A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

132Likes
102Kommentarer
14014Visninger
AA

10. En Sårbar Dag Og Nicholas’ Store Hemmelighed.

 

Kapitel 9.

Justins synsvinkel. 

 

12. juli 2013 – det var nu 7 år siden. 

Jeg sad i sofaen, helt tavs, og kiggede ud i luften. Fjernsynet var ikke tændt, radioen spillede ikke musik, og jeg lavede faktisk ikke noget specielt. Ikke andet end at stirre ud i ingenting med et håbløst blik.

Jeg sad i midten af den store sofa og gloede på væggen, som var tætteste på mig.  Jeg havde arbejdstøj på, og jeg var klar til at smutte på arbejde – men jeg kunne ikke. Noget inde i mig gjorde mig trist, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. 

Lige siden jeg stod op i morges, havde min dag været så grå – også selvom solen stod højt oppe på himlen og burde gøre mig glad. Men jeg havde bare den triste følelse inde i mig, og det var også klart. Hvert år havde jeg denne følelse, og normalt forsvandt den dagen efter.

Det var så uretfærdigt.

’’Justin, jeg syntes den ska…’’, Eleanor kom gående inde fra soveværelset, da hun var i gang med at sige noget til mig. Men hun stoppede, da hun så mig sidde i sofaen, som en underlig tosse. ’’Hvad sker der?’’, spurgte hun grinende, men jeg kunne høre hendes undring i stemmen.

Ud af øjenkrogen, kunne jeg tydelig se, at hun stod med en blok, hvor der var forskellige farver i – El ville gerne male væggen inde i soveværelset, så det så mere specielt ud. Og hun havde åbenbart fundet farven.

’’Det er 7 år i dag’’, svarede jeg koldt og kiggede på hende, hvor jeg sikkert havde et fortabt udtryk i øjnene, mens mit nedtrykkede ansigt rystede svagt på hovedet for at holde tårerne inde.

’’7 år siden hvad?’’, spurgte hun forvirrende, i takt med at hun tænkte lidt over det. ’’Åh’’, sagde hun, da hun havde fundet ud af det – det var indlysende. Jeg var trist over noget, som var sket for flere år siden, og hvad var det nu, som skete for flere år siden?

I dag var det 7 år siden, hvor jeg sad på inspektørens kontor og fandt ud af, at min far var omkommet i en ulykke. I dag var det 7 år siden, at jeg mistede min far.

’’Justin, har du lyst til at snakke’’, spurgte hun forsigtigt og satte sig ned ved siden af mig. Hun lagde sin hånd på min lår og kiggede trist på mig.

’’Ja, jeg har’’, hun fik et lille smil på læben, da jeg sagde det. Jeg havde aldrig snakket med hende om det før, fordi jeg ikke følte det – og hun ønskede så meget, at jeg snakkede med hende, fordi hun troede på, at det kunne gøre mig gladere. ’’Men ikke med dig’’, sagde jeg sukkede og kiggede såret på hende.

’’Men hvem så?’’, spurgte hun forundrende. Hun undrede sig sikkert over det, fordi der ikke var andre end Cara, hende og min mor som vidste det – og hun kunne nok regne ud, at jeg ikke vil snakke med de to andre om det.

’’Jeg ved det lyder underligt’’, sukkede jeg tungt. ’’Men jeg ville gerne snakke med Nicholas om det’’, fastlog jeg med et bestemt udtryk i øjnene.

’’Er du sikker på, at du er klar til at fortælle ham det?’’, spurgte hun bekymrende. Hun vidste, at jeg var sårbar i dag, og når jeg var sårbar, kunne jeg blive meget sur.

’’Ja, jeg stoler på ham, og jeg kan kun regne med, at han vil lytte’’, konkluderede jeg og kiggede skrapt hende.

Hun ville sikkert ikke være sammen med mig nu. Jeg mener, jeg var ikke speciel sjov, når jeg var så følsom, og jeg kunne også være en smule besværlig. Og det hadede hun. Men hun ville ikke indrømme det.

’’Okay, jeg tror på, at han vil lytte. Du er trods alt hans bedste ven’’, sagde hun støttende. Jeg var ligeglad med, hvad hun engang sagde til mig.

