In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
140Kommentarer
35383Visninger
AA

33. Secrets

“Niall, vi du ikke hjælpe mig?” Niall kom frem i døren, og da Estelle fik øje på ham, rejste hun sig fra gulvet og gik over til ham. Hun var blevet god til at gå, og kunne gå uden hjælp nu. Hun faldt engang imellem, men det var ikke noget i forhold til før. Da hun nåede over til Niall, faldt hun ned på numsen foran ham. Niall små grinede af hende, og samlede hende så op. Han tog hende på armen, og gik over til mig, som stod ved kasserne med julepyntenen - også til juletræet.

 

Han satte Estelle på gulvet, nede på hendes lyserøde tæppe. Der lå en hel masse legetøj på det - i det hele taget i hele lejligheden. Hun begyndte at lege med noget af det, og en del af det blev også kastet rundt omkring. Niall satte sig på hug foran hende, og tog det legetøj hun skulle til at kaste.

"Nej Estelle!" Han kiggede seriøst på hende, og gav så legetøjet til hende igen. Hun smed det på tæppet, og fik kluntet rejst sig fra gulvet. I dét hun havde rejste sig op, faldt hun på røven, og begyndte at græde. Niall sukkede, og samlede hende op fra gulvet. Han prøvede at trøste hende, men da det ikke hjalp, sang han for hende. Hun begyndte ligeså stille at tie, og Niall kom hen til mig.

 

"Skal jeg hjælpe med noget?" Estelle rakte ud efter mig, og jeg tog imod hende.

“Vil du ikke hjælpe med at pynte op?” Jeg kiggede på ham, og han kiggede ned på kasserne med pyntet. Han tøvede lidt, og prøvede vist at finde på en undskyldning. Det var ikke hans favoritting at pynte op.

“Fint, så lad gå - men kun fordi det er dig!” Jeg smilede til ham, og kyssede ham hurtigt.

 

Jeg satte Estelle på tæppet. Kasserne var en smule støvet - de havde jo også stået længe. Jeg åbnede kassen og kiggede ned. Det meste af det lå hulter til bulter. Kun de lidt mere skrøbelige ting var pakket bedre ind. I den ene kasse lå pynten til vores juletræ - i den anden til huset. Jeg tog et par røde lysestager op og satte dem på vores stuebord. Det kunne erstatte de andre - dem jeg skubbede ned for lang tid siden i depression over Niall. Julehjerter og nissehuer blev også hevet op af kassen. Niall var gået i gang med juletræet imens jeg styrtede rundt, for at finde de rette pladser til det forskellige pynt. Jeg var igang med at hive en sød hjerte guirlande op af kassen, da lyden af noget det gik i stykker lød lige bag ved mig. Jeg vendte mig rundt og så en begejstret Estelle der havde revet en sølv julekugle ned.

 

“Estelle altså!” Udbrød jeg. Hun klappede bare grinende i hænderne. Jeg tog hende op, hvilket hun var utrolig utilfreds med, og bar hende over i sofaen. Hun klappede på armlænet. Jeg fandt en lille snemands bamse med nissehue og halstørklæde i kassen, som jeg stak i hænderne på hende. Hun prøvede at hive nissehuen af, men da den var syet fast var det umuligt. Da hun opgav at hive den af prøvede hun sig frem med sine tænder. Jeg sukkede og rakte hende i stedet en rigtig nissehue. Hun sagde en skinger lyd og puttede så den lille snemand ned i huen. Hun kiggede nysgerrigt på mig imens jeg viklede en lyskæde ud, der plejede at hænge over panorama vinduerne. Hun kom på en mærkelig måde ned af sofaen og begyndte at samle kæden op fra gulvet.

 

“Nej, se her Estelle - den skal op og hænge” forklarede jeg hende. Hun kiggede uforståeligt op på mig. Jeg tog kæden fra hende og gik hen for, at hænge den op. Jeg kiggede af og til over skulderen for at sikre mig, at hun ikke rev mere ned. Men det så ikke ud som om det var dét hun prøvede på. Det lignede mere at hun var i gang med en udflugt med snemands bamsen. Da jeg satte lyskæden til stikkontakten lyste den op.

“Se Estelle!” Sagde jeg, men hun var ikke særlig interesseret. Jeg trak bare på skuldrene og gik igen hen til kassen. Der var ikke rigtig mere, der var værd at hænge op. Derfor hjalp jeg Niall med at pynte resten af træet.

 

***

“Niall?” Jeg var på vej ud i entréen, men stoppe op da jeg så Niall der. Han havde jakke og bilnøgler i hånden, og jeg kiggede undrende på ham. Jeg havde Estelle på armen, og hun sad og sagde nogle mærkelige lyde.

“Hvor skal du hen?” Jeg hævede øjenbrynene, og han kiggede lidt rundt.

“Niall? Hvad skal du..?” Jeg smågrinede af ham, og han kiggede endelig på mig.

“Jeg skal ud og købe julegaver..” jeg smilede til ham, og han gengældte det. Estelle rakte ud efter Niall, og han kom hen til os. Hun sagde nogle lyde, og jeg kiggede ned på hende. Efter lidt tid fik hun endelig kæmpet ordet ud af munden.

