Beating Hearts |One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2012
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Forestil dig dette: Du er 18 - snart 19 år, men du ved at du ikke når at blive 19. Du ligger på hospitalet - med kræft, uden nogen familie eller nogen venner. Din eneste drøm er at have en, til at sidde ved siden af dig - til at støtte dig, holde din hånd når du bliver bange, og sidde ved din seng til det er slut. Dette er Amelia's eneste ønske - selvom sygeplejersker og læger bruger den tid de kan, er det aldrig nok.
En dag kommer Niall Horan, hans bedsteven's mor ligger på samme stue - men hun har ikke samme udsigt som Amelia, hun vil overleve. Ved synet af alt den kærlighed - bliver det for meget for Amelia og hun bryder sammen. Niall opdager det - og lover at sidde ved hende til det er slut. Men, hvad sker der når 2 mennesker bliver forelskede i hinanden og kun har nogle få uger tilbage at være sammen i?...

157Likes
220Kommentarer
16394Visninger
AA

4. Kapitel 3

Klokken var cirka 3 om natten da jeg vågnede igen. Niall sad stadig oppe, og vågede over mig.

"Er du vågen?" sagde han stille, og jeg mærkede hvordan hans varme fingre strøg min hånd.

"Ja" svarede jeg, og kiggede på ham.

"Marie er blevet flyttet, så vi er alene" sagde han en smule begejstret. Ikke, at vi havde mærket, at hun var der, for hun var næsten aldrig på stuen.

"Okay" jeg satte mig op i sengen. "Får du ikke krampe af at holde mig i hånden hele tiden?" spurgte jeg spøgefuldt.

"Nej" svarede han bare og grinte lavt inden han kiggede på mig igen.

"Vil du ikke hente noget at drikke til mig, søde Niall?" spurgte jeg, og lavede det bedste hundeøjne jeg havde lært. Min hals var mere tør end Sahara, jeg kunne tømme Themsen for vand, hvis jeg fik lov.

"Jo da," han rejste sig op og gik ud fra stuen. Der gik ikke længe inden han vendte tilbage med et stort glas saftevand. Han rakte det til mig og jeg drak ivrigt, inden jeg lagde mig til at sove igen.

"It's a beautiful day" hviskede han i mit øre, og vækkede mig med et kys på kinden. Jeg smilte og rødmede.

"Niall, bliver du her, indtil det er helt slut, lover du det? For hvis du ikke gør, synes jeg at du skal gå nu" sagde jeg med tårer i øjnene. Han havde ikke lovet mig noget, men jeg ville ikke knytte mig til ham, hvis han ikke ville være her alligevel.

"Selvfølgelig bliver jeg her, indtil det sidste, du skal ikke være alene mere i dette liv. Det lover jeg dig" hviskede han i mit øre, jeg kunne mærke hans varme ånde på min hals, og jeg kunne se ham for mig, selvom mine øjne var lukkede. "Vil min prinsesse have lidt morgenmad?" spurgte han så, denne gang fra den anden ende af stuen, jeg havde slet ikke mærket han forlod mit ansigt.

"Ja tak" jeg satte mig besværet op, og Niall rakte mig en bakke, med engelsk brunch.

"Jeg fik kantinen til at lave noget specielt - til en speciel person" sagde han med et smil, mens jeg spiste.

"Skal du slet ikke have noget?" spurgte jeg med munden fuld af mad - han rystede på hovedet og undertrykte et grin da jeg trak på skuldrene. Efter jeg havde spist, opdagede jeg at jeg slet ikke var så frisk som jeg troede. "Niall, brækpose - skynd dig! " sagde jeg og pegede på den pose der lå på bordet ved siden af sengen. Han styrtede op og rakte den ind over mit ansigt, hvorefter han holdt mit hår mens jeg kastede op. Min mave gik i kramper, og jeg sad hulkende tilbage over brækposen, da min krop havde udført dens opgave. Han rakte mig noget vand, og tørrede min pande.

"Ikke mere mad til dig lige nu hva’?" sagde han og kiggede på mig med chokerede øjne.

"Nej, det er medicinen" svarede jeg, som om jeg havde brug for en undskyldning.

