Én for meget..

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2013
  • Status: Igang
Hayley og Jasmin er tvillinger, men de har intet tilfælles – ikke engang deres fødselsdato. Imens Hayley knokler hårdt hver dag for at opretholde sin populære status på skolen og sine gode karaktere, så hun kan opnå sin drøm om at blive skuespiller, lever Jasmin det liv Hayley altid har drømt om. Jasmin har netop fået hovedrollen i en film, der forventes at få succes over hele verden, og oven i det skal hun spille sammen med Hayleys absolut største idol – Patrick Harris. Hayley forsøger tappert at leve sit liv uden at tænke på sin søster og alt det hun har, men da rygterne begynder at svirre om, at Patrick og Jasmin er blevet kærester får Hayley nok og beslutter sig for, at hun vil have, hvad hendes søster har. Da en uventet mulighed pludselig dukker op griber hun den uden tøven, og hun tænker slet ikke over konsekvenserne..

17Likes
22Kommentarer
1147Visninger
AA

8. Kapitel 8 - Ikke længere alene

Telefonens insisterende bippen river brat Hayley ud af sine forvirrede tanker. Det er Jasmins telefon og ringetonen er stadig uvant selvom hun har brugt den et par dage nu. Hun kan stadig ikke rigtigt lide at tage den, det er som om hun røre ved noget der er dybt privat og ikke vedkommer hende. Hvilket det jo heller ikke helt gør, og så alligevel. Hun tager sig sammen, trykker på den grønne knap og tager telefonen op til øret.

     ”Hallo?” spørger hun. Nummeret er ukendt.

     ”Jasmin? Det er Patrick,” lyder en sprød og tiltrængt stemme. Han er den eneste hun vil snakke med lige nu.

     ”Hey,” siger hun og antydningen af et smil vises på hendes ansigt.

     ”Du lovede at ringe i går,” siger han en smule skuffet, men han lyder ikke sur.

     ”Undskyld,” svarer Hayley oprigtigt. ”Det.. Der skete så meget.”

     ”Det tænkte jeg nok.” Hans stemme er medfølende. ”Hvordan går det med hende?”

     ”Det er stadig det samme,” hvisker hun stille. ”Men for hver dag bliver chancerne større.” 

     ”Jeg ved godt jeg måske er lidt påtrængende og det er bare et tilbud, men har du brug for lidt selvskab nogle timer? Så kan du også blive klar til i morgen, hvis du altså stadig kan overskue at følge Johns anvisning. Jeg vil gerne hjælpe dig lige meget hvilken beslutning du tager.”

     Hayley overvejer det, og tusinde små tanker når igennem hende hoved inden hun svarer. For det første er hendes forældre ikke hjemme, for det andet virker det stadig ikke til at Patrick mistænker hende for noget og for det tredje så kunne hun virkelig godt bruge noget selvskab til at aflede sine tanker lidt.

     Men der er også meget, der taler i mod. Alt for meget. Hendes forældre kan komme hjem når som helst. Hun lyver over for Patrick, der tror hun er en anden, og mest af alt er der det hun ikke må tænke på. Det der gør så ondt og fylder så meget at hun næsten ikke kan overskue tanken om at lukke en ny fyr ind i sit liv.

     Nathan.

     ”Jasmin? Er du der?” Patrick stopper hendes flyvske tanker.

     ”Ja.” Hayley er lettet over at hun aldrig fik tænkt tanken til ende. Hun tager en dyb indånding. ”Jo, du må meget gerne komme, det ville jeg blive glad for. Men det kan bare ikke blive for længe.”

     ”Så kommer jeg.” Hun kan høre på hans stemme at han smiler. ”Vi ses om lidt.”

*

      Hayley bruger den halve time hun har til rådighed på at pynte sig selv lidt. Det uglede hår der er mærket af en lang dag, bliver redt igennem og sat i flere forskellige frisurere inden hun beslutter sig for bare at hænge det løst. Hun har forsøgt at lave lidt krøller i det, men hun kan ikke rigtigt blive tilfreds med resultatet, og hun håber bare at Patrick vil tro at det er resterne fra dagens udklædning som Madeleine.

     Da det ringer på døren går der let panik i hende, men hun tager en dyb indånding, tjekker sig selv en sidste gang spejlet og går så ned og åbner.

     ”Hey.” Patrick giver hende et let kram og træder indenfor. Han ser sig anerkendende omkring i det store hus og et smil kruser hans læber. ”I bor sgu flot, det må jeg sige.”

     Hayley smiler og slapper lidt mere af. Men hun svarer ham ikke. I stedet lader hun ham bare gå rundt i tavshed og kigge sig lidt omkring.

     ”Kender du det at man har en forestilling om hvordan der ser ud der hvor folk bor og når man så ser det, så passer det slet ikke sammen?”

     ”Ja,” svarer Hayley. ”Jeg tror aldrig jeg har prøvet hvor det rent faktisk passede.”

