Sandhedens Pris

Journalisten Bjarne Thomsens forbrændte lig findes i et skur langt ude på landet. Efterforskerne Hansen, Pernille og Lene sættes på sagen. Hansens unge nevø, Anders, er i praktik på Stationen, og også han hvirvles ind i den uhyggelige sag. Endnu et mord finder sted, og med tiden finder Anders ud af at det er langt fra ufarligt at kende sandheden...

1Likes
0Kommentarer
394Visninger
AA

7. Kapitel 7.

Kapitel 7.

Bjarne sad i en taxa. Han vides ikke præcist hvor den kørte hen, men forhåbentligt var det mod lufthavnen. Bjarne blev jagtet, han vidste det. Efter at han var blevet opdaget på fabrikken havde han ikke sovet godt, og nu, tre dage senere, ville han bare hjem. Han havde ikke fået al den information, som han havde håbet på, men dog så meget at hans artikel ville overraske. Han ville skrive en artikel eller måske en hel bog. Det ville komme som et chok, og Bjarne frydede sig. Ud af ruden kunne han se lufthavnen. Han skulle nok klare den.

Lene trak sin pistol, og pegede mod den unge fyrs ben. ”STANDS - det er politiet. !” Hansen stod ved siden af hende. Han havde bedt Anders om at søge dækning, men drengen stod også ved Lenes side. De to mænd, der havde jagtet Mia, var stoppet. De kiggede forskrækkede på Lene. Mens Hansen stadig havde sin pistol trukket, gik Lene hen og lagde begge mænd håndjern. Mia var stoppet med at løbe, og sank sammen midt i gaden. Alle menneskerne omkring dem måbede, og forældre skyndte sig væk med deres børn. En kvinde hjalp Mia op, og nærmest bar hende hen til Lene og de andre. ”Vi tager alle tre med til stationen” sagde Lene, og overlod de to mænd til betjentene fra afdeling B. ”Og så må vi finde Allan Jensen i en fart!” sagde Hansen. Lene nikkede. Han skulle ikke dræbe flere mennesker.

Hansen og Lene sad overfor Mia. Hun græd, men var rimelig fattet. Hun havde fortalt dem hele historien. Historien om hvordan hendes kæreste Allan, var blevet ringet op. Mia havde overhørt samtalen, og navnet Bjarne Thomsen var blevet nævnt flere gange. Allan havde straks hentet sin pistol, og var taget af sted. Han havde troet at Mia sov, men Mia havde regnet det hele ud. Allan havde sagt: ”For 250.000kr, og: ”Han skal nok blive tavs”. Det fortalte Mia nu Lene og Hansen, og hun fortalte også om Allans hjemkomst tidligere den dag. Han var kommet hjem, efter at have været inde på stationen, og havde været i dårligt humør. Mia havde været frygtelig bange, og mens Allan var på badeværelset, stak hun af. Hun tog hans pistol med fra skuffen i soveværelset. Da hun løb nede på gaden ringede Lene. Da Mia lagde på, var det fordi hun opdagede Allan. Han stod oppe i lejligheden, og kiggede på hende. Det var tydeligt at han fornemmede at hun vidste noget, og Mia var løbet så hurtigt hun kunne. To af Allans venner, Brian og Jason, havde jagtet hende gennem gågaden. Lene hjalp Mia ud, og afleverede hende il psykologen. Da Lene kom tilbage, sad Hansen i dybe tanker. ”Det hele passer” mumlede han. ”Allans manglende motiv, den meget professionelle måde mordet er udført på. Det tyder på at Allan har prøvet det før, hvilket jo også er tilfældet!” Lene nikkede. Nu var det bare at finde ham.

Anders sad i kantinen, og savnede Pernille. Han havde på fornemmelsen at hans onkel og Lene havde løst gåden om Bjarne Thomsens død. Til gengæld gled Pernilles mord længere tilbage i deres hoveder. Anders var bange for at de aldrig ville opklare det, for de var virkelig på bar bund. Selv hvis de neglerester som Ernst havde fundet, indeholdt DNA, så skulle denne person være i politiets register, for at blive identificeret. Ellers betød det ingenting. Anders rejste sig. Han havde fået en idé. Han måtte være ligesom Mia, og hjælpe med at opklare mordene. Hurtigt løb han ind på Ernsts kontor. Gudskelov var han der, og Anders fortalte hurtigt hvad han havde tænkt.  Sammen skyndte de sig ind på Pernilles kontor.

Hansen vred sine hænder. Han havde afhørt Brian og Jason, og det var tydeligt at Mias historie holdt stik. De prøvede at snakke udenom, men deres flakkende blikke og svedige hænder afslørede dem. De endte begge med at tilstå at have kendskab til mordet, og at de ville have fanget og højst sandsynligt dræbt Mia. Men ingen af dem vidste hvor Allan var, eller hvem der havde hyret ham. De vidste kun at han ville modtage 250.000 kr. for at skyde Bjarne Thomsen og skaffe ham af vejen. Nu kunne Hansen bare håbe at betjentene fra afdeling B fangede Allan. Netop som han tænkte det ringede telefonen på kontoret. Allan var fanget.

