Glasmedusa

Cathy er på vej til sin skole for psykisk let ustabile unge. Hun støder ind i nogle store drenge, der prøver at tage hendes penge, men kommer ved et uheld til at forvandle dem til glas, og de går i stykker.
Det hele bliver dog lidt bedre, når den let mystiske mekaniker Joe kommer og hjælper hende, men hun får hurtigt nogle følelser for Joe, som hun hellere ville være foruden.
Hun indser at hun er bedre tjent uden hendes plejeforældre, og de bliver dernæst et barn fattigere.
Og oven i alt det rod skal hun også tage stilling til sine nyopdagede kræfter, hun ikke engang tror helt på selv.

0Likes
1Kommentarer
905Visninger
AA

2. Bøfflerne

"Du skal da vist lige aflevere noget først, syn's du ikke?!" Spørger en af de store niende klasser, en med et blåt øje. Jeg vender mig mod ham.

"Nej, det synes jeg faktisk ikke! Giv mig bare én god grund!" Hvæser jeg, men så bider jeg mig i læben. Jeg burde bare have ignoreret dem og hjåbet på det bedste. Der er ikke ligefrem nogen grund til at tirre dem. Han kigger forundret på mig.

"Tja, skal vi sige at du får lov til at fortsætte til din klasse med livet i nogenlunde god behold, hvis du betaler?" snerrer han. Jeg tager et skridt hen mod døren, men han tager fat i min arm rigtig hårdt. Jeg prøver at vriste mig ud af hans greb, men det får ham bare til at tage endnu hårdere fat. Og to andre kommer også herover.

"Nej, jeg skal nok give jer dem!" Skynder jeg mig at sige før de når herhen. Ham, der holder mig, bukker sig ned til mit øre.

"For sent, min ven." Hvisker han og strammer grebet om min arm yderligere.

"I kan ikke gøre det her!" Siger jeg med panikken stigende op i hovedet på mig, "Slip!"

Han griner og tager fat om min anden arm. Nu rammer panikken mig for alvor. Hvor ville jeg dog ønske, at en tilfældig gårdvagt kom gående mod mig. Bare sådan. Desværre kommer der ingen. Den ene af de to, der kom lige før, hanker op i min taske.

"Den skal jeg nok befri dig for! " Siger han i et mildt, men alligvel ondt tonefald. Ham, der holder mig, giver slip på min ene arm, så den anden kan få min skulderstrop over mit hoved. Jeg tager min fria arm og smækker den ene en syngende lussing.

"Giv slip!" siger jeg igen. Min arm bliver grebet og denne gang vredet om på min ryg. Han åbner min taske og roder rundt i det første rum og går så videre til det næste, da han ikke finder noget. Han roder lidt i den og kigger så op. Og først nu går det op for mig, at jeg ikke har nogen pung med.

"Hvor gemmer du den?" Brøler han.

"Jeg har den ikke med!" Hyler jeg. Forbigående kaster blikke efter os, men går ellers bare forbi. Han overvejer det et øjeblik, men ryster så på hovedet.

"Du lyver! Hvor er den?" siger han. Min arm bliver vredet mere rundt, og jeg kommer med et lille udbrud, der godt kunne lyde som et halvkvalt skrig.

"Det har jeg jo sagt!" Siger jeg stædigt. Nu er jeg ikke længere bange, bare vred. Og så mærker jeg et slag i maven. Jeg får pustet alt luften ud og kun folk, der virkelig har fået en mavepuster før, ved, hvor ondt det gør. Jeg krymper mig sammen, men så kommer det næste slag. Lige på næsen. Jeg kan høre noget, der lyder som en gren, der knækker og smage en metallisk smag i munden. Tårerne skyder frem i mine øjne, og jeg klynker.

"Hvad sker der?" Bliver der spurgt, men jeg kan ikke se, hvem det er gennem et tæppe af tårer.

"Hun vil ikke af med den, Jeff!" svarer en af dem. Jeg ved ikke hvilken.

Smerten skyder op, og det dunker i min næse. Der kommer en høj person hen og står foran mig. Han tager fat i min hage og kigger mig i øjnene. Jeg koncentrerer mig om at sigte og samler så en spytklat forrest på tungen. Jeg spytter, rammer, smiler og skriger. Han slår mig igen med en knytnæve på næsen. Han tørrer sit ansigt af i en vred bevægelse.

"Din lille lort! Det var nok et af dit livs største fejltagelser! Ved du, hvorfor jeg er her? Fordi jeg tidligere brækkede begge arme på min nabo. Så blev jeg sendt hertil, til en skole for sådan nogle som mig!" Snerrer han ment som en trussel.

