Never dying love

Intet er uendeligt. Lykken er ingen undtagelse. Lykken stopper på et tidspunkt, brat, uden nogen som helst form for advarsel. Det kommer som en overraskelse: Det ene minut er man lykkelig uvidende, det næste kommer det som en flodbølge over en. Ligeså glad man er for noget, så ked af det kan man blive, når det er væk.
Derfor kan det have store konsekvenser, når du gør noget til omdrejningspunktet for dit liv, og så når det er væk. Hvad skal du stille op? Hvad skal du gøre, når du hele tiden har levet for den ene person, og når han så ikke er der mere?
Carrie har alt: den perfekte kæreste, det perfekte arbejde, den perfekte familie, de perfekte venner, det perfekte liv. Eller ikke helt så perfekt, åbenbart. For én ulykke kan ændre det hele. Én ulykke kan sætte en stopper for al lykken. Én ulykke kan ødelægge det hele. Men hvordan kan man fungere uden lykke? Og kan man overhoved finde den igen, når den der hele tiden har været kilden til den, pludselig ikke er der mere.

5Likes
2Kommentarer
434Visninger
AA

2. <>1<>

Jeg trak med besvær vejret dybt ned i maven og pustede ud. Bare det at trække vejret gjorde ondt. Det skar sig som knive i mit bryst og mindede mig om, at jeg var i live. Ikke fordi det var særlig rart at blive husket på. Men jeg havde efterhånden glemt, hvad rart var. Mine øjne gjorde ondt. De var trætte; jeg sov aldrig rigtig mere om natten. De kolde, mørke nætter som bar på al ondt. De nætter som engang blev brugt til hvile, til at lade op til næste dag. Det er lang tid siden nu. Alt er lang tid siden nu. Eller det føltes sådan. Jeg ved ikke hvor lang tid siden, det rigtig er. Dagene flød sammen med nætterne og blev bare til en masse; umuligt at skille ad. Dagene flød over hinanden, ligesom ugerne.

Mit ansigt var stift som en maske, men det var det jo også ikke? En maske for min sjæl. Et billede på hvem jeg var. Min maske viste, hvordan min sjæl havde det; flænset og pillet op af sorg. Tusinde af knive sad fast i mit kød, og jo mere jeg trak vejret, jo dybere borede de sig ind. De dræbte mig ikke, selvom jeg ville ønske, at de gjorde, de fik mig bare til at lide, hvilket var meget værre.

Med vante skridt slæbte jeg min krop ind til det tomme og døde værelse; soveværelset. Jeg havde ikke kunnet sove herinde siden ulykken. Bare at være herinde fik det til at vende sig i mig, det fik galden til at stige. Jeg synkede og tvang min mave i ro. Der var så tomt og stille. Ikke en lyd. Ikke en lyd i hele lejeligheden. Sengen var stadig uredt fra den dag. Rodet var helt det samme. Det eneste der var anderledes var gardinerne, som var trukket for.

Jeg lukkede øjnene og snuste ind. Den svage duft af Ham sad stadig fast i rummet og fik hårene på mine arme til at rejse sig. Min fødder bragte mig hen til hans skab, og min hånd åbnede skabsdøren og hev sweateren ud. Hans ynglings. Den jeg gav ham. En klump samlede sig i min hals, men alligevel borede jeg mit ansigt ned i det bløde bomuld og snuste hårdt ind. Duften som var så kraftig, fik mit hjerte til at banke hårdt og hurtigt, og mine knæ blev bløde. Det kørte rundt i mit hoved og gjorde mig frygtelig svimmel, men jeg stoppede ikke. Jeg blev nødt til at blive ved. Da det føltes, som om jeg skulle falde, hev jeg ud efter noget, for at holde mig oppe, og holde krampagtigt fat i skabsdøren, som var det nærmeste, der var. Trøjen faldt på gulvet og en klump samlede sig fast i min hals og blev større og større. Den kvalte mig. Den truede med at vokse sig så stor, så jeg ikke kunne trække vejret overhovedet. En kvalme skyllede ind over mig, og af ren refleks løb jeg ud på badeværelset og landede på knæ foran kummen. Intet udover galde og spyt kom op, men min mave trak sig sammen og gjorde frygtelig ondt.

En frygtelig lyst til at græde vældede over mig i kraftigere bølger end normalt, men ikke én tåre forlod mit øje. Måske fordi at et menneske har et vist antal af tåre, og så havde jeg opbrugt dem alt sammen. Der var ikke mere at give fra. I stedet klynkede jeg. Pibelyde forlod min mund i sorg.
Han havde forladt mig. Verden. Alle. Han kom ikke  tilbage. Aldrig nogensinde. Han kom ikke til at holde om mig, eller til at hviske mit navn i mit øre. Jeg kom aldrig til at mærke fornemmelsen af hans læber mod mine. Jeg rejste mig op og slæbte mig ud i stuen. Der hvor jeg tilbragte mest tid, hvis ikke jeg sov henslængt op af et møbel. Jeg sendte et træt men hårdt blik til telefonen, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne udsætte det længere. Mindst hundrede ubesvarede beskeder lå på min telefon. Altid det sammen; "vil du ikke gå en tur?", "skal jeg kommer over?", "jeg er virkelig ked af det", "er du sikker på, at du er okay?". Sandheden var, at de anede ikke en skid om, hvordan jeg havde det. De sagde det bare fordi, de var nødt til det.

I stedet for at trykke på knappen "lyt" trykkede jeg på "slet". Slet alt og alle. Fjern det. Det sidste jeg havde lyst til var at høre lyden af folks medlidenende stemmer. "Gud, jeg er virkelig ked af det. Er du okay? Selvfølgelig ikke det. Men, søde, tror du ikke, at du ville have godt af at komme lidt ud? Jeg mener, det er jo trods alt ti uger siden. Bare... lidt frisk luft... Nårh men..." den akavede tavshed. "Ring når du hører dette, okay? Du ved, vi er her for dig." Altid det samme. Der var ingen, der vidste, hvordan jeg rigtig havde det. Ingen der havde den samme kvalmende fornemmelse, eller den dræbende følelse, hvis altså de havde en følelse. Bare tomt...

LouLou

Jeg stoppede min sletning og så på kontakten.

Louis.

Harrys bedste ven. Og min gode ven.

Min finger fjernede jeg fra "slet" til "lyt".

"Hej Carr... Din mor siger, at du aldrig svarer... jeg ville bare... jeg ved hvordan du har det, og du kan ikke bare isolerer dig fra.... virkeligheden. Det ville han ikke have ønsket. Han ville ikke have ønsket at se dig sådan... Ring til mig, Carr. Vil du ikke nok? Ring til mig. Jeg ved hvordan, du har det. Tror du det er let for mig? Ring til mig... Farvel." Hans stemme var grødet og træt. Han var den eneste, der lød oprigtigt. Den eneste der var tæt nok på... Jeg trykkede på hans nummer og løftede langsomt mobilen op til øret.

1 ring

2 ring

3 ring

4 ring

"Det Louis."