Lene ringede rundt den eftermiddag. Alle deres mistænkte, deres familier, dem der havde bekræftet alibier og så videre. Både Thomas Henriksen, Bjarne Thomsens kæreste, og Troels Kristiansen junior og senior var nu mistænkte igen. Alle tre var indkaldt til forhør, og Lene nærmest glædede sig. Hun havde hadet at lade dem gå, og nu kunne hun måske løse gåden. De kunne i princippet alle tre have hyret Allan som lejemorder. De var alle tre velhavende, og med fast job. Lene gik ned til forhørslokalet, og ville tjekke at alt var parat. Hun slog hænderne sammen af glæde da hun så hvem der sad derinde. Hansen og Allan. Hun sneg sig ind, og hørte Hansen sige: ”Klokken er 16.47 og du er anholdt”.

Hansen kunne ikke lade være med at give Lene et knus. Allan havde modvilligt tilstået, beviserne var for overvældende. Han ville ikke fortælle hvem der havde hyret ham. Som han sagde: ”Når jeg kommer ud af fængslet ligger der 250.000 kr. og venter på mig. Hvis jeg fortæller hvem der hyrede mig, så er det eneste der venter mig en kugle for panden”. Hansen hadede ham for at sige sådan, men han kunne intet gøre. Nu kunne de bare glæde sig over at de havde fundet Bjarne Thomsens morder. Højst sandsynligt sad den mand, der havde hyret Allan allerede i en bil på vej til politistationen. Hansens gode humør forsvandt dog som dug for solen da han kom til at tænke på Pernille. Hun var væk, og de havde stadig ikke noget at gå videre med i hendes sag.

Anders og Ernst læste begge to så hurtigt de kunne. Desværre forstod de ikke et eneste ord. Alle Bjarne Thomsens dokumenter var skrevet i et meget mærkeligt sprog. ”Hvad Satan?” mumlede Ernst. ”Er du sikker på at Pernille læste det her?” Anders rynkede brynene. Han var sikker på at Pernille havde sagt at hun ville gennemgå Bjarne Thomsens computer. Men hvordan havde Pernille kunnet forstå det her? Dokumenterne var skrevet med de almindelige bogstaver, men ordene gav ingen mening. ”Lad os kigge os omkring” sagde Ernst, og de begyndte at lede på Pernilles kontor. ”Se her!” sagde Anders. Han havde fundet en seddel. ”Mælk, vaskemiddel, chokolade” læste han op. Ernst sukkede. Det gav ikke ligefrem noget gennembrud. Anders ledte videre i Pernilles bunke af papirer. Pludselig faldt hans blik på en blok under skrivebordet. ”Se denne her!” sagde han. Ernst brummede. Han var ved at kigge mapperne i reolen igennem. ”Jeg tror det er notater!” sagde Anders. Pludselig lød der et ”Ritsch!” nede fra ham. Ernst holdt op med at bladre i en mappe. ”River du tingene i stykker, knægt?” spurgte han. ”Jeg har det, Ernst!” udbrød Anders glad. ”Se lige det her…”

Lene smilede grumt. Troels Kristiansen junior havde svedperler på panden, og prøvede på bedste vis at besvare hendes spørgsmål. Lene var meget sikker på at han havde noget med mordet at gøre. ”Hvordan er din økonomi for tiden?” spurgte hun. ”Hvad har det med sagen at gøre?” spurgte Troels for tiende gang. Lene sukkede. ”Fortæl mig det nu bare!” sagde hun. ”Den er god. Jeg tjener jo en fin løn på avisen, og min kone har også fast job. Men jeg forstår ikke hvorfor…” ”Tak, Troels!” afbrød Lene ham. ”Du må gå, men hold dig i nærheden!” Troels smilede lettet, og forlod forhørslokalet. Hansen kom ind, og satte sig. ”Fik du noget ud af ham?” spurgte han Lene. ”Næh, ikke det store” sagde hun træt. ”Jeg ved ikke rigtigt Hansen, jeg synes bare han er mistænkelig!” Hansen nikkede. ”Vi bliver nød til at lytte til beviserne, og ikke vores hjerter, Lene!” sagde han.

