The Devils Daughter - One Direction

Rine Lusifer. Det er den pige i skal lære at kende nu. Lucifers datter.
En Diclonius. Haddet af alle. Aldrig gået i skole, eller noget. Myrdet sig til husly, de sidste 11 år. Det eneste hun har, er hendes lille håndstørrelses pude. Med blodpletter. Og stemmerne i hendes hovede. Hun har aldrig skænket mennesker andet end onde og hadefulde tanker. Hendes lyserøde hår, der går hende til lænden. Og hendes små sorte horn, som hun diskret gemmer under den mange farvede, stribede hue. Og hendes blodrøde øjne. Skræmmer alle folk væk. Lige indtil hun en mørk aften. På jagt efter et nyt offer. Møder 5 halvfulde drenge i en gyde, som med det samme kan se det farlige ved hende?

18Likes
44Kommentarer
2096Visninger
AA

3. Bedstemor - Harry's Synsvinkel

Alt, ved hende lokkede mig. Hendes hår, hendes øjne, hendes iskolde attitude. Alt. Hende, jeg kun har set en gang, lokkede mig. Hun var så tæt på at slå os ihjel. Så fandens tæt på, og alligevel ikke. Hun havde stået så langt væk, men alligevel tæt på. Jeg kan huske, hun havde pink hår, og lange stribede sokker, som hun havde trukket op på midten af låret. Ekstremt korte, og ekstremt slidte shorts. Men så huskede jeg ikke? Det var som om en tåget sky af røg, samlede sig rundt om mig, og gjorde mig blind. Jeg kunne intet høre, se, eller føle. Jeg var væk, væk i min egen verden. Der hvor tankerene, fløj rundt, og lavede sjove mønstre. Men alle mønstrernerne, var ens. De formede alle sammen en, mindre perfekt udgave af 'Hende'...

 

 

Jeg vågnede, med et chok. Sveden piblede ned af mine kinder, og mit hår var helt vådt. Mareridt. For anden gang siden episoden i gyden. Jeg var dog ikke den eneste der havde haft underlige drømme siden, den aften. Både Niall, og Liam, havde klaget over tågede drømme, og svædige pander, når de vågnede. Louis og Zayn, havde ikke rigtig sagt noget siden episoden, i gyden. Især Zayn, havde været stille. Der er en trykket stæmning hele tiden. Louis kan sjældne gange få os til at grine, men ikke nær så meget som før. Jeg savnede det. Jeg savnede at kunne grine sammen med dem, slås med dem. Det hele. Der havde lagt sig en tyk grå tåge, af stilhed, over os. Ingen af os turde se det i øjnene; Vi hvar bange. Bange for Hende. Bange for, at møde Hende igen.

 

Stæmningen ved morgenbordet, var trykket. Niall's appetit var steget helt vildt, de seneste par dage. Ingen af os andre nåede rigtig at få mere end en portion, når vi spiste sammen. "Nå. Skulle vi tage et smut ind til byen idag, Harry?" Louis fik brudt den tavshed, der længe havde domineret, med et simpelt spørgsmål. Jeg vidste godt at jeg burde svare nej. Bare blive hjemme mens jeg gemmer under dynen, i et desperat forsøg på samtidig at gemme sig fra Hende. "Ja, lad os gå ind og spise en lille frokost. Så kan vi eventuelt, gå ind og besøge hende der den synske dame, som jeg gerne ville ind til?" Louis tøvede lidt, men nikkede så stille på hovedet. Resten af morgen maden forgik i fuldstændig tavshed.

 

Mig og Louis gik stille ned af Londons menneske fyldte gader. Vi var på vej ned mod den synske kvinde, jeg havde bestilt en tid ved. Jeg kunne seriøst ikke huske vad de hed de der mennesker, der kunne læse folk, og se ånder, eller noget i den stil. Jeg følte ikke det var pinligt, bare fordi jeg ikke kunne huske hvad man kaldte sådan nogle synske mennesker. Louis stoppede mig, og pegede hen mod en lille butik, den stod godt gemt med to gigantiske lejligheder på ver side. Som lystigt kastede skygger hen over det lille "Hus". Jeg sukkede tungt, og kiggede nervøst på Louis. Han smilede bare, vilket overraskede mig fuldstændigt. Louis havde næsten ikke smilet, siden Pinkie, og gyden. Og det er altså tre dage, vilket er utrolig lang tid ikke at smile for Louis. Han puffede mig blidt i ryggen så jeg kom en meter tættere på det lille "Hus" Eller hvad man nu vil kalde det. Jeg sukkede tungt, for lige at få kontrol over min vejrtrækning, inden jeg gik ind.

 

