Royal Engagement ♔ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2013
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Igang
18 årige Annabelle bliver sendt ned til en lille lejlighed i London, af hendes forældre, da de slet ikke vil have noget med hende at gøre. Hun kommer altid sent hjem, er uhøflig foran gæsterne og snakker grimt til hendes forældre. Uartige Annabelle, tror bare at alt det med England bare er fis, og ballade for seriøst.. Hvem ville sende sin egen datter til et mystisk udenlandsk land, som straf? Mens Annabelle hygger med sig selv i England, skete der noget hun syntes er ufatteligt. Noget chokerende. Folk fra det engelske kongerige finder uheldigvis Annabelle, og kidnapper hende på en grufuld måde. Den eneste ting de vil have fra Annabelle, er dog et ægteskab med den engelske prins. Hun bliver teknisk set tvunget. Tvunget til at gifte sig med den charmerende prins Harry. | Upassende sprog. Du er advaret |Ændret Resumé |

127Likes
213Kommentarer
6448Visninger
AA

18. Feelings Sucks ♔


 

 

Hver gang jeg skulle møde Harrys mor, vidste jeg at hun ville flippe ud på indersiden. Der var noget ved hende, der sådan gjorde mig på nerverne, måske fordi hun åbenbart hadede mig? Ja, det var det måske nok. 

Stående foran mit spejl, betragtede jeg mig klædt på, da jeg stirrede på min refleksion. Ønskede jeg virkeligt, at gifte mig med Harry? Flere tanker kom igennem mig, mens jeg så på mig selv. det eneste jeg havde kendskab til, var at jeg ville komme til at gå igennem en stor og blodig kamp.
Men hvordan kunne jeg ønske mig at gifte mig med en mand, der lige havde mig bundet op til en stolpe? Det var bestemt ikke noget man gerne ville have, at ens kommende mand, gjorde det for dig. Så hvorfor stod  jeg her stadigt, og ventede? Hvis jeg virkeligt ikke ønskede dette, hvorfor var jeg her så? 

Jeg havde fortalt det en million gange, at jeg ikke brød mig om, at gifte mig med Harry, og nu var jeg her, som om man tænkte at jeg måske, ønskede dette eksakt.
Jeg måtte være sindssyg, hvis jeg lod mig selv gøre det. Harry måtte havde bedøvedet mig, før jeg gik ud. Det måtte være en form for narkotika. 
Så igen jeg tror ikke, Harry ville narkotika mig. Han kunne havede bedøvet mig, og havde bundet mig op i et værelse, men var han virkelig så grusom til at bruge narkotika mod mig? 
Nej... 

Hvorfor startede jeg mig selv op i undskyldninger for ham. Jeg ved udmærket godt at han kunne havede gjort alt det, men noget i mit sind kunne ikke holde op med at fortælle mig, at han ikke ville gøre noget lignende. Han kunne blive tvangspræget og krævende til tider, men han ville da aldrig gøre det. 

De sidste finesser af min makeup var gjort klar, og underligt beundrede jeg mig selv. Måske hadede jeg mig iført kjoler, men det så stadigt velhavende ud på mig. Gad vide, hvad Harry mening ville være?
Hvad var der galt med mig? Hvorfor bekymrede jeg mig endda, om hvad Harry tænkte? 

 

Indrøm det bare Annabelle, du har faldet for Harry. 

 

Tidspunkter som dette, ønskede jeg min hjerne lukket. 
Jeg gled mig ind i nogle stiletter, og smilede af min selv, da jeg aller helst ville glemme min hjernes kommentarer. 
Men stadigt havde min hjerne ret. Der var kun en af grundene, at jeg selv tænkte sådan. Jeg Annabelle Carter, var faldet for en kongelig der havde smerter i røven, og der var intet jeg kunne gøre noget ved det. 

 

*Bank Bank.

 

Jeg sukkede, af at være vidne til hvem det var. "Kom." 
Jeg iagttog Harrys refleksion i spejlet, som da han gik ind og satte sig på min seng. Bare ved at kigge på ham, følte jeg mig som jeg snart skulle til at smelte på indersiden. Har jeg altid følt sådan her, og havde aldrig bemærket det, indtil nu! 
"Er du klar? Min mor er startet på et vrede - anfald." 
Jeg rødmede. "Åh, Uhmm ja. Jeg er klar." 
Harry hævede sine øjenbryn "Er du okay? Du handler som normalt?" 
Åh, han måtte havde bemærket min rødmen.
Jeg udlejede et akavet grin. "Psh... Jeg har det da fint." 
Åh, Gud. Hvorfor handlede jeg som sådan? 
"Er du sikker?" spurgte han. 
Jeg var helt sikker på, at fyren havde humørsvingninger. Han bandt mig tidligere til en stolpe, og nu var han underligt nok sød og bekymret. Da jeg nu tænkte over det, havde jeg måske også humørsvingninger. I går var jeg sikker på, at jeg ikke ønskede at gifte mig med ham, og nu... Godt, jeg skifter vel mening. Det ville måske ikke være helt slemt, som jeg troede?
Så det var vidst afgjort. Vi var begge skøre. 
"Jeg har noget jeg skal fortælle dig." sagde jeg, for at løfte tilliden. 
"Hvad er det?" 
Havde jeg virkelig ønsket mig, at gøre dette? Havde jeg ønsket mig, at fortælle ham, at jeg hele tiden havde været faldet for ham, og at jeg bare havde ikke indset det? Var jeg klar til at sætte mig ned i kampen, som jeg havde kæmpet hele tiden? Men mest af alt. Var jeg klar til at indrømme mine følelser? Det ville helt sikkert være det sværeste af alt. Jeg var ikke god til vise, eller fortæller mine følelser.
Jeg gik over til min seng og tog en plads ved siden af ham. Det var nu eller aldrig. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...