A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

132Likes
102Kommentarer
14014Visninger
AA

13. En Tur På Hospitalet Og Sandheden.

 

Kapitel 12. 

Eleanors synsvinkel. 

 

''Hans tilstand er stabil, men jeg har givet ham noget beroligende, så han kan sove'', lød det fra den gamle læge, der var iført en hvid kittel og små briller, der fik ham til at ligne verdens klogeste mand.

''Okay, men kan du fortælle mig, hvad det var, som han tog?'', fik jeg spurgt med en nervøs stemme. Jeg var stadig en del urolig over Justin og alt det, som der var sket, men i al den tid, som jeg havde tilbragt på hospitalet, havde jeg stadig ikke fået i informeret, hvad Justin tog.

Da jeg hørte, at min telefon ringede tidligere på dagen, flippede jeg en smule ud. Men da jeg så Justins navn på skærmen, var jeg lamslået. Jeg var overlykkelig over, at han ringede til mig, så vi alle kunne få løst dette mysterium.

Men da jeg tog telefonen og hørte hans stemme, kunne jeg udmærket godt høre, at den var helt galt med ham – men jeg så en smule bort fra det, og nød den glæde jeg havde, fordi han var i live.

Men da Justin fortalte mig, at jeg skulle kontakte hospitalet, blev jeg bekymret. Og da han pludselig forsvandt, blev jeg bange. Justin var åbenbart besvimet midt på en fremmede gang, i den forkerte del af byen – jeg kunne slet ikke komme med 1 gæt om, hvad han lavede der.

''Vi prøver at finde ud af det. Det er et stærkt middel, som jeg aldrig har set før'', svarede han, i takt med at han rynkede lidt med næsen. Han virkede også en del chokeret over, at han ikke kunne regne ud af, hvad stoffet var – han var måske en mand, der troede, han vidste alt.

''Okay tak'', sagde jeg skuffende og kiggede kort ned på det glatte, hospital gulv, der var temmelig rent. ''Hvornår kan jeg se ham?'', spurgte jeg hurtigt og kiggede ind i hans små brune øjne igen.

Han havde en mappe i hånden, som jeg var sikker på, var Justins journal, og der stod helt sikkert en masse om ham - måske noget, som jeg ikke engang vidste? Jeg havde mest lyst til at spørge, om jeg ikke måtte se den – men jeg lod være. Hvis der var noget, som Justin holdte hemmeligt, ville han sikkert fortælle mig det på det rette tidspunkt. Hvis ikke, måtte jeg vel bare respektere det.

''Han skal have noget søvn, men jeg vil nok mene, at du kan se ham for en times tid'', besvarede han mit spørgsmål med et venligt smil.

Jeg nikkede til ham, i takt med at jeg havde et lille smil fremme på mine læber - det var falsk. Jeg kunne ikke klare det hele, og det var så ufatteligt svært at koncentrere mig, fordi spørgsmål kørte rundt i mit hoved. Hvad lavede Justin egentlig der? Hvad havde han lavet? Lægen fortalte mig, at Justin højt sandsynligvis ikke ville kunne huske, hvad der var sket, og det provokerede mig en del. 

Hvis nu han havde været utro, så ville det jo være meget rart at vide. 

''Tak for din hjælp'', mumlede jeg og vendte mig om med langsomme bevægelser. Jeg rettede mig lidt op, og så kiggede jeg på de andre, som sad rundt om et sofabord i 3 forskellige sofaer.

Keith, Nicholas, Denice, Sarah og Cara. De var taget med mig på hospitalet, og de havde været en fantastisk støtte igennem alt det her. Jeg kunne slet ikke tænke på, hvad mine forældre ville sige til det her. De hadede allerede Justin, og nu ville de jo kun hade ham endnu mere. 

Jeg kunne med det samme gennemskue deres blikke. De var nysgerrige, desperate, naive. De ville vide, hvad der var sket.

''Han skal lige sove, så kan vi se ham'', jeg satte mig ned ved siden af Cara, der med det samme lagde en støttende arm om min skulder, i takt med at hun smilede medfølende - ligesom de andre. 

