Royal Engagement ♔ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Igang
18 årige Annabelle bliver sendt ned til en lille lejlighed i London, af hendes forældre, da de slet ikke vil have noget med hende at gøre. Hun kommer altid sent hjem, er uhøflig foran gæsterne og snakker grimt til hendes forældre. Uartige Annabelle, tror bare at alt det med England bare er fis, og ballade for seriøst.. Hvem ville sende sin egen datter til et mystisk udenlandsk land, som straf? Mens Annabelle hygger med sig selv i England, skete der noget hun syntes er ufatteligt. Noget chokerende. Folk fra det engelske kongerige finder uheldigvis Annabelle, og kidnapper hende på en grufuld måde. Den eneste ting de vil have fra Annabelle, er dog et ægteskab med den engelske prins. Hun bliver teknisk set tvunget. Tvunget til at gifte sig med den charmerende prins Harry. | Upassende sprog. Du er advaret |Ændret Resumé |

127Likes
213Kommentarer
6481Visninger
AA

15. Shit Head ♔

 

 

(Ikke Rettet Igennem)

Efter at have fortalt stumper og stykker af  informationer om os selv, registrerede jeg ikke lige, at Harry havde fundet mine læber, i et lidenskabeligt kys. Selvfølgelig klagede jeg ikke over sådan en fantantastisk begivenhed. Det tror jeg heller ikke, at jeg selv ville kunne få mig til det.

Med  ryggen presset mod nu, det kolde sand, viklede jeg mine fingre ind i Harrys krøllede hår, mens han udforskede min mund, med et passioneret kys. Mængden med sommerfuglene i maven, var uvirkeligt, og det begyndte med at formere sig.

Da vores tunger kæmpede med dominans, kælede Harry min kind, med sin finger, og vores hænder begyndte med at sammenflette. Jeg følte Harry smile mellem vores læber, lige før han smilende forlod dem, og rejste ned mod hals.

"Harry" stønnede jeg, efter at jeg mærkede Harry suge min hud, under mit høre. "Mhm" "Stop" mumlede jeg, da Harry bed blidt, mit øre. Harry trak sig væk, hvori han rejste sine øjenbryn i fortvivelse.

"Hvorfor?" tilføjede Harry. Min krop tiggede efter mere, men min hjerne skreg om at han skulle stoppe, og at det ville være en dårlig ide. Så selvfølgelig adlød mine læber min hjerne.

"Betyder det noget?" Jeg prøvede på at sætte mig til rette, og håbede på at Harry svarede nej. "På en måde" sagde han, mens han sad på sin nuværende stilling. "Hvis jeg fortæller dig, lover du så at ikke tænke anderledes om mig?" sagde jeg, hvori jeg derefter sukkede. "Lover"

Jeg stak min lillefinger frem, og så Harry dybt i øjenene. "Lillefinger løfte?" Harry trak sin finger frem, deri jeg trak mine knæ op til brystet, og svøbte min arm om den.

"Da jeg var elleve.. ja min far.. ser du, min far... Kan jeg ikke stoppe nu?" Harry ignorede mit spørgsmål. "Din far, hvad?" fortsættede Harry. Jeg lagde mit hage, mellem mit knæ, og sukkede.

"Da jeg var elleve, forsøgte min far at voldtage mig efter min mor rejste for en weekend. Derfor vil jeg ikke gøre mere end at kysse. Det skræmmer mig en smule" Efter at have forklaret min historie, følede det godt indeni mig, med på sammentig ikke. Jeg vidste aldrig at jeg skulle fortælle det til Harry, men jeg valgte at fortælle det nu. Harry sagde ikke noget, da jeg derfor fortsatte.

"Derfor hader jeg mine forældre så meget. Efter at have nægtet for min far, havde han altid behandlet mig som skidt. Min mor hadede mig også, da jeg næsten havde ødelagt hendes ægteskab" Jeg stønnede, da Harry stadigvæk ikke svarede. Han var helt tør.

"Jeg holder kæft nu" Minutterne gik, og det havde følt som flere timer. Stilheden havde ramt os, og vi betragtede kun bølgen, uden for kysten. Hvis det ikke havde været for Harry, ville jeg havdet troet at han var en statue. Men ærligt, skræmte han mig en smule.

"Sig venligst noget" tiggede jeg. Harry vendte sit hovede mod mig, og han stirrede direkte ind af mine øjne. Der vidste jeg at han havde ondt af mig. Lige præcis, hvad jeg blev bange for.

"Du skal ikke have ondt af mig" røg det ud af mig. "Men jeg har ondt af dig" tilføjede Harry, pludselig. "Jeg hader når folk har ondt af en. De mener at det er som at være bange for at knuse et glas, hvis man siger noget forkert." - Igen stod Harry helt stille.

"Bare lade være, med at have ondt af mig" mumlede jeg, og så væk for et øjeblik.

"Kan jeg dræbe ham?" tilføjede Harry. Jeg lo. "Kun hvis jeg kan hjælpe" sagde jeg, og grinte efter Harrys kommentar. "Jeg laver seriøst ikke svar. Jeg har mine måder" Harry løftede sine øjenbryn, og søgte efter et seriøst svar. "Du mener vel ikke seriøst, at du kunne finde på at dræbe ham, vel?" argumenterede jeg. "Ja, hvis det vil gøre dig glad, så.." mumlede Harry. "Hvorfor tænker du egentlig på mit humør?" spurgte jeg, og rullede med øjnene efter Harrys svar. "Fordi.." Harry lagde sin hånd på mit knæ, og aede den blidt. ".. Jeg elsker dig" Jeg følte at jeg forpligtet skulle sige noget tilbage, men jeg kunne så ikke få mig selv til at sige det. Jeg ville elske at sige at jeg havde samme følelser, men var det 'det der fik mig til at få så stærke følelser?

