Dronningens Hævn

34075990
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Clary har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder, til at forelske sig i og hvis dette ikke lykkedes, vil hun dø. Jace har en måned. 30 dage, 720 timer, 43200 sekunder til at få en pige til at forelske sig i ham, og når det er opnået, skal han dræbe hende, for hvis ikke dør han.
Hvilken kærlighed er værd at dø for?

AA
aa

7. Drivhusets stilhed

Clary trak timeglasset frem. Der var nu gået to uger siden vogteren havde gjort sit besøg, og en uge siden hun flygtede fra Jace i gyden. Hun var endnu ikke forelsket og nu havde hun blot to uger igen. To uger til at få det til at ske. At forelske sig. To uger før hun fandt ud af, om hun enten ville leve eller dø.

Frustrationerne lod hun få løb på papiret. Blyanten strejfede det ru papir i al hast, og begyndte efter et stykke tid med skitser, hvisken ud og utallige bandeord, at ligne noget.

 Hun indåndede grådigt vejret, og den fugtige, varme luft fyldte hendes næsebor med velbehag. Hun havde altid haft en svaghed for drivhuset. Måske fordi, at mange ikke besøgte det, og derfor var det ofte muligt for hende, at få sine nødvendige alene øjeblikke, men måske også fordi, at hun nød at se livet blomstre sig. Forvandle sig fra de små skud, til de høje, duftende og smukke planter.

Hendes yndlingssted at sidde var gemt bag alle planterne, i et lille hjørne, som nogen sjældent opdagede. Faktisk kendte ingen til dette, end ikke Simon, det var hendes, og kun hendes, hemmelighed.

Hun lod sit blik glide ned på tegningen, der havde taget form for timeglasset, hun havde liggende i sit skød. For hvert et sandkorn der faldt, gled håbet langsomt længere og længere væk fra hende.

”Clary?” en stemme havde bevæget sig ind på hendes territorium. Clary følte sig krænket, for dette var hendes og kun hendes, og uanset hvem der afbrød hende, så havde de ingen ret til det. Hun vidste, uden at tænke sig om en ekstra gang, hvem det var. Hans stemme havde brændt sig fast i hendes hukommelse.

”Hvordan har du fundet mig?” hendes blik søgte mod Jaces skikkelse. Han var høj, slank og muskuløs, og havde et udseende, de fleste piger dånede over. De enkelte solstråler, der brød igennem drivhusets glas og forbi de høje planter, lyste hans gyldne hår op, og for et øjeblik føltes lysten så stærk, til at blot lade sin hånd køre igennem det, at hun nær havde rejst sig. Hun beherskede dog sig selv.

”Du tror mig sikkert ikke, men for at være ærlig, ved jeg ikke hvordan. Jeg fik bare en fornemmelse af, at jeg skulle tage hen til dette her sted, og pludselig, så var jeg her,”  lød det eftertænksomt fra ham, før han tog sig selv den frihed og gled ned ved siden af Clary. Hans lange ben, gjorde det mere besværligt for ham at finde plads, men efter lidt tid, sad han godt til rette. ”Du har ret. Jeg tror dig ikke,” sagde hun. At det var helt tilfældigt, at han skulle have fundet hendes sted, når ingen andre havde gjort det i årevis, lød ikke helt korrekt. ”Fulgte du efter mig?” røg det ud af hendes mund. Jace fnøs omgående.

”Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg har ikke andet at give mig til, end at stalke dig dag og nat, det er nemlig, så trist mit liv er,” svarede han, dryppende af sarkasme.

Clary rødmede let og lod sit blik falde ned på sin tegneblok, og begyndte at ligge skygger rundt om timeglasset. Han lænede sig indover for at få et blik, over hvad der tog hendes koncentration, men straks hev hun blokken op til brystet. ”Kom nu, Clary. Ikke så hemmelighedsfuld,” kluklo han og forsøgte at få fat i blokken, hun knugrede tæt ind til sig.

”Okay, du må se på betingelse,” hun løsnede taget let. ”Du skal love mig ikke at grine,” hendes alvorlige blik gennemborede Jace. ”Det lover jeg,” lød det fra hende, og hans stemme var fuldstændig blottet for den sædvanlige drilskhed og sarkasme. Forsigtigt rakte hun ham sin tegneblok.

Det var sjældent at folk fik lov til at tage i kig i den. Faktisk huskede hun ikke præcis, hvornår en anden havde fået lov, udover Simon, der altid havde haft.

Han bladede forsigtigt rundt i siderne, som om, det var lavet af det skrøbeligste porcelæn, der kunne knække ved hvert øjeblik. Hans øje var fascineret, betragtede hver en detalje, for hver en ny tegning, der dukkede frem. Han stoppede ved en side, i længere tid end ved de andre, og et stort smil bredte sig på hans læber.

”Du har tegnet mig?” spurgte han, med en tydelig fryd i stemmen. Clary gjorde store øjne og hev tegneblokken til sig, hvor der sandt nok, var en tegning af Jace. Jace med store vinger, der bredte sig ud og hans ansigt var uhyggelig meget præcis. ”Nej. Nej, det kan ikke passe,” hviskede hun stille. Hun huskede ikke at have tegnet den, men hun vidste, at hun havde gjort det. På en måde kunne hun genkende tegningen. Hendes kinder rødmede enormt.  

”Du skal ikke være flov,” sagde han kærligt og bevægede sig tættere på, for at kærtegne hendes kind. Hun mærkede varmen brede sig i sin krop, og kuldegysningerne der fik hårene til at rejse sig, på hendes arm.

