Not just because you are famous -Justin Bieber-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Igang
Paige (Dans nices) møder endelig personen, som hendes onkel arbejder for. Justin Bieber, den dreng alle hendes veninder siger er fantastisk og dejlig. Men nu skal folk tro om igen. Justin er jo det modsatte. Han er ikke lige så sød, som alle går og tror. Det er jo bare noget han spiller. I virkeligheden tror han, at han kan få alt, hvad han peger på. Og det med at han er kendt, gør det hele ikke meget bedre. Da Justin får et godt øje for Paige, prøver han på at få hende. Men Paige falder ikke for hvem som helst. Hvordan det går, må du hellere finde ud af, fordi der ligger en hel anden historie bag den her.

76Likes
70Kommentarer
17753Visninger
AA

23. Operation lille baby?

Paige synsvinkel

Alfredo kiggede nervøst på mig. Han bed sig i kæben og ville nærmest ikke snakke. Jeg kiggede alvorligt på ham og ventede på et svar. Jeg løftede min øjenbryn som tegn på det. "Hvad hvis han har behandlet mig dårligt?", spurgte Alfredo. Åh nej, ikke det der barnlighed igen. "Der er ingen god grund til at behandle nogen dårligt", sagde jeg og rystede med hovedet. Han kiggede opgivende på mig. "Du vil aldrig forstå mig", sagde han sukkende. Han kastede hans blik ned på gulvet. "Try me", sagde jeg.

Han kiggede op på mig og begyndte at snakke. "Justin og jeg var gode venner. Det ved du jo i forvejen", fortalte han og blev en smule irriteret. "Hvad skete der?", spurgte jeg. "Vi var nærmest bedste venner. Men jo mere kendt han blev, jo flere celebrity venner fik han, der blev jeg mindre vigtig. Han begyndte at blive en idiot og så mig kun som en af hans danser. Ikke hans bedste ven, som har stået ved hans side... så jeg begyndte bare at hænge ud med de andre. Når de spurgte, hvad der var galt, så fortalte jeg dem om det. Det er da ikke min skyld, at de har fået det billede af ham", sagde han og fratog sig alt skylden. Jeg kiggede latterligt på ham. Han måtte have gjort historierne lidt mere spicy, nu hvor han havde narret mig. 

Alfredo prøvede at holde masken. "Okay, måske overdrev jeg lidt i historierne", indrømmede han og nikkede med hovedet. "Du bliver nemt pigefornærmet var", sagde jeg og rystede på hovedet. "Det er nok det, der har bragt dig og Justin sammen", tilføjede jeg. "Se... Du forstår det ikke", mumlede Alfredo. Huh han skulle bare vide.

"At føle sig som 2. prioritet... Det er definitionen af mit liv. Mine forældre arbejder dag og nat. Specielt min far", fortalte jeg og krydsede min arme, mens jeg lænede mig op ad væggen. "Virkelig?", spurgte Alfredo overraskende. Jeg nikkede, men smilte. "Det er grunden til, at Dan og jeg har et fantastisk bånd, så der kom noget godt ud af det", sagde jeg. Alfredo nikkede forståeligt. "Men har du ikke lagt mærke til, at Justin føler sig alene", gik jeg tilbage til emnet. 

Jeg var jo pisset på ham. "Han har jo vel alle sine celebrity venner at hænge ud med", mumlede han næsten. Jeg nikkede ironisk. "Ja. De er totalt med på tournen", sagde jeg ironisk.

Han sukkede irriteret og rejste sig. "Hvis du prøver på at få Justin og jeg til at blive gode venner igen, så kan du lige så godt droppe det", sagde han. Jeg rynkede mine øjenbryn. "Fordi han har noget, som jeg ikke kan få", tilføjede han og gik mod scenen.

"Hvad?! Du kan da bare ikke gå!", sagde jeg til ham. "Hvad er det?" Han kastede en hånd ud i luften og gik. What! Han kunne da bare ikke gå, men jeg orkede ikke at gå efter ham. 