"Det- " Min stemme skælvede, og jeg tog en dyb indånding. "Det er Carrie." Der blev stille. Der blev fuldstændig stille. Den eneste lyd der var, var lyden af hans åndedrag. Længe stod vi bare og åndede ind i telefonen. Ingen afbrød stilheden. Ingen sagde noget. Igen krøb kuldegysningerne ind over mig og hev i mine hår. Mit åndedrag blev hurtigere og den sædvanlige klump samlede sig i min hals.

"Jeg savner ham så meget," græd jeg og mine ben knækkede sammen under mig. Det hårde, kolde trægulv mødte mig hårdt og brutalt, men jeg var ligeglad. Den største smerte var den inden i mig. Da min gråd var stilnet af, sagde han:

"Også mig, Carr. Også mig." Jeg rystede på hovedet, selvom jeg ikke vidste hvorfor.

"Vil... vil du ikke nok komme over? J-jeg kan ikke være... alene," min stemme truede med at knække, da jeg talte.

"... Jeg kan- jeg kan ikke... Jeg kan ikke være der... hvor han sidst var." Håbet forsvandt fra mig, og slukkedes som et lys, der langsomt går ud. "Kom over til mig," det lød som om han led. "Jeg skal nok hente dig... og, du kan bare blive her." Jeg nikkede taknemmeligt. jeg havde brug for at komme væk herfra.

"Tak, Lou. Jeg els- tak." Jeg stoppede mig selv, da jeg kom i tanke om, hvad jeg var ved at sige. Normalt, ville jeg have sagt det uden problemer, men nu... Nu virker det så... forkert. Jeg afbrød forbindelsen og stirrede længe ud i luften. En del af mig, kunne ikke holde den stilhed og den ensomhed denne tomme lejelighed havde, ud, men en anden del af mig havde ikke lyst til at forlade Harry... Den havde ikke lyst til at gå væk herfra. Her hvor en sidste del af Harry sad fast. Hans sidste duft, det sidste minde. Jeg sank og tvang mig ud for at tage sko på. Min samvittighed skreg, at jeg så forfærdelig ud, og at jeg i det mindste skulle tage et bad, eller bare tage noget nyt tøj på, men den side ignorerede jeg. Jeg ved ikke hvor lang tid siden, jeg sidst havde sat en vask over.

Jeg tog et par store, mørke solbriller på og lynede mine sko. Jeg registrerede ikke rigtig, hvad jeg gjorde, før jeg endte på gaden, og kulden slog mig som et slag i hovedet. Jeg trak min jakke sammen om mig og skar en grimasse.

"Hey!" Mit hoved drejede 90 c. efter lyden af den velkendte stemme. Mine læber bevægede sig ganske svagt opad, som kunne fortolkes som en grimasse, men var et smil. Jeg blev lettet over, at jeg ikke var den eneste, der så forfærdelig ud. Han havde svage rander under øjnene, som hang og så tunge ud. Den grå hue gemte hans hår væk, og et par solbriller hang i trøjens hals. Et par grå, beskidte joggingbukser hang løst om hans hofter, som så en del tyndere ud. Bare synet af det menneske jeg holder så meget af have det dårligt, skar sig ind i mit hjerte og ved tanken om, hvad det var, der fik ham til at føle sådan, ramte mig som kulden; et skarpt slag i ansigtet.

Min krop endte i ens favn, som jeg kunne gætte mig til var hans. Hans arme var omkring mig, men de var ikke som de skulle være; de var ikke Harrys. Hans krop varme omsluttede mig sammen med hans duft. Jeg kunne regne mig frem til, at han ikke havde været så meget i bad, men hans duft sad stadig som syet til ham og omkransede ham. Alt for hurtigt var krammet overstået, så han alt for hurtigt trak sig væk.

"Vi må hellere... skynde os hjem..." sagde han, imens hans blik flakkede rundt. Jeg nikkede svagt og bed mig hårdt i læben. Selvom vi ikke rørte hinanden, gik vi automatisk helt tæt. Det var beroligende at være sammen med Louis. At være sammen med noget så velkendt og rart. En fra de glade timer. En der stod tæt på Harr- på Ham. Bare tanken om Ham fremkaldte en knude i min mave og en mærkelig, men velkendt trykken for brystet. Min vejrtrækning blev ustabil og overfladisk. Automatisk fandt jeg min venstre arm og strammede hårdt til med højre hånd. En manøvre der fik mig til at vende tilbage til nuet. Den huskede mig på, at jeg levede, og at jeg stadig kunne føle smerte. Den gjorde mig lettet, for nogle gange kunne jeg blive i tvivl om, jeg var her. Smerten føltes nogle gange så stor, at jeg blev i tvivl om, jeg var sindssyg, eller bare ikke i live mere.

"Er du okay?" spurgte Louis med bekymrede øjne. Jeg nikkede og skyndte mig at klø min arm, i stedet for at klemme den. Vi stoppede foran den genkendte lejelighed, og Louis fandt sine nøgler frem. Jeg betragtede vinduets beskidte overflade, hvor en masse fedtpletter tydeligt sad på. Louis holdte døren for mig, da jeg gik ind og gik hen imod elevatoren. Jeg havde været her så mange gange før, at det nærmest føltes som et andet hjem. Vejen op foregik i stilhed, ingen af os orkede eller havde lyst til overfladisk smalltalk, og ingen ved hvad, vi skulle sige, hvis det ikke skulle være overfladisk, så stilhed var bare oplagt.

Jeg kunne mærke, trætheden stadig sad fast i mig og gjorde mine øjenlåg tunge som vægte.

Elevatorens dør åbnede, og jeg skyndte mig ud fra det lille rum, der nærmest truede med at kvæle mig. Louis fulgte træt efter mig hen mod hans dør og låste op for den, så vi kunne komme ind. Hans lejelighed var slet ikke, som jeg huskede den. Hvad var der sket med det store, lyse og åbne sted? Jeg stod med store øjne og stirrede rundt. Breve lå uåbnet på gulvet, gardinerne var rullet omhyggeligt helt ned, alt var bare rodet. Her stank. Af mad og... sorg. Her lugtede ufattelig meget af sorg. En klump samlede sig i min hals og trangen til at græde vældede frem, men mine øjne var helt tørre. Jeg gik langsomt ind i rummet og gik hen imod sofaen, hvor jeg skulle til at sætte mig, hvis ikke det var fordi der var en gammel pizza. Jeg tog den med to fingre og smed den væk, før jeg satte mig. Jeg begravede mit hoved i hænderne.

"Hvad er der sket med os?" mumlede jeg. Louis rørte sig ikke. Han stod stadig pænt i døråbningen og så på mig. Betragtede mig med sine døde, tomme øjne. Hvad var der sket med den dreng, der altid kunne få et smil eller et grin frem? Den dreng der havde en gnist, som åbenbart var blevet slukket nu. Hvad var der sket? Det var uretfærdigt. Det burde ikke ske for sådan en som ham. Han burde ikke... Føle sådan her.

"Vi bliver nødt til at... komme videre," hviskede jeg og snakkede mest på hans vejne. Han kunne ikke bo sådan her. Et fnys forlod hans læber.

