Before I Die [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Et tilfældigt møde på stranden. Et enkelt blik. Det er nok for Katrine. Hun har altid haft en evne til at se igennem folks tykke facader, og den berømte Harry Styles er ingen undtagelse. Da hun ved et uheld går ind i ham, ser hun hurtigt, at der bag hans smil ligger et mere dystert indre, og hans forsøg på at skjule det for hende er ingen succes. Rygterne overmander Harry fra begge sider og beskylder ham både for at være en skørtejæger og homoseksuel i et forhold med sin bedste ven, men sandheden er en helt anden... Bag de tomme tomme øjne ligger en sandhed, som Katrine vil finde...
Inden hun ved af det, er hun kommet meget længere ind i problemet, end det var meningen, men hvad sker der, når man kører et venskab uden ærlighed? Når begge parter bærer rundt på hemmeligheder, der stikker så dybt, at man ikke længere kan se toppen af dem?
En historie om følelser, tab, livet og venskab imod alle odds.

24Likes
30Kommentarer
1538Visninger
AA

10. ~ Renset

 

IV

Katrine

Jeg tror, jeg stirrede... Måbede, måske endda... Jeg måtte blinke kraftigt et par gange og se væk og så tilbage for overhovedet at kunne tro, hvad mine øjne viste mig. Det tykke slør virkede porøst og let gennemtrængeligt; noget så vagt som hans smil så i hvert fald ingen udfordring i at slippe ud uden at blive stoppet. For første gang, mens vi havde kendt hinanden, så han rent faktisk en smule tiltrækkende ud. Gad vide, om han selv havde bidt mærke i det? Jeg troede det ikke, da det eneste, der var at spore i hans blik, var undren over min underkæbe, der garanteret nærmest ridsede gulvet og alt muligt. Slugte fluer og hvad folk ellers plejede at sige... 
"Hvad er der?" spurgte han og rynkede panden.
"Ikke noget." Mit svar var forhastet og blev nærmest slynget ud - igen så hurtigt og skingert, at det på ingen måde kunne tages for gode varer.
"Ser jeg så slem ud?" trak han den videre; han vidste godt, at det, jeg havde sagt, ikke var hele sandheden. Jeg rystede febrilsk på hovedet.
"Nej, det er faktisk ikke så galt. Du er kun ligbleg og har blod i hele krydderen. Ikke noget særligt." Ironi: Den anden form for humor, og altid det, jeg tyede til i trykkede situationer. Min sikre havn.
          Et underligt, ulæseligt udtryk gled over hans ansigt, inden han stormede ud på badeværelset - sikkert for at se efter.
          Han kom ud et minuts tid efter med våde lokker og røde kinder - denne gang ikke af blod, men af det kolde vand, jeg næsten kunne regne ud, han havde plasket i hovedet for at få blodet væk og den naturlige ansigtskulør tilbage.
"Bedre?" Han så på mig med et smil og slog ud med armene. Jeg grinede som svar og gav mig med falsk alvorlighed til at studere ham nøje. Mine øjne stoppede ved en lille, rød plet lige i hulningen mellem øjet og næsen.
"Hm... Du har noget lige..." Jeg viste på mig selv, hvor det var. "Dér." Med en pegefinger gned han hurtigt på stedet, indtil han var sikker på, det var væk, og så atter på mig med et spørgende udtryk, som jeg gengældte ved at lave thumps up.
"Perfekt." Ordene var sluppet ud af min mund, før jeg kunne nå at reagere. Havde jeg lige stået og kaldt Harry perfekt? Nej, vel? Det kunne ikke passe. Omgående begyndte varmen at stige op i mine kinder, og jeg så nervøst ned på de blanke fliser, der pludselige virkede yderst dragende.
          Det var først, da han langt om længe svarede, at jeg igen så op og mødte hans blik. Han havde løftet det ene øjenbryn i forundring, men hans øjne lyste som krystaller og viste intet andet end drengede drillerier.
"Virkelig?" spurgte han. Grinet i hans stemme var ikke til at overhøre.
"Øh... Jeg mente bare, at der ikke er flere... du ved, pletter." Min tøvende stemme havde lige knust det sidste håb for at redde den dér i land for mig. Hvorfor var jeg så akavet?