Jeg så ham gå ud af mit synspunkt. Jeg sad lidt et par sekund og tænkte over, om jeg skulle følge efter ham alligevel, men som sagt orkede jeg ikke. Derfor fandt jeg mig selv gå mod publikumspladserne. 

Jeg kastede et blik på Justin, som havde øjnene på mig. Jeg smilede lidt genert og satte en hårtot bag mit øre. Et lille træk faldt på hans læber, før han fokuserede på prøven.

Jeg satte mig ned og gav mig til at betragte ham. Havde sagt det før og siger det igen... Damn! Han var lækker. 

<^> <^> <^>

"Tag en halv times pause", råbte Nicklas, som fik mig til at kigge oppe fra min mobil. Jeg var slet ikke afhængige af den. Justin hoppede ned fra scenen og gik hen imod mig. 

Jeg løftede min hånd op og bøjede den nedad, så han kunne tage imod den. Han kyssede min håndryg og fik mig til at rejse mig op, så han kunne dreje mig rundt. Et lille grin kom ud af mig. Vi begge satte os ned. Jeg tog mine ben op til mig og lagde mit hoved på hans skulder.

Lige pludselig tog jeg hans hænder og flettede dem ind i mine. Han lænede sit hoved ovenpå mit. Et kildrende fornemmelse gik igennem mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidder her og smile over Justin. Ha! Det var en sjov tanke. Jeg troede ærligt talt, at jeg ville blive træt af ham efter en uge. 

"Tror du egentligt, at vi bliver træt af hinanden?", fandt jeg mig selv spørge ham. Han trak på skulderen, så mit hoved fulgte med op. "Er det en hentydning?", spurgte han. "Nej... Jeg tænker bare, at vi er jo sammen 24/7. Så det må jo ske et tidspunkt", fortalte jeg og satte mig op, så jeg kunne kigge på ham. 

Han fugtede sine læber og smilte, da han satte sin fokus på mig. "Jeg er selv overrasket over, at jeg ikke er blevet træt af dig endnu", tilføjede jeg, mens jeg kiggede ham i øjnene. Han grinte en smule. "Det er jo det, jeg siger. Ingen bliver træt af mig", udbrød han glad og stolt. Jeg rystede stille på hovedet. "Jeg er jo Justin Bieber. Den verdensberømte teenager dreng, som alle dåner sådan over", fortsatte han uden at slippe min hånd.

Jeg grinte en smule og puffede lidt til ham. Det fik ham til grine med. "Jeg slipper aldrig for det", sagde jeg lidt højt og grinende. "Du er jo bare den heldig pige, som hænger ud med den ikke så berømte dreng Justin Drew Bieber", sagde han og kiggede mig i øjne. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Stemning blev lidt mere seriøs. Jeg vidste godt, at det kom random, men var du syg, jeg gad godt at kysse ham lige nu. Det føltes bare rigtigt at gøre det nu.

"Wow tænk, at du lige har kaldte dig selv for ikke berømt", nævnte jeg stille og smilte. "Du ved ikke, hvad du gør ved mig", fortalte han og lagde sin hånd på min kind. Lige så stille kærtegnede han min kind med sin tommelfinger. Jeg bed mig i læben og tog mit hoved tættere til hans. Jeg lænede min pande op af hans. Han lukkede øjne og rykkede sig tættere til mig. Vores læber var kun få centimeter væk fra hinanden. "Paige, Operation lille baby er i hus og jeg har brug for dig", lød en stemme, som afbrød os. Jeg rynkede mine øjenbryn og vendte mig om. Det samme gjorde Justin, men han kiggede samme retning som jeg.

