I Uvant Farvand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2013
  • Status: Igang
Chelsea Arrington må på sin sekstenårsfødselsdag erkende, at hendes unaturligt fantastiske svømmeevner aldrig har været tilfældige, da hun under en tur på stranden forvandler sig til en skabning, som man kun hører om i myter og gamle sagn.

Indslag til fantasy-konkurrencen - mulighed 1.

6Likes
3Kommentarer
865Visninger
AA

1. "Vores fødselsdage er fjer på tidens brede vinger," – Jean Paul

Jeg lukkede mine øjne og pustede af mine lungers fulde kraft. I baggrunden kunne jeg høre flere af gæsterne gispe forundret, og jeg smilede for mig selv. Da jeg åbnede øjnene, så jeg, at alle  lysene i kagen, der stod foran mig, var pustet ud, og med et selvtilfredst smil rejste jeg mig. 
"Sikke meget luft, du har gemt i lungerne, kære Chelsea! Det er intet under, at du vinder pokal efter pokal," sagde min tante begejstret. Hun havde ret; jeg havde vundet flere pokaler. Siden jeg var helt lille, havde jeg taget svømmetimer, og jeg blev blot bedre og bedre for hver meter, jeg svømmede. I al beskenhed var jeg faktisk den bedste på holdet, og min far havde flere gange omfavnet mig, grint og sagt: "De evner er sgu helt overnaturlige!" 

Meget tid var der ikke til at tænke over det, for dette var trods alt min sekstenårsfødselsdag, og jeg fik let dagen til at gå med at åbne gaver, snakke med folk og spise kage. Det gik slet ikke op for mig, hvor hurtigt dagen var gået, før jeg med et forpustet suk smed mig i sofaen og lukkede øjnene. Søvnen kunne nemt havde overvældet mig, for nu var gæsterne gået, og det var tid til at slappe af. Sådan skulle det dog ikke være, for det bankede på min dør, lige som jeg var ved at falde ind i drømme og give efter for trætheden. 
"Er der en, der åbner?" råbte jeg fraværende og døsigt, men da der intet svar kom, rejste jeg mig med et suk og slæbte fødderne hen over gulvet. Låsen var som altid bøvlet at få op, og efter flere fejlagtige forsøg hoppede jeg op og ned på stedet, inden den til sidst gav efter, hvilket fik mig til at snuble og falde bagud. Håndtaget tog i sig selv, eller, personen bag døren tog i det og åbnede døren. Personen stak sit hoved ind og kiggede bekymret på mig. Jeg fnøs.
"Jared! Min allerkæreste Jared," sagde jeg og rakte mine arme op for, at han skulle tage i dem. Han rystede på hovedet og hjalp mig op på benene, hvorefter han omfavnede mig med et af sine varme, lange klem. Jared var min bedste ven og havde været det lige siden, vi flyttede ind i nabohuset. 
"Hvis ikke I snart får skiftet den lås, får det fatale følger," sagde han og rakte mig en gave, der ærligt talt var sjusket pakket ind. Jeg flåede straks papiret af og kunne beundre et snorkelsæt - og ikke et af dem, man køber i den lokale brugs; dette så professionelt ud, og på siden stod mit navn indgraveret med en unik skrift skrevet med sølv. 
"Wauv," sagde jeg og hævede snorkelsættet op over vores hoveder for at beundre det fra enhver vinkel. 
"Jeg havde forestillet mig, at vi kunne prøve det nu," sagde Jared og smilte smørret. "Jeg har en overraskelse," hviskede han. I hans hånd holdt han en pose, og deri kunne jeg lige nøjagtig skimte endnu et snorkelsæt. Jeg løb hurtigt ud i køkkenet, men da hverken min mor eller far var der, rev jeg hurtigt et stykke papir af min nu nytteløse ønskeliste og skriblede: 'Er taget ud for at dykke med Jared - kommer nok ikke så sent hjem!', hvorefter jeg hang det på opslagstavlen og skyndte mig ud til Jared, der ventede i døråbningen. 

Det blæste mildt, og solen var ikke at se. Havmåger kunne høres ikke langt derfra, og vandet afkølede roligt mine fødder, mens jeg stod i min badedragt, der var lige så blå som havet selv. Det var sjældent, at jeg ikke havde min badedragt indenunder, hvad end jeg nu ellers havde på. Jeg lukkede igen mine øjne og tog flere dybe vejrtrækninger. Lyden af havet og bølgerne, der stille bruste op på land, og fuglenes skræppen overgik alt andet, og skønt jeg elskede at svømme i en helt normal pool, ville havet altid være mit foretrukne sted. Jeg følte mig hjemme der, hjemme og lykkelig. Jeg følte en kold hånd på min ryg. Med et sæt åbnede jeg øjnene og erfarede, at det var Jared, der nu havde gjort sig klar til at dykke ud i havet. Jeg holdt mit snorkelsæt op og tog det på. 
"Er du klar?" spurgte jeg, og Jared nikkede, men lige som vi tog ét skridt, farede Jared op.
"Jeg glemte jo helt noget! Jeg kommer tilbage om lidt!" råbte han, mens han løb tilbage over sandet. Jeg grinte let og rystede på hovedet. Jared var en fantastisk ven, der altid havde været der for mig, som jeg havde været der for ham - vores familier kom altid med hentydninger til, om vi ikke snart tog skridtet og blev mere end blot venner. Vi følte dog ikke, at vi var nået det punkt endnu. Sådan havde jeg det i hvert fald. 

Jeg ventede i et par minutter. Jared dukkede ikke op, og derfor besluttede jeg, at jeg lige så godt kunne gå i vandet og svømme lidt, inden han kom. Derfor tillod jeg mig at træde ud, til jeg til sidst ikke længere kunne bunde. Der var ikke så forfærdeligt meget plads til at bunde på, og derfor blev denne strand anset for at være alt andet end børnevenlig. Da jeg var kommet langt nok ud til, at jeg følte mig tilpas, lukkede jeg atter mine øjne og lod det kolde, men behagelige vand kærtegne enhver del af min krop. Kort dykkede jeg under for at få håret vådt, og da jeg igen ramte havoverfladen, følte jeg mig varm. Det var ikke, som hvis vandet havde været varmt mod min krop, det var nærmere en varme, der gik gennem hele min krop, som om mine muskler var smedet af det varmeste jern. Mine øjenlåg føltes i det øjeblik tunge som bly, men i det næste følte jeg mig lysvågen; mit syn føltes anderledes. Jeg troede, jeg havde fået noget i øjet og tog derfor snorkelsættet af og dukkede under vandet. Men der var intet behov for at lukke mine øjne. De var åbne, og jeg følte intet ubehag - blot et perfekt og klart syn. Jeg kiggede ned ad mig selv, og ved synet var jeg ved at få vandet galt i halsen. Med et gisp dukkede jeg op igen. Selv over vandet kunne jeg se den hale, der havde omsluttet mine ben. Mine arme så også anderledes ud: mere blålige, men stadig menneskelige. 
"Chelsea! Undskyld, det tager lidt tid! Jeg er tilbage om et øjeblik!" hørte jeg en stemme råbe, men jeg kunne ikke se Jared nogen steder. Jeg blev grebet af panik og drejede flere gange rundt om mig selv, før jeg gjorde det eneste, der lod til at give mening i øjeblikkets hede. Jeg flygtede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...