     ”Heller ikke mig.” Patrick flytter gardinet der dækker ind til hendes forældres soveværelse. Så snart han ser rummet trækker han for igen og stopper op. Han ser lidt flov ud. ”Du må sige til hvis jeg er for påtrængende. Jeg er bare så vant til at kigge rundt hos alle de mennesker jeg besøger.”

      ”Nej slet ikke. Men jeg tror nu at de mennesker du er vant til at besøge har et lidt mere spændende hjem.” Normalt ville det have irriteret Hayley at nogen gik rundt og gloede på alt på den måde, men når nu det er Patrick, så kan hun godt se hen over det. Faktisk har hun lidt svært ved at forstå, hvad der foregår lige nu. Er selveste Patrick Harris virkelig i hendes hus lige nu? Hvor heldig har hun lige lov at være?

     ”Njah, det vil jeg nu ikke sige. Det er faktisk overraskende hvor almindelige de fleste af de kendtes huse er. Det er mit også.”

     Hayley smiler let. ”Det må jeg se en dag.” Det var aldrig noget Jasmin ville have sagt. Det ville hun have været alt for tilbageholdende til. Men Hayley bliver nødt til at prøve at være sig selv. Hun må holde fast i de dele af sig selv som er værd at sætte pris på.

     ”Du skal være velkommen,” smiler Patrick. ”Men forvent nu ikke for meget.”

     ”Det gør jeg heller ikke.” Hun mærker varmen fra hans smil helt nede i maven, men det er som om den brænder lidt for meget.

*

Det er faktisk først da både hende og Patrick har stillet sig ved deres startpositioner i hver ende af Jasmins værelse at Hayley kommer til at tænke på hvad det helt præcist er der komme til at ske. De skal øve en scene hvor Madeleine og Gordon skal kysse hinanden. Hun skal kysse Patrick, og der er ikke noget – hverken kameraer eller instruktører – der kigger på dem.

     ”Du virker lidt utryg?” Patrick ser bekymret på hende.

     ”Det er ikke din replik.” Hayley prøver at se upåvirket ud.

     ”Nej men indrøm det bare. Du er lidt tiltrukket af mig.” Han træder hen til hende og står helt tæt på. Præcis som Gordon skal. Hayley er forvirret et øjeblik, men spiller så med på den og forsøger at slappe af.

     ”Nej,” svarer hun selvsikkert. ”Ikke det mindste.” Hun træder et skridt tilbage. Lader hendes blik flakke let.

     ”Jeg kan bevise det,” fortsætte han insistererende. Hayley træder endnu et usikkert skridt tilbage. Hun ved det er for voldsomt inden at Patrick overhovedet når at sige noget.

     ”Undskyld. Kan vi ikke lige tage den forfra?” Hun har det lidt lettere med at sige undskyld til Patrick. Han prøver i det mindste at forstå hende, selvom han aldrig vil kunne det helt.

     ”Jo selvfølgelig. Bare prøv om du kan slappe lidt mere af. Her er der ikke andre end mig der ser på dig,” siger han. Hans medfølelse og hjælpsomme tone får det til at gøre ondt helt inde i hjertet på Hayley. Det er første gang en fyr har snakket sådan til hende siden..

     ”Jeg skal nok prøve.”

     Efter tre gange lykkedes det endelig, men Hayley træder et skridt baglæns da Patrick læner sig frem imod hende for at bevise hendes tiltrækning. Patrick stopper forvirret op.       

     ”Du har da ikke et problem med at kysse mig, vel? Det må du da have trænet før med en hel masse andre?”

     Hayley føler sig pludselig rædselsslagen. Nu kan hun ikke vikle sig uden om det mere. Hun skal kysse ham og hvad end der vil ske inden i hende når hun gør det, så må det bare følge med.

     ”Undskyld. Det er bare.. Nej, lad os bare lige prøve igen, jeg var ikke klar.”

     ”Okay,” Patrick ser stadig forvirret ud da han træder tilbage til der hvor han skal starte. Kun få sekunder efter når de til kysset og lige inden han presser sine læber imod Hayleys ser hun tusinde ting i hans øjne. Hun ser først og fremmest de ting Gordon skal udstråle – kærlighed, passion og en trang til at bevise noget. Men hun ser også tydeligt de ting som Patrick udstråler. Bekymring, usikkerhed og en kærlighed som er en hel anden end Gordons. Meget mere skrøbelig og usikker.

     Hans læber brænder. Hayley gengælder kun kysset i den tid hun absolut er nødt til det, og da hun trækker sig væk presser tårerne sig så meget på at hun hverken kan overskue at spille Madeleine eller Jasmin. Nu er hun bare Hayley. Hayley der har fundet i følelse frem i sig selv som hun troede hun havde tabt. Forelskelse. Forelskelse og et ægte brændende begær.

