Hate you, but love you - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2014
  • Status: Igang
Maria Angel er navnet på den nuværende største model i England. Hun er dog kun lige flyttet til landet, men hun er smuk, talentfuld og fuld af energi. Hendes bedsteveninde Julie flyttede med hende og sammen bor de i en lejlighed i downtown London. Men hvad sker der den dag One Direktion møder Maria? En ting er sikkert, et eventyr fuldt med had, drama, jalousi og ikke mindst kærlighed er uundgåelig. Følg med og se hvordan Maria langsomt bliver udfordret som aldrig før, af den eneste dreng hun nogensinde har elsket.

**De første kapitler er ikke så gode, men de bliver bedre**

17Likes
18Kommentarer
3045Visninger
AA

13. Fejltagelse?

Marias P.O.V

det er nu næsten en uge siden, at det med Louis og Julie skete. Jeg har stadig ikke snakket eller så meget som sendt dem et ægte smil, lige siden. Men jeg har ignoreret dem så godt som muligt, og har så bare givet den maks gas med resten af drengene. Niall har tilgivet dem, da han fik det dårligt over at ignorere dem, når de snakkede med ham. Men han er stadig ikke den samme som han var før, og det mellem ham og Julie er vist fortid. Han fortjener også meget bedre.

Det kan godt være at jeg lyder som en iskold bitch - hvilket jeg faktisk også er over for dem - betyder det ikke at jeg er ovre dem eller at det ikke gør ondt....for det gør det....meget! For eksempel her i går blev de fanget under mistelten, og selvfølgelig skulle de jo kysse...det er jo det der er meningen, men at se dem - sin 'besteveninde' og ham du er så dybt forelsket i ( om du så kan lide det eller ej ) - kysse loge foran en, gør ondt! Jeg løb direkte op på mit værelse, og græd. Mit humør har været helt i bund lige siden, og jeg har ikke snakket med nogen - overhovedet - selv ikke Niall eller Harry som klart er mine bedstevenner. Harry har heller ikke snakket med dem, og hvis han har så har han råbt et eller andet i vrede. Han er skuffet over Louis...ligesom resten af drengene. Når vi alle er samlet er det bare ikke det samme, der sådan en trykket stemning.

Jeg bliver seriøst snart sindssyg, det eneste jeg laver er at side inde på mit værelse med låst dør, og tænke på hvad jeg gjorde forkert....for jeg troede virkelig at mine følelser var gengældt. Hvilket de jo så tydeligvis ikke var! Jeg rejste mig fra sengen jeg havde lagt i siden jeg låste mig inde og besluttede mig for at gå nedenunder for at få noget mad, da jeg faktisk er blevet sulten, men jeg har heller ikke spist noget siden filmaftenen. Og det kan man tydeligt se, for jeg er blevet tyndere, alt for tynd! Men jeg har bare ikke haft nogen appetit.

