A Kind Of Nightmare -One Direction

Denise er kærester med Niall Horan fra One Direction. Hun modtager dagligt hadebeskeder eller små trusler fra jaloux fans. En dag da hun er med drengene i studiet, modtager hun en meget voldsom trussel, hvor der står at hun har et vist antal timer til at slå op med Niall, ellers vil der ske noget meget slemt med hende, og nogle hun holder af.
Nu må Denise gøre op med sig selv, om hun vil beholde Niall og fortsat få trusler og hadebeskeder? Eller vil hun give afkald på Niall og One Direction?
Undervejs bliver nogle af hendes nærmeste alvorligt indblandet og Denise finder ud af at afsenderen på truslerne og opkaldene er tættere på, end hun tror.

12Likes
6Kommentarer
1637Visninger
AA

9. Afgørelsen

Jeg blev båret, hvor hen havde jeg ingen ide om, men båret det blev jeg i hvert fald. Jeg ville have sprællet, men hele min krop var drænet for energi. Smerten i min arm og i mit ben kunne mærkes, hver gang han trådte et skridt, det sortnede hele tiden for mine øjne, så jeg kunne ikke se noget.
"Hvor tager du mig hen?" Spurgte jeg med en træt stemme, jeg sagde det i så lavt et toneleje, at jeg nærmest tvivlede på, at han kunne høre det.
"Hvor tager du mig hen?" Spurgte jeg endnu højere.
"Ti stille tøs" Sagde han og slog jernrøret mod min ryg. Der gik en smerte igennem hele min krop, da jernrøret ramte, han lagde mig ned og gav mig bind for øjnene, tog mig så op igen og gik videre.

Pludselig kastede han mig ind i noget. Det kunne være en bil, et hjørne i en kælder eller noget helt tredje, jeg kunne intet se.
"Argh" Skreg jeg af smerte.
"Denise er det dig?" Sagde en velkendt stemme.
"Mor? mor hvor er du?" Spurgte jeg ud i tomheden.
"Her skat, jeg er her!" En arm ramte min skulder.
"Hvor er far og søs?" Spurgte jeg.
"Din far og søster slap væk, det er kun mig, der er her, jeg nåede ikke med dem." Jeg var ked af, at min mor ikke var nået med dem, men alligevel følte jeg en lille lettelse over, at de andre var sluppet væk.
"Mor, ved du hvem det er? Har du set ham?" Spurgte jeg hende, selvom jeg ikke forventede, at hun skulle kunne vide det.
"Skat, det er så svært at sige." Jeg kunne høre, at hun var begyndt at græde.
"Mor hvad er det?" Jeg tog fat om hende hænder.
"Det er.. Det er Jack!" Sagde hun.
"Hvem er Jack?" Jeg havde da aldrig hørt om nogen Jack før.
"Jack er din halvbror, jeg fik ham med en anden mand tre år inden, du blev født, men vores forhold holdt ikke og Jack flyttede med sin far," Forklarede hun.
"Men hvad vil han mig?"
"Han har nok været jaloux over, at du har haft mig og at du nu også har så meget succes. Jeg er så ked af det skat, jeg skulle have fortalt dig om ham." Tro det eller ej, men jeg havde faktisk medlidenhed med ham. Min mor var den mest fantastiske kvinde i hele verden, hvis jeg ikke havde haft hende, ville jeg også være blevet jaloux over, at en ny søster fik hende.
"Jack!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Jeg kunne høre en dør åbne sig, det var en bildør, så vi måtte altså ligge i en bil.
"Hvem er Jack?" Råbte han ind i hovedet på mig.
"Stop det Jack, hun ved, at det er dig," Sagde min mor.
"Jack, jeg forstår din frustration, men dette her kommer der intet godt ud af," Sagde jeg til ham.
"Luk røven!" Råbte han atter.
"Jack, jeg kan ikke give dig årene tilbage med mor, men vi kan prøve at starte på en frisk"
"Starte på en frisk! Tror du, at det er det, jeg er ude på?"
"Ja Jack, det tror jeg" Sagde jeg stille, jeg var ikke længere så bange for ham.
"Argh" Endnu et slag med jernstangen, det gjorde ondt i hele kroppen, så jeg kunne ikke mærke, hvor han havde ramt mig. Endnu et slag. Endnu et slag. Endnu et slag. Menneske snak. Mørke og tomhed.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...