          Han grinede let ad mig, inden han gik hen til terrassedøren og skubbede den op. Vinden greb den, så den med et brag hamrede ind i dørstopperen.
"Whoops," mumlede Harry for sig selv, inden han med armene stemmende imod lænede sig indover rækværket. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Skulle jeg følge med? Var det en hentydning til, at jeg skulle gå nu? Jeg tog et kig på mit ur. 12:49. Intet under, at jeg faktisk følte mig sulten...
          Da han vendte sig om og så spørgende på mig, gik jeg ud fra, at det måtte betyde, at jeg bare skulle være gået efter ham derud. Derfor trådte jeg hurtigt de få skridt ud i den friske luft og stillede mig ved siden af ham.
"Jeg tror, du har fået det værelse med allerbedst udsigt," mumlede jeg. Han brummede hæst, inden han pegede op mod en hytte, der lå bag ved hans egen, men på niveauet højere.
"Jeg tror, den dér er bedre."
"Du kan da også bare bo helt oppe under skyerne, der er sikkert også god udsigt," grinede jeg ironisk.
"Ellers tak - de trapper dér," han nikkede mod trappen til højre, " var allerede ved at tage livet af mig første gang, jeg skulle op ad dem."
"Shit, jeg troede, jeg var den eneste, der var ved at falde om - de er jo dræbende!" Han gjorde sig hurtigt enig ved at nikke. Et kort sekund sløredes hans blik, men fordi det gjorde mig utilpas, så jeg nervøst rykkede på mig, blev hans opmærksomhed hurtigt rettet mod virkeligheden igen.
          Der blev stille et øjeblik, men det varede ikke længe, da en svag rumlen hurtigt brød tavsheden. Min mave. Pinligt.
"Er du sulten?" Harry så ned på mig med et drenget grin i ansigtet. Et, jeg ikke havde set hos ham før i dag, og som fik hele min krop til at snurre - udelukkende, fordi den del af ham var virkelig opløftende, at man ikke kunne undgå at blive varm indeni. Jeg trak på skuldrene og mumlede noget i retning af "lidt".
"Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg havde noget spiseligt i skabene, men..." begyndte han, "lad os bare indse, at jeg ikke er den store kok, og når der ligger en restaurant 100 meter væk, er jeg for doven til at gøre noget som helst selv."
"Noget af en indrømmelse, Harry."
"Men vi kan da gå derop, hvis det er?" Han smilede svagt til mig. Jeg blev usikker. Spurgte han kun af høflighed, eller mente han virkelig sin invitation? Jeg kunne ikke få mig selv til andet end at nikke, og vi begav os op mod restauranten. Underligt nok føltes det ikke forkert eller surrealistisk at gå ved berømte Harry Styles' side på et hotel på Zakynthos. Efter, at han havde åbnet sig lidt op og trængt sløret tilbage, var han enormt naturlig at være sammen med. Den tøven, der blev ved med at lure under hver eneste af mine bevægelser, grundede mere i en generel usikkerhed end i bevidstheden om, hvem jeg egentlig var sammen med.
          Harry gik med hænderne i lommerne og sparkede til nogle af de småsten, der lå på fliserne. Vi udvekslede ikke mange ord, da han stadig fandt det svært at danne reelle sætninger og finde de rigtige ord. Mange af hans svar blev til enstavelsesord eller kom først evigheder efter, at jeg havde forsøgt at få samtalen i gang. Men til trods for det, følte jeg mig ikke malplaceret i hans selskab.
          En gang imellem var han meget fjern med blikket vendt indad, så han virkede præcis, som da jeg stødte ind i ham på stranden den første dag, men evigt skiftende ansigtsudtryk fortalte uden ord, at han kæmpede en indre kamp for at forblive nærværende.
          Hvorfor han havde spurgt, om jeg ville med herop, anede jeg ikke. I princippet kunne han jo være bedøvende ligeglad med, om jeg var sulten eller ej; min egen hytte lå jo desuden mindre end 300 meter væk. Men det havde han, og det gjorde mig faktisk - bag overraskelsen - ret glad. Det var da et tegn på hensyntagen i forhold til hans distance overfor mig i går aftes.