Jeg låste døren op og gik langsomt nedenunder, kun iført en af Nialls tanktop. Som jeg havde snuppet, da han stadig sover inde hos mig, eller det gør han når jeg ikke låser ham ude...det er enlig synd for ham! Jeg rystede tanken væk, det måtte jeg tænke på senere, lige nu havde jeg bare lyst til Nutella... jeg kunne ikke stoppe et lille smil, i at glide hen over mine tørre læber. Jeg åbnede tøvende døren ind til køkkenet, og med det samme havde jeg alle 6 blikke rettet mod mig, og jeg lignede lort! Makeup rester i hele hovedet, røde hævede øjne, filtret hår, og min meget tynde krop næsten helt bar.... Jeg kunne tydelig se at de alle blev ret chokerede over at se mig sådan her, men jeg orkede bare ikke at gøre noget ud af mig selv. Louis vil jo ikke have mig alligevel! Underligt nok, så er det, det eneste der betyder noget for mig i øjeblikket.... Jeg fjernede ikke mit blik fra gulvet, imens jeg gik forbi dem alle og hen til skabet hvor jeg tog min Nutella. Jeg stod lidt og overvejede bare at stikke af igen, lysten var der virkelig! Men jeg droppede det, vendte mig om mod de andre, dog uden at bryde min øjenkontakt med gulvet, som jeg fandt meget interessant. Jeg gik med små skridt over mod bordet hvor de alle sammen stadig sad og stirrede på mig. Jeg satte mig ned på min stol, og rettede mit blik mod brødet. Jeg rakte ud efter et skive brød, men lige før jeg fik fat i det blev det taget af bordet. Jeg lavede en grimasse til den nu tomme plads på bordet. Jeg hævede begge mine øjenbryn og sendte Zayn et forvirrende blik. Han sad med et trist blik og brødskålen i favnen, man kunne tydelig se at det gjorde ham ondt at jeg så sådan her ud. Han åbnede munden men der kom ingen lyd ud, jeg brød vores øjenkontakt da Liam fangede min opmærksomhed. Han så lige så bekymret ud som resten. "Maria...." han vidste ikke hvad jan skulle sige til mig. "hvad er der galt?" afsluttede han. Hvad der er galt! Spørger han mig seriøst om hvad der er galt. ALT er galt, jeg er blevet forrådt af min bedsteveninde og ham jeg er forelsket i, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre eller tro! Jeg har ALDRIG været så forvirret, ked af det, og så usikker på mig selv....For der må jo være et eller andet galt med mig, siden at de gjorde det. Jeg sendte en grimasse til Liam der udtrykte, hvor dumt et spørgsmål det var. Men jeg valgte alligevel at besvare det. "alt...." jeg vendte mit blik mod Louis som kiggede meget trist på mig, "Jeg har fået mit hjerte knust...tro det eller ej, men jeg har faktisk følelser! Måske er jeg ikke så god til at vise dem, men de eksistere....jeg har lige mistet de to personer her i verden der betyder allermest for mig....Og så spørger du mig hvad der er galt!!" Jeg fjernede mit blik fra Louis, og vendte tilbage til Liam, som faktisk så skyldig ud. Sikkert fordi jeg lige har råbt...Nu fik jeg helt skyldfølelse. Jeg kom med et suk, før jeg åbnede munden " Liam, undskyld det var ikke meningen..." jeg stoppede mig selv, da jeg mærkede et par tørre der gled ned af min kind. "Nej Maria, det er mig der undskylder" Liam havde rejst sig og stod nu bag mig, med armene om mig. Liam trak sig fra mig, og satte den fyldte brødskålen foran mig "Spis" han var alvorlig, det var tydelig, men han havde dog et lille smil på læberne. Jeg kom med et lille nik, og før jeg vidste af det havde jeg storset spist det hele. De andre var gået ind i stuen, mens Harry blev ude ved mig, for at holde mig ved selvskab. Og han morede sig tydeligvis over hvor meget jeg hade spist "Du har jo spist dobbelt så meget som Niall!" grinede han mens han pegede på brødet. jeg sendte ham et uskyldigt smil. "Nu når du synes det er så sjovt, kan du jo tage opvasken, så går jeg ind til de andre." Jeg fik mig hurtigt rejst, og før Harry nåede at protestere, var jeg allerede halvt ude af køkkenet. "Men...De kan du ikke bare" Han gik helt i panik, hvilket udløste et højt ægte grin fra mine smilende læber. Det var helt dejligt at grine igen. "Det er bare ærligt, Hazza!" Og så var jeg den der var smuttet. Jeg havde fået det sygeste grineflip, da Harrys paniske ansigt blev gengivet i mit hoved. "Hvad griner du af" Zayn sad og kiggede på mig med et stort smil. "Det er bare Hazza" grinede jeg og satte mig i sofaen, men den måde Zayns smil, blev erstattet af et meget overrasket blik, fik mig til at stoppe. mit blik gled over på Niall som sad ved siden af ham, og han så ligesådan ud... "hvad?" hvad havde jeg nu gjort? "Det er bare..." Niall stoppede selv, og kiggede i stedet over på personen ved siden af mig, hvilket jeg nu også gjorde. Vi fik hurtigt øjenkontakt, og der gik alt i stå for mig. Hans fantastiske øjne, der tryllebandt mig - ligesom de altid har gjort. Jeg kunne ikke tage blikket fra ham, han gav mig et forsigtigt smil, men man kunne sagtens se at han var ligeså overrasket som resten af drengene. Jeg tog en dyb indånding og gengældte hans smil - og det var ægte! - Jeg var faktisk træt af at ignorere ham, for jeg har indset at jeg ikke bare kan glemme ham, og så vil jeg ikke have min jul ødelagt over en fejltagelse...De gjorde det en gang, jeg kan se han mener det når han siger han fortryder, og at han er ked af det. Alle laver fejl...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...