"Operation lille baby? Hva' fu?", sagde jeg forvirret og fik øje på Dan. Selvfølgelig skulle han afbryde os. Jeg skulle have set den komme. "Kom nu bare", sagde han og viftede med hånden. "Virkelig?", spurgte jeg og prøvede at hentyde til situationen. Justin grinte lidt over det. "Når... Er I i gang med en hemmelig mission eller hvad?", spurgte han. "Nej, det er bare Dan, som er Dan", svarede jeg og rystede på hovedet. Jeg håbede, at han hoppede på den, fordi jeg var pretty proud over min redning. "Når, det er altid noget", sagde han og smilte. "Selvom jeg virkelig gerne vil være her, så er jeg nødt til at gå med Dan", sagde jeg smilte lidt over tanken om, hvad der kunne have været sket, hvis Dan ikke var her.

"Det forstår jeg godt", sagde han og smilte selv over tanken. "Jeg kunne ellers godt lide det her", tilføjede han. "Paige!", kaldte Dan og afbrød os. "Kommer", sagde jeg. "Vi ses Jus". Jeg smilte og gik over til Dan. Jeg kunne føle Justins blik følge mig ud af området.

"Kunne du ikke have kommet lidt senere?", spurgte jeg. "Hvad? Jeg synes, ellers at jeg kom på det perfekte tidspunkt", indrømmede Dan og tog sig til brystet. Jeg grinede ironisk. "Du vil bare have, at jeg skal dø alene, hva'?", spurgte jeg. "Neeeej", svarede han, og vi begge begyndte at grine.

<^><^><^>

"Vi tager den en gang til", råbte Dan og gav tegn på det. Lyset blev dæmpet og vi begyndte at spille sættet. Jeg stod rigtig med min guitar og følte mig helt inde i det. Man det bliver fedt, når vi skal gøre det officielt. Jeg var nået til den sidste del af Dans solo. Ned på knæ var jeg og rockede det sidste ud. "Woaw sådan Paige", råbte Dan.

Et af dørene ved publikumspladserne åbnede og Justin trådte ind. "Paige, hvad laver du med min guitar?!", råbte Dan irriteret. Jeg kiggede forvirret på ham, men så Justin stå og kiggede på os. Jeg spillede straks dårligt. "Øhm... det ved jeg ikke", sagde jeg, og Dan træk sin guitar ud af mine hænder. Man hvor er det her dårligt skuespil. Justin grinte lidt.

"Sorry", sagde jeg til Dan. "Jeg skal nok gå", tilføjede jeg og fandt den bedste mulighed for at hænge ud med Justin uden hans brok. "Uhm... Du behøves jo ikke at gå", nævnte Dan. Jeg sprang ned fra scenen og gik hen til Justin. "Jo jo. Du skal jo have tid til at øve", sagde jeg og tog Justins hånd. Jeg klemte den og blinkede til ham. "Uhm... okay", sagde Dan fortabt.

Justin træk mig mod backstage. "Vi ses", sagde jeg. "Ikke gør noget dumt", hørte jeg ham råbe, før Justin og jeg var ude af rummet. Jeg grinte lidt. "Han skal altid komme med sådan nogle kommentar", sagde jeg grinende. "Han har god grund til, fordi jeg kan få piger til at gøre alt", nævnte Justin for sjov og blinkede med det ene øje. "Ej jeg troede, at du var ovre det humør", sagde jeg højt og stod med åben mund. Det tiltræk lidt opmærksomhed fra de andre i rummet.

Justin grinte bare. "Hvilket humør?", spurgte han flabet. "Du ved...", svarede jeg. Jeg nægtede at forklare det til ham, fordi han ville få endnu mere selvtillid af det. Han kiggede ventende på mig. "Du ved... Det humør, hvor du får selvtillid af alt, hvad jeg siger", sagde jeg og kørte min hånd på hans brystkasse. Damn! Hvor er den lækker at røre på.

