The hidden life

114175
Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

AA
aa

10. Kapitel 10

Tancred vågnede pludseligt ved at det skramlede, han satte sig hurtigt op på den hjemmelavede madras. Hans syn behøvede ikke lys, han så næsten bedre i mørket, end i lyset. Han så en skikkelse ved døren, og rejste sig hurtigt for at kunne beskytte Bella. 

"Undskyld hvis jeg vækkede dig Tancred, jeg skulle bare have noget at drikke."

Tancred blev mere end lettet da hun sagde noget, han kunne kun skimte hendes skikkelse i mørket, fordi han nærmest stadig sov. Han undrede sig over hvorfor han stadig følte det som om han sov, han måtte jo vågne hurtigt hvis der var rigtig fare på færde. Hvordan skulle han kunne beskytte hende mod vampyrene, hvis han ikke kunne vågne hurtigt til hver enkelt lille lyd?

Svaret fik han da han slog øjnene op, det havde bare været en drøm, en ondsindet drøm. Han åndede lettet op, han kunne stadig vågne ved den mindste lyd, så Bella var stadig i så meget sikkerhed, hun kunne komme når der var vampyrer i byen. 

Han satte sig op på den hjemmelavede madras, så over mod Bella der stadig lå og sov så sødt. Han kunne ikke tage øjnene fra hende, hvor så hun yndig og smuk ud som hun lå der. Han havde aller mest lyst til at gå derover, ligge sig forsigtigt ved siden af hende, og ae hende blidt i håret. Men han vidste at hun endnu ikke stolede på ham, på grund af alle de fyre der havde narret hende, væddet om hende. Han blev så rasende over at tænke på det, så han gik ud på badeværelset for at hælde vand i ansigtet. 

Han havde kun været væk i kort tid, men det var nok. Da han kom tilbage var Bella væk, han søgte i hele værelset efter hende, men fandt hende ikke. Han gik hastigt nedenunder for at se om hun var gået derned, men der befandt hun sig heller ikke. Han begyndte at blive bekymret, han løb ovenpå igen, for at se om hun var kommet tilbage, men der var ingen andre end han selv. Han satte sig på sengen, fik set det åbne vindue. Han styrtede derhen, men kunne ikke se noget. Da han vendte ansigtet mod sengen igen, så han først nu, den lille seddel der lå på hovedpuden. 

Han hastede derhen, tog sedlen op og læste den. Det kunne ikke være sandt, det måtte ikke være sandt. Bella var blevet taget til fange, af intet mindre end Tancreds slægts værste fjender. Den eneste vampyr familie hans slægt kendte til, havde bortført hans eneste kærlighed, hans livs lys. Han sprang ud af vinduet, skiftede hurtigt uden tanke om der var nogen der så ham. Han var ligeglad med om nogen så ham, Bella var i fare, der måtte ikke ske hende noget. Men hvis han skulle kunne hjælpe hende, måtte han have fat i sin far. Han ville vide hvad de skulle gøre for at få hende ud af vampyrenes frygtelige kløer, han ville vide hvordan de fik fat i hende igen. Og hvordan de gjorde det af med vampyrslægten, dem alle sammen denne gang. Ingen måtte slippe væk, så de en dag kunne hævne sig. 

Tancred vidste at det ville koste en masse blod, men håbede dog stadig, at størstedelen af blodet ville komme fra vampyrene. Han vidste dog også udmærket godt, at det ville koste nogle varulve livet, men det var det de var oplært til helt fra barns ben af. At de skulle kæmpe mod vampyrene en dag, at de skulle kæmpe med liv og lemmer. Han vidste at han meget vel, kunne miste livet. Men det var en risiko han var villig til at tage, hvis bare Bella kom i sikkerhed. Han ville gøre alt hvad der stod i sin magt, hvis bare der ikke skete noget med Bella.

