I fjendens lejr - 1D

Melanie er en helt almindelig pige, sådan næsten. Hun har sine crushes, men der er en ting, der gør hende unormal i forhold til så mange andre piger; Hun HADER One Direction. Sammen med et par venner har de oprettet en hadeklub, meget hyggeligt, især hvis man bliver sendt i Fjendens Lejr...
Synsvinklen skifter i hvert kapitel (1. prolog, 2. Melanie, 3. Zayn, 4. Melanie, 5. Zayn o.s.v)

21Likes
26Kommentarer
3590Visninger
AA

15. Beviser - Zayns synsvinkel

Jeg var bare stum, helt stum for ord. Havde Harry virkeligt kysset Melanie og bare stået og løjet for mig? Eller skulle jeg stole på Harry, som jeg trodsalt havde kendt i ret langtid og var en af mine bedste veninder. Melanie var bare en ny pige, hvis udseende jeg var faldet for. Jeg havde ingen baggrundsviden om hende, kendte ikke engang hendes efternavn. I situationer som denne burde man stole på sin ven, da de altid kommer før kæresten og endnu længere før flirten, men jeg kunne bare ikke lade være. Processen kunne ikke stoppe, jeg var allerede faldet pladask for hende.

Hvorfor så ikke også stole blindt på hende?

"Ehm...", jeg så tøvende fra Melanie til Harry. Melanie var min eneste ene og jeg var virkelig faldet for hende. Harry var en fantastisk ven, som altid støttede mig. Jeg rystede forvirret på hovedet, jeg tænkte jo det samme om og om igen, og det hjalp ingenting. "Melanie... Søde", spurgte jeg let nervøst, "Ville du ikke være sød at gå i et par minutter, jeg skal lige snakke med Harry... Alene". Hun så undrende på mig, men tog en dyb indånding, nikkede og gik. Tilbage stod kun Harry, som så vildt bange ud, troede vidst at jeg troede mest på hende og mig, som bare var et følelsesmæssigt vrag, forvirret fra top til tå.

Mit blik fangede Harrys, men kort efter kiggede han væk igen, var alt for nervøs til at holde øjenkontakten. "Harry, jeg ved virkeligt ikke, hvem jeg skal tro på", han skulle lige til at sige noget, men jeg afbrød ham, "Jeg ville virkelig gerne tro på dig, men jeg... jeg er bare forvirret". Harry sukkede, det var vidst lige det han havde frygtet, jeg-ville-gerne-men-kan-ikke-snakken. Men dette var ikke den normale jeg-ville-gerne-men-kan-ikke-snakken, denne snak havde et lille twist, "Men... Jeg er ked af at gøre det overfor Melanie, men hvis, hvis du kan skaffe beviser, på at hun du ved, har en lille ting for dig eller lign., så... well, så tror jeg selvfølgelig på dig".

Harrys øjne blev store, men et stort smil efterlyste det.

"Og...", spurgte han tøvende, "Så er du ikke sur på mig eller noget som helst?". Jeg så undrende på mig, hvis han besviste, at det var Melanie, der flirtede og kyssede med ham, hvorfor skulle jeg så være sur på ham, "Nej, selvfølgelig ikke". Harry sendte et kæmpe smil, der nærmest nåede optil øjnene, "missionen er accepteret". Også var han væk, jeg ved ikke, om han regnede med at finde beviser allerede nu, men det måtte han vel selvom. Hvis han kunne var det da bare fint, i hvert fald for ham.

Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg ville tackle det, hvis Harry fandt beviser. På den ene side ville jeg være glad for at få det opklaret, på den anden side, ville jeg være fuldstændig knust over Melanie. Men denne gang var det ikke mig, der skulle tage en beslutning, der var ikke nogen beslutning, der skulle tages. Nu var det op til Harry og Melanie, hvad der skulle ske, nok mest op til Melanie og der var ingenting, jeg kunne gøre ved det - slet intet.

Mine tanker blev afbrudt af Melanie, som traskede ud til mig, med et underligt blik i øjnene, "Hvorfor så han så glad ud?". Jeg sukkede, jeg kunne ikke fortælle hende sandheden, selvom jeg havde lyst. "Tjah... Han var bare glad for, at jeg tilgav ham", mumlede jeg. Melanie gjorde store øjne af mine ord og jeg blev usikker på, om løgnen nu holdt tæt eller om hun kunne se sandheden igennem den, "Tilgav?!". "Ja du ved...", mumlede jeg endnu lavere end før, "Sagde at denne gang slap han, men hvis han gjorde det én gang til, så faldt hammeren...".

Melanie nikkede med oprevede øjne, hun havde vidst købt den.

Jeg sukkede, det havde været en hård dag for mig og jeg var ikke sikker på, om jeg kunne klare det, hvis Harry fandt ud af noget allerede i dag. "Jeg har det, jeg har det", råbte Harry da jeg trådte ind. Mine øjne blev store og mit hjerte begyndte at banke hurtigt, "Har du fundet... det?". Harry så underligt på mig.

"Hvad mener du? Jeg fik bare fat i et papir fuld af noter, som var røget ind under sengen"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...