Bionic

Hvordan ville du havde du havde det hvis tusinder af robotter havde et ansigt som lignede din afdøde mor’s på en prik og en far som ville skabe perfekte mennesker ved hjælp af teknologi.

2Likes
0Kommentarer
122Visninger
AA

1. Imagination Of A Perfect Woman.

Los Angeles C.A. 11:30 pm. 1973 

 

”Trevor stol på mig det er en genial ide.”  ”Hvordan er det lige præcist at skabe en bionisk kvinde er en god ide?” ”Ved du hvor mange penge vi kunne få for den?”  ”En bionisk kvinde, det er jo sygt.. er hun så den perfekte kvinde?”  ”Øh..Ja det regner jeg med.” Trevor trækkede stolen ud og satte sig på den, så sukkede han og svarede: ”Fint, hvordan skal hun så se ud?” ”Altså for min skyld må hun gerne ligne hende der den sorthåret kælling på tv.” ”Hvilken sorthåret kælling på tv?” ”Du ved hende der som er gift med ham der den lille fyr.” ”Okay så..er det så i ansigtet eller kroppen?” ”Kroppen, hendes næse er lidt for stor.” Jeg kiggede Trevor over skulderen imens han skrev detaljerne ned. ”Hvilket ansigt skal hun så havde?” 

 

New York City N.Y.  1:05 pm. 2015

 

”Hvad fanden sker for det her sted?”  ”Den perfekte kvinde? I er syge allesammen.” Jeg stormede rasende ud af døren med min far i hælende. ”Megan, Megan vent.”  Jeg drejede om på hælen og vrissede arrigt ”Hvad?”  ”Hvorfor er du sur over det her?” ”Måske fordi en blanding af en eller anden sanger fra 70’erne og min egen mor ligger model til dine syge projekter?” ”Hvordan kan nogen tænke sig til at lave en masse robot-kvinder også bagefter udstille dem som den perfekte kvinde.”  Jeg stormede over på den anden side af gaden og gik hjem.  Da jeg var igang med at pakke, stod min far i dørkamen til mit værelse. ”Hvor skal du hen?” Jeg kiggede på ham med et skuffet blik og vrissede ”Væk.”  ”Du skulle ikke havde fundet ud af det på denne måde.”  Jeg kunne mærke tårerne ophobe sig i mine øjne. ”Hvordan ville du havde det hvis din mor døde af kræft og pludselig en dag finder du ud af at der er milliarder af robotter med hendes ansigt?” tårerne trillede nu ned af kinden på mig og min far kiggede sørgmodigt på mig.  ”Far, der er intet du kan gøre jeg er skredet.” jeg gik ud af døren med tasken over skulderen og min mobil i hånden.  

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...