Teenager - Sue me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Starten på et ungdomslitteraturs projekt.

1Likes
4Kommentarer
379Visninger
AA

1. 17 år.

Okay, nu starter vi. Jeg undskylder på forhånd hvis det går lidt hurtigt med opsummeringen, men der er meget information vi skal igennem, og eftersom vi vel alle sammen gerne vil have at jeg kommer til sagens kerne så vi kan komme i gang med den RIGTIGE aktion, må det gå lidt hurtigt.
Jeg håber du kan følge med, ellers spørger du jo bare ind. Okay.
 Mit navn er Therese, jeg er 17 år gammel. Jeg går i 1.g.  Mine yndlingsfag er dansk, engelsk og samfundsfag. Jeg er hende i klassen der altid har lavet sine lektier, men aldrig siger noget i timen. Ikke fordi jeg ikke vil, men jeg har et rimeligt stramt forhold til mine lærere. Jeg er hende, folk andre driller, fordi jeg altid tegner i min bog, i stedet for at lytte efter til hvad min lærer prøver at (zzz) formidle på tavlen. Jeg synes at min lærer er død kedelig, ha ha, sjovt nok, det havde du aldrig gættet.
Nu lyder det selvfølgelig som om jeg kun har én, men konceptet er egentlig gældende for dem alle sammen. Jeg har ikke nogle deciderede fritids hobbys, udover at tegne, læse, og lytte til tonsvis af indiemusik. Fra tid til anden forsøger jeg mig på familiens klaver, ikke altid lige heldigt.

Hvor var vi? Nå ja. Therese, 17 år, tegneri, kedeligt. Jeg har en lillebror der hedder Jonas, han er 13 år og forfærdelig. Ikke forfærdelig på den der, fuck hvor jeg hader dig-agtige måde, men på den der... 13 år, den populære dreng i klassen, der spiller smart-agtige måde. Der hænger altid 3-4 nyligt pubertetsramte unger ud i vores hjem . Der får de tiden til at gå med at larme, hører alt for dårlig rap, spiller højlydt counterstrike og jeg skal komme efter dig.  Jonas og jeg bor hos vores far, Michael og hans kæreste, Luna. Hun er sød, og 35 år - det vil sige 15 år yngre end min far, og hun er som den seje storesøster jeg aldrig har haft. Min mor bor i Roskilde. Det er nærmest på bøh-landet, så det er kun et par gange om måneden at jeg gider at besøge hende. Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg ikke gider min mor, men jeg har tit bare for travlt med vennerne og alt muligt andet, til at gide at sætte et par dage af til at sumpe i Roskilde.
  Vi bor i et lille hus i forstaden, godt og vel 15. minutter i tog fra Nørreport station, ikke det værste sted at vokse op. Det kunne være Nørrebro... Ej okay, det lød måske lidt racistisk. Faktisk kan jeg vildt godt lide Nørrebro, med alle de forskellige kulturer samlet på samlet sted.. Jeg siger bare at nogle af de der 2.g drenge kan være stride, og så er jeg altså glad for at de ikke flyder over i min skole. Jeg har ligesom ikke behov for FLERE der driller.

Jeg ved ikke om man kan kalde mig den "stille pige", for når de driller kan jeg godt sige noget igen. Det skal selvfølgelig ikke lyde som om jeg ikke har nogen venner, det har jeg selvfølgelig. Vi er nok dem som man kalder 'de flippede' typer. Eller måske, dem de andre ikke må lege med?
Vi har en lille gruppe som vi kalder 'ballademagerne' - det er ment som en joke, fordi Andreas' mor engang kaldte os en lille gruppe ballademagere, fordi vi havde taget nogle af deres øl og drukket os lidt snalrede nede i deres kælder. Bedre kendt som 'kælderen' i folkemunde.  Det er vores faste sammenkomststed.
Ballademagerne består af mig (selvfølgelig), Andreas, Linnea, Jacob og Ole.
Du skal slet ikke sidde og tænke "Hvad fuck er Ole for et navn?" Okay? Vi andre driller ham nok med det, du skal ikke starte også - det er lidt synd for ham.

