Beating Hearts |One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2012
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Forestil dig dette: Du er 18 - snart 19 år, men du ved at du ikke når at blive 19. Du ligger på hospitalet - med kræft, uden nogen familie eller nogen venner. Din eneste drøm er at have en, til at sidde ved siden af dig - til at støtte dig, holde din hånd når du bliver bange, og sidde ved din seng til det er slut. Dette er Amelia's eneste ønske - selvom sygeplejersker og læger bruger den tid de kan, er det aldrig nok.
En dag kommer Niall Horan, hans bedsteven's mor ligger på samme stue - men hun har ikke samme udsigt som Amelia, hun vil overleve. Ved synet af alt den kærlighed - bliver det for meget for Amelia og hun bryder sammen. Niall opdager det - og lover at sidde ved hende til det er slut. Men, hvad sker der når 2 mennesker bliver forelskede i hinanden og kun har nogle få uger tilbage at være sammen i?...

157Likes
220Kommentarer
16433Visninger
AA

7. Kapitel 6

Niall vækkede mig midt om natten. "Du skreg så højt - har du ondt nogen steder?" spurgte han bekymret, han stod over mig, og jeg kunne se de rådvilde øjne i det dæmpede lys fra gaden.

"Ja… Der ligger morfin i tasken…" svarede jeg, med en gispende stemme, jeg kunne næsten ikke få vejret. Jeg havde fået morfinen så jeg kunne tage den med, hvis jeg skulle ud og rejse, eller noget andet, hvor jeg ikke var tæt på hospitalet. Det eneste jeg ikke havde tænkt over, var at det var en kanyle, men efter at jeg havde givet ham et 10 sekunders kursus så stak Niall. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle lade ham om at stikke i mig. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle lade en anden person end Anne komme så tæt på.

Han ramte heldigvis og få minutter senere begyndte smerterne at lette. Rusen kom over mig, og med ét var alt godt. Der var intet trist over verdenen, men jeg vidste inderst inde godt at hjernen spillede mig et puds. Jeg kunne ikke længere mærke den smerte, som for kort tid siden havde gennemboret min krop.

"Syng for mig" spurgte jeg, og det var utrolig svært at få ordene over mine læber, da morfinen svækkede min motorik.

"Hvad skal jeg synge?" han snakkede lavt, og jeg kunne mærke hvordan han strøg min hånd.

"Moments" svarede jeg med en utydelig, mumlende stemme.

"Kun hvis du gifter dig med mig!" sagde han så bestemt, som om han havde ventet en evighed på at få chancen.

"Okay" hviskede jeg, uden rigtigt at vide, hvad jeg havde sagt ja til, og så sang han. Ordene blev til en flydende masse - jeg var ude af stand til at skille dem ad og give dem betydning, men det gjorde ikke noget, så længe jeg var i stand til at høre hans stemme.

Morfin rusen fik mig til at sove, en fredfyldt drømmeløs søvn, som jeg ikke havde haft i flere uger. Det var den slags søvn, der for alvor udhvilede mig, og som jeg tit længtes efter.

Da jeg vågnede op, var rusen lettet lidt, men smerten var der stadig, lige så ulidelig som før, men det var som om jeg bedre kunne tackle den med søvn i bagagen, og så var jeg ikke alt for vild med at blive pumpet fuld af medicin, man bliver afhængig af.

"Skal du have mere smertestillende?" spurgte han i den små hæse stemme han havde, hvis han var træt. Han havde siddet og våget over mig mens jeg sov - som han altid gjorde.

”Nej, du kan godt lægge dig til at sove lidt, hvis du er træt” svarede jeg bare. Han smilte til mig, og strøg min pande, inden han lagde sig ned ved siden af mig og lukkede øjnene.

Ikke om han skulle få lov til at pumpe mig fuld af morfin, så jeg knap kunne skelne mellem drøm og virkelighed. Jeg ville leve mens jeg var i live - hvilket liv havde man hvis man var en zombie der bare lå, og var høj af morfinens virkning. Ikke det liv jeg ville have ud af det i hvert fald.

"Du synger som en engel" sagde jeg efter lidt - og blev straks klar over at jeg havde sagt noget forkert, Niall slog øjnene op igen.

"Ja… Dem skal du nok få at høre" svarede han trist. Jeg fortrød at jeg havde brugt netop det udtryk - virkelig. Niall lukkede igen øjnene, og faldt hurtigt i søvn, men han slap ikke min hånd et eneste sekund.