"Og hvordan har du tænkt dig at gøre det?" han lød næsten hånlig, men det var ikke rettet mod mig. "Han har fucking forladt os, Carr. Han kommer ikke tilbage! Han kommer aldrig tilbage!" råbte han.

"Jeg ved det godt, Lou! Tror du ikke, at jeg ved hvordan, det er? At gå igennem hver dag ikke at vide, om ens hjerte vil holde gennem natten? At føle at ens verden er revet væk fra en? At al kærligheden er forsvundet fra én!" min stemme steg jo længere, jeg kom. "Tror du ikke?" hviskede jeg. Jeg knyttede mine næver, så hårdt jeg kunne og bed mine tænder hårdt sammen. Lou's øjne var fulde af tårer, men han holdte dem stædigt inde.

"Du fortjener ikke at føle sådan, Carr. Det gør du ikke." Han stirrede ned i gulvet på en af de mange pletter. Jeg sagde ikke noget. Der var intet, som føltes rigtigt at sige mere. Jeg havde bare lyst til at... sove. Sove fra det hele og aldrig vågne op igen.

"Jeg er træt." Jeg rejste mig op fra sofaen men stoppede, da Louis sagde noget.

"Vil du ikke nok blive?" Han lød så bedende, at det skar sig ind i mit hjerte. Jeg stod bare og så på, indtil jeg fandt ud af hvordan man bevægede sig. Jeg nikkede og gik hen imod en af gæsteværelserne. Jeg stod lidt og så rundt, før jeg huskede mig selv på, at jeg skulle bevæge mig. Louis havde fulgt efter mig og fandt en pude frem.

Jeg sagde ikke noget, men det var som om, at han vidste hvad, jeg tænkte, for han nikkede en enkelt gang, som om han havde hørt min mentale tak. Jeg lagde mig ned, og mærkede puden folde sig perfekt under mit hoved.

"Vil du ikke nok blive...?" spurgte jeg, da Louis skulle til at gå ud. Han vendte sig overrasket om, så han stod med front mod mig og nikkede så langsomt.

"Jeg kan ikke holde ud, at være alene hele tiden."

Han så forstående på mig og gik hen og lagde sig ved siden af mig. Vi lå lidt og så på hinanden uden at sige noget, før jeg faldte i søvn.

Før i tiden sov jeg hele tiden. Glædede mig til at jeg kunne sove og flyve væk fra al sorgen. Fra alle tankerne. Fra virkeligheden. Nu kunne jeg slet ikke. Det er som om, at minderne hjemsøgte mig hver gang, jeg lukkede øjnene. Det var forfærdeligt. Hver gang var han der. Hver gang jeg lukkede øjnene, så han på mig med sit søde smil og det krøllede hår strittende rundt om hans hoved. Som en marguerit.

Når jeg sov kunne jeg ikke kontrollere, hvad der skete. Minder, jeg ikke ville mindes, dukkede frem. Jeg havde ingen magt.

***

Langsomt. Ganske langsomt gik jeg fra sovende tilstand til at mit hoved bliver klarer og klarer. Eller oversat: jeg begyndte at vågne og huske.

Mine øjne åbnede langsomt for at beskytte sig selv mod virkeligheden. Jeg lå betydeligere tættere på midten af sengen og derved Louis, end da jeg faldt i søvn. Mit blik søgte over på Louis, som stadig sov med lukkede øjne og uglet hår. Hans træk var tydeligere  markeret, end jeg huskede det, og han var meget mere mager. Hans gnist var væk. Hans glade, skøre og fjollede person, var der ikke mere. Den person jeg - og Harr- Ham - elskede så højt.

Hans ansigt var ikke fredfyldt, som det burde være, når man sover, men fyldt af bekymringer og smerte. Det skar sig dybt ind i min mave ved synet, indtil mit blik vandrede ned til min hånd, som lå lige ved siden af hans helt udstrakt, som om nogen holdte fast i den. Som om jeg ventede på, at nogen tog fat i den. Jeg hev den hurtigt til mig og rejste mig op fra sengen. Min pande var ubevidst rynket, og mine arme var lagt over kors. Min mave vred sig. Hvorfor føltes det her... forkert?

Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik tættere på Louis for at studere hans ansigt. De hule kinder, den bløde mund, hans ubarberede skæg, de lukkede øjne og det rodede hår.

Lige udefra hans hjerte, havde han fået tatovering med bogstaverne: miss og så et bånd rundt om, som var knækket. Tatoveringen tilegnet til Harry. Jeg blev helt kold over at se den.

Jeg havde lyst til at lade mine fingre løbe langs båndets kant, men lod være. Det ville være for mærkeligt. Forkert.

Jeg rejste mig op og gik hurtigt ud af værelset. Hele stuen var indhyllet i en mørke. Alt var stille. Alt sov. Ligesom jeg burde. Jeg så på uret, der hang skævt i køkkenet. 4 a.m. Ikke morgen endnu. Problemet var bare, at jeg ikke kunne sove, selvom jeg havde sovet længere i dag, end jeg havde gjort i flere måneder.. Hele min krop var alt for frisk, men på samme tid var jeg også indhyllet i en tåge, der gjorde enhver bevægelse, jeg lavede langsom.

En følelse af ubehag fik mit til at væmmes ved mig selv. En pludselig trang til at være nøgen, kom over mig. Jeg tog min bløde sweater af, så  jeg stod i BH og tog så min nederdel af. Jeg havde sort undertøj på og knæstrømper, da jeg klokken fire om morgen, gik ud på Louis' altan og satte mig på en stol. Efter Harry døde, havde jeg fået en vane med at ryge. Før i tiden kunne jeg aldrig drømme om det. Det er en dyr vane, der er livstruende og dårlig for ens hud og stemme og ens lunger. Men der var noget beroligende ved at sidde med en cigaret i hånden og inhalere røgen helt ind i munden og puste det alt sammen ud igen i den kolde natteluft.

Ind ud, ind ud, ind ud.

Jeg betragtede de røgskyer, jeg havde givet liv og nu dansede igennem natten med deres smidige bevægelser. Min cigaret blev lille, så jeg skrabede den mod bordet, der stod så venlig ved siden af min stol, og så hvordan gløden gik ud, og aske samlede sig. Da den var helt død, kastede jeg den udover altanens rækværk. Bare den ikke landede på nogen. Jeg tog en ny fra min pakke og ignorerede skiltet, der var blevet en del af pakken, hvor der stod, hvad cigaretter gjorde ved en. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Tror de ikke, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg købte dem?

Jeg lå med mine ben udover stolens ene armlæn, og ryggen presset opad den anden. En underlig behaglig stilling. Jeg bed mig i læben og stirrede på gløden, der lyste op i mørket. Mit blik vandrede henover altanen. Der var et lille bord, to stole og intet andet. Jeg sukkede og kiggede ind, for at se hvad klokken var, da jeg fik øje på en skikkelse, der stod og betragtede mig i mørket. Så lagde jeg mærke til at døren også var åben. Jeg skulle til at skrige, da jeg opdagede, hvem det var.

"Louis..." mumlede jeg forvirret og mærkede, hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst af forskrækkelsen. "Hvor længe har du stået der?" Han svarede mig ikke men gik hen og satte sig på stolen overfor mig.

