Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9311Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Jeg lukkede forsigtigt mine øjne op. De blev mødt af solen, der dansede foran vinduet til det rum, jeg befandt mig i. Hvilket rum det var, vidste jeg ikke. Jeg vidste bare, at jeg var hos mine bedsteforældre. I går beordrede bedstemor mig til at tage varmt tøj på og gå direkte i seng. Jeg ville sige hende imod, men jeg havde ingen kræfter til det. Min krop var helt slap og fuld af tanker og følelser. Jeg husker ikke mere end, at Daniel kom ind på mit værelse, kort tid inden jeg faldt i søvn. Hvad han ville, vidste jeg ikke. 

Jeg blinkede et par gange med mine døsige øjne, for at se på mine omgivelser. Det første mit blik mødte var en sovende Daniel. Min krop var tung, jeg frøs og mit hoved dunkede. Jeg var syg. Andet havde jeg heller ikke forventet. At sidde i regnen et par timer, kan vel ikke fører til andet. Jeg gabte kort og kiggede videre på værelset. Der hang gamle billeder af fly, fotos af mennesker og op ad væggen stod et gammelt skrivebord med syv skuffer. Det var faktisk et rigtig hyggeligt værelse.

"Hvordan har du det?" Jeg blev revet ud af min opdagelsesrejse på værelset og kiggede hurtigt mod Daniel. Han sad og kiggede bekymret på mig. Jeg svarede ikke på hans spørgsmål, for jeg vidste, at han vidste, hvordan jeg havde det. Eller nej, han vidste, at jeg var syg. Men han vidste ikke, at knuden i min mave var blevet større. Nok plejede jeg altid at indvi mine brødre i mine problemer, men ikke denne gang. De havde allerede hjulpet mig meget med Liam, og jeg måtte klarer det sidste selv. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, da jeg tænkte på Liam. Skyldfølelsen var større end aldrig før.

Daniel rejste sig pludselig op og gik mod mig. Han greb fat om mit håndled og begyndte at trække mig med ham. Daniel og Sam var 16-årige tvillinger. Så jeg var ikke stærkere end Daniel. Desværre. Han trak mig ud fra værelset, forbi de andre værelser, ned ad trappen gennem stuen og ind i køkkenet. I køkkenet stod bedstemor med en kop i hænderne og et varmt smil på læberne. "Godmorgen" sagde hun med sin spinkle stemme. "Fryser du?" kom det fra bedstemor. Det gjorde jeg, men det ville nok gå over. Så jeg trak bare på skulderne. Hun nikkede forstående og begyndte at gå mod mig. Hun stoppede op lige foran mig og lagde sin hånd på min pande. Lidt efter fjernede hun den, sukkede og vendte sig så om mod Daniel og Sam, der nøje fulgte med i hendes bevægelser. "Drenge, hjælp jeres søster ind i stuen. Pak hende varmt ind ligesom før" De nikkede lydigt og kiggede så på mig. Jeg kunne se, at de ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre. Så begyndte Sam langsomt og gå mod mig. Han tog fat i mit håndled og begyndte at trække mig mod stuen. "Jeg kan altså godt gå selv" sagde jeg lavt. Han kiggede hurtigt på mig, sendte mig et smil og rystede så på hovedet. Hvad var jeg gået glip af?

Da jeg kom ind i stuen væltede Sam mig ned i en af sofaerne. Så pakkede han mig godt ind i et blåt tæppe. "Kommer om to" sagde han kort, og med de ord gik han. Jeg sukkede kort, og skulle til at lukke mine øjne i, da jeg så en sovende skikkelse foran mig. Personene lå pakket ind i et tæppe, på samme måde som mig bare i den anden sofa. Det var ikke til at tage fejl af, hvem det var. Det sorte hår sad en anelse rodet. Jeg tog mig selv i at side og stirre på ham. Jeg kiggede væk og lagde mig tilbage i den bløde sofa. Jeg måtte bare ignorer, at han lå der. 

Et host løb op gennem min hals.  Jeg vågnede med et sæt, og det samme gjorde Zayn. Min hals var øm som pokker, mit hoved dunkede og min krop var tung og træt. Jeg kiggede forsigtigt hen på Zayn, der til min overraskelse også kiggede på mig. Han sendte mig et lille smil, inden han fik et hosteanfald. 

Skulle jeg sige tak til ham? Undskylde for at gøre ham syg?  Ja, det skulle jeg. Jeg vidste bare ikke hvordan og hvornår.

"Øhm.." han rettede igen sit blik mod mig, og så forventningsfuldt og roligt på mig. "Først undskyld" Jeg hostede kort og fortsatte så: "Undskyld for at jeg bare sådan løb. Og så undskyld for at jeg er grunden til at du er blevet syg. Og så tak for at du holdt om mig i går.." sagde jeg stille, mens jeg pillede ved hjørnet af tæppet. Jeg turde ikke kigge op på ham, men jeg samlede alligevel mod nok til at gøre det. Jeg blev mødt af et varmt smil. "Det er fint. Hvis jeg ikke havde gjord det, havde jeg jo ikke været syg lige nu. Og havde jeg ikke været syg.." han hostede. "Havde jeg ikke været syg, så ville jeg jo ikke være her, så jeg kunne lære dig bedre at kende" Han bed sig i læben, lænede sig tilbage i sofaen og lukkede sine øjne i. Det var nu meget sødt, det han lige havde sagt. Men hvorfor lærer mig at kende? Havde han et håb om, at jeg skulle fortælle min livshistorie, og fortælle hvorfor jeg løb i går? Hvis det var det han ville, kunne han godt gå. 

Jeg hostede et par gange og lænede mig så tilbage i sofaen. Efter lidt tid lukkede mine øjne i. Jeg måtte finde ud af, hvad jeg skulle stille op med Liam og Zayn, når jeg vågnede. Lige nu tillod mine øjne og krop det ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...