Hun sagde jo engang, at Nicholas ville ende vores venskab lige med de samme, hvis han fandt ud af det – men jeg troede på, at han ville blive. Vi var bedste venner nu, og vi skulle ikke have hemmeligheder for hinanden.

’’Jeg har brug for ham nu’’, indrømmede jeg med en lav stemme, der hentydede til, at jeg var såret. Hun nikkede forstående og aede min kind lidt.

’’Så kør over til ham’’, sagde hun nikkende og kyssede mig hurtigt på kinden. ’’Og kom hjem når du vil – tag din tid’’.

Jeg rejste mig pludselig op, og jeg kunne godt mærke, at det var et stykke tid siden, at jeg havde stået op. Jeg havde siddet der i lang tid – når jeg skulle tænke, kunne jeg sidde ned hele dagen uden at bemærke, hvor lang tid jeg havde siddet ned.

’’Skal jeg ringe til dit arbejde og sige, at du er syg?’’, spurgte hun mig pludselig, da jeg var på vej ud af stuen.

’’Det må du godt’’, jeg havde vendt mig hurtigt om og kiggede taknemmelig på hende. Hun smilede en smule, mens hun også så en smule skræmt ud – tænk engang, jeg skræmte hende.

’’Ses’’, med det ord gik jeg ud i gangen og tog mine sko på.

Jeg ville køre over til Nicholas og sige sandheden, og jeg havde et stort håb om, at han ville lytte og forstå. Hvis ikke? Så var alt det vi havde, væk.

Normalt, på denne dag, ville jeg sidde på mit værelse, hvor der var helt mørkt. Det plejede jeg at gøre hvert år, og det skræmt min mor, når hun kom ind på mit værelse og så mig sidde i min seng i bælgmørke – men det gjorde jeg.

Jeg smuttede ud af døren, i takt med at jeg var iført min uniform, men jeg var ligeglad, for jeg ville bare af sted, om så jeg havde underbukser på.

Det var på tide, at Nicholas hørte sandheden om mit liv. Det var på tide at teste vores venskab. Det var på tide at høre hans mening. 

 

¤¤..¤¤

 

Jeg smækkede bildøren i med et ordentlig brag og gik hurtigt over til hoveddøren. Jeg følte, at jeg havde travlt, fordi jeg bare gik og gik, og jeg tænkte slet ikke på, hvad jeg gjorde. Der kunne gå en person lige imod mig, og jeg vil slet ikke bemærke det – så væk var jeg.

Jeg tog hårdt fat i håndtaget og gik brasende ind af døren, i takt med at jeg havde et forvirret blik, der godt kunne forstå som et surt blik også. Jeg kom ind til entreen, hvor jeg med det samme fik et chok.

Nicholas’ mor.

Hun så forvirret og undrende på mig, mens hun var iført noget meget fint tøj – det kunne godt ligne, at hun skulle et sted hen, hvor man skulle være fin.  

’’Hvem har dog bestilt noget fra Cafe Dé more’’, spurgte hun med en grimasse, der udtrykkede en del had og fornærmelse til mig.

Jeg fortrød nu, at jeg ikke havde skiftet, før jeg tog af sted. Nicholas’ mor kunne ikke fordrage mennesker, der arbejdede på cafeer – og hun kunne bestemt ikke lide, at en af dem var bedste venner med hendes søn.

’’Jeg skal lige snakke med Nicholas’’, mumlede jeg og gik direkte forbi hende. Men lige da jeg passerede hende, tog hun hårdt fat i min arm og trak mig over til hende.

’’Skal du være flabet igen?’’, spurgte hun bestemt og kiggede med alvorlige øjne på mig. Jeg havde brudt 2 af hendes regler allerede – gå brasende ind af døren og ikke behandle hende som en dronning.

’’Nej, selvfølgelig ikke’’, jeg rettede mig op og kiggede smilende på hende. ’’Men det er vigtigt, at jeg snakker med Nic lige nu’’, forklarede jeg.

Hmm, det var første gang, hvor jeg havde kaldt ham for Nic, og så overfor hans mor? Var jeg dum eller sådan noget? Hun var jo en fin dame, og de kunne ikke lide kælenavne. Damn.