Jeg kan lige så godt kalde en spade for en spade. Det der, med druk og spas er ikke ligefrem fjernt for os. Herregud, vi er 17-18 år gamle. Vi er i gang med at prøve grænser af, og finde os selv. Det er altså ganske normalt. Så er der så Andreas og Jacob, som ryger. Jeg har prøvet, men ærlig talt så kan jeg ikke se det fede ved det. Det lugter grimt. Man får dårlig ånde. Jeg er aldrig blevet kysset, så umiddelbart virker dårlig ånde ikke som en særlig god idé, hvis jeg gerne vil have at nogen skal kysse mig.
Og ja, jeg ved det godt. Det er ret sent, at ikke at have prøvet at kysse én før. Og man skulle da tro at med mine 160 cm lille beskyttelsesopfordrende højde, lange brune og krøllede hår, søde fregner.. ikke umiddelbart andet galt med kroppen andet end mine stortset endnu ikke eksisterende bryster, at bare EN eller anden skulle have lyst til at kysse mig.
Det er der ikke. Ingen. Nada. Intet. Altså okay, jeg har da prøvet at få et kys - men vi snakker sådan, akavet, flaskehalsen peger på-kys i 9. kl. med bøjle-Henrik fra parallel klassen  og ærlig talt ville jeg hellere have været foruden.  Det er ikke fordi jeg aldrig har haft lyst til at kysse på nogen, nogensinde.. Men.. Det er ret svært for mig at snakke om, men når alt kommer til alt, så er jeg bare bange for at de ikke kan lide mig, og hvis det var at der var en fyr, som synes jeg var sød, så havde han da vel kysset mig? Der var engang, hvor jeg tror det var tæt på... Vi lyttede til musik i min seng, og havde snakket i flere timer. Og så var der et øjeblik... Men jeg tog vel fejl. Det skete ikke. Vi snakkede aldrig om det igen.
Okay, jeg tror faktisk det er al den viden du behøver, før jeg fortæller dig hvad det ligesom er der foregår.
Okay, nu tænker du nok “Ja ja, det er alt sammen meget godt Therese, men hvorfor skal jeg vide alt det her.” Slap nu af, vi NÅR dertil. Du bliver jo bare nød til at vide lidt om forhistorien. Det er egentlig kun en lille del af historien, som er meget større end mig. Faktisk handler det i virkeligheden næsten ikke kun om mig, kun en lille smule.

Den historie jeg skal fortælle dig om startede den skæbnesvangre dag, d. 22. April. Det burde have været en mandag som alle andre. Den startede meget normalt, så man kunne sagtens have taget fejl. Vækkeuret ringede 6:30. Jeg slæbte min trætte korpus (okay, kravlede) ud i badet og tændte for bruseren, der som altid var alt for kold og alt for våd til sådan en mandag morgen. Børstede tænder i badet, få mest ud af tiden, du ved. Fik shampoo i munden under seancen, spruttede og sprøjtede i omtrent 10 minutter, og INGEN mængder af mundskyl kunne fjerne den forfærdelige smag. Hej mandag, jeg har IKKE savnet dig.


Tørrede håret træt med føntørrer, og håret ville ikke sidde som jeg ville have det. Og ja, jeg skulle på forhånd have VIDST at pandehår og krøller ikke går godt i spænd, og nu lagde jeg vel som redt. Prøvede at redde situationen med et par hårnåle. Pandehåret lignede ikke længere Mary’s, fra Vild med Mary, så bestemte mig for at det gik an.
Hoppede i et par stramme cheap mondays og toppede looket med en hvid t-shirt, sort hættetrøje med lynlås, en masse armbånd (jeg har en fetish med armbånd) og mine alt for slidte all-stars (der for længst burde være byttet ud med nogle nye, men kære fader Michael mener at hvis jeg kan bruge 600 kr på et par lærredssko så er jeg selv ude om det, og må selv tjene til et par nye - for han NÆGTER simpelthen at bruge penge på så korttidsvarigt fodtøj.)
Zombie-trampede ned af trappen, på med læderjakken og over skulderen med den dagen-forinden-pakkede skoletaske.

