Glasmedusa

Cathy er på vej til sin skole for psykisk let ustabile unge. Hun støder ind i nogle store drenge, der prøver at tage hendes penge, men kommer ved et uheld til at forvandle dem til glas, og de går i stykker.
Det hele bliver dog lidt bedre, når den let mystiske mekaniker Joe kommer og hjælper hende, men hun får hurtigt nogle følelser for Joe, som hun hellere ville være foruden.
Hun indser at hun er bedre tjent uden hendes plejeforældre, og de bliver dernæst et barn fattigere.
Og oven i alt det rod skal hun også tage stilling til sine nyopdagede kræfter, hun ikke engang tror helt på selv.

0Likes
1Kommentarer
905Visninger
AA

3. Joe

"Hallo? Cathy, ikk' sandt?" siger en sløret stemme foran mig. Eller over mig. Mine øjenlåg føles tunge og som om, der er sand i, men jeg tvinger dem åbne alligevel. Jeg stirrer op i et ansigt. Det er en asiatisk dreng måske lidt over min alder. Bekendt...

Jeg kigger væk og undersøger værelset, jeg ligger i. Det er ret lille og ligner indersiden af en togvogn. Vent, det er en togvogn. Sæderne er bare væk, og der er indrettet et lille værelse her, hvor jeg ligger. Henne for enden er der en toiletdør og i den anden ende, er der et rødt forhæng. Jeg sætter mig op, og tager mig til hovedet. Det føles som om, det vejer syv gange så meget som, det gjorde før.

"Vil du have vand? Eller noget at spise?" Spørger asiaten.

"Ja tak." Svarer jeg snøvlet. Mit hoved er som fyldt med sirup; alt foregår i slowmotion og i én klistret masse. Jeg ryster lidt på hovedet for at vågne mere op, men det får det bare til at dunke.

"Whoops, du skal helst holde hovedet i ro! Det var et ret kraftigt udslag igår, så du skal nok passe lidt på!" siger han bekymret. Er han bekymret for mig? Hvem er han? Men før jeg kan nå at svare er han strøget om bag forhænget. Jeg svinger benene ud over kanten så jeg sidder op. Jeg støtter hovedet i hænderne og gnider mine øjne. Okay, jeg skal lige have styr på det. Hmm... hvad skete der igår? Jeg fik syv drenge til at splintre fuldstændig, hvad mere?

Jeg strækker mig og rejser mig for at følge efter ham. Jeg kan alligevel ikke finde ud af noget i det rod i mit hoved. Jeg skubber forhænget fra og kommer ind i et lille, men hyggeligt  køkken. Der er et gammeldags gaskomfur, en vask, et lille køleskab, nogle skabe og en microbølgeovn. Her ser ud som, der bor en meget fattig person, men alligevel ikke. Fordi selvom der er meget få, lidt brasede  ting, er der sharp shine! Her er helt rent! Ikke så meget som et støvkorn.

Han står med ryggen til ved vasken og hælder noget vand op i et glas. Jeg stiller mig ved siden af og nikker til ham. Han vender sig mod mig.

"Her!" Siger han og rækker glasset hen imod mig. Jeg tager imod og takker. Jeg skal lige til at drikke det, da en underlig følelse skyller over mig; jeg stoler ikke på ham! Der kunne være gift i glasset eller noget værre. Jeg tager det fra læberne igen og kigger på ham. Han smiler til mig, og jeg fjerner straks al mistanke mod ham. Han kan da ikke være ude på at forgifte mig!

"Bare rolig, det er ikke forgiftet! Ville det ikke være pænt dumt af mig først at redde dig fra skolen, og bagefter så forgifte dig?" Siger han roligt.

"Hvad?" Spørger jeg forskrækket. Hvordan fanden kunne han vide, at jeg havde tænkt det?!

"Du har et temmelig tydeligt kropssprog, så det var ikke så svært at regne ud." Siger han lige så roligt som før.

"Åh... okay." Siger jeg, men vent...! Hvordan kunne han vide det denne gang igen? Han er sgu lidt sær!

 Jeg hopper op på køkkenbordet ogndrikker vandet hurtigt. Jeg lægger så mærke til, hvor sulten jeg egentlig er. Jeg er lidt for genert til at spørge om mad, så jeg rækker ham bare glasset og takker. Han ser underligt på mig. Hans øjne sitrer lidt.

"Hvad?" siger jeg. Det lød lidt surere, end det var meningen. Han ryster på hovedet.

"Ikk' noget." mumler han og kigger ud af vinuet, "Du vil garanteret gerne have noget at vide om, hvad der skete igår. Ikk' sandt?"

"Jo..." Jeg kigger på ham. Jeg er så sulten at det gør ondt. Jeg krymper mig lidt.

"Jamen, jeg er da også så uhøflig!" siger han og slår sig i panden. Han vender sig væk og åbner køleskabet. Han haler en pakke bacon, æg og bønner frem. Så finder han en pande og en tekedel  frem, hælder vand i kedelen og olie på panden og sætter dem på hver sit blus. Olien bliver næsten varm øjeblikeligt. Han slå æggene ud i panden og tilføjer så baconen og bønnerne. han roder det hele godt rundt. Min mave skriger næsten på mad, og hvis den begynder at rumle, frygter jeg at starte et jordskælv. Æggene bliver hurtigt stive, og han slukker blusset. Vandet koger nu, og kedelen kommer med en fløjtelyd. Han finder en kop frem og hælder vandet i, putter et lakridstebrev i og stiller den hen til mig. Han smækker æg-bacon-bønne snasket ned på en fyn tallerken og sætter den hen ved siden af koppen. Jeg prøver at få et ord indført, men han vender sig bare om og henter en kniv og gaffel. Han rækker det til mig og jeg nikker.

"Bare spis løs!" siger han med et grin. Jeg vender hovedet på skrå og kigger på ham.

"Hvad?" Spørger han med en efterligning af min stemme. Jeg tænker lidt over det han sagde med uhøfligt. Jeg havde jo ikke fortalt, at jeg var sulten. Men...

"Nej, ikke noget." mumler jeg og vender opmærksomheden mod maden. Han går og efterlader mig med madro. Jeg gafler det i mig og afbryder kun når jeg tager noget af min te. Han kommer ind igen og jeg når lige at blive færdig. Jeg læner mig tilbage med et tilfredst suk.

"Nå, er du klar på at få at vide, hvad der skete igår?" Spørger han og sætter sig til rette i en lænestol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...