”Lov mig, at du ikke vil løbe igen,” hviskede han stille og nærmede sig. ”Jeg lover det” svarede hun

Jace lænede sig frem, imens den anden hånd fandt Clarys hage. Han løftede den en anelse op, før han pressede sine læber mod hendes. Eufori flød gennem hendes årer.

Hendes hænder fandt vej om hans nakke, og hans, fandt vej om hendes liv. Han løftede hende op på sit skød, hvor hun lod sine ben vikle sig rundt om ham, og deres læber slap ikke hinandens for et sekund. De var begge forsvundet væk i kysset, intet andet omkring dem betød noget, det eneste de koncentrerede sig om, var hinanden. Og hvordan de kom tættere på.

Hun mærkede hans tungespids der forsigtigt prøvede sig frem. Hans hænder bevægede sig længere ned, med blide og kærlige strøg, for til sidst, at tage et hårdt tag om hendes røv. Hun sukkede svagt mod hans mund. Med vægten fra sin overkrop, skubbede hun ham forsigtigt mod jorden, mens hendes hænder legede lystigt i hans hår.

”Clary, jeg..” hans læber slap hendes for et sekund, for at fange hendes blik. Spørgsmålet var tydeligt. ”Det er okay,” smilede hun let og bøjede sig ind, for at stjæle endnu et kys. Han smilede stort, før han med en bevægelse løftede Clary under sig og lagde sig ovenpå. I samme bevægelse faldt noget ud af hans lomme, noget bekendt for dem begge. Clary betragtede tingen med store øjne, og selvom Jace hurtigt forsøgte at skjule, hvad det var han havde tabt, var han ikke hurtig nok. Det var et timeglas. Ikke hvilket som helst timeglas, et fuldstændig magen til, hvad hun selv havde.

Jace så straks utilpas ud, med et mærkeligt og fjernt blik i sine øjne. ”Hvad er der, Jace?” spurgte hun og forsøgte, at skjule sin overraskelse så meget som muligt. Han trak sig en smule tilbage, for så til sidst, at sætte sig helt op. Hun fulgte selv samme eksempel. ”Jeg.. Jeg bliver nødt til at gå Clary,” han bøjede sig frem, tydeligt forvirret, og plantede et langt, intens kys på hendes læber, før han sprang op og forsvandt hurtigt og lydløs.

Clary sad stille for et øjeblik, og forsøgte, at finde ud af, hvad der lige var sket. Hun trak sit eget timeglas frem og betragtede det. Intet spørgsmål der, det havde været fuldstændig det samme, og hvis det betød det samme for Jace, som det gjorde for hende, kæmpede han også en unfair kamp, mod tiden.

Men intet var sikkert. Derfor vidste hun, at hun måtte opsøge den ene person, som havde svarene. Magnus Bane.

Efter at have kringlet sig ud af instituttet, sendt en besked til sin mor, at hun ville komme sendt hjem og var nået gennem, de beskidte, dunkle gader stod hun foran Magnus dør og bankede forsigtigt på. Måske skulle hun have ringet før? Måske var han ikke engang hjemme. Måske gad han ikke. Mens alle ’måske tankerne’ for igennem hendes hoved, kom fodskridt tættere på døren og der blev åbnet.

”Goddag Clary,” hilste han med et muntert smil. Hans beklædningen var altid, hvad hun ville kalde ’lidt speciel’, under alle omstændigheder, i hvert fald farverigt. I dag havde han valgt et turkis halstørklæde, et par lilla læderbukser og en cashmere sweater i grå. Øjnene var tegnet op af en glimmer eyeliner, og de asiatiske træk, stod tydeligere frem. Håret sad perfekt som altid.

”Hej Magnus. Jeg tænkte på, om du mon kunne hjælpe mig med noget?” spurgte hun, og håbede på, at kunne trække på venskabet, han havde med hendes mor. Magnus gjorde et nik og gjorde tegn til, at hun skulle komme indenfor.

Efter at have sat sig i stuen, fået skænket en kop te op, var hun klar til at ligge kortene på bordet. ”Hvad drejer det sig så om?” spurgte Magnus og strøg en hånd gennem sit kulsorte hår.

”Faktisk er det ganske enkelt. Kan du fortælle mig lidt om denne her?” svarede Clary og trak timeglasset frem. Hun lagde det på bordet. Magnus svarede ikke, kiggede blot på den, med både fascination og overraskelse.

”Hvor har du fået den fra?” krævede han at vide. Hun tog en dyb indånding, før hun besluttede sig for, at fortælle ham det hele. Fra vogternes besøg til da Jaces timeglas faldt ud af hans lomme. Dog undlad hun, at fortælle ham hvordan det var sket, lidt privat, havde man vel lov til at være.

”Hvad betyder det?” spurgte Clary desperat. Hun vidste ikke hvorfor, men hvis det betød, hvad hun troede at det gjorde, måtte hun få fat i Jace. Med det samme.

”Det er symbolet for en af Dronningens af Fefolkets forbandelser. Timeglasset tæller tid for, hvor lang tid du har til at ophæve den, inden at det er for sent,” fortalte han med dybe rynker i panden.

Hun gav sig blot et splitsekund til at tænke, før hun smed timeglasset i lommen og satte retning mod døren. ”Vent, Clary, der er noget du skal vide!” råbte Magnus efter hende.

”Det kan vente. Du kan fortælle mig det senere,” og med disse ord forsvandt Clary ud af døren, med et formål.

At finde Jace.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...