Duften af urter, parfume, og fugt, ramte mig i samme sekund jeg gik ind af døren. Det var lidt overvældene, når alle de dufte kom på samme tid, så jeg nøs hårdt og hostede hurtigt. Jeg blev delt positivt og negativt overrasket, da jeg kiggede rundt i den lille butik, eller et firma? Jeg havde ingen idé. Positivt, fordi at her var smukt, på en hel anderledes måde end jeg var van til. Der stod planter, overalt, og jeg mener virkelig overalt. Der stod Brejner, en lille palme i det ene hjørne, og en masse Orkideér. De var i alle farver, og størrelser. Lyset trængte svagt ind af et vindue, med store, røde, tykke gardiner med mindst hundrede mølhuller. Og kastede en lang stråle af solys hen af det støvede trægulv. Jeg blev negativt overrasket, fordi her var dødt. Ikke fordi der lå et lig et eller andet sted. Nej, fordi at her var tomt, og stille. Mine tanker blev straks kedelige og grå, igen. Jeg havde håbet der var nogle her inde, der kunne hjælpe mig. Sige noget der ville få mig til at falde ned og give slip på frygten. Måske få mig til at smile igen.. Jeg sukkede og gik hen mod udgangen. Men to sekunder før jeg trykkede håndtaget ned, fløj en fløjelsblød stemme gennem mit hovede. "Hvad kan jeg hjælpe dig med, min dreng?" Jeg vendte mig rundt og stirrede ned på en, en gammel dame? Jep helt klart en gammel dame. Hun så venlig ud. Hendes grå hår var sat fint op i en knold på hendes baghovede. Hendes sorte nederdel, gik hende til anklerne, og hun havde en gigantisk flistrøje i rød på. "Jeg, jeg, ehmm... Kom bare for at spørge om du ville hjælpe mig med noget.." Jeg kiggede genert ned i jorden. Vent, hvad? Jeg kiggede genert ned i jorden? Den var ny. Men hendes øjene der vilede på mig, var skræmende. Det lignede de kunne se direkte gennem mig. Helt ind i mine dybeste tanker, og føelser. "Du skal ikke sige bare. Jeg kan se på dig det er vigtigt. Kom med hen og sid ned, mens vi snakker." Hendes direkte, og ærlige, måde at sige det på, fik mig til at vade gennem den lille éntre og hen til et lille bor med nogle totalt smadrede stole rundt om. Hun sadte sig ned, og til min overaskelse, sagde den godt medtagede stol, ikke en lyd. Jeg tøvede lidt men sadte mig så ned. Der skete intet. Ingen knirken, eller knagen. Ikke engang et lille bitte knæk. Hun kiggede afventene på mig, med venlige øjne. Hun virkede som et vært lille barns drøm, om en bedstemor. "Nå, du ville gerne snakke med mig, min ven?" Jeg tog en byd indånding, og sagde: "Jeg er bange." Hun hevde det ene øjenbryn, og kiggede på mig med gennem borende øjne. Den søde bedstemor, der for to minutter siden havde spurgt mig pænt og venligt om hvad der var galt. Var væk. "Du, er bange? For hvad dog?" Det var det spørgsmål jeg ikke ville høre, det jeg havde håbet hun ikke ville spørge om. Men allerede inden jeg gik her ind. Vidste jeg godt, inderst inde, at hun ville spørge om det. "For, Hende" Mine ord overaskede hende. Jeg kunne se det. Den måde hendes øjne blev lidt størere og hendes mund åbnede sig en smule, gav mig inge tvivl. Hun var bange, og overasket. Hun rejste sig op i en hurtig bevægelse, og stormede rundt for at låse og trække gardiner for. Jeg indrømmer det, nu var jeg også selv urolig. At se hende fare rundt i den lille stue, for at dække alle steder der kom lys ind til, fik det til at danse i min mave. Hun sadte sig forpustet ned i den smadrede lænestol igen, og kiggede forventningsfuldt på mig. "Okay, nu fortæller du mig helt precist, hvad der skete da du mødte, Rine." Jeg var mundlam. Rine. Det var hendes navn. Hvor vidste damen det fra? Jeg sukkede tungt. Jeg åbnede munden, og begyndte at beskrive ver bevægelse, og føelse, jeg havde følt under episoden i gyden.

 

Jeg trak været hurtigt, og ukontroleret. Jeg havde lige delt min dybeste hemmelighed, med en gammel dame, jeg ikke engang kendte navnet på. Hun kiggede på mig. Jeg løftede blikket, og var på ingen tid totalt frossen. Hendes øjne, de vr så fuld af visdom, forståelse, og, medlidenhed. Hun sukkede sagte, og sagde: "Jeg kan hjælpe dig. Men du er nød til at se din frygt i øjnene. Bogstavelig talt." Jeg stivnede. Alt om mig var på stanby, og den sagte summen, fra en spyflue der sad fast i vindueskarmen, stoppede. "Mener du jeg, jeg skal, møde Hende?" Bedtsemor, eller noget. Kiggede sørgmodigt på mig. Medlidenheden strålede ud af hende. "Ja, jeg er utrolig ked af det. Men du er nød til at møde Rine. Hun er det eneste der kan fjerne angsten, som sjovt nok er for hende selv." Det var ikke sjovt. Langt fra. Jeg havde lyst til at fare ud af lejligheden, ud til Louis,  og bare blive ved med at løbe til mine ben gav efter. Men, jeg kiggede bare på hende - og til min egen overraskelse - Nikkede jeg bare. Hun tøvede ikke et sekund, med at lukke øjnene, og være helt stille. Ikke mere end to sekunder efter, gik en strøm af nydelse igennem mig. Og jeg lænte mig aoutomatisk tilbage i stolen, og slappede af. " Hun er her om.." Bedstemor løftede håndledet op, og kastede et blik på sit ur. " Tredive sekunder." Inden jeg kunne nå at sige det var noget være vrøvl, og det ikke var muligt at være så hurtig, da hvad jeg regnede med hvar hoved døren fløj op, og knaldede så hårdt ind i væggen at mindst tyve centimeter af den brækkede af, og fløj halvvejs gennem lokalet. Jeg var allerede nu, bange som bare fanden.

 

Hey Bitches! Sorry for det lidt mærkelige kapitel. Men seriøst, lige nu vil jeg skide på negative kommentarer, for jeg er skide stolt af mig selv! Jeg har gjort mig ret så umage med det her kapitel, og syntes selv det er meget godt :I XoXo, Nanna<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...