Ernst og Anders sad i bilen. Ernst var ellevild, for nu havde de måske endeligt noget at gå efter. ”Det var skidegodt set, Anders!” sagde Ernst. Anders smilede. Han havde opdaget en seddel i Pernilles kalender, hvor der stod noget meget interessant. ”Caspersen Smykker, kl. 14” stod der. Nu var de på vej ud for at besøge Caspersen Smykker, hvis hovedkontor lå udenfor Århus. ”Er det nogen specielle smykker?” spurgte Anders. ”Ja” sagde Ernst. ”De er meget dyre og med en speciel historie. Virksomheden drives af Wolf og Lily Caspersen. De er venner med flere af de adelige familier i Danmark, og sladderbladene elsker dem. De har været gift siden tidernes morgen, og Wolf arvede hele molevitten fra sin far, som arvede den fra farfaren, og sådan bliver det ved. Jeg vil tro det startede helt tilbage i 1880, eller noget i den stil. Det har altid været den ældste søn, der arver formuen og firmaet. Problemet er bare at Wolf og Lily kun har én søn, og han er handicappet. Derfor besluttede de sidste år at sælge det gamle familiefirma, og selv gå på pension. Efter hvad jeg har hørt er det ikke solgt endnu, men Wolf er nok omkring de 70, så det er kun et spørgsmål om tid!” Anders nikkede. ”Vi ved at Pernille besøgte dem den dag hun døde, ved 14tiden” sagde han. ”Vi må gå ud fra at det drejede sig om noget med Bjarne Thomsen” Ernst nikkede. ”Nu er vi her!” sagde han, og svingede bilen ind til siden.  

Hansen sad med hovedet i hænderne og bladrede i de gamle notater. Han følte sig rastløs, og bladrede hurtigere og hurtigere. Han tænkte om det havde været en fejl af ham at tage sagen om Bjarne Thomsen i egen hånd. Måske skulle de alligevel have allieret sig med Århus Politi? Hansen var sikker på at mordet på Pernille havde noget med Bjarne Thomsen at gøre. I frustration bladrede han heftigt i notesblokken, og kom til at rykke en side ud. ”Hov!” udbrød han, og lagde forsigtigt blokken fra sig. Han læste hurtigt den afrevne side. Pludselig blev han helt klar i hovedet. Hvorfor havde han ikke tænkt på det? Hvor havde de været dumme, da de fandt Pernilles lig? Hansen rejste sig og skyndte sig ind til Lene. Hun sad og skrev rapport om forhørene af Troels Kristiansen junior og senior. ”Se hvad jeg har fundet!” sagde Hansen ophidset. ”Et notat som jeg selv har skrevet! Det var da vi fandt Pernille, udenfor hendes hus. ”Lars Petersen, Pernilles nabo” skrev jeg. Det var ham, der fandt hende og slog alarm! Ham har vi slet ikke afhørt!” Lene slog sig for panden. ”Jeg finder hans nummer og indkalder ham. Så må aftenholdet tage sig af ham. Hansen nikkede. Han gik hen til Ernst for at hente Anders.  Han fandt ikke Anders, men til gengæld en seddel hvor der stod: ”Vi er kørt til Århus. Anders sover hos mig.  Skal nok være her i morgen tidlig. Hej” Hansen knurrede. Typisk Ernst at tage af sted uden at fortælle det til nogen. Hansen måtte tage hjem, og selvom han havde boet alene i snart 25 år, så føltes huset pludselig tomt.

Næste morgen mødte Hansen på stationen klokken 6. Han gjorde klar til at afhøre Pernilles nabo Lars Petersen, og ventede på at Ernst og Anders skulle komme. Hansen prøvede at styre sin nysgerrighed, men inderst inde var han ved at sprænges. Hvad havde Ernst fundet ud af? Havde de et gennembrud? Havde Anders haft det godt? Hansen måtte indrømme at han var en smule bekymret for knægten. Det var jo latterligt, tænkte Hansen, for Ernst var selv far til 2 drenge, og han boede i et dejligt hus ikke langt fra stationen. Hvorfor skulle Ernst ikke kunne passe Anders, en velfungerende, 15årig dreng? Døren gik, og Hansen skyndte sig ud for at se hvem der kom. Det var to betjente fra afdeling B. Hansen sukkede. Han håbede virkelig at Lars Petersen kunne sige noget interessant. Døren gik igen, og denne gang var det Lene. ”Godmorgen” smilede hun. Hun skyndte sig efter kaffe i kantinen. Endelig kom Ernst og Anders ind af døren. ”Godmorgen!” sagde Ernst. ”Dav!” sagde Hansen. ”Lad mig så høre det hele!” Ernst og Anders kiggede på hinanden. ”Du starter!” sagde Ernst, og Anders begyndte at fortælle: ”Jo, ser du, vi fandt Pernilles kalender på hendes kontor. Der stod at hun skulle ud og besøge Haagensen Smykker klokken 14. Så vi kørte derud. Det var svært at finde ud af hvem hun havde talt med, men efter at have snakket med receptionisten og rengøringsdamen fandt vi ud af at hun havde snakket med selveste Wolf Haagensen, direktøren. Vi fandt ham, og selvom han ikke var meget for det kom vi til at snakke med ham!” Hansen nikkede. Det lød godt. ”Vi afhørte ham på hans kontor” fortsatte Ernst. ”Og han fortalte noget meget spændende

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...