''Det er kun forståeligt'', sukkede Cara tungt og kiggede smilende på mig. Jeg gengældte hendes søde smil med et lille ægte smil.

''Det er ikke for at gøre dig mere urolig, men der er noget, som er en smule underligt'', lød det pludselig fra Keith, der så meget mistænksom ud – og når han var det, så skulle man lytte. Keith var som en CSI agent, når han var mistænksom. Han var kun det, når der virkelig ar noget at være mistænksom om – min point var vel, at Keith ville sige noget vigtigt.

''Hvad dog?'', spurgte jeg hæst. Jeg havde grædt en del, og jeg havde råbt meget af lægerne, da de ikke ville fortælle mig, hvor min elskede Justin var – ja, jeg var ikke sød, når jeg var desperat.

''Kan i se den pige derover'', han pegede diskredt over på en pige, der sad 5 meter væk fra os. Hun sad i en sofa og kiggede mod Justins dør. Hun havde lyst, kort hår, og hendes tøj var ødelagt, så hun var helt sikkert en af den forkerte side af byen. Hvad lavede hun her? Jeg havde godt set hende, men jeg havde ikke lagt så meget mærke til hende, på den mistænksomme måde.

''Hvem er hun?'', spurgte Nicholas forundrende, og han spurgte faktisk kun om det, som vi andre tænkte på. 

''Hun kom på samme tidspunkt som os, hun har været her ligeså længe som os, og hun glor hele tiden på Justins dør'', forklarede han med et svagt hævet øjenbryn. Han lignede en slags efterforsker fra CSI, som skulle opklare et mord eller sådan noget. ''Måske har hun noget med Justin at gøre?''. 

''Måske'', mumlede Denice, i takt med at hun gloede på den besynderlige pige, som havde vores opmærksomhed.

Jeg kiggede også på hende, og jeg kunne slet ikke tro, at hun havde noget med Justins forsvinden at gøre. Hun var jo...fattig og beskidt? Hendes hår var en smule uglet, og hun havde sikkert ikke været i bad i flere dage. Og det lignede, at hun havde rullet sig selv i mudder. Men på den anden side, så gloede hun temmelig meget på Justins dør.

''Måske skulle jeg prøve at snakke med hende?'', forslog jeg, og pludselig kunne jeg mærke alles blikke stirre på mig. ''Altså, jeg vil gerne vide, hvad Justin lavede'', endte jeg med at sige bestemt til dem. 

''Men måske stjæler hun?'', hviskede Cara lavt til mig, i takt med at hun så bekymrede ud. Vi var alle dømmende typer, så jeg kunne ikke bebrejde Cara for hendes mistanke om den fattige pige, der sikkert stjal til dagligt. Men det her handlede om min Justin. 

''Jeg må tage chancen'', sagde jeg og kiggede alvorligt på hende. ''Jeg vil så gerne vide, hvad der skete. Om han blev bortført? Om han er blevet bestjålet? Eller om han har været utro?'', forklarede jeg med en svag angst i stemmen, da jeg virkelig ikke håbede på, at han havde været utro. 

''Men hun er så...'', Cara kiggede en ekstra gang på hende, mens hun skar en grimasse. ''Klam'', endte hun med at sige bestemt til mig. 

''Det er måske en god ide'', røg det ud af Nicholas. ''Altså, vi er alle nysgerrige'', tilføjede han og trak på skulderne. 

''Men du kan ikke gå derover alene'', skyndte Cara sig at sige alvorligt til mig, i takt med at hun lavede store øjne – hun var så sød, når hun var bekymrende.

''Jeg går med hende'', hørte jeg Nicholas sige bestemt. Jeg smilede taknemmelig til ham, da jeg var glad for, at jeg ikke skulle gøre det alene. 

Okay, måske overdrev vi med hende pigen, men hun så en smule skræmmende ud. Og hun kunne have en kniv under den store trøje? 

''Fint så, men pas på'', sagde Cara bekymrende til mig. ''Vi skulle nødig have dig indlagt også'', mumlede hun blot. 

''Bare rolig'', jeg rejste mig op og rettede på mine sorte jeans, og min lyserøde top. Nicholas rejste sig også op og gik over ved siden af mig. ''Vi klarer os'', sagde jeg nikkende. 

