Se på mig

"Aldrig før havde hun længtes efter noget så helhjertet, og i det øjeblik ville hun give ham alt. Alt, hvad han nogensinde kunne forlange. Hun var modig, og selvom hun vidste, at han ikke kunne acceptere hende nu, lod hun ham se sit hjerte, selvom de kun havde mødtes den enkelte regnvejrsdag."


23Likes
48Kommentarer
3357Visninger
AA

5. Båndet mellem dem

 

Kulden nærmede sig med isende vindpust og til sidst stod træerne nøgne på gaden uden noget at blotte deres hemmeligheder med. Det var vinter, og ligesom årstiderne havde hun også ændret sig. Den ensomme pige på bænken havde ændret sig. Nu sad hun aldrig mere alene og havde tid til at studere hverdagen passere. For hun var nu selv en af dem. Hun arbejdede hårdt i skolen, og alle kunne se det. Alle kunne se at hun var imponerende. Selv drengene i klassen, som plejede at være ligeglade, havde lagt mærke til det, og endnu tidligere havde pigerne kunnet se, at der var noget som truede dem. Noget, som truede med at ødelægge systemet i klassen. Og det var jo aldrig godt. Men selvom pigerne stadig holdt en iskold mur mellem hende og fællesskabet, havde drengene for længst sænket barrikaden. Somme tider holdt de døren for hende, eller hjalp hende med at bære hendes bøger. Pludselig var hun noget værd for dem, pludselig var hun ikke den ubetydningsfulde pige i hjørnet længere. Men hun vidste bedre. Drenge som dem, var ikke noget for hende. Og hun var atter ligeglad. Ligeglad med om hvad de synes om hende, ligeglad med om de kaldte hende pæn eller ej. Intet af det betød noget. Hun var genfødt i et nyt lys, med selvrespekt og selvaccept over for sig selv. Mange ting havde ændret sig, mens hun forpustet løb gennem sneen, som glitrende fløj ud til alle sider. Hun ville jo nødig lade ham vente på hende.

 

“Skal du noget senere i dag?”. Han havde spurgt efter hende tidligere den dag, og de aftalte at mødes. Lige siden den dag, hvor hun fortalte ham, hvor meget hun holdt af ham, var de kun kommet nærmere hinanden - men kun som gode venner. Når de gik der, gennem i sneen, smilende, mens den kolde vinterluft afslørede deres kølige åndedrag, håbede hun på, at han mærkede, hvor moden hun var blevet med tiden. Han var 19. Tre år ældre en hende. Hun følte sig lykkelig over, at få lov til at gå ved hans side, og hun var stolt. Stolt over at være der. Ved siden af, den person, som hun elskede. Men selvom de måske gik side om side lige i dette øjeblik, vidste hun at han ikke havde det på samme måde. Hun vidste, at i virkeligheden stod hun bag ham med blikket rettet mod han ranke ryg, som stod så fast og stabilt, at den nok aldrig ville vende sig om mod hende. Og hver gang hun kiggede på ham, var hans blik rettet mod noget, som hun ikke var en del af. Hver gang han kiggede tomt ud i luften og smilede, var det ikke på grund af hende. Det vidste hun udemærket, men det ændrede ikke noget. Hun elskede ham, og det ville hun blive ved med.

 

‘Dukkerne’ i hendes klasse havde lagt mærke til. For de vidste jo godt, hvem han var. De havde også set ham stoppe tiden, når han gik gennem gaden. De havde også vendt deres blikke længselsfuldt efter ham. “Lad være med at følge efter ham. Det er irriterende at se på,” var der nogle der havde sagt, men hun ignorerede det, for det havde jo ikke noget at gøre med dem. Hun gjorde, hvad hun ville, og mødtes med ham, når han spurgte efter hendes selskab. De kunne intet stille op, men de stod alle klar til at destruere alt, når de fik chancen.

 

Som tiden gik, dag for dag, time for time, hørte hun kun mindre og mindre fra ham. “Undskyld.” Klangen af det ord lød igen og igen i hendes telefon, når han aflyste deres aftaler. Han stemme var altid så fjern og til sidst havde hun ikke set noget til ham i uger. Hun spurgte ham aldrig, hvorfor han pludselig have så travlt. Hun satte aldrig spørgsmålstegn, for det turde hun ikke. Hvad hvis han synes hun var for påtrængende? Igen endte hun på bænken. Var det det? Var hun nået til det punkt, hvor det var umuligt at fortsætte?“Jeg får det altid bedre, når jeg er sammen med dig.” plejede han at sige, men nu havde han ikke brug for hende længere. Hvem var hun, hvis hun ikke havde ham? Hvem var hun, hvis hun ikke kunne glæde ham? Ingen. “Jeg er ingen.” hviskede hun til sig selv, mens hun så lille ud, der på den ensomme bænk, som en lille usynlig prik i et kæmpe maleri. Og der slog de til. De havde ventet og ventet på det rette tidspunkt, og endelig havde de chancen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...