Can I let her go?

8011526
Denne historie er skrevet udfra sangen 'Let her go' med Passenger. Skrevet til 'Inspireret af en sang'-konkurrencen.
'Hvis du elsker nogen, så lad dem gå' - det siger folk altid. Man er ædel, og lader dem følge deres drømme, i stedet for at holde fast i dem. Man bukker pænt, takker for tiden, og håber at se dem igen. Men gør man det? Og kan man virkelig bare lade dem "flyve"?

AA
aa

3. Er det her bunden?

Jeg vågner. Eller det må jeg næsten være. Det kan umuligt være en drøm, for mine drømme er altid drømme om hende. Hele min krop er øm. Jeg ligger blandt puder og en dyne uden betræk på. Det må næsten være min egen seng. Da jeg rejser mig snurrer mit hoved, igen. Forbandet være tømmermænd.

Jeg har stadigvæk det samme tøj på, som jeg havde i går. Eller det tror jeg i hvert fald, for hvordan skal man ellers kunne forklare, at man har sovet med cowboybukser på?

Svimmelheden er ikke så slem, som jeg troede. Men smerten i hjertet forsvinder aldrig.

Juliet, Oh Juliet

Et genkendeligt navn. Et navn, som skulle have været foreviget på min skulder. Kærlighedens navn skrevet med nåle og blæk i huden. Det ville gøre ondt, men ikke så ondt, som da hun forlod mig. Nu minder det mig blot om hende hver eneste dag, og der er ingen fortrydelsesret.

Søvndrukkent, og med tømmermænd, går jeg ud i køkkenet. Intet ligner sig selv længere, og så alligevel. Ja der er beskidt, ja der ligger øldåser ud over det hele, men alligevel ser det ud som før. Jeg har ødelagt hendes livsværk.. Hun brugte timer på de blomster, som er malet på lågerne. Nu er de blot gennemvædet med nok øl til at gøre selv den største mand så fuld, at han end ikke kan sidde på en stol, uden at vælte. Jeg skammer mig sådan, men skammen hælder bare mere ned... indtil jeg ikke kan skamme mig mere…

Jeg tager en flaske vodka fra køleskabet. Det burde være nok til, at holde tanker og alt det andet på afstand. Bare drikke. Drikke den her. Ind i stuen med mig… Ikke engang i søvnen har jeg fred for den. Hendes billede er tatoveret ind i mit sind, som hendes navn er på min skulder. Hun vil ikke forsvinde fra min hjerne, heller ikke selvom at der er gået adskillige måneder. Hun forsvinder ikke så let..

Jeg har lige sat mig i den forrevne sofa, og åbnet vodkaen, da jeg hører, at det ringer på døren. Lyden er skinger, og skærer igennem mit hoved, som en kødkniv. Den spinkle ringen giver genlyd i mit hoved, og jeg råber:

,,Ja ja jeg er på vej!’’ morgengnavenhed er en af mine mange fejl, især efter, at jeg har drukket. Alligevel tager jeg flasken med mig ud til døren. Hvorfor ved jeg ikke helt. Mine fingre ville bare ikke slippe den, slippe det eneste trygge i denne verden. For selvom lykken ikke findes på bunden af den, så findes der noget andet dernede. Et kortvarigt øjeblik af ligegyldighed og glemsel efterfulgt af guds forbandelse til drukkenbolte; tømmermænd

Døren åbnes, af mig vil jeg tro, og udenfor døren står Fru Jensen. Den lille kvinde smiler til mig, selvom øjnene stadigvæk flakker bekymret rundt. Jeg står lidt og fortryder, at jeg råbte for. Min ulykke er jo ikke hendes skyld. Hun forsøger bare at hjælpe..

,,Jeg ville bare lige se, hvordan du havde det’’ siger hun med øjnene hæftet på flasken i min hånd. Hun ved åbenbart godt, hvad der foregår. For hun sætter de spinkle arme i siderne, og ser bebrejdende på mig ,,Syntes du ikke, at du fik nok i går?’’. Jeg skal lige til at give et bistert svar tilbage, om at hun ikke skal blande sig, men jeg tager det i mig igen. Jeg knuger flasken ind til mig, som for at holde fast på det eneste sikre her i livet. Hun ryster blot på hovedet.

,,Ja det må du jo også selvom. Jeg syntes bare…’’ hun lader sætningen hænge i luften, stadigvæk med et bebrejdende blik fæstnet på mig. Jeg nikker let. Jeg ved godt, hvad hun mener, men jeg kan bare ikke. Glemslen er min flugt fra det fængsel, som kaldes mine tanker, og mit hoved.