 

“Fa-ar..” Mig og Niall kiggede overrasket ned på hende, og jeg kiggede op på Niall. Han stod nærmest forstenet og kiggede på Estelle, og jeg vinkede med min hånd foran hans ansigt.

“Niall, jorden kalder.. Vågn op!” Jeg slog min hånd op i ansigtet på ham, og han kiggede op på mig.

“Av for..” Han stoppede sig selv inden han sagde mere, og kiggede ned på Estelle. Niall tog hende fra mig, og hun sad og klappede.

“Niall, kan du ikke tage hende med?” Han nikkede, men kiggede bare på mig. Han var vist ret chokeret - hvilket jeg på en måde godt forstod. Han var jo ikke hendes far, men hun kunne ikke vide det. Han havde heller ikke været her helt fra starten af, men lige siden han kom tilbage, havde hun været ekstrem glad for Niall. Hvis han havde været hendes far, kunne man vist godt sige, at hun var en ‘fars pige’..

 

 

“Hun ved jo ikke du ikke er hendes far, Niall” Han rystede på hovedet, og kiggede ned på hende.

“Jeg ved det. Men.. Hun vil jo en dag begynde at kalde os det, og hvordan skal vi så fortælle hende, at vi slet ikke er hendes forældre? Hun vil jo blive knust!” Jeg kiggede på Estelle, og så op på Niall.

“Vi kan jo bare vente med at fortælle hende det” Niall rystede igen på hovedet, dog lidt mere irriteret.

“Så vil hun jo begynde at kalde os Aubrey og Niall. Og så skal hun vænne sig til det, når hun har levet med, at hun tror vi er hendes forældre!”

Han havde jo endelig ret, men jeg kunne bare ikke tage stilling til det nu.

“Niall, der er jo lang tid til det sker. Kan vi ikke godt snakke om det her senere?” Jeg kiggede bedende på ham, og han nikkede. Han kyssede mig, og jeg gengældte det. Estelle lagde sin lile hånd på Niall’s kind, og hun grinede. Jeg gjorde det samme, og Niall gik så hen til døren. Han vinkede til mig, og Estelle kopierede hans bevægelser. De gik ud af døren, og jeg sukkede lettet.

 

Jeg gik ind i stuen, hvor jeg satte mig langsomt ned i sofaen. Jeg kørte mine ene hånd igennem mit hår, og sukkede. Jeg smed mig frustreret tilbage i sofaen, og kiggede op i loftet. Jeg burde også købe nogle julegaver.. Det ville nok også hjælpe med at glemme det der lige var sket. Jeg rejste mig fra sofaen, og gik ind i soveværelset. Jeg fandt min computer, og satte mig i sengen. Jeg tændte den, og kiggede rundt i værelset. Selvom det var mig og Niall’s værelse lå der en del af Estelle’s ting rundt omkring på gulvet. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle give Niall, da mine gaver aldrig var noget i forhold til hans. Han købte alt for dyre gaver i følge mig. Selvom jeg sagde til ham, at jeg ikke ønskede mig noget, købte han altid noget.

 

Jeg synes ikke han skulle bruge sine penge på mig, da der var mere fornuftige ting at bruge dem på. Jeg sad længe og overvejede hvad jeg skulle give ham, men jeg opgav. Jeg lukke irriteret computeren sammen, og lagde den på natbordet. Jeg lagde mig irriteret ned i sengen. Jeg tog Niall’s pude, og lukkede øjnene. Puden duftede af ham, og jeg begyndte at slappe af. Hvorfor blev jeg også så sur over en skide gave. Det er jo bare en gave. Men jeg ville så gerne give Niall noget helt fantastisk. Mine gaver var aldrig noget i forhold til hans, men han forsikrede mig altid om, at han elskede gaven. Han brugte så mange penge på gaver til mig, og jeg havde næsten ikke penge at bruge på en gave. En tåre trillede ned af min kind, men jeg ignorerede den. Den blev alligevel efterfulgt af flere. Jeg begyndte efterhånden at blive træt, og lidt efter måtte jeg overgive mig til søvnen.

 

***

 

Da jeg igen åbnede øjnene, var der mørkt inde på værelset. Jeg satte mig forvirret op i sengen, og kiggede på uret. Klokken var halv seks, og det var allerede mørkt udenfor. Det var godt nok også vinter, men jeg var overrasket over hvor lang tid jeg havde sovet. Jeg rejste mig fra sengen, og gik over til skabet med alt vores tøj. Jeg tog hans grå sweatshirt med blå ærmer, ud af skabet, og lagde den på sengen. Jeg tog et par blå sokker ud, med hvide prikker, og så var der en isbjørns ansigt på dem. Jeg gik over til sengen hvor jeg satte mig, og tog sokkerne på. Jeg rejste mig op igen, og hev min trøje over hovedet, som blev udskiftet med Niall’s.