Cara sukkede lavt og nikkede så. Det var hendes tilladelse, og jeg regnede med, at de andre kun var glad for, at vi gjorde noget for at finde ud af, hvad Justin lavede. Bare denne pige vidste noget. 

''Kom så'', sagde jeg til Nicholas. Han nikkede ivrigt, men han havde dog et smil fremme på hans læber, og det fik mig til at tænke. Jeg skulle også smile, fordi vi skulle se imødekommende ud overfor hende, så hun gad snakke med os. 

Vi tog begge store skridt overmod pigen, der sad alene på sofaen og gloede på min kærestes dør. Hun havde helt sikkert noget med det hele at gøre. 

''Hey'', lød det en smule nervøst fra mine egne læber af, da jeg prøvede at få piges opmærksomhed - det hjalp. 

''Kan jeg hjælpe jer?'', spurgte hun med et svagt hævet øjenbryn, i takt med at der var stor forvirring i hendes øjne. 

''Ja, faktisk'', svarede Nicholas og satte sig forsigtigt ned ved siden af hende, jeg besluttede mig derfor, at tage den anden side, så vi nærmest omringede hende. ''Ser du, min bedste ven og hendes kæreste, ligger på den stue, du sidder og overglor'’.

Hun sukkede svagt og nikkede forstående. Hun forstod pludseligt, hvem vi var. Pigen kiggede skiftende på mig og Nicholas, og det så ud som om, at hun ville sige noget yderst vigtigt til os – men hun holdt det inde.

''Min kæreste forsvandt i nat, og ingen af dem, jeg kender ved, hvor han har været'', forklarede jeg stille og roligt, så hun kunne følge med. ''Og jeg..VI er desperate for at vide, hvad der er sket'', endte jeg med at sige med et stort suk, og jeg havde et stort håb om, at hun vidste et eller andet. 

''Jeg ved godt, hvor din kæreste var'', sagde hun med en rolig stemme, og det var som om, at hun lagde et lille tryk på kæreste - den havde hun nok ikke regnet med. ''Forresten, så hedder jeg Carol'', tilføjede hun hurtigt af ren venlighed. 

''Jeg hedder Eleanor, og det er Nicholas'', sagde jeg med en undrende stemme. Jeg undrende mig en smule over hende, fordi hvis hun var sammen med Justin hele natten, hvorfor havde han så ikke snakket om os? Det gjorde han ellers til alle. Han skulle altid prale med, at han havde mig og bla bla bla. 

''Uhm, kunne du måske fortælle os, hvad han lavede, da det er et ret stort spørgsmål for os'', røg det ud af en utålmodig Nicholas, der bare gerne vil have nogle svar. 

''Jeg ved nu ikke'', mumlede hun blot og kiggede ned på det grå gulv, der virkede gjorde det her hospital kedeligt. 

''Hvad mener du med det? Han er vores ven, og vi vil gerne vide, hvad der skete med ham?'', sagde Nicholas hårdt til hende, og han var ret tæt på at blive rasende, fordi han vidste, at hun vidste noget – men hun benægtede faktisk at fortælle os det.

''Jeg tror ikke, at Justin vil have, at jeg fortæller jer det'', lød det fastbesluttet fra hende, og det så pludselig ud som om, at hun havde taget kontrollen. Hvad bildte hun sig egentlig ind? 

''Justin holder af mig, og Nicholas, og vi har ingen hemmeligheder. Enten kan du sige det, ellers også gør Justin. Dit valg'', jeg var begyndt at blive tosset på hende, fordi hun lød som en, der kendte Justin ud og ind. 

''Holder af jer? Han snakkede slet ikke om jer. Han nævnte ikke engang, at han havde en kæreste'', lød det grinende og en smule hånende fra hende af, hvilket kun gjorde Nicholas og mig mere tosset. ''Faktisk virker i ikke som nogen typer, Justin vil være sammen med'', hun kiggede mistænksomt på os, og det blik gjorde mig en smule bekymret. ''Hvordan kan jeg ikke vide, i ikke er nogle undercover agenter, der prøver at afsløre Justin og mig?'', fik hun spurgt med et forundrende blik.