~

Harry og jeg sad med hver vores sandwich i hænderne, mens blæsten sled i de omkringliggende buske og fik parasollerne på restaurantens terrasse til at blafre. Mange folk var søgt indenfor, da udendørs aktiviteter kun var for de få, der nød at få sand i hovedet; vinden hvirvlede konstant op i det tørre sand, så det de steder, det var værst, kunne sløre udsynet, som var det en tåge, der lå lavt og solidt over stedet. Forskellen her var så, at sandet ikke som tågen gav et drømmeagtigt, mystisk landskab, men i stedet gjorde det uroligt og ubehageligt, så man ikke ønskede andet end at flygte fra det.
          Af hensyn til vejret havde vi valgt at sætte os indenfor, selvom varmen der var tung. Den hang som en uigennemtrængelig dundyne over stedet og trykkede på vores skuldre som et tungt åg. Flere steder rundt om i det store lokale var der sat små blæsere op som en kompensation for den manglende aircondition, men selvom Harry og jeg sad lige bag en af dem, hjalp den ikke det mindste, og vi var alligevel ved at koge over. En enkelt svedperle havde sat sig lige ved hans ene tinding og glinsede i lyset.
"Så, hvor kommer du egentlig fra?" spurgte han, mens han rastløst sad og rystede sin cola i glasset, som om den ligesom vin ville blive iltet og derved komme til at smage bedre.
"Danmark - du ved, den lille klat der kalder sig jeres nabo mod øst."
Han smilede. "Jeg kan godt huske Danmark; vi spillede et par koncerter dér i foråret. Smukt land. Smukke kvinder." Han så intenst - lettere flirtende, faktisk - på mig gennem krøllerne, der var faldet ned i hans ansigt.
"Det dér kan du godt droppe," advarede jeg - selvfølgelig med hentydning til hans flirten -, "jeg troede, du var her for at komme på rette spor?"
En mørk skygge gled ind over hans øjne, da jeg nævnte det.
"Undskyld," skyndte jeg mig at sige. Skyggen forsvandt hurtigt fra Harrys blik, inden han begyndte at grine svagt; en dyb rumlen, der kom helt nede fra maven.
"Jeg synes, du undskylder hele tiden."
"Undskyld," udbrød jeg tankeløst igen, og for så at gøre det hele endnu værre, undskyldte jeg også for at have sagt undskyld for at undskylde for meget. Totalt kikset. Det endte med, at jeg flovt slog hænderne op for munden for at forhindre flere uintelligente ord i at flyve ud af min mund. Harry grinede bare endnu mere. Hans latter steg, så den fyldte mine øregange som en blød melodi. Jeg selv kunne heller ikke lade være med at le med, så jeg igen skulle pine de omkringværende mennesker - nok mest Harry - med min højrøstede, perlende og yderst ucharmerende latter. Selvom jeg ikke som sådan havde noget problem med min latter - faktisk havde jeg lært at leve med den og var begyndt at se den som en vigtig del af mig - følte jeg mig alligevel kejtet ved siden af folk som Harry, hvor det eneste, man kunne tænke på, når han grinede, var den kildrende fornemmelse, der bredte sig helt ud i tæerne, fordi hans grin var så varmt. Folk som Harry, der helt sikkert stod forret i køen, da Vorherre delte ud af latterbøssen.
          Han stoppede sin latter og tog sin sandwich op til munden for at tage en bid. Uheldigvis for ham fik trykket i den ene ende alt fyldet til at ryge ud i den anden, så han kun sad tilbage med brødet, mens resten lå på tallerkenen. Han udstødte irriteret et kort grynt, inden han smed brødet fra sig og tørrede sine fingre, der havde fået halvdelen af dressingen over sig.
          Jeg kunne ikke lade være med at le, og selv da Harry sendte mig et blik, der kunne have svitset enhver, var jeg ikke i stand til at stoppe, men måtte tværtimod tage mig kraftigt sammen for stadig at kunne trække vejret. Ikke på grund af sandwichen, men på grund af hans ansigtsudtryk. Til sidst syntes han ikke, det var sjovt mere, og kastede med et olmt blik et stykke salat på mig, så det ramte lige på næsen.
"Ad, hvor er du klam, Harry," hvinede jeg og kastede et stykke tilbage. Jeg var bare ikke nær så heldig med mit sigte, så i stedet ramte jeg ham kun på hagen.
"Og det er du ikke nu, eller hvad?" gav han igen med et smil. De dybe smilehuller havde indfundet deres plads og blev siddende længe efter, at vi begge havde overgivet os til, at det alligevel var bedre at bruge maden til at spise end til at kaste efter hinanden.
          Jeg skar en grimasse ad ham og tog en tår af min sodavand.
"Jeg er faktisk glad for, at jeg fortalte dig alt det, Katrine," mumlede han pludselig og så over på mig. Hans blik var gennemtrængende, men under overfladen lå en usikkerhed, jeg aldrig havde troet ville være at finde hos en kendt, der var vant til lidt af hvert. Det gjorde mig en smule nervøs. Hele min mave var én stor sommerfugl, da jeg hudløst ærligt svarede: "Det er jeg faktisk også rigtig glad for, at du gjorde, Harry." Jeg skiftede stemmeleje, så der nu lå en drillende undertone bag mine ord. "Men du bliver simpelthen nødt til at lære at sige mit navn rigtigt. Hvis vi skal ses fremover, går det ikke, at du siger det, som om du er ved at kaste op samtidigt."
"Så må du jo lære mig det."
          Jeg gik i gang med en detaljeret undervisningslektion i bløde d'er, e som udtalt endelse og andre finurligheder ved det danske sprog.