"Du ved godt, det der er dårligt for dig, ik'?" sagde han. Jeg kunne ikke så godt se hans ansigt, men det så ud som om, han så trist ud. Men det var åndssvagt, det kunne jo være lige meget om jeg røg eller ej.

"Kommer du ikke ind? Du bliver syg, hvis du er herude med det tøj på." Jeg gad ikke svare ham, men bed i min tommelfingernegl.

"Kan du ikke være ligeglad, jeg er ikke dit problem." Jeg vidste godt, at jeg var grov overfor ham, fordi han kun prøvede at være sød og hjælpe, men jeg havde bare brug for at være alene.

"Jeg er ikke ligeglad, Carrie... Det har jeg aldrig været," sagde han stille og rejste sig op. Han gik hen imod mig, tog cigaretten ud af min hånd og kastede den udover altanen. "Kom," hviskede han og tog sin arm under mine, og sin anden arm under mine ben og bar mig, som et spædbarn der ikke kunne gå selv.

"Du er kold," hviskede han og bar mig indenfor. Varmen lagde sig om mig som et tykt tæppe, det var lige før, jeg hellere ville være ude i kulden; den bedøvede min sanser.

Han satte mig i sofaen og trak så sin T-shirt af med en glidende bevægelse,  han måtte have taget den på, før han gik ud til mig. Jeg fik øje på hans tatovering, og derefter hans mave, som man tydeligt kunne se, var trænet. Da han fik trøjen af, slog jeg hurtigt blikket ned og tog imod den. Jeg trak den over mig og lod den omslutte mig. Louis tog et tæppe og lagde om mine skuldre og gik ud i køkkenet.  Jeg tog mine ben op i sofaen og bukkede dem, så de beskyttede mit bryst og mave. Der var helt tavst, kun vandet boblede i elkedlen, og Louis skramlen da han tog kopper og tebreve og lavede the.

Han kom henimod mig og satte en kop foran mig. Jeg betragtede dampen dale op fra koppen, imens jeg bed mig i læben.

"Hvad lavede du derude?" spurgte han, men så ikke på mig. Hans stemme var hæs og ru, og der var noget ved den, der gav mig skyldfølelse. Det burde jeg jo ikke, det var jo ikke hans problem, hvad jeg lavede.

"Jeg kunne ikke sove," svarede jeg tamt.

"Hvorfor vækkede du mig ikke?" Ja, hvorfor vækkede jeg ham ikke. Udover det ville være tarveligt, så er der jo ikke rigtig nogen grund til, at jeg ikke gjorde det.

"Du er ikke min mor, Louis. Du bestemmer ikke over mig, jeg kan gøre hvad jeg har lyst til." Han så såret på mig. Shit. Hvorfor skal jeg altid sige det forkerte?

"Her." Jeg tog trøjen af, som han havde lånt mig, og smed den i hans skød. "Tak for the," nåede jeg at sige, før jeg forsvandt ud i entréen. Jeg tog min jakke ned fra knagen, og kunne mærke en knude i min hals begyndte at vokse. Jeg prøvede at lyne min jakke, men mine hænder begyndte at ryste, og den sad hele tiden fast.

"Carrie..." Louis var kommet og gik hen til mig. Forsigtigt tog han blidt mit hoved mellem hans hænder, og tvang mig dermed til at se på ham. Jeg havde tårer i øjnene, de slørede mit syn, som om  at man så igennem glas. Jeg lagde mine arme om Louis og trak ham ind mod mig. Jeg havde brug for at nogen ville holde om mig. Stryge mig over håret. Ligge med mig i sofaen. At nogen ville elske mig. Men den eneste som nogensinde har elsket mig, er... er død.

Flere tårer strømmede ned af mine kinder, og gjorde Louis' trøje våd.

"Kom," hviskede han og tog min jakke af og hang den forsigtig op igen. Derefter guidede han mig ind i soveværelset og fik mig til at sætte mig på sengen.

"Jeg føler mig så... alene hele tiden," mumlede jeg, imens jeg stirrede frem for mig.

"Du er ikke alene..." mumlede Louis og satte sig ved siden af mig. Jeg hørte ikke rigtig, hvad han sagde.
Jeg så på Louis' ansigt. Hans grå sørgelige øjne. Hans utæmmede skægvækst. Hans hule kinder, og det rodede men alligevel flotte hår. Jeg gjorde ikke noget, men min hånd fløj hen imod hans ansigt og landede på hans kind. Det var ligefør vores hud ikke rørte hinanden, men alligevel var der en gnist, der hvor de gjorde. Som om de hang sammen. En knagende skyldfølelse i min mave, gjorde at jeg lagde min hånd i mit skød igen. Det var som om, at jeg allerede var Harry utro, som om han stod og så på mig med sine vrede øjne, som om jeg gik bag hans ryg.

"Undskyld," mumlede jeg og bed mig i læben, da Louis' læber forsigtig strejfede mine. En mærkelig varm følelse blandet med skyld skyllede igennem mig. Men det hele var så forvirrende. En glød brændte indeni mig, den gav mig lyst til mere, og hullet i min mave blev nærmest... fyldt ud.

Jeg trak mig hurtigt væk fra Louis, og bed mig hårdt i læben. Jeg havde det så forfærdeligt, fordi hele min krop hungrede efter Louis berøringer, men noget i mit hoved sagde, at det var forkert. Det var ikke Louis jeg trængte til men Ham.

Stemning blev akavet mellem os. Jeg var næsten sikker på, at han næsten også mærkede det. Gløden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde lyst til at gemme mig og kaste mig over ham på samme tid.

"Jeg- jeg kan ikke. Det er forkert..." hviskede jeg. "Undskyld." Louis blik brændte på min hud, og jeg havde lyst til at begrave mig ned i et stort hul. Han nikkede.

"Jeg- jeg sover på sofaen, hvis der er noget..." han tog sin hovedpude og sin dyne og forsvandt ud af døren. Mine følelser var oppe og køre. Hvorfor havde jeg lyst til at kysse Louis? Jeg mener, han havde det sikkert ikke på samme måde, og Harry... Nej. Mine øjne begyndt at brænde og tårer dryssede ned på mit lår.

 

Mine øjne var klistrede sammen, da jeg prøvede at åbne dem næste dag. Solen strømmede ind ved hvert lille hul fra gardinet, og lyste underligt nok hele værelset op. Jeg stønnede og rullede rundt på den anden side, for at se om Louis var vågnet, men sengen var tom. Hele nattens begivenheder skyllede ind over mig, og gjorde mig ubehageligt tilpas.

Jeg rejste mig og åbnede døren ud til stuen og så forsigtigt ud. Louis var allerede stået op og var i gang med at lave en kop kaffe. Det var tydeligt at nogen havde brugt sofaen som seng, fordi stoffet var krøllet og en hovedpude og dyne lå krøllet sammen. Jeg listede forsigtigt hen mod bunken af mit tøj og tog min sweater på, så jeg ikke var helt nøgen. Derefter gik jeg hen imod Louis.