’’Han hedder Nicholas’’, rettede hun mig hurtigt og rullede med øjnene. Hun gav slip på min arm og kiggede undrende på mig. ’’Har du fået et arbejde?’’.

’’Ja, der er jo nogen, som ikke er født med penge i røven’’, sagde jeg spydigt. Men jeg fortrød langsomt, at jeg sagde det. Hendes tredje regel – ikke bande i huset. Og så brød jeg sikkert også en uskrevet regel – ikke fornærme hende eller nogle af hendes kære.

’’Ja, det er jo sandt nok’’, sukkede hun tungt og nikkede en smule – tænk at hun gav mig ret? ’’Hvis jeg ikke havde travlt, så ville jeg give dig en lang tale om, hvor ubehøvlet du er. Men som sagt, så har jeg travlt’’, med de ord bevægede hun sig over mod hoveddøren og åbnede den.

’’Du finder Nicholas på hans værelse’’, informerede hun mig om med et lille smil. På en eller anden måde, så tror jeg faktisk godt, at hun kunne lide mig – men det vidste hun kun dybt inde i hende selv. Hun skulle jo også acceptere hendes søns venner.

’’Tak’’, sagde jeg kort og vendte mig mod den store trappe, som virkelig fik huset til at se dyrt og stort ud.

Jeg kunne høre, at døren lukkede sig bag mig, og det må da kun betyde, at hun havde forladt huset. Jeg regnede med, at Nicholas og jeg var alene i huset. Måske var det også bedst, da han sikkert ville flippe ud, når jeg fortalte ham sandheden.

Eller måske ville jeg blive overrasket. Man vidste jo aldrig, måske ville der ske noget, som kom bag på mig? You never know.

Jeg kom til Nicholas dør og stoppede hurtigt op, jeg var lige ved at tage i håndtaget, men så lod jeg være. Hvordan mon han reagererede, når han så mig? Normalt kom jeg ikke bare sådan. Enten ringede jeg først, eller også havde vi aftalt, at jeg skulle komme. Nu kom jeg bare.

’’Hey’’, sagde jeg, da jeg trådte ind på hans værelse. Jeg lukkede hurtigt døren bag mig og kiggede smilende på Nicholas, som lå i sin seng og så tv – men da jeg kom ind, slukkede han det hurtigt.

’’Hey Justin’’, lød det glad – men også meget overrasket - fra ham af. ’’Hvad laver du her?’’, spurgte han mig om og rejste sig op med et lille hop i sengen. ’’Ikke at det gør noget’’, skyndte han sig at sige, så det ikke lød forkert.

Jeg grinende en smule af hans ord, men så forsvandt det, da jeg kom i tanke om, hvorfor jeg kom.

’’Jeg skal snakke med dig, og det er en smule alvorligt’’, svarede jeg med alvor i min stemme, så han helt sikkert kunne høre, at jeg mente det.

Han fik pludselig et bekymret blik, som jeg kun havde regnet med at se. Han havde aldrig set mig sådan, men det var vist på tide, at han gjorde – vi var jo bedste venner, og vi skulle se forskellige sider af hinanden.

’’Hvad sker der?’’, spurgte han mumlende. Jeg satte med ned på sengekanten, mens jeg havde mit blik på ham.

Han satte sig ned i sengen ved siden af mig og kiggede på mig, og pludselig kunne jeg ikke sige det. Tanken om at vores venskab kunne ændre sig stort nu, skræmte mig fra vid og sans. Men jeg kunne ikke lave om på det nu, da han havde fundet ud af, at jeg ville sige noget alvorligt.

Jeg sukkede tungt og tog mig sammen.

’’Det er noget omkring min fortid, som jeg gerne ville fortælle dig, fordi du er min bedste ven, og du fortjener ikke hemmeligheder’’, forklarede jeg og smilede en smule. Jeg ville gerne minde ham om, at vi var bedste venner, før han ville flippe ud.

’’Justin, du kan fortælle mig alt, og det ved du godt’’, sukkede han tungt og gengældte mit lille smil med et større smil. Han gjorde mig mere rolig, og han havde fuldstændig ret – ikke noget at være bange for.

