The show must go on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En novelle til konkurrencen om at lade sig inspirere af en sang.
Sjovt nok er den inspireret af "The show must go on" - Queen.

Uddrag fra teksten:
Jeg glemmer dem aldrig. Jeg husker alle deres ansigter i det øjeblik det går op for dem, at det ikke er skuespil længere. At legen er slut, og livet med den.
Ligesom jeg aldrig glemmer Penés sidste ord, efter at jeg havde indvilliget i hans plan. Måden hvorpå hans stemme sænkede sig til en teatralsk hvislen, og han sagde de sidste ord på gebrokkent engelsk inden han forlod rummet: ”the show must go on”.

Historien handler om et teaterstykke der går helt galt, og hvordan en massemorder bliver til, uden selv at ville det.

nogle af scenerne er ret voldsomme, og historien er i det hele taget ikke for alt for sarte sjæle.

15Likes
11Kommentarer
1043Visninger
AA

6. To timer

To timer til til forestillingen. Maria er ikke dukket op endnu. Hvis jeg er mirakuløst heldig dukker hun slet ikke op, hvis jeg er uheldig kommer hun for sent til at jeg kan nå at snakke med hende. Jeg ser bagdøren blive åbnet. Hun træder ind, ikke iført meget andet end en pjaltet kjole, og et gennemblødt tæppe. Det styrter ned udenfor. Hun lyser op i et smil da hun ser mig, og kysser mig på kinden inden jeg når at sige noget. Jeg trækker hende ind i hendes gaderobe, og sørger for at ingen ser os.

”Maria?”

”Ja?” Hun lyder alt for glad.

”Jeg bliver nødt til at snakke med dig om noget...”

”Hvad?”

”I aften er det meningen at jeg skal slå dig ihjel”

Hun ler. Hun tror at jeg laver sjov med hende. Og at jeg taler om stykket. Hun ser forvirret på mig da jeg ikke griner med.

”Hvad?”

”Jeg mener det Maria”

Hun ser totalt uforstående på mig. Jeg sukker, og begynder at fortælle. Jeg snakker om Penés og hans idéer, om pressen og stoltheden. Og ikke mindst fortæller jeg om Isabella og de andre piger. Hendes blik er langt væk i rædsel da jeg slutter min historie. 1 time til showstart.

”Du laver ikke sjov med mig?”, hendes sidste håb.

”Nej”

”Så hvad vil du gøre... dræbe mig også?”

”Nej”

”Kan jeg flygte?”

”Nej”

”Hvad så?”

Jeg viser hende den gamle kniv. Den sløve af dem, og en lille pakke teaterblod, jeg har i lommen.

”Vi gør det her på den rigtige måde, og viser Penés at alt det her ikke er nødvendigt... ingen spørgsmål, vi har ikke tid... Jeg skal nok tage mig af det.”

Hun nikker bare, jeg skynder mig ud, og ind i min egen gaderobe.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...