Guardian Angel

24412
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 18 jul. 2013
  • Status: Igang
En pige ved navn Kyouko (15 år) bliver stildt ind i en retssalg og bliver udelt en pligt. Hun skal sørge for tvillingerne Mei og Mes (16 år). Deres forældre var forsvundet. De ville ikke fortælle nogen hvilket hotel de skulle på, så ingen ved hvor de kunne være.

Følg Kyouko, Mei og Mes på deres eventyr! c:

AA
aa

1. TSURUGI!!!

Jeg stod med bind for øjnene i en stor retsag. Jeg kunne høre folk snakke. Det meste var "Hvorfor bindet?" og "Hun burde brænde op i helvede!". Nogle mente bindet var for ikke at kigge ind i mine "demoniske" øjne. Nej. Jeg er ikke en vampyr. Jeg er en af de lavst stillede engle. Altså.. Indtil vidre. Faktisk, aner jeg ikke hvad jeg er dømt for. Det eneste jeg har gjordt er at kaste glorier efter andre engle, ødelægge Butler Odin's sutsko, svine himlem til og.. Ved du hvad? Glem det. Men sådan noget kommer man da ikke i retten for? Gør man? Mine tanker blev afbrudt af den "mægtige" Medrik! ``Ih, jeg så skøn og videunderlig!!`` Ja. Sådan en var han altså. Ihvertfald i mit hovede. Detaljer! "Alle beviserne peger på hende!" Der larmede meget. Folk skændtes og diskuterrede om sagen. Og her stod jeg. Anede ikke hvad jeg havde gjord? Dommeren slog i bordet og råbte "STILLEEEEEEEEEEE!!!" Jeg kunne forstille mig hans tomatrøde ansigt. Hah! Synd jeg gik glip af det!! Jeg kunne høre et svagt "Skyldig.." der var sikkert dommeren. Jeg trådte et lille skridt tilbage, siden jeg ikke vidste hvad der foregik. Jeg afbrød dem med et flabet "Okay. Må jeg så få at vide hvad jeg har gjord?" Jeg puttede selvfølgelig også mit flabede smil oveni. Min hugtand kunne ses. Nej! Stadig ikke vampyr! Desuden har jeg kun en. Den er et symbol på De Laveste Liggende Engle. Folk rundt om mig begyndte at gispe. Jeg kunne høre tunge fodskridt komme bagfra mig. Som en refleks svang jeg hånden og ramte en eller andens næse. Jeg kunne mærke noget varmt løbe ned af min hånd. Måske slog jeg lidt hårdt.. Ups? Nå, men en mand tog fat i mine arme, slæbte og skubbede mig ud af den store port. Den førte ud til enden af en af de største skyer. En anden mand kom gående bagfra. Den første mand slap mine arme, men et par kolde hænder grem fat om min overarm. Det var helt sikker Madrik. Om som jeg nu havde ret (Som jeg altid har.. Lidt selvsikker må man da være?) kunne jeg høre Madrik sukke. "Åh Kyouko.." Han rev bindet af. Da det var lyst (siden jeg havde haft bind på ca. 2 timer) klemte jeg mine øjne sammen i smerte. Madrik sukkede endu en gang. "Kyouko. Du ved vel hvad du skal?" Spurgte han. Jeg svarede flabet og uhøffeligt tilbage. "Nej. Havde du virkelig regnet med at jeg ville hører på folk snakke i 2 timer? Ehm. Kort sagt. Nej?" Mit ansigt var koldt. Ih hvor jeg hadede det fjols! Men det gør alle. Minus alle de engle der stemte på ham som leder af.. Oh.. Det var det jeg skulle. "Du har ikke tænkt dig at sende mig ned for at passe på de skabninger?!.. Vel?" Mumlede jeg. Madrik grinte og nikkede.  "Åh Kyou.. God tur på din rejse! Og husk. Hvis du gør noget forkert bliver det værst for dig selv." Han smilte og inden jeg nåede at svare kunne jeg mærke et skub. Jeg væltede ud over kanten af skyen og styrtede ned. "IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIH!!!! MEDRIIIIIK!" Skreg jeg mens jeg faldt ned gennem skyerne og den kolde luft. Han vidste vel godt at jeg ikke kunne flyve endu ikke?! Det fjols! Jeg prøvede at folde vingerne ud og som en overraskelse virkede det. Eller.. Næsten da. Jeg slog kun mine ben lidt da jeg ramte jorden. Jeg kiggede op efter min hat jeg havde tabt på vej ned. Jeg går ingen stedder uden min hat! "Mmmmmh!" Lød det fra mig. Jeg fik øje på min hat og vimsede rundt for at gribe den. Selvfølgelig landte den en halv meter foran mig. Jeg sukkede og gik hen for at samle den op. To hænder rørte min ryg. "AAAAAAAAAAAAAAARGH!" Skreg jeg op hoppede til siden. To ens drenge stod ved siden af hinanden. Den ene smilte og den anden var kold.. Måske skabte jeg mig som en lille pige. Fuck hvor jeg dog hadede mennesker! Ikke fordi.. Jeg var bange for dem.. PFF! Hvor får du den tanke fra?.. En af dem begyndte at snakke. "Hej! Hvad laver du helt herude?" Jeg kiggede rundt. Jeg var landet lige midt i en skov. Forbandede Medrik!! Den anden gik hen mod mig. Jeg rystede og gik lidt tilbage. "OYUMI!" Skreg jeg. Jeg havde det med at skrige japanske navne på våben. Spørg mig ikke hvorfor. Drengene kiggede sært på mig. Og den ene der stod foran mig så kold ud. Han tog fat i min arm. "TSURUGI! KODACHI!!" Skreg jeg i håb om han slap. Han kiggede på min arm og åbnede munden. "Du har slået dig.." Jeg kiggede på min arm og hans hånd. Jeg havde en stor rævne og en masse blod ned af min arm. Hvordan var det gået til?! "HORIMONOOO!" Skreg jeg. Den anden dreng  kiggede fovirret på mig. Han smilte og sagde "Er du Japansk?" Jeg var stadig skrækslagende-- Jeg mener! Jeg allergisk?? Overfor drenge?.. Jeg kiggede stadig ned mod hans hånd på min arm. "WAKIZASHI!!!" Udbrød jeg. Drengen foran mig slap endelig min arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...