For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
4010Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Leaving on this Night

Jeg gik de næste par dage og sørgede for, at Harry og jeg ikke var alene sammen på noget tidspunkt. I stedet var jeg sammen med min såkaldte babysitter, Niall, hvilket faktisk var overraskende sjovt. Han grinede hele tiden og lavede både gode og dårlige jokes om mad, bandet og alt muligt andet.

Da jeg en dag sad på mit værelse og scrollede alle de kedelige tweets igennem på Twitter, kom Niall pludselig brasende ind gennem døren, mens han råbte og skreg som en sindssyg fan.

"JEG ER BLEVET ONKEL, SKYLAR!"

Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans over-begejstrede ansigt og hans lykkelige hundeøjne.

Jeg rejste mig straks og gav ham et hurtigt kram.

"Tillykke, onkel Niall," sagde jeg og lo kort.

Han krammede mig hurtigt igen og dansede så en form for sejrsdans. Dette kunne jeg heller ikke andet end at grine af.

Han stoppede forpustet op et minuts tid senere og kiggede undersøgende på mig.

"Kan du godt lide små babyer?" spurgte han og smilede lumsk.

Jeg kiggede uforstående på ham et øjeblik før jeg svarede.

"Ja, de er nu meget søde," smilede jeg.

"Godt, kom så," sagde han kort og hev mig med ud af værelset og ind i gangen, hvor han beordrede mig til at tage sko og jakke på, mens han selv gjorde det samme.

Kort efter havde vi taget elevatoren og sad i det, der højst sandsynligt var Nialls bil.

"Niall, fortæl mig lige.. Hvor skal vi hen?" spurgte jeg forvirret, men jeg kunne ikke lade være med at smile og være glad. Nialls oprigtigt lykkelige humør smittede af på mig.

"Besøge min lille nevø," sagde han glad og satte fuld fart på.

"Vent, hvad? Tager du mig med hen for at se din lille nevø?" spurgte jeg overrasket, men jeg var samtidig en smule smigret.

"Selvfølgelig! Havde du ikke regnet det ud endnu?" spurgte han som svar og kiggede på mig, hvorefter han kort rækkede tunge.

Jeg grinede og daskede ham blidt på hans stærke overarm.

"Du kender mig knap nok, Niall. Jeg har kun boet hos Louis i fire dage."

Han trak ligeglad på skuldrene.

"Det er da lige meget. Du er stadig en af mine bedste venner," sagde han tøvende og kiggede stift ligeud på vejen, hvor de modkørende biler passerede forbi i høj fart.

Jeg gav mig selv et øjeblik til at tænke nærmere over hans ord. Mente han virkelig det? Jeg havde kun kendt Niall i fire dage, og alligevel synes han, at jeg var en af hans bedste venner? Aw, hvor var han sød!

Men jeg forstod ham faktisk godt, for jeg havde det vel lidt på samme måde med ham. En af mine bedste venner, hvilket jo var hundrede procent sandt, eftersom jeg ikke rigtig havde nogle venner.

Skylar og Niall? Tjo, det lød nu som et meget godt bedste-venner-par.

"Mener du det?" spurgte jeg og kiggede taknemmeligt på ham.

Han nikkede bekræftende.

"Ja, ellers ville jeg jo ikke sige det. En ting skal du vide om mig, Skylar - jeg lyver aldrig. Virkelig aldrig," sagde han og kiggede alvoligt på mig, men lyste så op i et stort smil.

Jeg fnøs kort mens jeg smilede, og kiggede så væk, fordi jeg kunne mærke rødmen stige op i mine blege kinder.

"Bor din bror eller søster så i London?" spurgte jeg, da jeg vidste, at Niall selv kom fra Irland. Hans accent var ikke til at tage fejl af.

"Greg? Nej, ham og Denise bor egentlig i Irland, men han lovede mig at indskrive Denise på et hospital her i London, så min nevø kunne blive født her, og så jeg ikke havde så langt at køre. Har jeg fortalt dig, at jeg kommer fra Mullingar i Irland?"