"Niall, tag min hånd, og giv aldrig slip" sagde jeg, jeg lå igen i sengen fordi jeg var så afkræftet. Han satte sig på kanten af min seng og tog min ene hånd i hans hænder. Han strøg den blidt og kærligt

"Det piner mig virkelig at se dig have det sådan" sagde han da han endelig brød den rungende stilhed.

"Hvis du ikke kan - så gå" svarede jeg med et afvisende skær i min stemme.

"Det var ikke det jeg sagde, jeg viger aldrig mere fra din side, jeg har tøj nok og hospitalet vil gerne vaske det" sagde han så. Han havde garanteret indgået en aftale med sygeplejersken, Anne som hun hed. Det bragte et anstrengt smil frem på mine læber, jeg havde så ondt, at selv en højere dosis smertestillende ikke hjalp det fjerneste, det eneste der lindrede mine smerter en smule var hans tilstedeværelse.

"Er der noget du vil have?" spurgte Niall fra sin plads i stolen, den dreng ville snart få siddesår - hvis ikke han døde af sult først. Han rejste sig kun op, når han skulle på toilet - og ikke mere end fem minutter af gangen. Vi havde kendt hinanden i under tre dage, men jeg tror - desværre - at jeg var blevet forelsket i ham. Den måde han bare sad der, og gjorde alt for mig. Uden at brokke sig - jeg følte lidt at jeg udnyttede ham, men alligevel ikke, for jeg havde flere gange fortalt ham, at hvis han ikke kunne gøre det, så skulle han gå. Han insisterede på at blive, at han aldrig ville give slip på mig.

"Nej tak. Jo vil du ikke trække gardinet fra?" spurgte jeg med et undskyldende smil. Jeg havde det lidt dårligt med, at han fulgte mit mindste vink, men hvad skulle jeg gøre? Lade være med at sige noget til ham nogensinde igen? Han rejste sig op og gik hen til vinduet for at trække gardinet fra.

"Er det bedre?"

"Meget, tak" svarede jeg. "Niall? Ehm, du bliver nød til at hjælpe mig på toilettet" sagde jeg så, og blev lidt pinlig berørt.

"Øh… selvfølgelig" sagde han, og blev vist også lidt pinligt berørt. Det var heller ikke fordi, at han var mit førstevalg, men jeg ville helst ikke være til besvær over for Anne. Jeg satte mig halvt op, og blev nød til at vente på at han hjalp mig resten af vejen. De stærke arme, nærmest bar mig til toilettet

"Kan du klare den selv herfra?" spurgte han da jeg satte mig ned på toilettet

"Ja ja, det er bare det der med at gå, der er besværligt" svarede jeg smilende og lukkede døren lige i hovedet på ham. Jeg kiggede mig i spejlet - hvorfor der overhovedet fandtes et spejl på mit badeværelse ved jeg ikke. Indsunket ansigt, bleg og grålig i farve, livløst, fedtet hår og tomme øjne. Jeg lignede en zombie, og en tåre faldt fra min kind. Hvordan kunne han holde ud at være sammen med mig når jeg så sådan ud? Jeg åbnede døren og lænede mig udmattet op af karmen.

Anne - sygeplejersken - kiggede forbi omkring middag "Nå, jeg kan se, du har en syge plejer lige her. Hvor kender I hinanden fra?" spurgte hun nysgerrigt da hun så Niall siddende i stolen med min hånd i hans.

"Det gør vi ikke, men det er en længere historie, og du har travlt" sagde jeg. Jeg ville helst være alene med ham. Det var så trygt - jeg var ikke længere bange for at dø. Ikke så længe han holdte min hånd. Før i tiden var jeg henrykt når Anne havde et par minutter til at snakke, men nu behøvede jeg det ikke længere.

"Hvis du vil have noget at spise siger du bare til ikke?" sagde Niall da hun var gået, han tog sig af mig det bedste han kunne, han prøvede virkelig, og man behøvede intet pædagogikum for at kunne det.

