Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9296Visninger
AA

10. Kapitel 9.

"Os to for evigt. Okay?" Jeg kiggede op i de brune øjne. Jeg smeltede, når jeg så ind i dem. Jeg sendte ham et forsigtigt smil. "For evigt" svarede jeg ham. Han tog fat i mine hænder, og bevægede sit ansigt tæt på mit. Jeg lukkede de få cm mellem os med et lidenskabeligt kys. Han trak sig forsigtigt ud og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg blinkede med øjnene, og så var han forsvundet. 

 

Mine øjne gled langsomt op. Jeg gabte kort, og lukkede så øjnene igen.  Det var bare en drøm. Bare en drøm. Ikke andet. Min vejrtrækning blev hurtigere i takt med, at jeg prøvede at overbevise mig selv. Jeg kunne igen mærke klumpen i maven og hjertet vokse. Mine øjne blev lukket hård i, så mine tårer ikke fik frit løb. Jeg ville ikke græde mere. Jeg ville være stærk. Modig. Ansvarsfuld. Og ikke mindst uafhængig af andre. 

En hosten lød og jeg åbnede hurtigt mine øjne. Foran mig sad en bleg Zayn med en kop i hænderne. Han øjne var helt fraværende. Et lille nys undslap mine læber, og han kiggede hurtigt op på ham. Jeg sendte ham et forsigtigt smil, som hurtigt blev gengældt. "Hvordan har I det?" Min bedstemor kom frem i åbningen til køkkenet, med en kop i hånden. Jeg nikkede svagt som svar. Hun begyndte langsomt at gå mod mig. Da hun nåede helt frem til mig, satte hun koppen på bordet foran mig, og gjorde tegne til at jeg skulle sætte mig. Jeg satte mig lydigt op, og hun slog sig ned ved min side. Hun langede ud efter en brun flaske, der stod på bordet. Hun skruede langsomt låget af og vippede flasken lidt. Jeg fulgte hendes bevægelser nøje. Så hældte hun noget flydende væske i koppen, hun havde taget med sig. Jeg kiggede forvirret på Zayn. Han sad selv og sendte mig et roligt smil, Jeg placerede igen mit blik på bedstes hænder. De var nu igang med at røre i koppen. Efter lidt røring, rakte hun mig koppen. "Drik det og du får det bedre om et par timer" sagde hun trygt. Jeg nikkede kort og tog så koppen. Efter et par sekunder var koppen tom, og jeg sad tilbage med en væmmelig smag i munden. Jeg sukkede kort, hvorefter jeg lænede mig tilbage i sofaen. Jeg gabte kort. 

"Se nu at hvile jer. Så er I friske, når I vågner. Det er jeg sikker på" sagde bedstemor kort, hvorefter hun rejste sig og gik. Tilbage sad Zayn og jeg, og kiggede på hinanden. Jeg trak kort på skulderne, og gabte kort igen. Zayn udstødte et lille grin, hvilket fik mig til at smile. 

Jeg tog fat i de tre sofapuder samt tre tæpper. Jeg lagde tæpperne på gulvet, mens puderne blev min hovedpude. Zayn kiggede forvirret på mig. "Sofaen er så blød" forklarede jeg ham. Han nikkede langsomt. Hans øjne varmede min krop op. "Enig" sagde han lidt efter. Jeg satte mig på tæpperne, klar til at lægge mig. Men jeg lagde mig ikke. "Der er plads til to, hvis det er.." sagde jeg stille. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det. Men det røg bare ud af min mund. Mit blik flakkede rundt i stuen, og jeg kunne mærke mine kinder bluse op. "Sikker?" kom det lidt efter fra ham. Jeg kiggede overrasket mod ham, og svarede ham så ved et stort nik. Måske lidt for stort. Han smilede taknemmeligt, rejste sig og gik hen mod mig. Jeg hev tæppet lidt væk, så han kunne komme ordenligt under det. På samme tid lagde vi os ned. Øjne mod øjne. Mund mod mund. Pande mod pande. Dog med nogle centimeters afstand. 

Jeg kunne svømme i de øjne i evigheder, hvis jeg måtte,turde og ville. Men de to førte faktorer var ikke godkendt lige nu. Jeg skulle sove, så jeg kunne blive frisk. Og når jeg var frisk, kunne jeg tænke. Og når jeg kunne tænke, kunne jeg finde en passende eller upassende løsning. 

Jeg lukkede langsomt mine øjne i. Min krop gled langsomt ind i drømmeland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...