Hidden from the memories •1D•

Den 18-årige Maya Anderson bor til dagligt i den egnelske by Oxford, hvor hun bor med sin mor og brødre. Maya og hendes brødre bliver inviteret på ferie hos deres bedsteforældre i Bradford. Hun ser enormt meget frem til turen, da hun længe har savnet synet af hendes bedsteforældre. Maya håber enormt på, at turen til Bradford vil live hendes liv lidt op. Hun har længe været plaget af en uendelig skyldfølelse fra en barndoms ven, som hun ikke har kunne slippe af med.
Vil turen til bedsteforældrene hjælpe, eller forværre hendes i forvejen ustabil tilstand? Og hvad sker der, hvis hun møder nye mennesker, hun ikke vil møde?

51Likes
98Kommentarer
9297Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Jeg sad stille i min seng. Med min ranke ryg mod den iskolde væg. I ørene kørte  Avril Lavigne med 'When You're Gone'. Jeg sad med lukkede øjne, og fumlede med en hårnål. Mit hjerte bankede tungt i takt med sangen. Jeg havde lyst til at græde, men jeg vidste udmærket, at det ikke ville hjælpe. Det hjalp aldrig. 

Jeg åbnede langsomt mine tunge øjne, og opdagede til min forskrækkelse, at min lillebror, Sam, stod og kiggede trist på mig. Jeg kunne ikke finde energien i min krop til at snakke til ham. Det vidste han godt. Så han stod bare og kiggede på mig. Hans øjne var opgivende. Jeg forstod ham nu godt. Jeg var selv ved at give op.

"Vi kører om to timer" sagde han stille. Jeg nikkede langsomt og kiggede ned på mine sortfarvede negle. Lige nu havde jeg ikke lyst til at tage væk. Det vidste alle. Men alle mente også, at det ville være rigtig godt for. Jeg kunne ikke selv se hvorfor.

Jeg slukkede langsomt min røde IPod. Sam stod stadig og kiggede opgivende på mig. Jeg svingede benene over sengekanten og gik hen mod mit lille tøjskab. Jeg havde elsket tøj, indtil vi flyttede. Så forsvandt den interesse langsomt. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg falde grædende sammen eller bare fortsætte mit dårlige skuespil. Hvergang jeg tænkte tilbage på noget, dukkede Liam altid op i mine tanker. Og medførte hvergang at en klumpen i min mave, blev en anelse større.

Jeg magtede ikke at pakke, så jeg gik istedet ud i den nøgne gang, hvor jeg gik målbevist mod badeværelse. Jeg havde brug for at få noget vand i ansigtet. Da jeg kom derud, så jeg med det samme, at der manglede et håndklæde. Derfor begyndte jeg at åbne diverse skuffer for at finde et. I den sidste skuffe der blev åbnet, lå et hvidt håndklæde med en rød hårfarve ovenpå. Jeg kunne godt huske, hvornår jeg købte den. Det var lige da vi flyttede. Jeg havde bare aldrig fået brugt den. Jeg tog den stille op i min hånd, og begyndte at læse bagpå. Hvis jeg skulle starte på en frisk og få det bedre, kunne en hårfarvning vel hjælpe. Jeg rettede mit blik mod spejlet og kigged migselv dybt i øjnene. Jeg lagde langsomt hånklædet samt hårfarven på bordet, gik over mod døren og åbnede den. "Sam!" råbte jeg højt. Han kom farende ud fra sit værelse, og så totalt panikslagen ud. Det medførte at et lille grin undslap mine læber. "Gider du ikke pakke for mig? Jeg skal lige ordne noget" Jeg prøvede at sende ham det mest bedende blik, jeg kendte. Han nikkede langsomt på hovedet, og kiggede skeptisk på mig. Uden nogle indvendinger vendte han rundt på hælen og gik mod mit værelse. Jeg gik tilbage i badeværelset og låste døren. Nu stod den på hårfarvning. 

Jeg sad ude på det hvide badeværelse og læste bag på alle shampooflaskerne. Jeg nåede frem til den konklusion, at der var ret mange klamme ting i shampoo. Da jeg havde læst tilpas mange flasker, besluttede jeg mig for at skylle farven ud. Jeg rejste mig og vendte mig mod vasken. Jeg besluttede mig for at skylle farven ud med bruserne, så det gjorde jeg. Der gik lidt tid før jeg fik det endelige resultat at se. Men det var okay. Det var i hvert fald rødt. Jeg sukkede dybt, da jeg egentlig ikke var tilfreds. Men jeg havde brug for forandring, så jeg kunne starte på en frisk. Det vidste jeg. 

Jeg bakkede langsomt de mest nødvendige toiletsager, og begav mig ud af badeværelset mod mit værelse. Da jeg åbnede døren, mødte et komisk syn mig; nemlig Sam der sad oven på en kuffert, og ihærdigt prøvede at lukke den. Han var knald rød i hovedet. Lidt ligesom mit hår. Han lavede store forbavsede øjne, da han så mig. Jeg trak bare på skulderne, og begav mig ned af den lange mørke trappe. På væggene hang billeder af mig og mine brødre som små. Vi storsmilede alle sammen. Da jeg næsten var nået stuen, kunne jeg hører min mor og bror snakke. Jeg nåede ikke at hører, hvad de snakkede om, før jeg trådte ind i stuen og de blev stille. Ingen ord blev nævnt. Deres blikke var kun vendt mod mig og mit hår. Da jeg havde stået der tilpas lang tid, begav jeg mig mod køkkenet. Egentlig uden formål, for jeg var ikke sulten. Jeg ville vel bare væk fra deres overraskede blikke. Jeg åbnede undersøgende køleskabet, men der var intet nyt. 

"Det klæder dig" sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig overrasket om og mødte min mors og bros blikke. "Daniel har ret. Det klæder dig" konstaterede  min mor og nikkede smilende. Jeg sendte dem et forsigtigt smil. "Tak. Jeg havde brug for forandring" svarede jeg ærligt. Min mor nikkede endnu engang.

"Hvornår kører vi? Og hvor lang tid tager køreturen? Og hvor lang tid var det vi skulle være der?" Sam var kommet ned i køkkenet og tilsluttet sig til os. Min mor sukkede opgivende. "I kører om fem minutter. Taxaen er her om lidt. Turen tager 3-4 timer. Det kommer an på trafikken. I skal være der to måneder. I bruger jo jeres ferie på det, husker I nok. Og hvis I ikke havde glemt det, så tager jeg med veninderne på ferie. Den I gav mig" svarede hun med et grin i stemmen. Nogle gange var Sam lidt dum. Det måtte jeg give ham. Jeg sukkede kort, og begav mig mod stuen igen for at komme ud i gangen. "Har du bakket mine ting?" Jeg vendte hovedet og så seriøst mod Sam. Han nikkede bare stolt. Jeg gik videre mod gangen, hvor jeg fandt mine sko i et hjørne. Jeg tog dem og en tynd jakke på. Lidt efter var drengene også klar. 

"I må have det godt. Pas nu på jer selv" sagde min mor trist, mens hun omfavnede én efter én. Da det blev min tur, viskede hun stille i mit øre: "Og prøv nu at få det bedste ud af det. Jeg ved, at bedste siger, at der er nogle på din alder. Så prøv at hygge dig lidt" sagde hun lavt i mit røde hår. Jeg hev mig ud af hendes arme, nikkede bekræftende og vendte mig mod døren. Taxaen holdt derude og ventede på os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...