De næste par dage brugte jeg på at svæve ind og ud af bevidsthed, ind og ud af smerter og morfinrus. Anne insisterede på at lægge et morfin drop, hvis jeg skulle have lov til at blive hjemme. Det var irriterende, fordi jeg nu var dømt til at blive en morfin slave, men hun fik mig ikke med på hospitalet, ikke på vilkår. Når jeg var ved bevidsthed, så jeg Niall sidde på kanten af sengen, og kigge på mig, nogle gange med et smil på læben, andre gange med triste, våde øjne.

Det at han gad sidde der, stort set hele tiden gjorde mig glad, fordi han var så omsorgsfuld, det gjorde mig tryg og så kunne jeg drive ind i ubevidstheden igen.

Der gik flere dage, inden jeg var i stand til at sidde op, og for den sags skyld spise, og jeg havde fået ordrer på kun at spise yoghurt og smoothies, fordi min mave ikke var vant til fast føde mere, og hvis jeg udsatte den for alt for meget, ville den dræne alt energi jeg havde.

Jeg var bekymret, kunne min situation, være grund nok til at jeg blev tvangsindlagt, helt imod min vilje? Jeg vidste jo godt, at de kun ville gøre det for mit eget bedste, men det føltes bedst at være uden for hospitalets vægge. Det havde alene en sygdoms bekæmpende effekt på mig.

"Hjælp mig lige op - så er du sød" nogle morgener efter - måske tre eller fire, jeg havde mistet tidsfornemmelsen efterhånden som morfinen havde overtaget min krop, vågnede jeg op, uden morfin i mine årer, og uden smerter. Livet - eller resterne af det smilede igen til mig - og solen skinnede.

Jeg havde ondt i hele kroppen, fordi jeg havde ligget ned i flere døgn, og Niall havde ikke turdet vende mig, selvom han havde fået meget strenge instrukser til det for at undgå liggesår. Anne havde været meget bekymret de dage hun havde været der, mens jeg var bevidstløs, og hun advarede Niall om at der ville komme mange dage som disse, specielt i den allersidste tid.

Han var ligeglad, havde givet sit ord på at være der indtil det var slut, og han ville under ingen omstændigheder bryde sit ord. Aldrig.

"Jo selvfølgelig" sagde han, jeg tror han blev lettere overrasket over at jeg var kommet til mig selv, så han havde tøvet et halvt minut eller deromkring, nok fordi han havde siddet i sine egne tanker.

Jeg kom op at sidde, og Niall gav mig noget yoghurt, selvom jeg havde det så godt at jeg sagtens selv kunne.

"Anne siger, at du vil få mange perioder som denne, især til sidst..." sagde Niall, mest for at sige noget - stilheden skar i mig som en machete, stilheden var det værste ved at være syg, og han kunne se det.

"Ja, og det er heller ikke den første... Men intet får mig tilbage - hvis du altså stadig vil have mig..." svarede jeg, og kiggede ned i min yoghurt, den så ikke så indbydende ud, som jeg ville ønske, men jeg vidste at jeg blev nød til at spise det, hvis ikke jeg også ville have mad i et drop.

Der var ikke så meget at tale om - selvom jeg ikke kunne holde stilheden ud længere, hvis den fik lov til at skære mere i mig, så ville der ikke være noget tilbage.

"Skal vi ikke holde en fest... Eller invitere nogle af dine venner på middag, eller noget?" spurgte jeg så, en vild idé havde taget form i mit hoved, og det virkede som om min krop var med på den.

Niall så op "Er du sikker på at du kan holde til det?" spurgte han, og rynkede panden. Jeg nikkede ivrigt. "Så kan vi invitere drengene - så bliver det ikke for vildt" fortsatte han

"Okay" sagde jeg begejstret, og klappede i hænderne. Jeg havde aldrig holdt en rigtig fest før, der havde ikke være nogle venner at holde fest for. Han rejste sig op for at ringe, og få minutter efter kom han tilbage.

"De vil gerne komme" sagde han så og smilte, med en snært af bekymring. Jeg kunne ikke finde ud af om han gjorde det for at være venlig - eller hvad hans motiv var. Men han gjorde det for min skyld, for at jeg skulle være glad, så meget vidste jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...