Tears of blood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Zoe er ikke et helt almindeligt menneske. Selvom de mørkeblå øjne skinner, og hun ligner en almindelig teenagepige, så lurer hemmelighederne bag det ydre, kolde mord, sorte øjne, og de mange blodige tårer. Når nogen skriger af smerte, er der andre der nyder det, og når nogen lider, er der andre der føler sig godt tilpas, men et er ikke helt let, at være lige i midtergangen ...

5Likes
6Kommentarer
419Visninger
AA

3. Mrs. Calling 's hemmelighed

Hun fulgte bare med. Mens tankerne gled rundt i hovedet på hende, hvorfor vidste mrs. Calling hvem hun var, hvorfor skulle hun ikke bare sige det for sjov, hvad skulle der nu ske? Hun nåede ikke at tænke mere før hendes tanker igen blev brudt af en stemme. Det var kvindens. " Vis du ikke kan huske det, eller ved det, så hedder jeg Mrs. Calling. Men jeg regner med du godt kan huske mit fornavn. " Hendes smil virkede så bekendt, det samme med hendes navn, der var noget der virkede som det skulle være. Endelig var de der, inderst inde troede Zoe at hun skulle ind på et stort åbent kontor, men i virkeligheden var det bare et lille hyggeligt kontor med en pejs, et skrivebord, og to store mørkerøde lænestole ved pejsen.

Der var tændt op, og varmen var allerede bredt rundt i lokalet. " Sæt dig bare. " Mrs. Callings stemme var varm og venlig. Mrs. Calling satte sig ned, og rækkede armen hen mod den anden stol, for at vise hun bare skulle sætte sig. Zoe satte sig stille ned, og kiggede på mrs. Calling. " Du kan godt huske mit navn, inderst inde minder det dig om noget, prøv. " Zoe satte sig lidt utryk ned i den anden stol, mens hun næsten sank ned i den så blød den var, fik hun det faktisk mere afslappet. Hun tænkte så det knagede. Selv mrs. Calling kunne mærke det. " Jeg.. jeg føler noget.. " Startede Zoe stille ud. " Nej. Nej jeg kan virkelig ikke. " Hun sukkede, hun hadede at skuffe nogen. " Jo, lad vær med at give op. Vis jeg siger skyggefaldet, det må minde dig om noget. " Mrs. Calling smilede, som om hun slet ikke havde set at Zoe's ansigtsudtryk, som var sammenbidt. Men pludselig dimrede en lille klokke bagerst i hendes hoved. Skyggefaldet. " Jenna! " Zoe smilede større end nogensinde. Hun kunne intet huske om hvad skyggefaldet var, eller hvorfor hun var der. Det eneste hun kunne huske var det navn. mrs. Calling smilede. " Ja. Jeg troede lige i et øjeblik du havde glemt alt om mig. " Hun grinede kort men varmt. Men Zoe's smil blegnede hurtigt.

Hvordan kunne hun kende Jenna? Hun var jo faldet for omkring en måned siden, hun havde ikke stået over for en person længe. Eller ikke personer, men andre engle fra Faldet. " Jeg kan se det på dig, du er nervøs. Bare rolig. Jeg skal nok fortælle dig det hele. " Jenna's ansigt trækkede sig lidt sammen, og blev en smule koldere end før, men stadig varmt, en mærkelig blanding. Zoe nikkede svagt, ikke så tydeligt, men stadig lige så Jenna kunne opfange det. " Den her kostskole, tror du måske bare er en med almindelige mennesker. Ja. Jeg ved hvem du er, du er en engel, en fra Faldet, og jeg vidste at du ville komme her. " Et sug gik gemmen Zoe. Hun vidste det. Hele hendes liv hang i laser vis nogen fandt ud af at hun var en engel, ja alle de andre engle var i fare vis almindelige mennesker fandt ud af det. " Jeg er ligesom dig. En engel. Jeg blev fanget i en virvelstrøm, dem som i skulle passe på, deroppe. " Hun pegede op i luften. " Alle de andre på denne kostskole er heller ikke helt normale. Vi har formskiftere, tankelæsere, varulve, og så har vi dig. Og ja, mig, engle. " Zoe brød ind i et kort øjeblik. " Tankelæsere, de kan jo afsløre os andre? " Hun virkede lidt nervøs, ingen skulle vide hun var en engel, og endda den eneste elev, hvis man ikke talte Jenna med, som var engel. Og især ikke at hun var fra Faldet. " Bare rolig, skolen er beseglet, ingen af dem kan læse tanker. Det er bare hvide vægge for dem. " Hun smilede lidt mere, og igen mere varmt, selvom hendes øjne skinnede i en mørk farve.

" Ingen kender til de andres kræfter. Kun dig. Du er den eneste jeg har fortalt denne meget vigtige hemmelighed til. Du må holde på den. " Jenna's ansigt blev pludselig lidt mørkt, og hendes øjne glødede. " Ja, selvfølgelig. " For første gang i lang tid sagde Zoe noget. Det lignede ikke helt hende at være stille, men for en gangs skyld gjorde hun ikke noget. Jenna's ansigt kom tilbage til en mere normal farve, og for en gangs skyld, smilede hun ikke på den sukkersøde måde, men mere normalt. Hvordan man end kunne udtrykke ordet normal. " Værelse 147. Jeg har sørget for tøj så du falder lidt ind, vi kan jo ikke have flænger i bluserne. " Hun smilede svagt, men alligevel betød det noget med en der hjalp en på vej. Zoe nikkede, tog imod den blanke nøgle, som mrs. Calling sad og viftede med. Hun skulle for første gang færdes alene på den store kostskole. Hun var lige begyndt at føle sig tryg i det varme kontor. Det virkede som en stue, og nu skulle hun ud i de kolde gangsystemer, som alligevel var lyse af eftermiddagsolen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...