Han fór gennem skoven, ned mod den lille hytte ham og hans far boede i. Da han nåede til parkeringspladsen, skiftede han hurtigt til sin menneske skikkelse. Løb ind af døren og ned i kælderen, fordi han vidste at hans far befandt sig dernede. 

"Du behøver ikke sige noget, jeg har tilkaldt dine slægtninge, dem der bærer arven i sig. Vi skal nok finde hende."

Tancred så undrende på sin far, hvordan kunne han vide at Bella var blevet bortført?

"Hvordan kan du vide at hun er blevet bortført far? Jeg har jo ingenting sagt endnu."

Hans far vente sig om, så sin søn dybt i øjnene.

"Du ved bedre end nogen anden, at vi varulve, kan fornemme når der er fare på færde. Det og så var jeg ude på ruten, da jeg hørte dig rende forvirret rundt i hendes hus. Derpå vidste jeg at det var noget med hende, resten måtte jeg gætte mig til, med de informationer vi tidligere fandt ud af, da hun blev forsøgt kidnappet og dræbt sidst. Jeg kunne desuden lugte et fremmed væsen, det var en vi har haft fat i en enkelt gang før. Den unge vampyr, der forsøgte sig sidst. Ham der slap fra os, vi skal nok finde hende Tancred, det lover jeg."

Tancred nikkede, ude af sig selv til at vide hvad han helt præcist skulle gøre, hvad han burde gøre. Han blev beordret ned at sidde af sin far, af frygt for at han ville miste bevidstheden. Men Tancred var stærk, specielt når det gjaldt Bella. Han havde ikke tid til at sidde ned, han måtte ud og lede efter hans Bella, kunne hans far ikke forstå det.

"Jeg forstår dig godt Tancred, men du er hende ikke til nogen hjælp hvis du står alene mod vampyrene, der må være flere, ellers mister både du, og Bella livet. Jeg hverken kan, eller vil miste dig Tancred."

Tancred satte sig på stolen, stirrede ud i den blå luft. Han frygtede at vampyren blot havde lagt sedlen, for at holde dem for nar. At de allerede havde slået hans Belle ihjel, brutalt og voldeligt, som var vampyrenes kendetegn. 

Han så det for sig, om og om igen. Den unge mandlige vampyr, der nærmede sig hans Bella. Kyssede hende op og ned af halsen, indtil han til sidst var så ophidset, og tænderne så spidse, at de langt om længe kunne trænge gennem hendes silkebløde hudlag, ind til blodåren, og dræne hende krop fuldstændigt for blod. Han så hvordan hun sank livløst sammen på et iskoldt stengulv, han så den unge vampyr, more sig hjerteligt over at have fået krammet på Tancred og hans familie. 

Tancred rejste sig hastigt op, gik hen mod døren, men stoppede op.

"Hvad hvis hun allerede er død? Hvad skal der så blive af mig far? Jeg kan ikke leve et helt liv uden hende, jeg kan ikke fungere uden hende ved min side."

Tancreds far var hurtigt henne ved sin søn, han lagde forsigtigt og kærligt hånden på sønnens skulder.

"Jeg lover dig at vi finder hende, hun er ikke død, det må du stole på. Det må du fokusere på, fokusere du på at hun er død, dør du selv i kampen mod vampyrene og deres slægt."

Tancred nikkede langsomt, men tårerne i hans øjne sagde at han ikke kunne få tankerne om Bellas livløse krop ud af hovedet. Ligemeget hvordan han prøvede, dukkede de op igen og igen.

"Du skal få noget at hvile dig på, jeg skal nok vække dig når dine slægtninge kommer, før kan vi intet stille op."

Tancred nikkede modvilligt, men gjorde som han blev bedt om af sin far. Hans far var overhovedet i familien, føreulven, og føreulven sagde man ikke imod, uanset hvor uenig man var med ham. Han fik en urte te, og faldt kort efter i søvn på sofaen i kælderen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...