Without you. (One Direction)

Han elskede hende virkelig, det gjorde han. Hun blev revet væk fra ham så tidligt, hvordan skal han nogensinde komme over det? Kan han overhovedet komme over det?...

2'eren til "My Heart Will Beat For This Moment In Time (One Direction)"

71Likes
64Kommentarer
8029Visninger
AA

2. Hvor er du nu?

... Jeg gik i en mørk gang. Eller. Vent. Nej, det var slet ikke mig. Eller var det? Jo det var. Men jeg så på mig selv. Jeg så at jeg gik. I en mørk gang. Jeg kunne mørke min frygt, men jeg var også rolig. Jeg vidste hvor jeg skulle hen. Pludselig blev alt lyst. Et stort blændende lys. Alt andet blev sløret. Hvor var jeg? Jeg vidste det godt. Du tog min hånd. Du var der igen. Amelia. Jeg kiggede i dine øjne. Kunne ikke give slip. Men hvem var det du holdt i den anden hånd? Var det.. Var det vores barn? Ja det var det. Selvom du var tavs sagde du alt. Vi gik. Vi behøvedes ikke kunne se hvor vi gik, der var ingen forkert vej. Vi kunne ikke fare vild. En port kom til syne. Du ville have mig med ind... Jeg vågnede. Det havde alt sammen været en drøm. Det havde ellers været så virkeligt. Du havde set ud som du gjorde mens du var i live Amelia. Gud hvor jeg savnede dig. Jeg opdagede at min pude var våd, af sved blandet med tårer. Det var hårdt at drømme om dig. Selvom det var noget jeg gjorde tit. Harry var faldet i søvn ved siden af mig. Ret sødt egentligt. Jeg bestemte mig for ikke at ville vække ham, og prøvede at lægge mig til at sove igen, men det virkede umuligt. Jeg var inderst inde bange for de drømme min hjerne kunne frembringe, men jeg var også udmattet. Det endte med at jeg lå og stirrede på loftet. Hvor var det egentlig grimt. Jeg havde tit tænkt på det, og nu tænkte jeg på hvorfor jeg ikke havde fået det malet før - selv Amelia havde pointeret det. Jeg puffede blidt til Harry, jeg havde besluttet mig for, at når jeg ikke kunne sove, så skulle han fandme heller ikke. "Hvad..?" han var træt. "Vi skal have malet loftet" sagde jeg. Jeg var pludselig sprængfyldt af energi. "NU?!" han var overrasket. "Nej, vi kan godt vente et par timer" spøgte jeg. Han ville sove igen, men jeg nægtede. Han måtte ikke sove, det var tortur at se på ham, der sov så fredfyldt. Jeg stod op, for at lægge mig i sofaen og tænde for fjernsynet. En eller anden dag måtte jeg komme tilbage til normal - eller så normal jeg nu kunne blive. Cartoon Network var en sikker vinder. Jeg havde altid den kanal, og kunne stort set alle replikkerne udenad - ihvertfald til de gamle serier. Harry stod søvndrukkent, og mumlede et eller andet med at hvis det sku' være så fandens svært at sove når man babysittede mig, sagde han op. Men han vidste ihvertfald hvordan Paul havde det - troede han. Han satte sig ved siden af mig, med et glas mælk. Kæft hvor så han egentlig mærkelig ud med morgenhår.. Total afro frisure.. Jeg kæmpede virkelig for at holde latteren tilbage.

"Det var det loft" bemærkede han, da han var kommet ud af badet. Han havde et håndklæde om livet, og et i håret - bare han selv vaskede dem... "Ja - vi skal have noget maling" sagde jeg. Han kom hurtigt i tøjet, som om han virkede ivrig for at komme igang, fordi han sikkert håbede at jeg ville tænke på noget andet end Amelia, en chance for at få mig i godt humør, ihvertfald for en tid. Vi fik købt noget maling, ganske almindelig hvid. Da vi kom hjem, begyndte vi at fjerne sengen, og de andre møbler i soveværelset. Vi lagde aviser og plastik på gulvet, og satte malertape op i kanterne mellem væggene og loftet. Det varede ikke længe inden vi kunne begynde at male. Jeg satte noget musik på - The Hits Radio - altid et sikkert hit, og så gik vi igang. Jeg tror vi malede mere på hinanden end på loftet, men efter nogle timer var soveværelset's loft ihvertfald malet, og vi smed os veltilfreds på sofaen. Jeg kom til at tænke på dig Amelia, du ville have elsket at være med. Hvorfor fik vi det ikke gjort, inden du døde? Det fortrød jeg i det øjeblik. "Hvad tænker du på?" Harry kunne se at jeg brød min hjerne med et eller andet højst usundt "Jeg er ked af at vi ikke fik malet inden Amelia.. døde" jeg blev straks trist. Det gjorde han også. Jeg skulle aldrig have sagt det, og jeg ønskede inderligt at jeg kunne tage det tilbage. Han sagde intet.

Vi spiste også aftensmad i tavshed, inden vi satte sengen ind i soveværelset igen, og gik i seng...

Er jeg den eneste der synes dette kapitel blev noget lort? KONSTRUKTIV KRITIK!!

Love, Rikke xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...