Hun står lidt og bare kigger, inden hun siger:

,,Nå jeg må videre Adam. Bare si’ til, hvis du har brug for hjælp til noget’’

Det lyder så mærkeligt, når det egentlig burde være mig, som tilbød at hjælpe. Hun er trods alt gammel. Men det har jeg ikke nok kontrol over mit liv til. Jeg nikker endnu en gang, og med et lille ’farvel’ lukker jeg døren.

Det kunstige smil forlader mine læber i det øjeblik, hvor kun jeg skal se mig selv. Hovedpinen er der stadigvæk, og flasken er i min hånd. Jeg giver den kun et enkelt blik…. inden jeg går ud i køkkenet efter et glas. Det er trods alt nemmere at holde øje med, hvor meget man har drukket, fremfor hvis man bare bæller. Eller det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.

Glas, stearinlys, hovedpinepiller og flaske på bordet. Gardinerne er stadigvæk trukket for, men jeg har ingen større lyst til at lukke dagens lys ind.

Der går ikke lang tid, før jeg kan mærke den. Mærke en tåge, som glider hen over min hjerne og slører tankerne. En lille lyd forlader mine læber, men den er så lav, at jeg end ikke bemærker den. Jeg stirrer tomt ned på bunden af glasset. Har jeg mon ramt bunden nu? Jeg tørrer mig for munden med ærmet af en hættetrøje, som før lå henslængt i sofaen. Der lå den vidst godt, tror jeg..

Da jeg kommer til at lukke øjnene, så ser jeg hende for mit indre blik. Hendes billede er stadigvæk brændt ind i mine hornhinder. Det er kærligheden, men også sorgen, som er synderen. Hendes smil, hendes latter... åh jo jeg husker den. Hun smiler til mig, og rækker en fin, spinkel hånd ud imod mig. Et smil breder sig på mine læber, lykken er tydelig. Jeg rækker også ud, og får fat i.... luft? Intet andet end luft. Jeg slår øjnene op. Igen er jeg tilbage i min mørke, beskidte lejlighed. En kold hånd knuger om mit hjerne, der truer med at briste.

Hun forsvandt bare, igen. Hun kunne lige så godt være død... eller jeg kunne?

Jeg ligger bare og kigger op i loftet. Det er gråt og kedeligt med enkelte pletter, men hvem har nogensinde hørt om nogen, som vasker deres loft? Jeg ligger og leger lidt med tanken om døden. Det er et farligt spil, men en af os må jo vinde til sidst. Følelser over fornuft.. måske en dag? Det plejer nu, at være omvendt. Men en dag...

Jeg blinker en enkelt gang, og får et kort glimt af et smil så velkendt. Men det forsvinder jo igen. Jeg ved det jo godt. Hun er ikke virkelig længere. Især ikke, når jeg ser hende på denne måde.

Da jeg rækker ud efter flasken, som er næsten tom, så kommer jeg til at vælte glasset med piller. De små, aflange tingester flyder ud over hele bordet mellem papirer og tomme dåser. De ser så uskyldige ud, sådan som de ligger der, og der får jeg tanken! De kan jo afslutte det hele. De kan stoppe mine lidelser. Stoppe alle tanker. Ikke bare som den midlertidige løsning, som alkoholen jo er. Ingen bivirkninger. Bare tyve-tredive af de små piller burde kunne gøre det, og så alligevel ikke. For risikoen er jo, at nogen finder en, og man vågner op på et hospital, lam eller med svigtende organer. En lang og smertefuld en, hvor døden ikke engang er garanteret.

Tankerne i mit hoved presser sig på. Flere og flere idéer dukker op. Jeg skal bare dreje hovedet, og se på en ting. Et par bukser kan hurtigt blive til et reb, som kan blive til en løkke, og resten kender de fleste vel. Jeg sidder bare med flasken i hånden. Øjnene flakker skiftevis fra bukserne til pillerne på bordet. Hvilken?

Der hænger en krog i loftet, en krog som tidligere har holdt en lampe. Buskerne fugtes med vand, så de ikke så nemt knækkes. De hænges op, løkken bindes. Jeg kigger på mit "mesterværk", og vakler lidt. Vodkaen har fået sit tag i mig efterhånden. Jeg stiller mig vaklende op på sofabordet. Løkken lægges rundt om min hals af rystende fingre, som jeg ikke kan genkende længere. De er blege og kolde med stive bevægelser. Jeg skæver endnu en gang til glasset. Det er endnu tomt, men i flasken er der en sjat tilbage. Jeg rækker ud, men kan ikke nå den. Hele kroppen ryster af angst og nerver. Det er først nu gået op for den, hvad der foregår. Men denne her gang vinder sorgen over fornuften. Det er bare et enkelt hop ud fra bordet mod gulvet og.....

 

And I let it go...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...