Jeg kiggede forbavset på Nicholas, som også var i chok over hendes anklage om os. Men det fik mig også til at tænke på, at Justin gjorde noget, som var forkert - faktisk så forkert, at han kunne blive arresteret. 

''Okay, nu høre du godt efter, dit lille udskyd'', jeg hævede min stemme en smule, så jeg lød meget streng. ''Justin er min kæreste, og han tog noget i nat, og ingen ved, hvad det var. Han kunne have været i en hel anden verden på det tidspunkt, hvilket betyder, at du ikke mødte min Justin, men en anden Justin - en som ikke er virkelig. Så, du har bare at fortælle mig det, ellers bliver det værst for dig selv'', jeg kunne nærmest mærke mine blodårer på min hals hæve sig vildt meget af al min raseri.

Hun sukkede tungt og kiggede overbevissende på mig. Jeg vidste, at jeg kunne få hende til at ombestemme sig, hvis jeg virkede mere truende. Hvorfor var det så forkert at true folk? Det virkede da altid. 

''Okay okay'', skyndte hun sig at sige, i takt med at hun lænede sig sukkede tilbage i sofaen med et opgivende blik. ''Jeg kunne vel godt se på din kæreste, at han ikke var sig selv - også selvom jeg ikke kendte ham'', indrømmede hun, men hendes indrømmelse fik kun Nicholas og jeg til at kigge forundrende på hende. 

''hvad taler du om?'', spurgt Nicholas med hævede øjenbryn. Jeg opdagede pludselig, at vi begge havde rykket os tættere på hende. 

''Det er svært at forklare. Men da min ven, Josh, kom med Justin over til det sted, hvor jeg bor, kunne man tydelig se på ham, at han var anderledes end os, men han opførte sig som os'', forklarede hun. Det sted som hun talte om, var vel ikke den beskidte del af byen? Vel? Fordi der skulle Justin i hvert fald ikke være! Jeg turde ikke spørge, fordi det vil være en stor fornærmelse mod Carol.

''Han havde dyrt tøj på, hans hår var rent, han havde en dyr telefon, så han var tydeligvis rig – hvilket hentydede til, at han var anderledes end os og sikkert også fra en anden del af byen. Men han grinende med os, han røg med os, han drak med os, han opførte sig som os, han...'', hun stoppede pludselig midt i hendes sætning, i takt med at hun så direkte ud i ingenting, mens hun så drømmende ud - hun prøvede sikkert at huske det hele. 

''Hvad skete der? Hvad gjorde i?'', spurgte jeg panisk, og jeg havde lyst til at ruske i hende, da det ikke så ud som om, at hun var til stede - men jeg lod være. 

''Det var så normalt for os, men jeg følte, at Justin ikke havde gjort det før - også selvom han var meget bevist om, at det var okay'', forklarede hun, og den forklaring gjorde mig bange.

''Vi lavede hærværk på et hus, hvis ejer gjorde os til grin tidligere på dagen, og det var ret alvorlige skader'', endte hun med at sige med et lille nik.  

''Oh gud'', stønnede jeg irriteret og tog mig til hovedet. Hvorfor skulle Justin altid komme i problemer? 

''Men Justin gjorde vel ikke så meget? Jeg mener, inderst inde vidste han vel, at det var forkert?'', spurgte Nicholas bekymrende. 

''Han var helt væk. Den Justin, som i kender, var ikke ham, som jeg hang ud med. Denne Justin var sindssyg, og utrolig sjov og vild'', hun grinede en lille smule, inden hun begyndte at fortælle igen. ''Justin brændte garagen ned'', sagde hun med et nik. 

''Hvad?'', jeg kiggede foruroliget på Nicholas, der også kiggede på mig. Denne pige lignede en, som ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Og hun talte om Justin, som om at det var okay, det han gjorde. 

''Han brændte ejerens garage ned. Han hældte benzin ud over det hele og tænkte med en tændstik'', forklarede hun med et lille grin. ''Der var en bil derinde til 600.000 kroner'', tilføjede hun med et stort smil. 

''Omg, tænk at han gjorde det!'', udbrød jeg overraskede og lavede store øjne. Hvordan kunne han gøre det? Sådan var han jo ikke!

