The Power (1D & HP)

74222348
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 18 nov. 2013
  • Status: Færdig
Den gjorde det første udslag og jeg sprang hurtig til side og gik lidt tilbage.
Den huggede ud efter mig, men jeg var hurtigere end den.
Jeg sprang om halsen på den og satte mig oppe ved dens hovede," ssslip mig!"
"Aldrig nogenssinde gør mine venner noget!"
Jeg tryllede et sværd frem og stalde mig op, bladet gav genlyde i hele kammeret da jeg hyrede den ned i hovedet på basilisken og den faldt sammen under mig.

AA
aa

58. Thunder!

"Jeg ser du kender til dragen," jeg vende mig forskrækket om og kiggede på Mcgonagall der sad på en stol henne ved døren. 
"Man kan godt sige jeg kender til ham, det var mig der fandt ham." 
Jeg strøg Thunder hen over hovedet da han lagde sig ned på altanen," og du fortalte det ikke til nogen af os lærer?" 
"Nej han reddede mig fra en af mine første nær døds oplevelser," han nappede let i mine bukser og jeg smilte til ham. 
"Og hvad skete der der?" Spurgte hun og jeg vendte mig mod hende. 
"Jeg var jo tit her på skolen og besøgte Lupus, Hagrid elller Dumbledore, jeg havde været en tur nede ved søen og jeg var ikke mere en syv år gammel. Weaslyerne var ude på søen og sejlede rundt i deres magiske båder eller sådan noget, jeg ville virkelig gerne med derud, men de ville ikke have mig med. Jeg smuttede rundt om søen om til den anden side hvor de ville holde pause, søen vrimler jo med væsner af alle slags og omme på den anden side sad fire sirener og sang. Dengang var det jo bare havfruer for en lillepige for mig og jeg gik hen til dem, de var rar ved mig og lod mig synge med dem. Jeg lagde ikke mærke til det, men de fik mig længere og længere ud i søen til at de tog fat i mig. To af dem tog fat i mine arme og trak mig under vandet og langt ned mod søens bund, de vidste dog ikke de var lige ud fra Thunders hule. Han hørte mine undervands skrig og kom hurtig til hjælp, sirenerne forsvandt så snart de så ham og han fik mig hurtig til overfladen og op på stranden. Jeg besvimede så snart jeg nåede stranden og vågnede ikke før Weaslyerne fandt mig på stranden." 
Mcgonagall rejste sig fra sin stol og kom hen mod os, Thunder var hurtig til at trække mig ind til sig med sin ene fod. 
"Hvorfor kaldt du ham Thunder?" Hun satte sig på en stol der var midt på altanen tættere på os. 
"Fordi den hippogrif jeg kender hedder stormvind og alle de dyr jeg har hedder noget med vejret og navnet passede godt til hans brøl." 
"Mcgonagall du sagde vi skulle komme her op?" Ind af døren kom Fred, George og alle de andre nede fra rummet af. 
Thunder trak mig helt ind til mig og lagde sin hale rundt om os for at beskytte mig," ja mine venner i ville snakke med Zoey." 
"Det er lidt svært når hun er omringet af en drage," mumlede Harry. 
"Lad jer ikke skræmme af ham, han gør ikke en flue fortræd," opmuntrede Mcgonagall dem. Min hånd kørte beroligende hen over Thunders skæl og jeg lænede mig mod hans hals," de gør mig ikke noget Thunder." 
Det hjalp ikke særlig meget, men han vendte sit hovede mod mig og trykkede det ind mod mit bryst. Jeg lagde mine arme om ham og holde ham indtil mig, mens Lupus begyndte at snakke. 
"Zoey vi vil gerne snakke med dig om hvad der skete i hemmelighedrneskammer," han tog et skridt tættere på os. 
Thunder vendte hovedet mod ham og kiggede truende imod ham," jeg vil ikke snakke om det." Lupus trådte et skridt tilbage og holdene hånd klar til at bruge en besværgelse hvis det var nødvendig," hvad skete der dernede?" 
"Jeg vil ikke snakke om det," Thunder kunne mærke vreden i min stemme og trak mig længere ind til sig hvis det overhovedet var muligt.
"Zoey det er en god ting at få snakket om," Sirius trådte op ved siden af Lupus. "Nej det er ej, ikke lige nu." 
"Hvornår så Zoey? Når din krig er færdig eller når profeten går i opfyldelse og du dør i krigen!" Harry trådte frem og kom tættere på. 
Jeg kunne mærke enkelte tårer løbe ned over mine kinder," du sagde det?!" 
"Undskyld Zoey, det var ikke..." Jeg afbrød ham hurtigt. 
"Du sagde det efter jeg havde fortalt dig de ikke skulle vide det! Du var der da jeg fik det af vide, det er den eneste grund til at du ved det og du fortalte det! Jeg stolede på at du ville holde ord!" Tårerne trillede ned af mine kinder samtidig med at jeg satte mig på jorden op af Thunder.
"Det var ikke meningen!" Han råbte op og kom tættere på igen. 
Thunder snerrede af ham inden han lagde hovedet ned omkring mig for at beskytte og trøste mig," flyv Thunder." 
Jeg mumlede det stille og greb fat om hans hovede, inden de nåede at sige noget satte Thunder af op mod himlen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...