Maleriet, en skønheds sorg

Jeg skrev prologen for et stykke tid siden, og jeg har nu fundet på en historie: Miranda er gudesmuk. Det har hun været hele sit liv. Hun rejser derfor med en verdens berømt kunster, som har malet billeder af hende. Hun tjener mange penge. Man skulle tro, at hun var glad. Men det er hun ikke. En dag da hun kommer i vandeskelighedder møder hun en person, der trækker hende væk fra sorgen, og for hende til, at leve livet...

4Likes
8Kommentarer
1239Visninger
AA

2. Udstillingen

Jeg stod og betragtede maleriet. Det maleri.

Blomsterpigen:

En pige på en mark omgivet af blomster. Jeg havde set det billede tusind vis af gange. På alle udstillinger. På mange malerier. Og hver gang jeg så mig selv i spejlet. Det var mig der var blomsterpigen. Det var mig, der havde den lille tåre på kinden, da det blev malet.                                                                                                                                                                                         Lige nu er jeg i Londen. Min here, hvis man kan kalde ham det, har lige åbnet denne udstilling. Han er berømt. Rig. Ligesom mig. Man skulle tro, at jeg var lykkelig, ik? Men det er jeg ikke. Jeg blev fjernet fra min familie, da jeg var fem. Jeg kan stadig huske mindet, som var det  fra igår.

Jeg sidder på gulvet, og leger, med en ødelagt dukke. Min mor og far sidder ved spisebordet. De taler med  en mand. Jeg ved ikke hvem han er, men han virker skræmmende. Med det store overskæg, og underlige tøj. Jeg forstår heller ikke hvad han siger. Men det gør min mor åbenbart da hun nikker.                                                                                                               Pludselig går manden hen til mig. Da jeg er bange stritter jeg ikke imod, da han begynder at røre ved mig. Han tager mine arme og kikker på dem. Så mine ben, fødder, hænder, hår og til sidst ansigt. Jeg ved ikke hvorfor.                                               Så nikker han og går tilbage til bordet. Jeg ser min mor og far skrive på et papir, hvor de derefter for et par kuverter af manden. Der er penge i. Mange penge. Vi kunne blive rige, og ikke leve her. Jeg smiler... jeg smiler indtil manden igen går hen til mig. Han tager mig op. Jeg stritter imod. Kalder på mig mor og far. Men det gør ingenting. Det eneste de kikker på er pengene. Jeg græder og sparker, ind til jeg ikke har flere tåre tilbage i min krop. Jeg vil bare have min mor og far.

Jeg synker en klump, da jeg tænker på det. Jeg har tænkt på det mange gange. Tænkt på hvordan de valgte pengene frem for mig.

"Miranda, kære. Jeg skal bruge dig."

Jeg sukker. Det er ham. Han skal male et billede af mig igen. Jeg ville gerne væk, men jeg kan ikke. Jeg er sytten. Ikke atten. Og han bestemmer over mit lille kønne hoved.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...