''Ja, men tag det bare roligt. Han får ikke ballede, ingen kunne mistænkte ham for det, for han er jo en rig dreng, der kan købe sig fra det hele'', mumlede hun en smule surt. 

''Faktisk er Justin ret fattig, jeg er rig, og jeg betaler alt det, som Justin behøver'', tilføjede jeg hurtigt, og jeg så en smule stolt ud, og jeg anede ikke hvorfor. 

''Nåh, hvad er forskellen?'', spurgte hun mig med et ligegyldigt blik. Jeg trak bare på skulderne og sukkede. 

''Gjorde han ellers andet?'', spurgte Nicholas, som stadig ikke syntes, at det var nok, at Justin brændte en garage ned? Næh, hvis Justin gjorde mere, så skulle vi absolut vide det. 

''Han kom, han tog stoffer, han blev total skæv, han lavede hærværk, han tog et par piger på røven, han kyssede 1, og han skulle lige til at gøre noget frækt med en anden pige, men jeg havde en fornemmelse på, at denne rige dreng ikke burde gøre det. Så, jeg tog ham hjem til mig, lagde ham i mig seng og smuttede'', hun kiggede på mig med et lille smil. ''Jeg har ikke set ham siden'', endte hun med at sige efter den store mundfuld. 

''Og du skal heller ikke se ham igen'', sagde jeg bestemt og havde et lille smil på mine læber. Hendes øjne forandrede sig til forvirrende blikke, der ikke kunne lade være med at stirre. 

''Hvad mener du?'', spurgte hun grinende. Jeg kiggede kort på Nicholas, som gjorde tegn til, at det jeg skulle til at gøre, var det rigtige. 

''Du har måske haft en god tid med Justin, men når han vågner, vil han ikke kunne huske dig eller nogle andre, som han hang ud med. Og jeg vil ikke have, at han skal have den byrde, som du vil leverer til ham'', forklarede jeg med et sødt smil.

''Så, vær sød at gå, inden jeg ringer til politiet og melder dig for at lave hærværk''. 

Hun sad pludselig med åben mund og store øjne og kiggede forbavset på mig. Men jeg kunne ikke have hende ind i mit liv, bare fordi Justin hyggede sig. Hun var jo fra den forkerte del af byen. Og hvad vil folk ikke sige, hvis vi pludselig rendte rundt med hende?

''Hvis du melder mig til politiet, tager jeg Justin med ned'', sagde hun med et selvsikkert smil, der helt sikkert skulle tvinges til at være der. Hun var virkelig en bitch lige der, men jeg måtte ikke fremstå som en, der følte sig truet – så jeg fremkaldte et selvsikkert smil og lod hende tabe.

''Det burde du ikke'', røg det roligt ud af Nicholas' læber. Vi kiggede begge på ham, jeg havde et smil fremme, og Carol kiggede nervøst på ham. ''Justin har mange rige venner der vil hjælpe ham, og som du selv sagde, så kan han købe sig fra det hele'', sluttede han af med at sige, i takt med at der gled et skævt smil frem. 

Carol rejste sig op i en hurtigt bevægelse og kiggede på os begge med oprejste pande og en strit mund.

''I to er nogle af de mest forfærdelige og ondskabsfulde mennesker, som jeg nogensinde har mødt. Uden penge vil i være ligesom mig'', forsikrede hun os om med et stort nik. 

''Oh søde, det tror jeg næppe'', responderede jeg med et provokerende smil, der kunne få en hver til at eksplodere. 

''Argh'', hun vendte sig om og strømmede ud af hospitalet, i takt med at vreden spredte sig rundt i hendes krop. Men jeg regnede med, at vi ikke så hende her omkring mere. Som sagt, hun var jo fra en anden del af byen. 

Og vi havde ikke brug for en som hende.

 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Undskyld for ventetiden, men jeg skulle lige finde ud af, hvad der skulle ske i dette kapitel. Jeg håber, i nød at læse den!

Og jeg håber, i glæder jer til det næste kapitel, som snart kommer.

Husk at like den, og husk at tjekke mit one shot ud, som hedder If I Only Knew.

Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...