"Godmorgen," mumlede jeg og håbede inderligt, at han ikke havde hørt mig, men lige modsat blev han så overrasket, at han tabte sin kop på gulvet, så den gik i tre store stykker og en masse små. Et gisp forlod mine læber, og jeg skyndte mig på hug, for at samle de største glasskår op, inden nogle trådte på dem.

"Vi får brug for en støvsuger," sagde jeg og rejste mig op igen, bare for at møde Louis, der betragtede mig. Jeg lagde armene over kors og og så tilbage på ham.

"Carrie… Det der skete i går…"

"Det glemmer vi bare, ik?" afsluttede jeg nervøst. Han nikkede. Jeg følte mig tung. Men hvorfor? Det var det, jeg ville have, ikke? Det var det rigtige at gøre. Jeg nikkede. Der skete jo ikke engang noget. Det hele var så uskyldigt. Hvorfor følte jeg mig så så skyldig?

"Ja." Jeg så ned på glasskårene i min hånd, og vågnede ligesom op igen. Jeg gik hen forbi Louis, mod skraldespanden og smed glasskårene ud. En sød men ildelugtende lugt fra skraldespanden steg op fra den som i bølger. Jeg trådte omgående tilbage, og prøvede at lade være med at kaste op af lugten.

"Hvornår har du sidst skiftet skraldespanden?" Jeg vendte ansigtet væk, for at prøve at komme længst væk fra lugten som muligt. "Der må jo være noget dødt deri."

"Her." Louis puffede mig væk og løsnede posen fra spanden og bandt en knude om den, før han smed den ud. Jeg tog en dåse, der lovede frisk og lavendelduftende luft efter ét sprøjt, og trykkede den i bund, så der røg en lang stråle af små perledråber ud. En overdrevet sød og stærk duft af parfume og lavendel, satte sig fast og blandede sig med den døde lugt, der hang i luften som et gasangreb. Jeg satte dåsen på plads i skabet under vasken og kløede mig akavet på armen.

"Jeg må hellere… få noget tøj på," sagde jeg og forsvandt ud i stuen, hvor jeg tog min nederdel på og satte mit hår op i en ordentlig hestehale.

Jeg havde været en dag hos Louis og trykket på mit hjerte var allerede blevet lettere... eller i hvert fald anderledes. Smerten var ikke væk, men sammen med ham var det... lettere. Som om noget af det forsvandt, eller gik væk for en stykke tid. Hullet i min mave blev fyldt ud. Som fjer i en pude, skellet i en krop eller vand i et glas.

"Vil du se en film?" spurgte Lou, og bare måden han sagde det på, mindede mig om gamle dage, hvor vi åd slik og så filmmarathon. Vi havde slugt alle Scream filmene på én aften. Men selvom spørgsmålet var så enkelt og normalt, blev jeg overrasket. Jeg havde forestillet mig, lige meget hvor lidt jeg havde lyst til det, at jeg bare ville smutte hjem og begrave mig under dynen. Pakke dynen så tæt om mig som muligt og bare glemme at verden eksisterer.

"Når du går, kommer jeg bare til at stirre ind i væggen, indtil jeg bliver sindssyg, derefter smadre jeg et eller andet og stirrer ind i væggen igen." Måden han sagde det på, gjorde mig trist. Det var hudløst ærligt uden skyggen af humor eller ironi. Jeg nikkede. Måden han så ud på... som en sorgbar lille hundehvalp, det gav mig lyst til at knuge ham ind til mig og fortælle ham, at alt nok skulle blive ok, selvom jeg ikke engang selv troede på det.

Louis gik hen til fjernsynet og satte ind dvd ind.

"Hvad skal vi se?" spurgte jeg stille.

"Den film jeg har mindst mindst lyst til at se," svarer han og satte sig ret op i sofaen. Jeg gik hen imod ham og satte mig ved siden af. I gamle dage ville vi have ligge ned ved siden af hinanden og fyldt hele sofaen ud, nu sad vi ret op, som om vi slet ikke kendte hinanden. Det var mærkeligt.

Det vidste sig at være en eller anden klam horror film. Jeg som normalt godt kunne se gyser, blev nødt til at trække helt væk fra tv'et i enden af sofaen med en pude i hånden - hvis nu. Det handlede om en flok unge der skulle ud til et sommerhus på landet, da de ankommer, fester de og drikker, og så forsvinder en af dem sporløst. De finder ham så en time senere hængende i træet, så begynder de en efter en at dø og nogen bliver masse voldtaget og alt muligt. Der var en af de unge, der fik skåret alle sine fingre af - og det var meget detaljeret.

Et skrig forlod mine læber, da en af morderne sprang bag en af ofrene. Og skar så halsen over på ham. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig Harry, med det sammen smertefulde ansigt og samme slappe og livløse krop. At han har haft de sammen smerter og set præcis sådan der ud. Ligget helt forvredet med kun få minutter tilbage. Lægerne sagde, at han døde hurtigt uden smerter, men de siger de altid, for at få en til at føle bedre. Det hjælper bare ikke en skid. Man kan ikke dø uden smerter, det tror jeg ikke på. Og i hvert fald er det slemt at dø. Specielt for mig. Hjælper det måske på mine smerter, at Harrry havde tre minutter mindre at leve i, så han ikke led så meget? Nej, vel. For jeg var der ikke. Og hvis jeg var, ville jeg være så egoistisk at bede om de tre minutter, bare for at være sammen med han så meget som muligt, inden han blev... Jeg ville med glæde give ham mit liv, for hvad fuck skal jeg bruge det til, når jeg ikke har ham ved min side?

Den borende smerte i min mave, føltes som om nogen boksede inden i den, som var det en boksepude.

"Er du okay? Du er helt bleg!" udbrød Louis og satte filmen på pause, hvor den var zoomet ind på ofrets ansigt. Et ansigt fyldt med smerter. Et døende ansigt. Harrys ansigt. Jeg græd. Det føltes slet ikke som et hul i maven, som folk beskriver så fint. Det føltes som et hul, med et tungt anker fast i, der hiver mig ned. Ned, ned, ned. Jeg kunne ikke få vejret. Jeg druknede. Ned, ned, ned.

"Carrie! Carrie! Træk vejret." Louis ruskede i mig. Jeg gispede og tårerne strømmede ned af mine kinder. Min mave gjorde ondt. Jeg kunne ikke holde det ud. Det føltes som om, nogle pressede mit hjerte sammen som en appelsin. De pressede og pressede og pressede. Det gjorde ondt.

"Han er død, Lou!" hviskede jeg. "Han er død. Han er død. Han er død."

"Ti stille," hviskede Louis. Han så forpint ud. Han kunne åbenbart ikke lide at se det i øjnene.

"Kan du ikke se det, Lou?" bliver jeg ved helt hysterisk. "Han kommer aldrig tilbage."

"Ti stille."

"Han kommer aldrig tilbage. Aldrig, aldrig, aldrig. Vi kommer aldrig til at spise sammen, grine sammen, se hinanden. Han er væk for altid! Han er fucking væk!"