Hans spørgsmål stak ud i hans ellers ustoppelige strøm af ord om hans nevø.

"Nej, det har du ikke. Men jeg vidste det godt," svarede jeg henkastet.

"Hvordan vidste du det? Har du stalket mig på internettet?!" spurgte han forfærdet, inden han sendte mig et drilsk blik med tilhørende smil.

"Hmf, Niall, din accent afslører dig så meget!" grinede jeg.

"Nåh ja, det er da også rigtigt. Det har jeg hørt før," sagde han og nikkede anerkendende.

"Jeg har også hørt, at det skulle være ret charmerende med min irske accent.." sagde han og lod som om han var ligeglad, men han skævede alligevel til mig, for at se min reaktion.

Jeg smilede stort og et lille fnis undslap mine læber.

"Det er der vel nok noget om," mumlede jeg som svar.

"HA! Jeg vidste det! Det er jeg nød til at fortælle ham! Jeg har SÅ meget ret!" udbrød han energisk og smilede over hele hans kønne fjæs.

"Hvorfor er det så vigtigt at fortælle det til Zayn?" spurgte jeg forvirret.

"Fordi han ikke troede på, at jeg laver damer," svarede Niall og sendte mig et blik, der sagde alt muligt om noget, der bare ikke skulle ske.

Jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Jeg troede, at det var noget man automatisk gjorde, når man var med i One Direction."

"Ja, det tror jeg altså også. Men Zayn troede ikke på, at jeg kunne få piger til at dåne. Han mente, at jeg var for sød og lillebror agtig," svarede han.

"Gud ja, det har han faktisk ret i. Du er virkelig lillebror agtig, haha! Genialt, Zayn," sagde jeg begejstret og sendte Zayn en mental highfive.

Niall kiggede såret på mig.

"Ej, det mener du ikke! Som om du ikke ville falde for mig!" sagde han, "for jeg er jo sød og lækker og nuttet og.. cute og dejlig!" fortsatte han og roste sig selv til skyerne.

"Er du ikke fristet til at prøve mig af?" spurgte han og kiggede forventende på mig.

"Niall!" sagde jeg og kiggede på ham med et "det-sagde-du-bare-ikke"-blik.

"Jamen, hvorfor ikke?" spurgte han.

"Fordi du er min babysitter. Og fordi du er min babysitter, vil jeg ikke 'prøve dig af'. Desuden er du min ven. V-E-N. Med kæmpestort v," svarede jeg.

"Det var for sjov, Skylar. Jeg ville bare lige se, om du kunne overholde Louis' krav," sagde han og smilede til mig.

Jeg frøs ved lyden af de ord, men Nialls blik borede sig ind i mit, så jeg tvang mig selv til at smile overbevisende tilbage til ham.

Jeg lænede mig ind mod ruden, som var kold og både kølede min kind, men også mine tanker, lidt ned.

"Mind mig ikke om det," mumlede jeg svagt for mig selv.

"Undskyld, hvad sagde du? Jeg hørte det ikke," sagde Niall og kiggede på mig.

Jeg rystede kraftigt på hovedet.

"Ikke noget," sagde jeg og smilede. Niall skulle i hvert fald ikke nyde noget af at vide om dét. Det, som vi bare lader som om aldrig er sket.

Men mindet om Harrys og mit kys ude foran på strappen for nogle dage siden, stod stadig klart i mit hoved, og det gjorde det hele vejen til hospitalet, hvor jeg endelig kunne komme til at tænke på noget andet igen.

 

Vi gik ind gennem dørene til den store, kedelige grå bygning og Niall smuttede hurtigt hen til skranken og spurgte efter Greg og Denise Horan.

"I skal op på fjerde sal, derefter er det til højre og ellers ligeud indtil i når til stue 36," sagde den unge kvinde bag skranken, og selvom jeg stod et stykke væk, kunne jeg tydeligt se, hvor kraftigt hun blinkede med øjnene. Hun havde helt sikkert genkendt Niall.