"Jo det skal jeg nok" svarede jeg og kiggede ham i øjnene. Jeg kunne læse ham som en åben bog, men jeg lod være. For nu. Inden Niall kom til at sidde ved mig, føltes livet som noget tomt - noget der bare skulle overstås - så jeg kunne få det bedre i døden, i evighedernes evigheder. Nu havde jeg lige pludselig ikke lyst til at dø længere, selvom jeg vidste det var umuligt at undgå. Vi lavede ikke noget særligt den eftermiddag, sad bare og sad, vi kiggede hinanden dybt i øjnene i timevis inden han sagde noget

"Amelia? Vil du ikke blive min kæreste?" spurgte han ud af det blå, fuldstændigt umotiveret.  Jeg drejede hovedet, brød øjenkontakten og prøvede at holde masken.

"Hvordan kan du falde for mig? Jeg er en levende død, snart bare død, du fortjener bedre. Du har et liv efter mig, så gå ud og find en levende pige, og få jer en fremtid." sagde jeg og prøvede at holde min stemme kørende. Facing the facts, selvom jeg ikke just havde lyst til det.

"Amelia, jeg mener det! Jeg vil være dig tro til den dag jeg selv dør, og bevare dit eftermæle. Vil du ikke nok gøre mig den ære, at blive min kæreste, inden det er for sent for mig at spørge" svarede han og jeg kunne høre bedrøvelsen i hans stemme.

"Jo" mumlede jeg, og han lænede sig over mig og kyssede mig på munden. Et langt, intenst og varmt kys - som man ser på film.

Jeg faldt hen, og blev vækket af Anne. "Du skal altså spise, bare lidt" sagde hun venligt, og strøg min kind. Hendes øjne skinnede, og hun var en gnist i mit mørke. Jeg lagde mærke til, han var væk, og jeg kiggede mig panisk omkring. "Rolig nu - han er gået i bad, så spis lidt mens han er væk" sagde hun og over mod døren til det lille badeværelse. Hun hjalp mig op at sidde.

”Okay” svarede jeg udmattet. Selvom han var der, spiste jeg nærmest ikke længere. Det var lige meget nu. Jeg var endelig glad, og selvfølgelig skulle det være så tæt på at være slut, før jeg kunne opleve glæden. Jeg var mere deprimeret indeni nu, end jeg nogensinde havde været før.  

"Fortæl mig så - hvor kender I hinanden fra?" sagde hun efter lidt tid. Vi sad tit og tøsesnakkede, specielt i hendes frokostpauser. Så kom hun med sin mad, og satte sig ved siden af mig. Hun kunne ligeså godt have været min søster, så tætte var vi.

”Det gør vi ikke rigtig. Hende jeg delte stue med, han skulle besøge hende… og så ja” jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det, for jeg vidste ikke præcist hvad der var sket. Min hukommelse var ikke hvad den havde været engang. Desværre.

"Ved han godt at du er..." resten var indforstået.

”Ja, det ved han godt” svarede jeg. Min stemme knækkede og mine øjne blev våde. Jeg kunne ikke lide at tale om det.

"Her spis, du skal holde dig ved kræfter. Om ikke for dig selv, så for ham" svarede hun lavt. Hun vidste godt, at hun havde sagt noget forkert, men jeg bebrejdede hende ikke. Jeg vidste godt, jeg var svær at regne ud. Hun rakte mig bakken, og satte sig tilbage i stolen. Hun observerede mig bare, og sikrede sig, at jeg rent faktisk spiste noget. Jeg havde flere gange undgået at spise noget, fordi det virkede lige meget. Det gjorde det også nu, men jeg ville ikke såre Niall. Hun havde taget nogle pandekager med til mig, min livret. Selvom bidderne voksede sig større i min mund, og klæbede til min gane lykkedes det mig at få spist det hele, og bagefter var jeg så udmattet at jeg faldt i søvn. Eller næsten i hvert fald.

"Pas på hende, forkæl hende mens du kan. Din kærlighed til hende er gensidig" Annes stemme var ikke til at tage fejl af.

"Det skal jeg nok, det ved jeg godt. Det er bare synd vi skulle mødes på denne måde” svarede han, inden han indtog sin stol og tog min hånd. Jeg hørte nogle stille skridt, og vidste at Anne var gået. Først der kunne jeg rigtig sove...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...