 

Jeg gik ud fra soveværelset, og ind i køkkenet hvor der var tomt. Var de ikke kommet hjem endnu. Tv’et stod godt nok tændt inde i stuen, så han måtte være kommet hjem. Jeg gik ud i entréen og stod der et øjeblik. Jeg gik ind på Estelle’s værelse hvor der var tomt. Jeg kiggede på døren der førte ind til kontoret, som var lukket. Jeg gik hen til døren, og lyttede. Jeg kunne høre Niall’s stemme, men dog ikke hvad han sagde. Jeg åbnede forsigtigt døren, og kiggede på Niall som stod med ryggen til mig. Han stod og snakkede i telefon, men skyndte sig at afslutte samtalen, da han så mig. Hvad skete der lige for det? Jeg kiggede mærkeligt på ham.

 

“Hvem snakkede du med?” Han kiggede op på mig.

“Det er lige meget!” Jeg rynkede brynene, og kiggede ned på Estelle som jeg først havde set nu. Hun sad på sin dyne, og legede med en bamse.

“Hvorfor må jeg ikke vide det?” Han sukkede irriteret, og tog Estelle op fra gulvet. Jeg gik over for at tage hendes dyne, og Niall begyndte at gå ud fra kontoret.

“Hvor lang tid har du været hjemme?” Niall havde lige sat Estelle ned i hendes kravlegård, og kiggede op på mig.

“Et stykke tid. Men du sov, så jeg ville ikke vække dig” jeg nikkede, og kiggede over på tv’et. Som altid havde Niall skiftet over på en sportskanal, og lige nu var der fodbold. Niall kom over til mig, og kiggede på mig.

 

 

“Er du sur?” Jeg rystede på hovedet, og kiggede ned i gulvet. Niall kom over til mig. Han lagde 2 fingre under min hage, og løftede mit hoved, så mine øjne ramte hans.

“Har du grædt?” Fuck altså. Det havde jeg ikke tænkt over. Jeg burde have dækket mine røde øjne med noget makeup. Jeg kunne da ikke fortælle ham jeg havde grædt, fordi jeg ikke kunne finde på en gave til ham.

“Nej, jeg er bare træt” han kiggede lidt på mig.

“Aubrey, jeg kan godt se det. Og desuden kan jeg også høre du lyver. Jeg kender dig bedre end du tror! Hvorfor har du grædt?” Årh altså. Jeg kiggede rundt i køkkenet, for at undgå hans blik.

“Det er lige meget! Jeg græder jo hele tiden” han rystede irriteret på hovedet.

“Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig det?” Jeg kiggede vredt på ham.

 

 

“Hvorfor kunne du ikke bare fortælle hvem du snakkede i telefon med?” Han sukkede, og begyndte at grine.

“Er du sur over det? Skal jeg fortælle dig alt hvad jeg laver? Det er jo ikke fordi jeg er utro eller noget, så tag det roligt” da han sagde det, sprang mit hjerte et slag over, og jeg kiggede såret op på ham. Tårerne løb ned af kinderne på mig.

“Aubrey, undskyld jeg mente det ikke!” Han skulle til at træde tættere på mig, men jeg slog ham hårdt på brystkassen, for at skubbe ham væk. Jeg løb hurtigt ind i soveværelset, og videre ud på badeværelset. Niall var dog fulgt efter mig, og inden jeg nåede at smække døren i, havde han sat sin fod ind. Han tog hårdt fat om mit håndled, og trak mig ind til ham. Jeg prøvede først at komme fri fra hans greb, men opgav.

 

Et par hulk undslap mine læber, men Niall tyssede på mig. Han trak mig med ud i køkkenet igen, så vi også kunne holde øje med Estelle. Han trak mig ind til ham igen, og jeg indåndede hans duft. Jeg prøvede at sige noget, men opgav da det ikke lykkes. Niall sang stille for mig, og jeg begyndte at slappe af.

“Jeg ved ikke hvad jeg skal give dig!” Han kiggede undrende ned på mig, og endnu et hulk undslap mine læber.

 

 

“Hvad mener du?” Han kiggede kærligt ned på mig, og kyssede mig på kinden.

“Kom” Han løftede mig op på køkkenbordet, så jeg kiggede ned på ham.

“Din julegave.. Du giver mig altid sådan nogle dyre og fantastiske gaver.. Men jeg kan ikke give dig noget sammenlignet med det..” Han tørrede tårerne væk fra mine kinder.

“Jeg er ligeglad. Jeg har dig - og Estelle, og jeg behøver ikke mere end jer to. Jeg bruger penge på dig fordi jeg vil, ikke fordi jeg skal. Og jeg er da altid blevet glad for dine gaver, Aubrey!” Han kiggede på mig, og jeg nikkede stille.

“Men hvad ønsker du dig så?” Han grinede af mig.

“Intet Aubrey. Jeg har alt hvad jeg brug for!” Jeg smilede til ham, og mine læber ramte hans i et lidenskabeligt kys.

 

Just a kiss on your lips in the moonlight

Just a touch of the fire burning so bright

No I don't want to mess this thing up

I don't want to push too far

Just a shot in the dark that you just might

Be the one I've been waiting for my whole life

So baby I'm alright, with just a kiss goodnight

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...