Niall kom smilende gående hen til mig og fulgtes med mig hen til den nærmeste elevator. Da vi stod i elevatoren og ventede de få sekunder på, at dørene skulle lukke sig, lagde jeg mærke til kvinden bag skrankens misbilligende blik mod mig.

Fan, tænkte jeg og himlede med øjnene.

Elevatoren sagde hurtigt det velkendte "bling" og så fulgte vi ellers de råd, vi havde fået i receptionen.

Til højre, ligeud, stue 36..

Niall stoppede op foran den enkle, hvide dør og trak vejret tungt.

"Er du virkelig så nervøs for at se din egen nevø?" spurgte jeg og sendte ham et 'det-mener-du-da-ikke-blik, hvorefter jeg løftede hånden og bankede på.

"Er det dig, Nialler? Kom ind, brormand!" sagde en ukendt mandestemme, som sikkert tilhørte Nialls bror, Greg.

Niall trak langsomt ned i håndtaget og trådte indenfor i den noget så upersonlige stue med de hvide vægge, hvide senge, hvide borde og hvide stole. Alting var hvidt, som havde det sneet en hel snestorm herinde, bortset fra at en snestorm sikkert havde været mere personlig, for et værelse mere upersonligt end dette her, havde jeg i mit næsten tyve år lange liv aldrig set.

En cirka 25-26 årig mand, som jeg formodede var Greg, kom hen til Niall og gav ham et stort kram og udvekslede de sædvanlige ting, såsom om hvordan de hver især havde det.

"Hvem har du så med her, Niall?" spurgte Greg og blinkede imponeret til Niall, og Niall begyndte at grine kort.

"Greg, det her er Skylar, Louis' ukendte lillesøster, som vi aldrig har set før," introducerede han mig og bad mig komme nærmere.

Jeg gav Greg hånden og trak mig så tilbage til Nialls side.

"Nå, jeg går du fra at du ikke er her for at besøge brormand," sagde Greg og grinede, hvorefter han slog Niall blidt på skulderen og trak os begge to nærmere et forhæng.

"Niall, lad mig præsentere dig for min søn, eller din nevø," sagde Greg og trak forhænget fra, hvorefter en lyshåret kvinde med et lille barn i favnen kom til syne.

"Hey Denise," hilste Niall kort og lod så sit blik falde tilbage på den lille bylt i Denises favn.

"Hej Niall - tag ham bare, jeg kan jo godt se, at du er ved at savle over ham," grinede hun og lod forsigtigt barnet vandre fra hendes favn til Nialls stærke arme.

Han var fuldstændig forgabt i den lille dreng! Han nussede og pussede og spurgte allerede, om han kunne sige "onkel Niall" men Niall måtte forgæves vente med den idé.

"Så du er Louis' søster?" sagde Greg mens han kom gående hen til mig og stillede sig ved siden af mig. Han kiggede nysgerrigt på mig.

"Ja, det er det, jeg er," svarede jeg og smilede.

Greg rømmede sig kort inden han igen begyndte at tale til mig.

"Hvorfor har man aldrig hørt om dig før? Eller jeg er måske bare så gammel, at jeg ikke følger ordentligt med," sagde han og grinede kort.

"Det er en lang historie, men man kan vel sige, at jeg er fabelagtig til at undgå pressen på alle måder," svarede jeg og smilede, mens vi begge betragtede Niall og hans nevø, der kiggede hurtigt på os og sendte os et kæmpe stort smil.

"Nå, men det var da godt at møde dig." Greg lød høflig, men han virkede det at mene det.

Vi betragtede igen Niall lidt, som legede med den lille, løftede ham op og ned i luften og nussede hans små, tykke kinder.

"Kunne du ikke tænke dig at holde ham, søde?" kom det fra Denise, der havde været stille i lang tid. Hun smilede og kiggede spørgende på mig, hvorefter jeg nikkede ivrigt.

