Stjernespringerne

1643229
Et tragisk og meningsløst angreb på hans forsvarsløse verden sender et rumvæsenpå flugt gennem tid og rum i søgen efter en ny mening på livet.
Han støder på to mennesker, der på hver måde slås med og mod deres del af tilværelsen, og tager dem under vingerne og med på en rejse gennem dimensioner uden at vide hvor og hvornår den vil ende.

AA
aa

6. En mand i en glimtende væske (1)

Skrevet af Sofie R. E.

 

 

Da de tre rejsende landede var de ikke kun tre, som November havde håbet på, men stadig med den fjerde og dobbelt så stor passager på slæb. November rynkede næsen og bed sig i læben, som hun havde for vane, da hun endnu engang lod blikket glide op af den enorme stegeosaurus. Hun mærkede Taviis hånd gribe om hendes og skulle lige til at afslå ham, da han i løb trak dem hen over den lilla overflade. Først nu begyndte November med bankende hjerte at sanse, hvor de befandt sig henne. Ikke fordi hun var forpustet, November var en hurtig løber af mange årsager, så det bankende hjerte skyldes frygt for det store dyr, der med tunge skridt fulgte efter hende.

Landskabet bestod af en lilla overflade på planeten, hvis nærmeste familie nok var metal, og et par små vulikan agtige opløb med en væske, som mest af alt mindede om bly. Luften var tynd, men der var underligt nok ilt på denne mærkelige planet.

Et skrig undslap Novembers læber, da Elliott snublede og i sit fald trak dem alle ned at ligge. Men i stedet for at høre dinosaurens tunge trin trampe dem flade, var der en helt anden lyd der fyldte de rejsens øre. Lyden af væske.

Tavii var hurtig om at trække November op at stå, men fik ikke Elliott med, før hans ben var indsvøbt i den blylignende masse fra en "vulikan" i nærheden. November kunne ikke få øje på dinosauren nogen steder og gik derefter til næste punkt af hendes reaktion.

"Hvorfor tog vi også ham med?" brokkede hun sig uden at mene det, mens Tavii hev og sled i Elliotts arm.

"Ikke nu, November, vi må få Elliott op før vi begynder at skændes." vrissede Tavii mens små svedperle dansede i hans kridhvide hår.

"Tøsedreng." November rullede med øjnene for derefter at tage fat i Elliotts anden hånd og hive til, men hun måtte hurtigt konstatere, at det ikke var fordi Tavii ikke var stærk, men fordi Elliott ikke var til at rokke ud af stedet. Elliott ømede sig over deres træk i sine arme, hvilket fik Tavii til at slippe grebet. Han hev efter vejret, men det var ikke let. Derefter så han op på himlen på de tusinde lyskugler der svævede et par meter over dem, som var grunden til, at planeten ikke var belagt i mørke.

"Det er bare så typi..." startede November, der også gav op.

"Belt up!" vrissede Tavii og sukkede.

"Belt, hvad-for-noget?" spurgte Elliott stille nede fra jorden. Han var flov over at være sådan til besvær og samtidig skrækslagen.

"Vores rumvæsen ven har pludselig fået lyst til at tale britisk, fordi vi bare iiingen problemer har." hvæsede November, der hverken hadede Tavii eller Elliott, men bare manglede nogen at skyde sin irritation på og eftersom der ikke var andre og de begge var af det køn, hun havde mindst tillid til, var det oplagt at hakke på dem.

"November, kan du ikke bare for en gangs skyld være lidt positiv." stammede Elliott, mens blyvæsken omringede mere og mere af hans krop.

"Vi er på en helt fremmed planet via et stjernekort som ingen af os "normale mennesker" ved, hvordan virker, og vi stoler begge blindt på et rumvæsen, som jeg nu skal være alene med, når du dør, og vi kommer aldrig tilbage til jorden igen..." fortsatte November meget hurtigt ud i en lang køre.

"Dinosauren." udbrød Tavii pludselig, hvilket fik de to andre til at tie.

"Den efterladte vi." sagde November tørt og satte sig på den lilla overflade.

"Vær nu lidt åben, November." Der gemte sig tårer bag Elliotts øjne, for han ville ikke dø nu. Massen var allerede nået op over hans brystkasse og var på vej om hans hals, hvilket fik ham til at gispe efter vejret. Han var i ren panik.

"Tag armene over hoved!" kommanderede Tavii og Elliott fulgte hans råd. "Bliv her, November, sørg for han ikke sluger regantyen. Jeg henter dinoen."

"Hvad?" November var helt ude af den.

"Væsken der har omfanget Elliott," råbte Tavii der allerede var i løb langt væk.

I et mærkede November, hvor stærk tyngdekraften var her. Hun følte sig presset nedad, og for ikke at få hovedpine satte hun sig ned og kiggede ud over planeten. Den var ikke særlig stor. Faktisk kunne man se, hvor den rundede af. Hun gættede sig til, at den ikke var større end hendes hjemby New York City.

Planeten var faktisk smuk. De små lyskugler gav den lilla overflade særligt skær og væsken Elliott var fanget ind i glimtede som om det var tusinde små glimmerkugler i.

En svag hulken hørtes fra Elliott, hvilket fik November til at vende ryggen til ham. For det første ville hun hade, hvis nogen så hende græde, og for det andet ville hun ikke mindes om, hvor forfærdelige grædende mandkøn kunne være. Slående mandkøn.

 

Læs den spændende afslutning lige om lidt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...