     ”Hvorfor har jeg på fornemmelsen at der ligger meget mere bag det her for dig end Gordon, Madeleine og mig?” siger han og tørrer en vildfaren tårer væk med sin tommelfinger. ”Der er noget du ikke har fortalt mig, er der ikke?”

     ”Nej,” svarer Hayley og snøfter hidsigt. ”Det er bare alt det med Hayley og..” Hun hader at bruge sin søster som en falsk undskyldning, men hun kan ikke fortælle Patrick om Nathan. For det er jo hendes hemmelighed og hendes sorg. Ikke Jasmins.

     ”Det er okay.” Patrick sætter sig på Jasmins seng og gør mine til at hun skal sætte sig ved siden af ham. ”Er du nu også sikker på at du overhovedet kan klare at fortsætte? Jeg mener bare..” Han tøver da han ser Hayleys små irriterede blik skinne igennem tårerne. ”Det her er en stor chance for dig, det ved jeg godt, men den skal nok komme igen. Måske du skal vente til du er klar? Jeg er bange for du kommer til at fortryde det andet.”

     ”Jeg kan godt klare det!” svarer Hayley hidsigt. ”Giv mig nu for fanden da en chance!” Hun har ikke kontrol over sig selv. Hun er så træt af alle de mennesker der kritisere hende. Hvordan fanden kunne hun også selv tro at hun kunne efterligne sin fucking perfekte søster? Hun er allermest vred på sig selv, men også på Patrick og på John. Fordi ingen af dem tror på hende.

     ”Okay!” Patrick rækker overrasket en hånd i vejret. ”Men du er bare alt for oprevet nu. Jeg tror ikke vi skal fortsætte i dag, og jeg er måske bare ikke sikker på at du er klar til i morgen, og jeg ved ikke om du kan klare at John er lige så hård ved dig som han var i dag en gang til.”

     ”Stop.” Hayley tager en dyb indånding. ”Stop med at sidde der og kalde mig talentløs og lades som om at jeg ikke kan klare noget som helst. Enten så bliver du her og tror på mig, eller også så går du.”

     Patrick rejser sig også op nu. ”For det første så kaldte jeg dig ikke talentløs, og for det andet så må du gerne lige være sød at huske at jeg prøver at hjælpe dig inden at du går amok på mig. Jeg havde masser af andre ting jeg kunne have brugt min aften på, men jeg kom her for din skyld.”

     ”Men jeg er jo åbenbart håbløs, ikke? Siden du allerede har opgivet at gøre scenen færdig sammen med mig?”

     ”Jeg har ikke opgivet det,” svarer Patrick og stirrer lidt opgivende ud i luften. ”Jeg er bare ikke interesseret i at presse dig til noget du ikke er klar til. Hvad er der galt i det?”

     ”Der er ikke nogen der presser mig til det her Patrick. Jeg har drømt om denne her chance så længe jeg kan huske og Hayley ville have ønsket at jeg greb den!” Hun er så ophidset nu at det kun er på grund af øvelsen at hun husker at omtale sig selv i tredje person.

     Patrick tøver let. ”Jeg tror Hayley ville have ønsket at du passede på dig selv. Hun holder mere af dig end du tror.”

     Noget dybt inde i Hayley rører på sig ved lyden af den sætning. ”Det ved du ikke en skid om.” Hun ser ned.

     ”Du glemmer at jeg var der i mandags. Jeg så hvordan hun beundrede dig, og hvordan hun var stolt af dig. Men jeg så også at du glemte hende lidt. Jeg er ikke sikker på at du kender hende så godt som du ville ønske at du gjorde.”

     ”Lad være med at sidde der og tro at du kender mig eller hende. Du mødte mig første gang for to uger siden!” Hayley er helt oppe i det røde felt nu. Det gør så ondt i hende at høre de ting han siger at hun skubber det væk med vreden.

     ”Jeg kender dig ikke særligt godt, det ved jeg.” Patrick rækker ud efter hende. ”Men jeg har også en bror som ingen aner hvem er og som lever et ganske normalt liv. Det er ikke altid som nemt for dem at være i skyggen af os, som vi gerne vil tro.”

     ”Lad være.” Hayley stirrer fokuseret på hans hånd der kommer tættere og tættere på. Han trækker den til sig igen.

     ”Hvorfor vil du ikke forstå at jeg ikke er ude på at skændes med dig?”

     Hayley sætter sig fortvivlet ned. Hendes følelser er et kaos. Patrick, Jasmin.. Og et eller andet sted bagved ligger Nathan der også. Han vil ikke forsvinde. Eller rettere hun vil ikke have at han forsvinder.

     Denne gang er det hende selv der tage initiativet og lader sig lukke ind i hans arme. Som han sidder der og holder om hende lukker hun sine øjne og lader tårerne komme. Hun tænker ikke over hvem det er der holder om hende, eller hvorfor. Den eneste klare tanke der er i hendes hoved nu er at hun på en eller anden måde ikke længere er alene. Og det er den største lettelse hun har oplevet i meget lang tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...