Tears of an angel♥ *PAUSE*

Scarlett er en helt normal 17 årig teenage pige fra England. En dag beslutter hendes mor og far sig for, at de skal flytte. Scarlett's lillesøster Jill er helt nede over det. Det gør ondt i Scarlett's hjerte at se hendes søster sådan. Jill betyder mere for hende end noget andet i verden, og hun vil bare se hende være lykkelig. Det er hendes højeste ønske♥

Men dagen før flytningen kommer familien ud for en frygtelig ulykke. Alle undtagen Jill som sidder tilbage, helt uvidende, i deres tomme hus.

Vil nogen overleve styrtet? Og hvad sker der med Jill?

2Likes
3Kommentarer
1370Visninger
AA

2. Kapitel 1

Himlen er lyst op af solens glæde. Der er et eller andet over denne dag, som føles magisk. Det er slutningen på foråret. Langt om længe kan man mærke omfavnelsen af varme. Der er som om det gamle grå pakkes væk, og de lyse tider vender tilbage.

Stærkere end nogensinde.

Jeg ligger og studerer de få skyer, der pryder den lyseblå himmel. Følelsen af det friske græs mellem tæerne er følelsen af frihed. En hvid due flyver stille og roligt over himlen. Det var så længe siden, mit øje sidst havde fået øje på det smukke syn.

"Scarlett?" hører jeg en klingende sød stemme sige. Stemmen tilhører min lillesøster, Jill. Den smukkeste 8-årige pige jeg kender. Mørkeblå fængslende øjne og kastanjebrunt krøllet hår, der falder som fjedre.

Men der er noget galt. Det kunne jeg se i hendes ansigtsudtryk.

"Du ser skræmt ud Jill?" siger jeg og rynker panden. Det kan tydeligt ses. Jeg stiller mig op og ligger armene om hende. Hun fælder en tåre. Tåren bliver til to.

"Jeg kan ikke... jeg kan ikke flytte," hvisker hun stille ind mod mig.

"Åh Jill. Alt bliver okay. Det er sikkert et helt fint sted. Mor, far og jeg tager ud og kigger på det i dag. Smut du nu i skole. Jeg skriver til dig, så snart vi er fremme. Føles det bedre nu?"

Jeg ønskede alt det bedste for denne pige, så at se hende græde var en pinsel. Mit største ønske var at se hende lykkelig!

 

***

 

Jeg prøvede, men det var umuligt at få Jill ud af hovedet. Hun var virkelig ked af det, og det sårede mig dybt.

Det er svært at forlade mange gode minder. Jeg har selv prøvet det mange gange. Men tanken om de nye gode minder man snart laver, overvinder det normalt.

Jeg kigger rundt i mit værelse. Jeg er krøbet ind i ly for regnen. Verden er et stort mysterium. Det ene minut er man glad, alt er skønt og solen skinner. Det næste er man ked og regnen skyller ned foroven.

Jeg finder min dagbog frem en sidste gang, inden vi kører. Min dagbog er en stor del af mig. Alle de gode og dårlige minder fra livet er samlet i den, men også vigtige livserfaringer. Den tilhørte engang min afdøde mormor. Hun blev kun 59, men inden hun døde, gav hun den videre til min mor. Nu ligger den så i mine hænder.

 

”Kære Dagbog

Så mange spørgsmål. Så lidt svar.

Jeg har det godt eller i det mindste okay. Jeg ved ikke, om der er nogen forklaring på mine følelser. Jeg glæder mig bare til at flytte og forhåbentlig snart se det kønne smil på Jills røde læber. En lille ting jeg savner mere end noget andet i verden!

Vi kører snart af sted i regnen. Solskinnet fra i formiddags er pakket væk. Temperaturen er vel under 10 grader, og blæsten får det kun til at føles koldere. Jeg håber snart, jeg igen får varmen. Det er det eneste, der fylder mit hoved. Varme og et smil.

Håber alt snart forandres til det bedre!

Scarlett xx”

 

Det var blevet tid. Jeg puttede den bordeaux røde lædder dagbog ned i lommen på min jakke, som jeg stadig bar for at holde varmen. Jeg bevægede mig roligt ned ad trappen.

”Er du klar?” spurgte den velkendte stemme fra min mor.

”Det tror jeg…” svarede jeg med et lille falsk smil på læben. ”Det tror jeg…” gentog jeg med en lille hvisken, som kun jeg kunne høre.

Vi gik ud til bilen og satte os ind i stilhed. Det eneste man kunne høre var lyden fra motoren, og den trommende regn på taget. Jeg kiggede ud ad vinduet og betragtede husene og naturen, der passerede stille forbi. Det var ikke fordi, at turen var specielt lang. Et kvarter-20 minutter, men regnen kunne gøre det til mere på grund af glatte veje. På trods af regnen, så var landskabet nu meget smukt. Blomster i blå og lilla nuancer og træer med friske skud, der om ikke længe ville blive til blade.

Hele atmosfæren duftede af forår!

Der går noget tid, og endelig når vi et vejkryds, hvor jeg ser skiltet med et vejnavn - vores nye vejnavn!

Et lille smil pryder mine læber.

Lysreguleringen viser grøn, og vi drejer ind. Jeg hører pludselig en lyd fra min venstre side. En kæmpe Coca cola lastbil kommer i en vældig fart imod os. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne nemt regne ud, hvad der nu ville ske.

Jeg hører en stemme i mit hoved. Den tilhører Jill, der råber: ”NEJ!” Jeg skriger ved tanken om hende.

Jeg kunne ikke forlade hende.

Ikke nu!

Aldrig!

Men skriget kom for sent. Jeg kan intet gøre, da jeg hører og føler braget af sammenstødet, og bilen der mister forbindelse til jorden.

Alt bliver pludselig mørkt …

 

 

---------------------------------------------

 

Så er historien skudt igang!

Undskyld at det første kapitel er lidt kort. De vil blive længere.

Husk at like, kommenter og sæt på favoritlisten♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...