’’Okay’’, jeg rettede mig en smule op og sukkede igen. ’’D-d-det er en smule skræmmende’’, stammede jeg og gav ham et trist blik.

Hans smil forsvandt lidt, da han fik et tænkende og gennemskuende udtryk i ansigtet, som om at han havde fundet ud af noget stort.

’’Det er ikke for at ødeægge din fortælling, men jeg tror, at jeg ved, hvad du prøver at sige’’, mumlede han bestemt og kiggede såret på mig.

’’Gør du?’’, spurgte jeg undrende. Han nikkede kort og kiggede ned på sine flettede fingre – i al den tid hvor jeg havde kendt Nicholas, havde jeg lært hans nervøse træk, og det med at flette sine fingre ind i hinanden, var et nervøst træk. 

’’Her i byen holder hemmeligheder ikke, og så snart der kommer en ny person’’, han pegede hurtigt på mig, da han hentydede til mig, da han sagde ’’ny person’’. ’’så dukker alt info langsomt op omkring denne person og fortiden’’, forklarede han. Tænk at denne del af byen var sådan, men nu var det jo heller ikke fordi, at der boede så mange mennesker. ’’Og da du sagde, at du ville snakke om din fortid, kunne jeg regne det ud’’, sluttede han.

’’Så du ved det?’’, spurgte jeg med et svagt hævet øjebryn. Da han sagde, at han troede, at han vidste, hvad jeg snakkede om, troede jeg ham ikke. Men nu begyndte jeg langsomt at tro ham.

’’Jeg ved, hvilken person du var i fortiden. Stoffer, ballade, fængsel..alt’’, svarede han, og han lød slet ikke sur, rasende, skuffet eller andet.

’’Gør du?’’, jeg lød vildt overrasket, selvom jeg ikke burde. Det var sikkert Cara, som havde fortalt ham det, den sladderhank. ’’Nå, men så ved du vel også, at min far døde for 7 år siden’’, fik jeg spurgt med et svagt hævet øjenbryn.

’’Ja, og jeg er ked af det’’, skyndte han sig at sige. Oh, hvor havde jeg ikke hørt den sætning mange gange. Lige da det var sket, hørte jeg ikke andet – og jeg blev træt af al den medfølelse.

’’Jeg er ked af, at jeg ikke har fortalt dig det’’, sagde jeg sukkende. Jeg var glad for, at han vidste det. For det betød vel, at han stadig kunne lide mig. Han forlod mig ikke.

’’Det er okay’’, responderede han frisk og smilende. Han kiggede pludselig endnu mere trist på mig, og der var også en smule usikkerhed omkring ham. ’’For jeg har noget, som jeg heller ikke har fortalt dig’’, lød det pludselig fra ham. ’’Eller nogen for den sags skyld’’, rettede han hurtigt.

’’Hvad er det?’’, spurgte jeg hurtigt, da jeg syntes, at det var en smule sjovt, at Nicholas havde en hemmelighed. Altså, han holdte aldrig hemmeligheder. Alle vidste alt omkring ham, fordi han var ligeglad.

’’Det var før vi flyttede hertil’’, startede han, og jeg blev pludselig meget interesseret, da det lød som en stor hemmelighed, som skete i hans fortid. ’’Jeg boede i New York før, og vi flyttede hertil, da jeg var 15. Jeg kom hertil en uge før skolen startede’’, forklarede han. Jeg nikkede bare, i takt med at jeg så engageret ud.

Jeg havde altid troet, at Nicholas havde boet her i hele sit liv – men der tog jeg åbenbart fejl.

’’Og dengang vi boede i New York, var min familie og jeg slet ikke sådan her’’, jeg kiggede undrende på ham, da han sagde det. Påstod han, at hans mor ikke altid havde været sådan en bitch. ’’Vi var faktisk en smule fattige’’.

’’What?’’, udbrød jeg overrasket og kiggede forundrende på ham. Mente han virkelig det der? Eller lavede han bare sjov? Han lignede nu ikke en, som lavede sjov. Men fattig? Nicholas? Det gav ingen mening.

