Anemone pigerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2013
  • Status: Igang
Da Lulus storesøster, Jasmin, dør, som et ritual i en pagt, lover hun sig selv, at hun vil hævne sin søsters død, uanset hvad det koster. Der går år, og hun begynder på en skole. Men mindet om Jasmin er endnu ikke dødet ud, og den 15 årige pige, vil gøre alt for at få hævnet sin søster, også¨selvom det indebærer, at slå sin nye bedsteveninde og hendes kæreste ihjel.

2Likes
0Kommentarer
132Visninger

1. Kapitel 1


En storby. Sådan som Jasmin ville have elsket den. Hun havde altid hadet, at bo ude på landet. Næh, så hellere en næsten mikroskopisk lejlighed. Den mening var jeg ikke helt sikker på at jeg delte. Altså vi boede, jo ikke helt ude på landet dengang. Vi boede i en lille by. Der var da både Rema 1000, en tank, og mindst 3 frisører, som vi skiftes mellem at få ordnet hår hos. 

Men for Jasmin var det ude på landet. Så møgirriterende, og provokerende som det kunne være. Jasmins største ønske var at flytte til en storby. Så det er faktisk det vi har opfyldt nu. 

Det var nu mere, at vores gamle hus, stadig 2 år efter hendes død, var pisse uhyggeligt. Hendes plads hvor hun sad og spiste, stod gabende tom, og der lå stadig nogen af hendes hår på. Det var mest fordi jeg konstant, brød sammen, da jeg delte seng med Jasmin.

Derfor flyttede vi. Til en storby. For der var intet uhyggeligt. I en lejlighed, der er så tæt, at man kan høre hvis de andre tænker på, hvad de vil hviske til en dreng, 7 værelser væk. 

Der var 5 år mellem mig og Jasmin. Så tænker folk "Nå, det er jo en del år". Men nej. Jasmin var lav. Utroligt lav. Mens jeg var høj. Cirka 10 centimeter, over min alder, så når de så os sammen, blinkede en ide. Tvillinger. 

Vi så ud som om, at jeg var 15, og det samme var hun. Vi lignede hinanden så meget at vi kunne være tvillinger. Dog ikke enæggede. 

Derfor var vi næsten veninder. Næsten. Veninder på tvillingesøster måden. Altså ikke sådan vi altid gik sammen, tro mig, vi prøvede begge to, at undgå at blive sammenlignet så lidt som muligt. Derfor går jeg med mine venner, og hun går med sine venner. 

Men folk, har jo en tendens til at pege en del, så da Jasmin blev 17 år, farvede hun sit hår rødt. Voldsomt rødt. Fik hendes krøller glattet ud, og tog jeg grøn eyeliner på, tog hun selvfølgelig rød. Det skruede ned for sammenligningen. 

For at understrege det farvede jeg mit hår lyselilla, og fik lavet flere krøller. Så døde det for alvor ud. På nær når mormor og morfar kom på besøg, og snakkede om at vi havde "De samme træk" 

Jeg fatter det ikke. Slet ikke. 

"Stort" sagde Muhammad. 

Og det glemte jeg. Da smukke, fantastiske, Jasmin døde, havde min mor en mærkelig ide om at de kunne erstatte hende, med en adoptivbror, fra Etiopien. Jeg hader ham allerede mere end noget andet, hvilket er absurd, da han kun er 2 et halvt år gammel. Men han kan desværre ikke byttes, og min mor er sikker på, at mig og Muhammed vil blive englevenner. 

"Hold kæft" mumlede jeg.

"Opfør dig ordentligt Lulu! Han er faktisk din lillebror unge dame"

Jeg vrissede irriteret, og slog hovedet væk fra hende. Mor kunne være så irriterende, på de steder man mest havde brug for ro. 

"Og der er vores lejlighed faktisk! Muhammad du er så dygtig. Du fandt den jo for os"

Muhammad smilede, og lagde kælent hovedet på skrå, og stirrede op, med sine chokoladebrune øjne, der kun var en nuance højere end hans hud. Hans krøller strittet op, og han lignede noget, for en red barnet reklamefilm. Og jeg hadede ham for det. 

Mor gik op mod en dør, og hev lidt i døren, inden den åbnede, og hun akkurat nåede at undgå den. Jeg stirrede nu i mit hjem, og jeg syntes bestemt ikke godt om det syn, jeg fik. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...