Klokken var præcist 7:35, og lige udenfor døren møder jeg Ole’s kæmpestore morgensmil. Det burde jeg nok forklare. Eftersom Ole og jeg stort set bor dør til dør, har vi fulgtes i skole, nærmest siden dagen efter han flyttede hertil fra Jylland for to år siden. Oh yeah, manden hedder Ole og er fra Jylland. Helt ærligt, forældrene har sgu ikke givet ham en fair chance.
Dog har han efterhånden fralagt sig den bøvede jyske accent. I hvert fald stod han klar, hver eneste morgen, 7:35 sharp. Det gav os 15 min. til at gå i skole, og 10 min. til at finde en plads bagerst i klassen, før de andre  fra klassen kom, og catche op med resten af ballademagerne.

“Hey trold” sagde han med et kæmpegrin, “Fuck dig, Ole.” svarede jeg, og gav ham et lille slag på skulderen. Han grinede og lod hånden glide hen over skulderen hvor jeg havde slået, og lavede en grimasse, som om det havde gjort ondt.
Jeg kunne ikke lade være med at smile af hans åndssvage og malplacerede morgenfriskhed, og pludselig var det alligevel ikke så forfærdeligt, at det var mandag.
“Har du haft en god weekend?” spurgte han interesseret, mens vi gik ned af nørregade. “Standard. Jonas har holdt gamer-weekend, hold kæft hvor er jeg glad for at de fucking pre-pubber er ude af vores hus igen. Seriøst.” svarede jeg, og han blinkede til mig, “Indrøm det bare, du elsker når de er der. De tilbeder dig jo.”
“Ja, fedt. Det er så skønt, at en gruppe 11-13 årige lyster efter min krop.” svarede jeg sarkastisk, og Ole måtte kvæle et grin.
Ole havde en dejlig tendens til at grine af alt, han var altid så glad. Også mandag morgen. Han er egentlig ret pæn, Ole. Han har også et rigtig flot smil, og sådan noget lækkert, pjusket, næsten helt ravne-sort hår.
“Hvad med dig?” spurgte jeg tilbage, og med blikket vendt ned mod fortovet svarede han,
“Ja det har været fint nok, Line har været ovre det meste af weekenden, vi har bare chillet.”
Line er hans kæreste. Hun går i vores parallel klasse. Hun er høj, tynd, lyshåret, går til hip hop, lytter til Justin Bieber, Taylor Swift, og alt det andet poplort de spiller på the voice. Hun er, rent ud sagt, min diomentrale modsætning. Jeg aner ikke hvordan en sød og dejlig fyr er endt med en strigle som hende, de har intet tilfælles. Men det må han selv om, jeg er ligeglad.
“Nå, det lyder da.. hyggeligt..” sagde jeg sagte, og så stoppede samtalen ligesom dér. Uden at ytre et år fulgtes vi igennem skolegården, mens vi ignorerer 3.g'ernes opråb, ‘Se, der kommer emo-kæresterne’. De har tydeligvis ingen forståelse af hvad emo er. Jeg har næsten lyst til at råbe et par søde påmindelsesord tilbage, om at Google er til for at blive brugt, og at de nok burde slå et term op hvis de ikke forstår konceptet. I hvert fald inden de begynder at bruge og råbe det op i flæng.
Men det her er forstæderne til København. Hvis man går i sorte jeans og lytter til Kashmir må man vel for helvede være emo, det er klart. Idioter. Som vi passerer dem hører jeg én af dem mumle “fuck I kan være nogle douches nogengange.” Og mit had flammer ned igen. Therese temperamentsfuld.