’’Ja, vi boede i et fattigt kvarter’’, jeg lavede store øjne, efter han sagde det. ’’og jeg var en ballademager, ligesom dig’’, indrømmede han og sukkede tungt ud. ’’Jeg rendte sammen med de forkerte, tog stoffer, lavede hærværk og stjal’’.

’’Og det her var bare for 4 år siden?’’, spurgte jeg undrende, mens jeg havde hævede mine øjenbryn en smule – jeg var utrolig forvirret. Det var jo ikke så lang tid siden? Nicholas havde ikke altid været den person, som han var nu – engang var han det modsatte af, hvad han var nu? Oh My God.

’’Ja, det var en underlig tid’’, sagde han grinende og trak svagt på skulderne. ’’Engang, stjal mig og mine venner en bil, hvor der lå kokain i. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var forkert, men jeg kørte alligevel bilen’’, han stoppede lidt for at holde pause, og det så faktisk ud som om, at han nød at fortælle den historie.

’’Vi kørte galt, ikke alvorligt. Men vi kørte ind i sidekanten af vejen, så bilen til 300.000 gik i stykker, derefter grinende vi lidt over det og sniffede lidt kokain. Men så kom der en politibil’’, jeg kunne godt bruge nogle popcorn, da denne historie var vild fangende. ’’Jeg kan stadig huske følelse, da lyden dukkede op i nærheden af os, altså lyden af en politibil. Vi var alle i chok og pisse bange’’, grinende han en smule, i takt med at han så drømmende ud til luften.

 ’’De bedte os om at holde hænderne oppe, så vi gjorde det. Da jeg så opdagede, at det var min far, blev jeg lettet, fordi han kunne få mig ud af det her, men han ville blive sindssyg skuffet’’.

’’Var din far politimand?’’, spurgte jeg undrende. Hans far tjente 90 millioner om året nu, og så var han bare en politimand før? Wow, drømme kan faktisk godt komme i opfyldelse.

’’Ja, og han var skuffet over mig, fordi jeg altid lavede ballade’’, sagde han sukkende, men det lød nu som om, at han elskede den tid, hvor ballade var det eneste, han lavede. Jeg kunne kun give ham ret, det var temmelig sjovt. ’’Og den aften fik han mig ud af det, men jeg skulle arbejde hårdt for at betale for bilen’’, lød det sukkende og irriteret fra ham af.

Jeg nikkede en smule og tænkte lidt over det hele. Det var vildt svært at forstå, at han havde stjålet en bil. Nicholas? Ham der gik over i en legebutik og købte dyrt legetøj til fattige børn? Det gav ingen mening.

’’Men hvordan havnede i her?’’, fik jeg spurgt. En fattig familie blev til en velhavende, rig familie på ikke så lang tid? Denne historie var fantastisk.

’’Min farfar døde to måneder før skolestart, og min far overtog hans firma, og derved begyndte han at tjene kassen’’, svarede han med et stort smil. ’’Vi flyttede hertil og ændrende os selv til noget bedre, fordi vi skulle passe ind i kvarteret’’, endte han med at sige.

’’Men hvordan lærte du at være en rig dreng på et par måneder?’’, spurgte jeg med store øjne. Nicholas var jo den bedste rige dreng i byen – altså, han opførte sig bedst.

’’Jeg er lærenem, men i starten var det svært’’, indrømmede han og kiggede med store øjne på mig. ’’Jeg lavede tit fejl, som jeg skulle rette op på. Fx, når jeg var sammen med andre rige drenge, så kunne vi ikke bare pifte af pigerne på den måde, jeg plejede at gøre’’.

’’Wow, det er en utrolig overraskende historie’’, sagde jeg og grinende stort. Tænk at han havde været ligesom mig? Nej, han havde faktisk været værre end mig.

’’Ja, det er det faktisk’’, han grinende lidt med mig. ’’Der var en fest en uge før skolestart, hvor det var min første test som en rig dreng..’’.

’’Lad mig gætte, det var der, du havde sex med El?’’, afbrød jeg ham, da jeg gerne ville afslutte den. Jeg elskede at have ret, og jeg følte, at jeg havde mere end ret.

’’Ja, præcis. Jeg gjorde store indtryk den aften’’, sagde han stolt og rettede sig en smule op. ’’Men husk det er en hemmelighed, ingen må vide det, for ellers er mit ry ødelagt’’, fastslog han bestemt.