"Kan vi gå nu? Jeg fryser" Jeg rystede en smule, og mine tænder begyndte at vibrere en smule. Gåsehuden faldt trillende ned af min rygrad. "Ja" 

Vi rejste os op, og børstede det rodede sand fra os. På vej til vognen, greb Harry min hånd i sin, og ja. Vi holde smilende, hånd-i-hånd, og vandrede hen til vognen.

 

 

Jeg vågnede op i en kold brise, og jeg kunne mentalt ikke få mig selv op fra den varme seng. Jeg fik en slem hosten, og havde skarpe smerter på mine skulderblade. Jeg vidste, at jeg ikke skulle havde båret kjoler tidligere henne. Jeg rullede mig en del gange på sengen, og smadrede mit ansigt mod puden. Hvorfor var det præcis mig, influenzaen gik ud over? Jeg begyndte med at bebrejde Harry, uden noget videre. Hvis han ikke havde taget mig på den sørens strand, ville jeg ikke havdet været syg. 

Jeg lå på sengen, og stirrede frit ud mod loftet, mens jeg ønskede indebrændene min telefon. Jeg havde ikke set den, siden Harry kidnappede mig.  Jeg ville finde min telefon, uanset om jeg var syg. Der kunne mentalt ikke længere, uden at havet hørt Danas stemme. Med mine fødder omsider bundet sammen med gulvet, gik jeg ud i søgning efter Harry. Han vidste sikkert hvor den lå. 

Jeg passerede en stuepige ved den fjerde gang, og spurgte mig ind til hende. 

"Ved du hvor Harrys værelse er?" "Den kongelige prins?" spurgte hun, da jeg efter rullede med øjnene. "Ja, den skide prins. Hvem ellers skulle det være?" sagde jeg. "Nede ved den tredje hal, til højre" Et forfalsket smil kom frem i mig. Jeg gik ned ad gangen, og ind af døren som stuepigen instruerede mig til. Jeg besluttede mig for at gå ind, uden at banke. 

"Hvor mange gange skal jeg fortælle at du skal Banke på -" Harry begyndte med at råbe frustreret. Han gik rundt iført Calvin Klein boxershorts, og hans biceps eksponeret. Meget fristrende, men jeg prøvede indeligt at fokusere på hans ansigt. 

"Hey" mumlede jeg, og kig lidt længere ind. Harry sendte et svagt smil, og vinkede svagt. "Så jeg har et spørgsmål" udelod jeg, og prøvede på at fokusere mere på hans ansigt end på hans krop. "Okay jeg har to spørgsmål. Et: Kan du tage venligst tage en skjorte på? To: Hvor ligger min telefon. Jeg skal virkelig bruge den" Jeg lagde et ekstra tryk på virkelig, da jeg virkelig savnede den. Harry sendte et smørret smil, og lænede sig mod den blå væg. 

"Jeg ville gerne, men jeg tror ikke at du ønsker det" Rødmen overtagede mine kinder, da Harry pludselig nævnede hvad jeg tænkte. "Okay men, ved du hvor min telefon ligger?" Jeg prøvede på at snakke uden om, da det var for et pinligt emne. Harry begyndte underligt med at grine så hårdt, at der endda kom tårer, trillende ned. "Du er temmelig morsom, Babe" tilføjede Harry, efter at havde stoppet med sin voldsomme grin. jeg krydsede mine arme over mit bryst. 

"Jeg prøver ikke på at være morsom. Nu skal du give mig den" Harrys smil standsede omgående, og et koldt blik gik frem. "Okay. Nu skal du lige vide en ting. Ingen fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Især ikke dig. Og hvorfor skal du alligevel bruger din telefon?" Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde ikke forestillede mig at Harry nogensinde ville tale sådan til mig. Jeg dækkede tårerene, og opførte mig som ingenting. 

"Jeg tror virkelig ikke at det betyder noget? Det er min telefon, og derfor skal du give den til mig" Harry begyndte med at tage tunge skridt hen mod mig, og dumt af mig tog jeg sikkerhedskopiringer til jeg ramte den kolde væg. "Der er noget du bør vide. Det der er dit, er mit. Og det der er mit, er mit. Fik du det?" Harry pressede mig ind mod væggen, da jeg desperat ville væk - Indefra. "Det giver ingen mening?" sagde jeg sarkasteligt. "Det behøver det heller ikke. Det der giver mening for mig, giver mening" udtrykkede Harry. Hans ånde forbandt sig med mine, og mine knæ sad forbandt mellem hans ben. 

"Du er sådan et stort røvhul. Det eneste jeg bare ville have, er min telefon. Du tror bare at du kan kidnappe mig, og så kræve at jeg skal giftes med dig. Vi kan vel være enige om at du slet ikke tænker på andre end dig selv. Eller nej, vi må vente på din mening, da det er det der tæller! Gå og kidnappe en anden kælling" 

Jeg begyndte med at hoste som en gal kvinde, efter at have råbt som en tosse. Influenzaen gjorde også det hele endda værrere. Gud hvor jeg hader influenza!

Efter at havde været i stand til at gå, trak Harry mig tilbage. 

"Hvad Fuc-" Harry dækkede sin hånd mod min mund, og gik tættere for at hviske ind af mit øre. "Du kommer til at fortryde dine ord, Babe" 

Han gav mig hurtigt et kys på kinden.

- Det sidste jeg huskede, før alt forblev sort for mig.

 

---

DA DA DAAAAA

Hvad skete der?

Alt blev sort?

Hmm.

Og undskyld for den to ugers venten.

Lejrtur :/

OBS:

Har postet en ny novelle!

Gå ud og tjek den ud!

Den hedder Georgia Rose - Niall Horan.

BYE!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...