"Hold så din fucking kæft, Carr!" råbte Louis, men jeg ignorrerede ham. Han kunne ikke se det. Han skulle se det. Han skulle lide lige så meget som mig. Han sagde slet ikke noget. Han reagerede ikke. Jeg ville bare have ham til at reagere. Bare have ham til at vise, at han er fucking ked af det.

"Han er død. Død! Død! DØD! Han har ligget sådan der!" råbte jeg og pegede på fjernsynet. "Han er død!" Jeg var helt ude at skide. Helt hysterisk. Så det var faktisk også min egen skyld. Jeg fik ham til at gøre det.

"Borte! VÆK!" Louis' hånd kom flyvende igennem rummet og ramte min venstre kind med en høj lyd. Mit hoved fløj til siden, og jeg snublede. Der var så meget kraft i slaget, at jeg ikke kunne mærke noget. Det var helt følelsesløst. Jeg holdte straks op med at skrige og græde. Jeg stirrede bare overrasket på Louis, imens min kind begyndte at brænde. Men det var dejligt. Det var dejligt at føle noget andet end smerten i min mave, det er dejligt at... have overblik. Jeg følte, at jeg havde overblik over det. Smerten fik mig til at fokusere. Louis græd. Tårer strømmede ned ad hans kinder, og hans ansigt var vredet i en helt forkert grimasse.

"Undskyld," hviskede han. "Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld," blev han ved som et mantra. Jeg rystede på hovedet af ham og gik hen imod ham og lagde armene om hans rystende skuldre, så han kunne hvile sig ind til mig.

"Det er okay," hviskede jeg. "Det er okay." Louis lagde sig ind til mig og blev ved med at græde. Jeg troede aldrig, han ville stoppe. Eller at det nogensinde ville få en ende.

Men da han stoppede, tog han forsigtigt fast i min hage og studerede min kind.

"Det var ikke min mening," mumlede han og lød helt forpint. Han gav slip på min hage og trak mig ind til sig. Jeg følte mig som en kludedukke. En marionetdukke uden nogen til at styre mig.

"Han vil anldrig tilgive mig."

"Jo, han vil. Jeg har allerede gjort," sagde jeg og vidste, at han hentydede til Harr... til Harry.

"Det var min skyld," mumlede jeg. Ingen sagde noget. Jeg tror ikke, at nogen af os, vidste hvad vi skulle sige.

Louis trak sig væk fra mig og så på mig. Der var en slags stilhed. Ikke den samme slags stilhed som før men en rar slags stilhed. Vi stirrede på hinanden. Jeg så ind i hans smukke, rare øjne og hans magre udhulede ansigt. Det var som om, jeg så ham for første gang. Jeg holdte vejret. Jeg vidste ikke, om han også lagde mærke til stilheden, eller om det bare var mig.

"Jeg må hellere..." sagde han og lød pludselig meget akavet. Han ødelagde stilheden. Havde han lagt mærke til den?

Jeg nikkede og følte straks den gnavne fornemmelse i maven, da han gik. Min underbevidsthed skreg af mig. Den skreg op om, hvorfor jeg var her, og hvad fanden jeg havde gang i.

Jeg ignorerede den.

Eller prøvede på det.

Louis slukkede for fjernsynet og satte sig så på sofaen. Efter et stykke tid satte jeg mig ned med en rimelig afstand i mellem os og så stirrede vi ind i den, engang hvide men nu snuskede grå, væg og tænkte på den eneste person, der fyldte vores tanker. Harry.

Dagen gik imens vi trak vejret i vores hullede bryst. Vi stirrede ind i væggen, indtil Louis faldt i søvn op ad armlænet, og jeg faldt i søvn op ad ham.

Mine drømme var prydet af en masse krøllet hår, tomme, kolde, grønne øjne, og to biler der kørte ind i hinanden.

Midt om natten vågnede jeg af mit eget skrig, og af min krop som var badet i sved. Frygtens sved. Frygten for at miste Ham. Miste Ham igen.

Jeg vågnede ovenpå Louis, og satte mig op. Louis vågnede også at mit skrig. Uden at sige noget åbnede han sine arme. En lydløs invitation. Jeg tog imod den og lagde mig i hans arme.

Jeg sov først tre timer efter stadig i hans arme. Mine drømme var et vivar af ulykkelige tanker. Harry, Harry, sorg, skyldfølelse. Hele tiden om og om igen.

Harry der stirrer vredt på mig. Harry der ligger helt stille. Harry der råber og skriger af mig. Harry der har forladt.

Min krop føles tom. Ankeret er der ikke lige nu, men jeg føler mig helt tom. Hul. Der er endnu værre end ankeret. Jeg føler mig død. Jeg ville hellere værre død.

Så ville jeg være sammen med Ham.

Sammen med ham igen...

Næste dag besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne holde stanken ud mere. Jeg gik op i køkkenet og tog en dyb indånding. Hvor fanden skulle jeg starte?

Jeg startede med at tage en cigaret og stikke den mellem læberne, før jeg tændte den. Louis sov stadig på sofaen, og jeg havde taget et tæppe om ham, der lugtede af øl og bræk. Jeg havde ikke lyst til at vide, hvad han havde brugt det tæppe til. Selv når han sov, så han ikke fredfyldt ud. hans mund var en stram streg og hans pande var plaget af dybe rynker. Han sagde lyde. Snakkede. Det var noget med Arry, nej, stop og Carr. Jeg inhalerede dybt, så jeg kunne mærke røgen brede sig inde i mig. Med tænderne holdt jeg den fast, imens jeg tog en skraldepose og smed alle pizzabakkerne og rester ud. Fluerne havde slået lejr derinde, og så snart jeg tog den, sværmede de op, indtil de fandt et nyt rart sted at være. Alt røg ned i skraldeposen, indtil der ikke var mere rod. Så åbnede jeg køleskabet.

Det var som at dø.

Stanken var dobbelt så slem som herude. Jeg holdte vejret, så jeg blev skånet for stanken mest muligt.

Alt det mad der var der inde, var råddent. Det var ikke mad med mug, men mug med mad. Det var bare en muggen masse. De rvar hår på alt. Og alt rød ned i plasticposen.

Når jeg trak vejret igennem næsen, kunne jeg samge det, men smagen var ikke halv så slem som lugten.

Da jeg var færdig, havde jeg brug ti skraldeposer, som jeg smed ud i skakten. Jeg fandt lavendelsprayen og sprøjtede rundt i køkkenet, for at få stanken ud, før jeg åbnede et vindue.

jeg var udmattet. Men det her havde fået mig til at lave noget. Tænke på noget andet. Gøre noget godt. Det havde fået mig til at glemme i et ganske kort øjeblik. Jeg havde trukket vejret igen. Bare én gang havde jeg trukket vejret.

"Hvad laver du?" spurgte en hæs stemme bag mig. Jeg gispede og tabte sprayen på gulvet, så det larmede.

Louis stod bag og og lignede en søvndrukken mus. Han så forfærdelig ud. Udhvilet men forfærdelig.

"Gør det beboligt igen..." hviskede jeg. Jeg så væk fra ham og fik øje på et billede, der frøs mit blod til is. Det var Ham. Han var på billedet.