’’Ja, jeg vil aldrig sige det til nogen’’, forsikrede jeg ham om. ’’Jeg lever jo selv med en hemmelighed’’, mindede jeg ham om.

’’Tænk, at vi har mere tilfælles, end vi gik rundt om troede’’, mumlende han lidt for sig selv. Men han have ret, jeg vidste heller ikke, at vi havde så meget tilfælles.

’’Du levede et sindssygt liv mand. Tænk du stjal en bil og sniffede kokain’’, røg det overraskende ud af mig, mens jeg kiggede forvirret på ham. Det var Nicholas vi snakkede om. Ham der fordømte andre, ham der havde store tanker om alle, ham der altid havde fortalt mig, at stoffer var så forkerte.

’’Ja, jeg ved det’’, mumlende han blot. ’’Men du var heller ikke en engel selv’’, forsvarede han sig selv og gik direkte over til mig.

’’Nej, vi var vel bare nogle bad boys’’, sukkede jeg tungt og smilende stort. ’’Jeg ville ønske, at jeg kendte dig engang’’, fastslog jeg bestemt og nikkede svagt.

’’Ja, jeg ville også ønske, at jeg kendte slemme Justin’’, jeg kiggede smilende på ham. ’’Alt var sjovere dengang’’.

’’ja, man levede livet, og gjorde hvad man ville’’, sagde jeg og tænkte lidt over tingene. Livet nu var kedeligt i forhold til det liv, som jeg levede før. Godt nok var jeg ude, hvor jeg ikke kunne svømme, men jeg havde det sjovt.

’’Men alt havde sin pris’’, responderede han sukkede og kiggede bestemt på mig. Jeg gættede på, at historien med den stjålne bil og hans far, måske havde et par dårlige sider.

’’Desværre’’.

Jeg følte, at Nicholas og jeg var kommet tættere på hinanden, fordi vi vidste mere om hinanden, end før. Wow, Nicholas havde taget stoffer. Den tanke kunne jeg ikke få ud af mit hoved.

Vi sad i tavshed, og jeg gættede på, at vi begge tænkte på det samme: Nicholas’ fortid. Jeg kunne ikke tro det. Men jeg gættede bare på, at alle havde sider, som de skjulte.

’’Hey, jeg har helt glemt at fortælle dig, at jeg kender en, som kender en, der holder fest i morgen aften. Kunne dig og Eleanor tænkte jer at komme med?’’, spurgte han lige pludselig ud af den blå luft – men når man kom i tanke om det, så skulle man sige det, uanset hvad.

’’En fest er lige, hvad vi trænger til’’, svarede jeg hurtigt. ’’Du kan regne med, at vi kommer’’, sagde jeg med et skævt smil.

’’Ja, men jeg tænkte på, om vi ikke kunne mødes hos mig og holde en førfest?’’, forslog han med store og interesserede øjne.

’’Jo, det kunne være fedt!’’, røg det ud af mig, mens jeg følte mig anspændt. Jeg kunne virkelig godt trænge til en fest. Drikke sig fuld og leve livet uden at tænke sig om.

’’Så gør vi det’’, han nikkede ivrigt. ’’I morgen klokken 21 hos mig’’, informerede han bestemt.

’’Vi vil være der’’, forsikrede jeg ham om med et stort nik.

Nu håbede jeg bare, at Eleanor var klar til en fest. For en fest var lige, hvad jeg trængte til efter al det, som jeg havde været igennem. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Wow. Er Nicholas’ fortid ikke overraskende. Folk tror, at han er den gode, søde og perfekte dreng, men næh nej, han var ligesom Justin. Lad os håbe, at det aldrig kommer ud. Byen har jo et stort ry om, at hemmeligheder altid kommer ud.

Og så fest næste gang? Mon Justin har ret i, at det er det, som han har brug for? For det bliver en fest, hvor han slet ikke vil huske noget – mon han gør noget, som han vil fortryde?

Well, læs med næste gang. Og husk at like den, for så bliver jeg så glad. Og skriv en kommentar om, hvad i syntes om dette kapitel.

Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...