slår øjnene op. Himlen er lilla, skyerne er røde. Det drypper med rød væske fra himlen. Det lander på mig. Hver dråbe er som nålestik. Jeg ligger limet fast til jorden, jeg kan ikke rejse mig. Pludselig vender skoven sig om. Jeg hænger oppe mellem skyerne, men kan stadig ikke rykke mig. Det er som om der bliver hevet nåle ud af mig. Blodet strømmer ud af mig, og lander lige så fint på jorden. Små, bløde, tunge dryp. Jeg kan mærke min højdeskræk begynder at påvirke mig. Panikslagent, giver jeg min hjerne besked på at bevæge armene, men intet sker. Pludselig falder jeg ned mod jorden. Det er i slowmotion. Jeg ser stumme fugle passere på min vej ned. Deres næb er syet sammen med fiskeline. Jeg falder ned gennem træerne. De ellers så grønne træer er blevet farvet af mit røde blod fra nålestikkene. Jorden kommer tættere og tættere på, lige inden jeg lander med høj fart slår jeg øjnene op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...