Faktisk var vi alle tre på billedet. Vi sad på gulvet og drak lemonade imens vi spille Ludo. Vi smilede alle sammen og så lykkeligt ind i kameraet. Eller Harry og jeg gjorde, Louis så på os. Min mave sank.

Hans ansigt.

Smilende imod mig. Det var for meget. Mine ben føltes som gummi under mig. Måske rystede de, jeg ved det ikke, det var for meget for mig. At se ham kigge på mig. Hans smukke ansigt. De grønne, glade øjne, der hjemsøger mig om natten.

"Kan du huske det?" spurgte han bag mig. Jeg nikkede. Jeg var bange for, at hvis jeg talte, så ville jeg bryde sammen.

"Harry spildte lemonaden ud over det hele, så vi ikke kunne spille færdig. Vi blev nødt til at hænge den til tørre på tørresnoren.

Helt ubevidst kom jeg til at grine ved mindet. Jeg havde været så irriteret på Harry på grund af det. han gjorde det med vilje fordi, at jeg var ved at vinde, og han var ved at tabe.

"Han var sådan en dårlig taber!" sagde jeg og fnes. Min mave trak sig sammen i kramper. Jeg kunne ikke huske, sidst jeg havde grinet. Min mave var ikke vandt til sammentrækningerne i maven. Det var så forfærdelig rart, men gjorde også ondt.

Hvordan kunne jeg grine, når Harry ikke var her mere? Hvordan kunne jeg grine, når Harry aldrig mere ville komme til det? Hvordan kan jeg have det sjovt og være glad, når jeg har mistet ham? Hvad er der galt med mig?

Min underbevidsthed var rasende på mig, så jeg snørrede læberne sammen og kvalte den boblende latter. Den mindede mig om champagne, let og boblende lækker.

"Den lyd har jeg savnet," hviskede Louis. Jeg så på ham. Syntes han ikke at det var forkert? Sindssygt af mig at jeg kunne grine?

"Ved du hvorfor, jeg ikke så ind i kameraet?" hviskede han. Mit hjerte holdte op med at slå, og jeg holdte vejret.

"Jeg så på dig," sagde han så, da jeg ikke svarede. Det gav ingen mening.

"Hvorfor?" peb jeg. Han svarede mig ikke.

Han gik tættere hen imod mig, så vores ansigter var så tæt på hinanden.

De var så forfærdeligt tæt på hinanden, at jeg kunne mærke hans ånde mod min hud. Vi trak den samme luft ind, og af en eller anden grund gjorde dén tanke mig varm i kroppen.

hvordan kan du tænke det?

Jeg ville tage et skridt tilbage, men gjorde det ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har ikke grinet siden ulykke, og her sammen med Louis er første gang siden. Han så mig dybt ind i øjnene.

Forkert. Forkert. Forket.

Han bøjede sit hoved mod mit og jeg holdte vejret, da han trykkede sine læber mod mine, og jeg glemte alt. Alt om Harry, om ulykken, om min underbevidsthed der skreg af mig. Jeg trykkede bare mine læber mod hans, som om at det var første gang, jeg kunne få luft siden Harry. Hans læber var min ilt. Mit hul forsvandt.

Stop så! Det er forkert! Hvad fanden har du gang?

Jeg trak mig hurtigt tilbage, da min underbevidsthed kom sig efter chokket og kom tilbage.

"Det er forkert."

Louis nikkede.

"Siden første gang jeg mødte dig... har jeg elsket dig, Carr," mumlede han og vendte sig om.

Utro. Utro. Utro.

Hvad fanden har du gang? Hvad fanden har jeg gang i?

Hvordan kunne jeg gøre det?

"Han ville have ønsket, at du var glad, Carrie."

Og så forsvandt han ind på sit værelse og blev der resten af dagen.

Mit hoved var et stort rod. Jeg havde lyst til at græde og ligge mig på knæ, for at bede Harry om tilgivelse. Det var ikke min mening, at gøre det. Jeg mener, det var ikke med vilje, at det skete. Jeg havde ikke lyst til, at det skete.

Jeg sad med knæene op under mig, og lod mit hoved hvile på mine knæ. Jeg havde lyst til at krympe. Krympe så meget at jeg bare til sidst forsvandt. Jeg havde ikke lyst til det her mere.

Jeg følte mig så forfærdelig.

Pludselig begyndte tårerne at løbe ned af mine kinder.

Min mave var som en kanonkugle, der trak mig ned under vandet og ville ikke lade mig komme over vandet for at få luft.

Jeg var ved at drukne.

Harry var væk.

Han var væk. Han var væk. Han var væk.

Mine skuldre rystede. Alt på mig rystede. Jeg knyttede mine hænder, for at få det til at stoppe. Men det ville ikke stoppe. Det ville ikke stoppe.
Jeg havde lyst til at skrige.

Hvordan kunne du gøre det, Harry? Hvordan kunne du forlade mig?

Jeg mumlede det for mig selv som et mantra.

Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke.

Et hulk forlod mine læber, og min grød ville ikke stoppe. Jeg gad ikke engang at tørre mine øjne fri fra tårer; der ville bare komme nye.

Jeg ved ikke, hvordan det stoppede. Jeg vågnede bare op ved, at Louis tog mig op i hans favn og bar mig ind i hans seng, før jeg udmattet faldte i søvn igen.

Min søvn kurerede mig ikke fra min sorg:

Jeg stod på gaden med en kop kakao i hånden. Man kunne godt mærke efterårets kulde i den iskolde vind. Jeg hørte det, før jeg så det. Det var et par hvinende dæk, der skred henover rødt på den isglatte vej.

Et skrig forlod mine læber, da jeg så Harrys bil komme kørende overfor grønt, da Bilen brasede over for rødt direkte ind i ham. Jeg kunne høre lyden af et kæmpe brag, og metal der krøllede sammen. Så kom der skrig. Store hjerteskingrende skrig. Skrig man kunne høre, kom helt nede fra maven af. Et ægte, dybt skrig, der gav en kuldegysninger. Mit skrig.

Der var ild. En bil lå på hovedet, og en anden bil var helt krøllet sammen.

Folk var standset op, for at se ulykken. Uden at tænke over trafikken løb jeg over vejen og hen til Harrys bil. Den der lå på hovedet.

"Åh gud. Åh gud. Harry? Harry!" skreg jeg og  klamrede mig fast til bilen, da jeg var nået derhen. Jeg prøvede at åbne døren, men den sad fast, så i stedet så jeg ind af det smadrede vindue. Så huskede jeg, hvad lægerne havde fortalt mig. "Det gik hurtigt."

Jeg så de velkendte bløde krøller, som jeg elskede at flette mine hænder ind i. Jeg så hans ansigt. Hans perfekte, komplet fejlfrie ansigt, hvor en stribe blod løb ned langs kinden.

Så mumlede han noget, men jeg forstod ikke hvad han sagde.

"Hvodan... ku' du øre det? Bedragede mej," gurlede han han og skar ansigt. Hans smerter var store.

"Nej. Nej. Nej. Harry. Harry! JEg er lige her. Jeg går ingen steder. Det betød ikke noget, Harry. Tro mig, det kys betød ikke noget!" skreg jeg. Så  vendte han sit om mod mig, så det så smukke, glitrende, grønne øjne så på mig.