"Hvis det er i orden med jer, selvfølgelig," startede jeg og sendte derefter Niall et spørgende blik, "og hvis Niall vil lade mig holde ham?" fortsatte jeg.

Niall kiggede brat op som om han lige var vågnet fra en drøm eller noget andet uvirkeligt, hvorefter han smilede undskyldende til os alle sammen og gik over til mig med barnet.

"Pas nu på mig lille nevø-mand," sagde Niall og kiggede grinende på mig, hvorefter han overlod drengen i mine arme.

Den lille baby kiggede op på mig med store smukke, gråblå øjne og lange, mørke øjenvipper. Munden bevægede sig som om han suttede på noget, og jeg gættede på, at han ikke ville have noget imod at ligge ved Denise lige nu.

Men nu ville jeg altså lige holde ham først!

"Hej, lille ven. Hej, hej," pludrede jeg roligt og nussede hans lille, tykke kind, og jeg kunne med det samme se, hvordan hans øjne lyste op i en klar lysegråblå farve. Det var ikke underligt, at Niall var så betaget af sin lille nevø.

Greg og Denise måtte være meget stolte og lykkelige over deres søn. Han var guddommelig!

"Hvad hedder han?" spurgte jeg Greg og tog kort blikket væk fra den lille, men mine fingre strøg ham stadig blidt over de små, mørkebrune hår.

Greg kiggede over mod Denise, som smilede kort.

"Tja, vi ved det ikke helt endnu, men vi har tænkt på at kalde ham Zeus, fordi han er så fantastisk, ligesom guden Zeus," sagde Greg og kiggede pavestolt på sin lille, nyfødte søn.

Jeg kiggede tilbage mod barnet.

"Nå, hedder du Zeus, hedder du Zeus hvad?" sagde jeg stille og smilede over hele mit ansigt, mens jeg nussede ham og strøg ham blidt på det næsten bare hoved.

Sådan stod jeg med et lille barn i favnen i tyve minutter, mens Greg, Denise og Niall snakkede sammen om familien, om One Direction og hele tilværelsen med det nye familiemedlem. Af og til kiggede de over mod mig, og jeg kunne ud ad øjenkroge se, at de alle smilede ved synet af mig og Zeus, og Niall stod hele tiden med et drømmende udtryk i øjnene.

Til sidst måtte jeg overlade Zeus til Denise igen, for Louis ringede pludseligt til Niall og var bekymret over, hvor jeg var henne. Han blev dog lettet da Niall undskyldte og fortalte, at han havde taget mig med hen for at se hans nevø.

"Vi må hellere komme afsted igen, der er et stykke vej tilbage til Louis," sagde Niall og krammede sin bror og Denise farvel.

"Men jeg - og helt sikkert også Skylar - vil rigtig gerne komme tilbage til lille Zeus, når vi engang er færdig med at tournére rundt i USA," sagde Niall og kiggede allerede længselsfuldt på sin nevø.

Greg grinede, da vi forlod stuen, men bød os velkommen til at komme igen en anden gang.

 

Niall sukkede dybt da vi havde sat os ud i bilen.

"Hvor var han sød! Sødeste nevø nogensinde!" sagde han og kiggede over mod mig. Jeg nikkede bekræftende til hans ord, for jeg måtte give ham helt ret. Zeus var nok det sødeste lille barn, jeg havde set længe.

 

***

"Var han sød?" var det første Louis spurgte om, da Niall og jeg var kommet ind ad døren. Niall grinede lidt og nikkede over mig mod.

"Spørg Skylar om det," sagde han og skyndte sig videre ind i lejligheden. Louis kiggede efter ham et øjeblik, men flyttede så blikket til mig.

"Nååå, var han så sød?"

Jeg nikkede kraftigt.

"Han var SÅ sød! Helt sikkert den sødeste baby nogensinde," svarede jeg.

Louis rynkede tvivlsomt brynene og sendte mig det der 'helt-ærligt'-blik.

"JEG var den sødeste baby nogensinde, søde Skylar. Det burde alle vide," sagde han rosende om sig selv, men jeg begyndte bare at grine.