"Tillykke, jeg kom hertil fordi jeg har ADHD og er følelsesmæssigt ustabil, hvor vil du hen med dit lille foredrag?" Svarer jeg og smiler. Jeg føler mig tom i hovedet, og jeg ved godt, at jeg nok ikke skulle have svaret sådan igen, men det giver mig en dejlig tilfredsstillelse. Han smækker sin knyttede hånd ind i min mave, så jeg krymper mig. Han sparker sit knæ op i mit ansigt igen, og jeg har det som om, mit hoved skal eksplodere.

"Fuck dig!" Råber han. Han når lige at hamre sin fod i siden på mig, og så ringer klokken. De slipper mig og bevæger sig hen mod døren. Jeg synker sammen og skuler ondt hen mod dem. Jeg kan mærke en varme brede sig fra mine fødder og helt op til hovedet. Jeg bevæger mig lidt, men intet gør ondt længere. jeg mærker på min næse, men der er intet blod, og den føles helt amindelig. Jeg rejser mig helt op. Og jeg ved ikke, hvad der får mig til det, måske et stresssammenbrud, men i hvert fald tager jeg fat i ham der Jeff's ærme.

"Jeg er ikke færdig med jer!" Snerrer jeg med ro i kroppen. Han vender sig om og stirrer på mig chokeret.

"Hvad fanden...?" Udbryder han. De andre vender sig også om og stirrer. Jeg bakker bagud af ængstelse, men de følger efter. Og nu kommer de sidste ud. Sådan står vi i cirka et sekund, hvor jeg kigger rundt på dem. Syv mod én? Fair nok!

"Hun er jo..." begynder den ene.

"Fuck hende, skal vi ikke gå ind?" Siger en anden.

"Men... hvor er alt blodet?" Jeff træder frem imod mig og tager fat i min krave, "Dit lille misfoster!"

Han kaster mig ned igen og sparker jord på mig. Hen vender sig om.

"Kom lad os lade freaken der være!" Siger han komanderende. De andre istemmer næsten lydløst.

"Kaldte du mig en freak?" Siger jeg, eller det er i hvert fald de ord, der kommer ud af min mund, men det er ikke rigtig mig, der siger dem.

"Hvad hvis jeg gjorde?" Svarer han med at hæve sit ene øjenbryn. Rigtig arrogant attitude!

"Kaldte du mig det?" Spørger jeg igen. Jeg er henne ved dem, men de rykker ikke bagud, som jeg havde håbet.

"Ja! Fat det!" Råber han, "Smut hjem og leg i blenderen, lille lorteunge! Jeg ved ikke, hvordan du gjorde det med næsen, men du skal fandeme ikke være så pishamrende flabet!"

Jeg kigger på ham. Det tager mig under to sekunder til at tænke på noget flabet at sige.

"Det ved du jo alt om, ik' os'?." Siger jeg med så meget ligegyldighed i min stemme så muligt. Han bliver næsten helt rød i hovedet og det syder næsten ud af hans ører.

"Du er ikke andet end en dum forkælet mide!" Råber han. Og uanset, hvor barnligt det lyder svarede jeg igen.

"Idiot!"

"Homo!"

"Vandskabning!"

"Belieber!"

"Svin!"

"Luder!"

"Pi..." Råber jeg ind i hans ansigt, men stopper så. Intet af skænderiet var særlig konstruktivt, tænker jeg. Det hjælper vist bare os begge op i det røde felt.

"Nå, har vi mistet tungen? Nårh, skal det lille pus hjem og hænge i mors skørter?" Han kigger udfordrende på mig.

"Min mor er død!" Mumler jeg. I et øjeblik kigger han perpleks på mig og bryder så ud i latter.

"Nåårh! Tud tud, hva'?" siger han så. Jeg kigger på ham. I øjnene. Noget inde i mit hoved eksploder og det eneste, jeg kan tænke på er, hvad det er for en ro, der er i mig? Jeg kigger på ham i et øjeblik og skriger så. Jeg skriger på et sprog, jeg aldrig har hørt før, men alligevel bliver jeg ved og ved og ved! Jeg tror, det var bandeord en stor del af det, men så slutter jeg, og det går op for mig, at de står helt stille. De trækker ikke engang vejret. De falder næsten på samme tid allesammen ned og går i stykker. Helt bogstaveligt talt; de landede og splintredes bare. Som om de var lavet af glas!

Jeg gisper. Forbandede jeg dem lige? Jeg kigger på dem en sidste gang, før det går op for mig, hvad jeg har gjort. Jeg har slået nogen ihjel! Jeg når kun lige at tænke tanken til ende før jeg mærker nogle stærke hænder tage om mig og en kraftig duft af rosmarin rammer min næse. Og så bliver alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...