"Jeg stolede å dej." Og så ganske langsomt, så jeg hvordan hans øjne var skinnende grønne, og blev til hule, tomme og forladte øjne. Præcis de øjne som altid hjemsøgte mig. Døde, hule, tomme og forladte.

"Carrie! Carrie!" Der var en der råbte mit navn, men jeg havde ikke lyst til at forlade Harry. Jeg hulkede. Kvalmen steg, og jeg havde lyst til at kaste det hele op. Hvert et syn. Hvert en handling.

Jeg bedragede ham. Hvordan kunne jeg gøre det?

"Carrie!"

Jeg åbnede øjnene, og blinkede et par gange, før Louis ansigt stod skarpt over mig. Louis. Åh gud.

Hvordan kunne jeg gøre det?

Jeg skubbede Louis væk, som så forvirret og skræmt på mig, så løb jeg ud på badeværelset og behøvede ikke engang at tage brættet op, som så venligt allerede var ordnet for mig, før jeg kastede op.

Min mave trak sig i kramper, og galde kom op. Jeg blev ved og ved, indtil Louis kom og tog mit hår væk fra kummen, så det ikke blev ramt.

Han stod tålmodigt og ventede på, at jeg var færdig. Og jeg var virkelig færdig. Indeni.

Jeg kunne ikke holde det her ud mere. Skyldfølelsen.

"Hvordan kunne jeg gøre det?" mumlede jeg og faldt tungt ned på det iskolde badeværelsesgulv. Jeg knugede mig selv så hårdt, bange for at jeg ville falde fra hinanden, hvis jeg gav slip.

"Gøre hvad?" spurte Louis forsigtigt og lagde en hånd på min arm. Jeg orkede ikke at trække min arm til mig, så jeg lod Louis' hånd blive ved med at ligge der.

"Kysse dig," hviskede jeg og blev ved med at se skamfuldt ned i gulvet.

Louis tav.

"Vi har bedraget ham, Louis! Hans to bedstevenner. Hvordan kunne vi gøre det?" mumlede jeg. Jeg troede, eller håbede på, at min krop ville splintres. At den ville gå itu, og jeg ville holde op med at eksistere.

"Vi har ikke bedraget ham, Carrie," sagde han så og satte sig så også ned på gulvet opad væggen foran mig.

"Mine følelser for dig har ikke ændret sig på grund af Harrys... død. Og du fortjener at være lykkelig. Lige meget hvad. Det ville Han have ønsket."

"Jeg drømmer jo om ham, Lou. Jeg drømmer om ham hver evig eneste nat. Han bebrejder mig altid. Jeg kan ikke mere, Lou. Jeg elsker ham."

Jeg så væk fra ham, da jeg sagde det sidste. Jeg så ned på gulvet, på væggen og endda op på loftet. Alle andre steder end i Louis' grå øjne.

"Det gør jeg også."

Jeg så endelig ind i hans øjne, men han så ned i gulvet med sorgen malet fast på hele hans ansigt.

"Jeg ser ulykken, og når jeg så løber derhen..." han blev tavs. "Det er altid den samme. Men jeg kan ikke styre det Carrie. Jeg kan ikke bare slukke af for det." Han så mig i øjnene. De var hule og triste.

Åh Lou.

Hvad skulle man sige til dét? Hvad skulle man sige, når man ikke delte de samme følelser, men bare havde lyst til at... dø, så man kunne være sammen med sin elskede.

"Undskyld," sagde jeg så. Det var tamt, men det var det eneste, jeg kunne sige. Undskyld, at jeg ikke havde de samme følelser for dig, Lou. Jeg mente hvert et ord.

Louis gnes sine øjne.

"Hvorfor kyssede du mig så igen?" spurgte han.

Og så tabte jeg pusten. Alt luft forlod mine lunger. Hvad? Hvad mener han?

Han så forpint op på mig, og hans ansigt strålede sørgmodigt mod mig. Som om han var en mark, der vidste, at han aldrig nogensinde ville få regnens kølige dråber at mærke, eller solens styrkende stråler. Som et hav der ventede på den dag alle dens fisk, ville dø, og den ville mærke ensomhedens favntag, der holdte den ind til sig.

Jeg svarede ham ikke. Jeg kunne ikke få luft. Jeg kunne ikke finde ordene, eller finde modet til at få dem ud.

Så rejste han sig op.

"Hvor skal du hen?" peb jeg. Han så på mig og smilede halvhjertet, før han forlod mig.

Jeg lagde mig helt ned på det kolde stengulv og lukkede øjnene. Ikke engang søvnen, ville have noget med mig at gøre. Ikke engang Døden ville have mig.

Jeg trak vejret.

Ind. Ud. Ind. Ud. Ind. Ud.

Jeg koncentrerede mig om den lille, simple ting.

Tænk hvis det var muligt, at bare holde vejret og vinke farvel til livet på den måde. Så simpelt, så hurtigt. Men det var fysisk umuligt at gøre det, ens instinkter ville tage over og få en til at trække vejret.

Så kom Louis ind igen.

"Forhelvede Carrie. Rejs dig op." Han satte sig på hug og tog blidt fat i mig for at hive mig ud af gulvets kolde favn.

"Gulvet er den eneste, der elsker mig," hviskede jeg.

"Hvad?" spurgte Louis. Jeg rystede på hovedet. Han behøvede ikke at vide det.

"Du har ikke spist noget i 11 uger. Du ligner et skelet. Du ryger som en skorsten, og du har sikkert ikke været i bad. Hvordan tror du, at Harry ville have det med at se dig sådan her? Hva'?" Han så mig dybt, dybt ind i øjnene. Så jeg var ved at drukne i hans grå øjne, hvis ikke det var fordi, han holdte mig oppe.

"Carrie. Jeg kyssede dig fordi, jeg forhelvede elsker dig, og da jeg kyssede dig, var det første gang, at jeg kunne trække vejret igen siden Hans død."

Jeg gispede og hev efter vejret. Hvad var det, han lige havde sagt? Havde han også følt det?

Og så presse han sine bløde, varme læber mod mine. Min ånde lugtede af bræk og mine læber smagte sikkert af salt, men Louis gav ikke slip på mig, og jeg gav ikke slip på ham. Jeg klamrede mig til luften. Jeg nød de få sekunder, jeg havde, hvor jeg kunne trækkke vejret.

Han slap mig læber.

"Og dét var ikke engang bedre end Stilheden. Vær sød at fortælle mig, at det ikke er noget, jeg har bildt mig ind."

Og istedet for at svare ham, mødte jeg ham med læberne, så vi sammen kunne trække vejret igen.

Måske var det ikke meningen, at vi skulle angre, men at vi skulle lære at elske igen. Elske og tilgive.

Der var noget, jeg i hvert fald lærte: jeg holdte aldrig op med at elske Harry, og jeg holdte aldrig op med at bebrejde mig selv, for hvad skete. I stedet klamrede jeg mig til luften. Til den sidste rest af kærlighed, der var i verden, selvom den ikke var rosenrød eller perfekt, var det nok.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...