~

Solen var nu gået helt bag det tætte skydække, der på samme tid, som det holdt solen ude, også holdt varmen lukket inde. Luften var tæt, fugtig og så tyk, at man næsten kunne skære igennem den. Harry og jeg stod på hans terrasse og så ud over vandet og de brusende bølger, mens vi stillede hinanden ligegyldige spørgsmål for at lære hinanden at kende.
"Æble- eller appelsinjuice?" Endnu et fuldstændig tåbeligt spørgsmål, der alligevel var med til at gøre vores bånd stærkere.
"Appelsin! Medmindre det er helt friskpresset smager æblejuice alt for surt." Jeg skar en grimasse ved tanken om den syrlige smag, der på mange måder - desværre - gav mig associationer til bræk.
"Converse eller Vans?" Harry nåede ikke engang at blinke, før han svarede: "Converse. Ingen tvivl. Det har og vil altid kun være Converse!"
"Kan du ikke lide Vans?" spurgte jeg mistroisk.
"De er da fine nok, men bare et dårligt alternativ til Converse."
"Så det er derfor, du selv har et par på nu?" Jeg kunne ikke lade være med at finde dobbeltmoralen en anelse komisk.
          Han tøvede, inden han svarede. "Det er... det var nogen, management købte til mig, fordi de mente, at jeg gik for meget i Converse, og at jeg skulle stoppe med at låne Louis'."
"Og de kan godt bare bestemme, hvilke sko du skal gå i? Jeg troede ikke, du lod dem styre dit liv?" Han knyttede næverne hårdt sammen, så knoerne blev helt hvide.
"Nogle ting er bare ikke værd at kæmpe om," endte han med at sige. Han sendte mig et lille smil, som jeg skulle lige til at gengælde, da en alt for velkendt og yderst irriterende, bippende tingest begyndte at larme hysterisk fra mit håndled. Jeg slukkede den med et suk og skulle lige til at gennemsøge min hjerne for en undskyldning at stikke Harry, fordi jeg blev nødt til at gå, men han kom mig i forkøbet.
"Hvad er det dér i grunden? Hvad gør den?" Han lød oprigtigt nysgerrig, men samtidig en smule skeptisk, da han tog fat om mit håndled og forsigtigt drejede uret mellem sine fingre. Det var jo trods alt ikke noget almindeligt ur, og det viste en del andet end bare klokken, så jeg trak hurtigt, men alligevel så diskret og ikke-afvisende, jeg kunne, hånden til mig.
"Det, øh... Det er, øh... Bare et ur, du ved. Alarmen er egentlig bare, fordi jeg havde lavet en aftale med mine forældre her klokken 14, så, øh..." Løgn. Det var løgn det hele. Jeg havde ingen aftaler med mine forældre klokken 14, og som I ved, var det heller ikke "bare et ur". Det målte også min puls og hjerterytme og mindede mig som bekendt om, hvornår jeg skulle tage min medicin. Til forskel fra mange andre på piller havde jeg ikke fået anvisninger på, hvornår på dagen jeg skulle tage min medicin, men havde derimod uret til at måle og fortælle mig, hvornår jeg havde brug for den. Det varierede faktisk nogle gange adskillige timer fra dag til dag, mens eneste fællesnævner var, at det altid var tre gange dagligt.
          Harry så skeptisk på mig. Jeg forsøgte at sætte den troværdige facade på, mens jeg indvendigt krydsede alle fingre og tæer og bare håbede på, at han godtog den, mens jeg bed mig i læben.