"Pff ja, sikkert! Vi ved vidst begge to godt, at JEG var den sødeste baby nogensinde, søde Louis," svarede jeg ham igen og rækkede tunge, men han gjorde bare det samme.

Så lagde han armen om mig og vi fulgtes ad hen til køkkenet, hvor han sagde, at vi to skulle lave mad sammen i aften, for hvis vi ikke fik lavet noget snart, ville Niall dø af sult.

"Det kan vi jo ikke have," grinede jeg og åbnede køleskabsdøren. Jeg tjekkede alle hylder og fik et par idéer om, hvad vi skulle have, men jeg kunne ikke bestemme mig.

"Louis, hvad skal vi have?" spurgte jeg og kiggede, stadig dybt i tvivl, ind i køleskabet.

"Lasagne, helt sikkert! Og jeg ved, at vi har hvad der skal bruges dertil, for jeg tvang Harry til at købe ind til det i dag," sagde han og smilede selvsikkert.

Lyden af Harrys navn gjorde mig en smule nervøs, men jeg prøvede så vidt muligt at stryge ham af mine tanker, selvom det ikke var det lettelse at gøre.

"Åh ja forresten, Eleanor kommer forbi og spiser, så sørg for at lave lige lidt ekstra," udbrød Louis pludselig og rodede efter noget i et skab, men jeg kunne tydeligt se, hvordan han ud af øjenkrogen afventede min reaktion.

Jeg blev faktisk ovenud lykkelig, for det var så lang tid siden, at jeg havde set Eleanor. Faktisk var det bare lang tid siden, at jeg havde været sammen med en pige på min egen alder, og Eleanor var jo kun et års tid ældre end jeg, så det kunne ikke være mere perfekt.

"Perfekt!" sagde jeg glad og storsmilede, hvorefter jeg hev en pakke oksefars ud af køleskabet samt noget mælk.

"Hm ja, jeg må hellere lige øh.. se til de andre og.. du ved," sagde Louis og var allerede på vej ud fra køkkenet, men jeg vidste bedre. Den knægt ville bare undgå at lave mad, selvom det faktisk var det, han skulle sammen med mig herinde til at starte med.

"Næ nej, brormand! Jeg kan ikke lave mad selv. Du skal hjælpe mig, for du er trods alt min storebror, ikke?" råbte jeg efter ham og havde vendt ryggen til.

Snart stod han igen ved min side ved køkkenbordet og smed et hviskestykke over sin ene arm, som en rigtig tjener plejer at gøre det.

"Til tjeneste, miss. Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte han høfligt og prøvede at virke dybt formel, men han måtte til sidst bryde ud i et grin, mens han daskede til mig med hviskestykket.

"Louis, find et fad og en gryde, din klovn," beordrede jeg og slog tilbage.

"Aaaav, Skylar slååår!" råbte han og hoppede væk for at finde et fad og en gryde. Jeg grinede af hans pludseligt barnlige anfald og fandt selv pakken med lasagne frem.

Jeg besluttede at gøre det lette arbejde og puttede, simpelt, pastaen i fadet, hvorimod jeg havde tvunget Louis til at brune kødet og lave selve lasagne saucen.

"Er kødet fint nok nu, Sky?" spurgte Louis og viste mig en bunke hakket, rødt og slet ikke brunet kød. Jeg rystede på hovedet ad ham og forklarede ham endnu en gang, hvordan han skulle gøre.

"Okay, steg kødet indtil det er lysebrunt. Hæld så den der pakke med krydderier oveni kødet og rør det rundt. Til sidst hælder du mælk i.. -"

Louis afbrød mig ved at spørge.

"Hvor meget mæ..-"

"Så meget som der står på pakken, at der skal i," fortsatte jeg bare og vendte tilbage til at dække bord, som jeg ellers lige havde været på vej til før.