Ole kiggede op på mig, fra sin trancelignende fokusering på fortovet, og smilte. Det er hans ‘Du skal ikke tage dig af dem’-smil og lige dér er jeg så taknemmelig for vores morgen-tradition.
Vi går op af trapperne og finder det velkendte klasselokale, der har været vores siden vi startede her. Væggene er stadig dekoreret med tegninger, plancher, grammatikskemaer, osv. osv. som vi har sat op i løbet af tiden. Lokalet kunne klart bruge en renovering, det er helt sikkert.
Eller bare en kærlig hånd. Eller bare en hånd, egentlig. Jeg skriver bag øret, at det måske var en idé at foreslå Hanne (vores dansk/klasselærer) at vi måske skulle pille nogen af de uddaterede ting ned, ved lejlighed. Det er måske det bedste incitament til forbedring, jeg kan komme på, på nuværende tidspunkt.

Jeg følger Ole ned bagerst i lokalet, der er ikke andre der er kommet endnu. Vi placerer os derefter på de faste pladser, andensidste række mod højre, og vinduerne. Udenfor ser jeg stadig 10. klasserne, der spillede smart tidligere. Lidt efter lidt bliver klassen fyldt op, Mille og Linnea har sat sig bag os, Jacob og Andreas ved bordet til venstre for os. Vores klasse er meget klikepræget, og det har været et kæmpe problem. Jeg kender alle fra min klasse, fra folkeskolen - de har ikke været særlig gode til at blande os. Så derfor fulgte problemet naturligvis med. Vores lærere har for længst opgivet at gøre noget ved problemet.
 Der er os, ballademagerne - selvfølgelig. De andre kalder os for chipperne. Det er jo ikke så slemt som det kunne være. Navnet kommer af at vi alle tilfældigt gik i cheap monday bukser, hver dag i en uge.. Så sad navnet ligesom fast.
Så er der plastikkerne, og kan du gætte hvorfor? Yep, mean girls referancen er uungåelig. Det er gruppen af afblegede trunter, som går med alt for stramt tøj, med alt for meget make-up. Blanke som spejlet, de tilbeder dem selv i, hvert eneste frikvarter. Det er Anna, Maria og Natasja. Så er der drengegruppen, som ikke har et kælenavn. Det består sådan set af alle drengene, lige på nær Andreas, Ole, Jacob og James, som er med i den tredje og sidste gruppe; nørderne.
Foruden grupperne har vi Johanna, Madelaine og Christina, som sådan set er Holland. Det vil sige, de snakker med alle - er upartiske, neutrale og sådan set ganske dejlige mennesker.

Første time var dansk, og tiden sneglede sig afsted, mens ballademagerne underholdte sig med at sende noter rundt om weekendens hændelser. Linnea havde åbenbart scoret en eller anden 21årig på en bar, og lovede højt og helligt at hun senere ville fortælle os detaljeret om hvordan hun var sluppet af sted med at være der, uden at skulle vise ID (jeg gætter nedringet trøje, det er ikke rigtig et trick jeg kan benytte mig af), Andreas og Jacob havde fedet den og spillet playstation. Så alt var jo som det plejede at være.

Da jeg ikke rigtigt kunne overskue at skulle have genfortalt referatet af Oles skønne weekend med Line, droppede jeg idéen om at blive hængende i klassen efter Hanne havde færdiggjort hendes kedelige dansk-seance, og det endelig var tid til dagens første frikvarter.
Jeg efterlod vennerne i klasseværelset. Det var muligvis den dummeste handling i mit liv. Eller den bedste, jeg har ikke bestemt mig endnu.
Som jeg altid gør, når jeg har brug for at være mig selv lidt, gik jeg ned på skolens bibliotek. Bøger er min største last her i livet, lige efter indie musik og tumblr.

Jeg fik aldrig sagt, at far Michael er professor i dansk på Københavns Universitet, så jeg er altid blevet presset til at læse tonsvis af bøger.. Okay, presset lyder også lidt strengt, jeg kan jo faktisk godt lide det - men i hvert fald - fik jeg altid bøger af min far. Nærmest HVER gang han var ude og købe ind, slæbte han en eller anden ny bog med hjem.
Nå, men jeg gik i hvert fald ned på biblioteket. Biblioteket har altid været mit fristed. Mit sted, hvor jeg kan rydde op i mine tanker, slappe af. Der er aldrig nogen mennesker.
Eller det vil sige, det plejer der ikke at være. Men den her dag var jo som sagt anderledes end de fleste.