Jeg klappede den lidt og kørte min hånd lidt rundt. Jeg så helt overrasket ud. "Når, kan du lide, hvad der er indenunder?", spurgte han. Det skubbede mig tilbage til virkeligheden. Jeg kiggede op på ham. Han havde den klamme selvsikker smil på. Jeg kiggede latterligt på ham, og hans smil ændrede sig til en dejligt ét. "Se", udbrød jeg grinende. Han grinte også.

Alfredo gik forbi os. Han havde ikke lige den rareste ansigt på. Vi holdte op med vores grinflip og kiggede på ham. Det var som om, at det hele gik i slowmotion. Du ved ligesom, de gør i film. Der han forsvandt fra vores synsvinkel, tog Justin min hånd og tog mig hen til hans gaderobe.

"Hvad var dét?", spurgte Justin og lukkede døren efter sig. "Det ved jeg ærligtalt ikke. Han vil ikke fortælle mig det", svarede jeg og satte mig ned på sofaen. Justin satte sig ved siden af mig. "Hvordan det?", spurgte han nysgerrigt. Jeg kiggede lidt på ham og overvejede om jeg skulle sige det til ham. "Han sagde til mig, at du har noget, som ikke kan få og derfor kunne han ikke blive gode venner med dig igen", svarede jeg. Det var bare dejligt nemt at snakke med Justin. Så jeg kunne ikke lade være med at sige det.

"Jeg anede ikke, hvad han mente, og da jeg spurgte, så tøvede han bare og gik", forsatte jeg. Justin smilte. "Hvad smiler du over? Det er slet ikke sjovt, at han efterlader mig med et kæmpe spørgsmålstegn", nævnte jeg og kunne ikke lade være med at smile selv, selvom jeg skulle være alvorligt, fordi jeg må havde misset noget siden han gør det. Hans smil er bare meget smitsom. "Det er bare så åbenlyst", sagde Justin og tog om min hånd. "Hvad?", spurgte jeg og rynkede med mine øjenbryn. "At han er vild med dig", svarede Justin og kiggede mig i øjnene. Nu blev han lidt alvorlig.

"Neeej", udbrød jeg, som om det var det dummeste, han nogensinde har sagt. "Alle kan jo se det Paige", sagde han. "Men hvad skulle dét have noget med dig at gøre", spurgte jeg, så som dum, som jeg er. "Ja Paige, hvad skulle det have noget med mig at gøre?", stillede han det samme spørgsmål og kiggede forventet på mig. Det gjorde mig lidt usikker. "Ja Jus, det må jo du svare på", sagde jeg og rettede hans trøje. "Nej, du er nødt til at svare. Hvad er det jeg har, som Alfredo ikke kan få". Han afbrød øjenkontakten og virkede lidt usikker.

Huh, ingen af os turde at svare. Fra min side af, så er jeg bange for, at han ikke mener det samme som jeg. Det vil gøre det hele akavet og flovt. Samtalen gik godt nok fra 0 til 100, men det er jo også typisk Justin og jeg. "Hvad hvis jeg gætter forkert?", spurgte jeg og fik øjenkontakt med ham igen. "Så må vi tage det der fra", svarede han og gjorde sig klar.

Tænkt, at Alfredo skulle være den, som fik os til at definere, hvad vi var.

___________________________________________________

Endelig! Vi får at vide om det er officielt.

Gad vide, hvad de er? Hvad med Alfredo?

Rello læsere (Hvis der er nogen)

Du aner ikke, hvor meget jeg kæmper for at få adgang til denne her historie!!! Jesus!

Main, jeg har kæmpet for at udgive denne her kapitel. Blev lige pludseligt lukket ud af denne her historie. Jeg kan sige, at jeg har skrevet historien færdig. Jeg glæder mig til at udgive de sidste kapitaler

Besides that:

Historien fortjener at blive skrevet færdigt. Så jeg prøver lige så meget jeg kan. Men det går langsomt.

Der er kun få kapitaler tilbage. Også ser vi om der kommer en 2'er ;)

Men tak fordi du læser stadig. I appreciate that!

Kh Akiz.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...