Jeg hev syv tallerkener frem, samt syv glas, syv galfer og syv knive, hvorefter jeg stillede det pænt på køkkenbordet, som jeg havde redt op med en sort plasticdug, jeg havde fundet i en af skufferne.

Til sidst tillod jeg mig et sætte tre små lys på midten af bordet, bare for at gøre det lidt hyggeligere.

"Sådan! Er du færdig, Louis?" spurgte jeg og kiggede mig over skulderen og så, at Louis for en gangs skyld havde styr på det. Han var i færd med at hælde kødsauce-blandingen over i fadet med pastaen, hvilket jeg end ikke havde fortalt ham. Han måtte have læst på pakken.

"Jep, sådan der!" sagde Louis og kiggede stolt ned på fadet, der blot stod på køkkenbordet ved siden af ham. Trods fadet endnu ikke var varmt, havde han allerede taget et par varmebeskyttende handsker på.

"Flot Louis - nu skal den så ind i ovnen, så vi faktisk kan få noget at spise om tyve minutter," sagde jeg og skyndte lidt på ham. Han rullede bare med øjnene og satte fadet ind i ovnen, og gik herefter over ved min side. Han studerede det fint opdækkede bord et øjeblik, før han kommenterede det.

"Du har talt forkert, Skylar. Vi er kun seks, ikke syv," sagde han og fjernede straks det syvende sæt service, som jeg ellers havde sat så pænt op.

"Vent, hvad, hvorfor? Jeg mener, nu tæller vi lige, ikke? Louis, Liam, Niall, Zayn og Harry plus Eleanor plus mig er lig med syv, Louis," sagde jeg stædigt og lagde armene over kors.

"Nå ja, det glemte jeg at fortælle. Harry er hjemme hos sig selv, han spiser ikke med her i aften," indvendte Louis og kiggede undrede ud i den blå luft.

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg og prøvede at lyde henkastet, men jeg var oprigtigt interesseret i at vide, hvorfor han ikke ville være sammen med os andre i aften.

"Jeg ved det faktisk ikke, Skylar. Han sagde bare, at han var hos ham selv i aften," kom det bekymret fra Louis, der trak på skuldrende og fumlede med en telefon i sin hånd.

"Louis, du står og vrider din mobil i hånden, hvorfor ringer du ikke bare til ham og spørger, hvorfor han ikke kommer over?" foreslog jeg og smed det forklæde, jeg havde taget på tidligere.

"Hvis du insisterer," sagde han og indtastede hurtigt et nummer, hvorefter han tog telefonen op til øret. Jeg besluttede mig for at lade ham snakke med Harry i fred, og så ville jeg gå i bad inden Eleanor dukkede op, for det gjorde hun forhåbentlig snart.

Jeg smuttede forbi Zayn og Liam, der sad og spillede på deres Nintendo'er i stuen med både begejstrede og knapt så begejstrede miner. Jeg rystede på hovedet og smuttede ind på værelset, hvor jeg hurtigt fandt et afslappet, men pænt sæt tøj frem fra skabet, hvori jeg nu havde min lille bunke af tøj.

Så gik jeg ind på badeværelset, der lå i forlængelse af værelset og lod de varme stråler løbe ned ad min bare hud, og lod min balsams vidunderlige duft af friske æbler, fylde rummet.

Mens jeg stod der og vaskede mig, begyndte mine tanker at cirkulere om Harry. Hvorfor havde han valgt ikke at være her i aften? Han havde jo været her sammen med de andre drenge alle andre aftener. Kunne det være noget, jeg havde gjort, siden han ikke kom her i aften?

Tydeligvis, gik jeg ud fra. Hvorfor skulle han ellers bare smutte fra en hyggelig aften med sine bedste venner? Det var min skyld, jeg vidste bare ikke helt hvorfor, men det skulle jeg nok finde ud af.

Louis' mobil gemte jo på nogle fantastiske tal, der på mystisk vis kunne få mig i kontakt med Harry, tænkte jeg genialt og lod mig rive væk af sæbeboblernes dejlige duften i badeværelset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...