"Så... du skal til at hjemad nu?" Hans øjne var splittede i tvivl, men hans spørgsmål gav mig chancen for at overbevise ham.
"Ja, desværre. Min mor har vist planlagt et eller andet - helt ærligt ved jeg ikke engang, hvad det er." Jeg forsøgte at lyde ekstra troværdig ved at tilføje et lille grin.
"Men det har ringet før. Den første dag - da du gik ind i mig. Hvorfor havde du sat en alarm til dér?" Han var helt klart ikke overbevist. Mine håndflader blev svedige, som jeg stod dér og følte mig som en, der står foran dommeren og skal forsøge at tale sin sag uden beviser.
"Øh... Jeg skulle, øh... Altså, jeg havde lovet de gamle, at jeg ville være tilbage efter en halv time, og jeg er ret dårlig til at holde tiden, så..." Jeg kunne have slået mig selv hårdt i hovedet med en stegepande. Jeg bed mig i læben og lukkede øjnene kort i, mens jeg bad til, at han ville lade den ligge.
          Efter et par sekunder udstødte han et dybt suk og nikkede så.
"Jeg følger dig hjem," fastslog han så. Ikke noget med høflige forespørgsler; det var faktisk næsten en ordre.
"Harry, det... Jeg kan godt selv vejen." Jeg prøvede mig med humor for ikke at få ham til at fatte mistanke. Hvis mine forældre så ham, ville der ikke gå lang tid, før han fandt ud af, at der slet ikke var nogen aftale kl. 14.
"Men det kan grækerne også, husker du nok."
"Men det er jo midt på dagen, Harry," grinede jeg - denne gang oprigtigt.
"Eller tænk hvis du faldt ned ad trapperne; det kan vi simpelthen ikke have." Jeg rullede med øjnene - kampen var tydeligvis tabt.
          Han smækkede døren, da vi begge var kommet ud, og vi begyndte langsomt at gå. Der var et enkelt niveau mellem Harrys og min hytte, og vejen var hurtigt tilbagelagt. På trods af det og den situation, det kunne ende i med hensyn til, hvis mine forældre så ham, var jeg alligevel glad for at have ham ved min side. Han gav mig en følelse af klippestærk tryghed. For første gang siden alt det med mit hjerte, følte jeg, at der var en sikker havn for mig. Jeg skammede mig over at tænke sådan. Harry var kendt og langt fra på samme niveau som jeg. At tænke på det her som mere end et spinkelt og midlertidigt venskab var selvisk og urealistisk. Derfor skubbede jeg hurtigt tanken væk og holdt en høflig og ikke alt for varm attitude, da vi sagde farvel. Alligevel kunne jeg ikke holde mig fra at stå at kigge efter ham, da han en anelse foroverbøjet og med hænderne skødesløst i lommerne traskede den anden vej igen.

 

Så kom der langt om længe en opdatering!
Ingen undskyldning kan forsvare den her ventetid, men jeg kan fortælle, at jeg virkelig, virkelig, virkelig er ked af det! Tiden på efterskolen går altså bare anderledes end alle andre steder...
Derudover beklager jeg det dårlige kapitel! Det har været næsten færdigt i evigheder, men jeg har været så utilfreds med det, at jeg har haft den største lyst til at slette det og lave det om 500 gange, men tiden har ikke været der, og det er jo også ret vigtigt, at der ikke springer en bombe i hvert eneste kapitel... Så here it is!
Håber I alle har det goooodt! :-D
Live unique!
- SV

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...