Jeg åbnede døren og smilede til Gitte, bibliotekaren. Vi havde en indforstået aftale af, at hun passer sit, jeg passer mit. Det var en god aftale.
Jeg greb en klassiker, Alice in Wonderland af Lewis Carroll (Lad være med at dømme, jeg kan godt lide de gamle klassiske eventyr) og smed mig i den store lænestol, bagerst i rummet.
Hvis jeg læste i de 15 minutters frikvarter nu, og 45 minutter i spisefrikvarteret, kunne jeg låne bogen med hjem og læse den færdig i aften, tænkte jeg for mig selv.

Men sådan skulle det ikke være.

“Hey, dit navn er Therese, ikke?” forstyrrede en stemme, et sted udenfor mit eventyrsunivers.
Jeg kiggede op fra min bog, med skulende øjne og håbede i mit stille sind, at mit dræberblik ville få personen, der havde haft nerven at forstyrre mig midt i min allerhelligste oase, til at simpelthen falde død om på stedet. Jeg blev mødt af de flotteste blå øjne, jeg nogensinde har set i hele mit liv.

“Øhhhh........” var det eneste jeg kunne formå at formulere på daværende tidspunkt. Ja, jeg skammer mig stadig. 

De blå øjne var ejet af en fyr. En meget, meget pæn fyr. En meget, meget pæn fyr med lyst hår. En meget, meget pæn fyr, med lyst hår og en lille smule krøller.
“.. Ohh-kay?....” sagde han så, den her meget flotte fyr, og lagde hans hoved på skrå, og gjorde heller ikke rigtigt det der med at formulere sig lettere.

Stilheden bredte sig i hele biblioteket, og jeg er pænt sikker på at bibliotekaren Gitte simpelthen fysisk kunne mærke de bølger af akavethed som fyldte hele rummet ud.
Med mine øjenbryn rejst helt op til min hårgrænse svarede jeg så, “.. Ja, Therese, det er mig?”

Og drengen smilede,  “Fedt, du kan faktisk tale” og så på mig lidt længere tid, før han fortsatte. Og jeg kan fortælle dig, at i de få sekunder der gik, var jeg faktisk i tvivl om han bare var kommet hen til mig, bare for at fastslå dét. “Jeg hedder Christian. Jeg så dig bare sidde her henne, og så synes jeg at jeg ville komme hen og sige undskyld for det i morges.”
Jeg kiggede på ham og var ét, kæmpe stort, spørgsmålstegn. Jeg gennemgik dagens begivenheder i turbo-fart i hovedet. Var der sket noget, der skulle undskyldes for? Det mente jeg bestemt ikke. Og uanset hvad det nu kunne være, som den meget, meget pæne fyr med lyst hår og dybhavsblå øjne, mente det var han skulle undskylde for, så er jeg pænt sikker på at han på ingen måde kunne gøre noget mod mig, der nogensinde skulle undskyldes (hæ-hæ... ej okay, så slapper vi af Therese...).

Da han fornemmede at jeg endnu engang ikke kunne formulere et passende svar, fortsatte han, “Du ved, imorges i skolegården, da mine klassekammerater gjorde nar af dig og din kæreste?” … jeg mimede ‘nåååå’ og må have lignet en spasser. “Ole er ikke min kæreste.” svarede jeg, da jeg endelig fik samlet min kæbe op fra gulvet.

Den meget, meget pæne... Christian... Smilede og sagde så “Fair nok. Men jeg synes bare jeg ville sige det. De kan være sådan nogle tools, men de er faktisk cool nok. De prøver bare at være seje.” sagde han, og med endnu et åh-min-gud-jeg-dåner smil, vendte han sig væk  fra mig (åh hej, en røv lige til at bide i.... Therese STYR dig), og gik hen til døren af biblioteket og gik ud. Jeg er ikke sikker på hvor lang tid der gik før jeg trak vejret igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...