[EXO] Your Majesty

"Ser du... Jeg er bare den her helt almindelige pige. Jeg passer mig selv, går i skole som andre piger, men så pludseligt vader den her fyr bare ind i mit liv, fortæller mig ting jeg har svært ved at tro på, viser mig ting jeg troede var umulige, og får mig til at føle noget, jeg aldrig før har følt...
Nårh, jo... Og så er jeg åbenbart også dronningen af hans planet, forresten."
- Rin

22Likes
12Kommentarer
1701Visninger
AA

2. Sne, Aske og Røg

Jeg mærker en kold vind omringe mig og mine arme omfavner mig straks, i et ynkeligt forsøg på at holde mig varm. Mit blik er rettet mod jorden jeg står på, der viser sig at være dækket af hvid sne, som en dyne af anemoner. Sneen fortsætter med at falde omkring mig imens vinden river stille i min hvide, knælange kjole. Jeg kan intet se omkring mig, udover mørke, og den hvide sne. Der er ingen himmel, ingen sol, ingen måne.
Jeg hører lyden af et klaverspil i distancen. Det spiller en sød, stille melodi, som jeg aldrig før har hørt, men som alligevel lyder bekendt. Det er en langsom, rolig melodi, næsten lige så stille som en vuggevise. 
“I’m struggling to find you, who I cannot see…”
Jeg vender mig straks rundt idet jeg hører en blid stemme synge til mig, men da jeg ser mig rundt, er der ingen andre end mig, og den faldende sne. Der er fortsat intet andet end mig. Ingen bygninger, ingen træer, ingen himmel, ingenting. Der er kun den endeløse mørke, og den hvide sne. 
Jeg rynker min pande en anelse, idet jeg begynder at gå og skaber små fodspor hvor jeg træder, der efterlader et spor af hvor jeg har været. 
“I’m struggling to find you, who I cannot hear…” 
Stemmen fortsætter med at synge til mig. Det er en ung fyrs stemme. Den er blid, som den blideste forårsmorgen. Den er varm, som det eneste i dette gudsforladte sted jeg befinder mig i. Jeg åbner min mund for at kalde på nogen - intet kommer ud af mine adskilte læber. Jeg forsøger igen, men til ingen nytte. Det eneste det lykkedes for mig at lukke ud, er mit åndedræt, som skaber en svag dug i kulden. 
Jeg forsøger at kalde på vedkommende igen, men det samme resultat forekommer.
Men…
Hvem forsøger jeg at kalde på? 
Hvis stemme er det, der synger til mig? 
Hvor er jeg overhovedet?
Idet tankerne kører gennem hovedet på mig, indseer jeg noget, idet jeg griber et snefnug med min hånd. Den smelter ikke. 
Sneen er varm.
Sneen er aske.

 

Larmen af stiletter mod knirkende trægulv, tøsefnider og hosteri lyder gennem hele kantinen, imens jeg sidder med rynket pande, dybt begravet i min MacBook. Mine øjne er begyndt at løbe en smule i vand grundet den intense stirren ind i det meget skarpe lys fra skærmen, og selvfølgelig også den grund at jeg ikke har blinket de sidste to minutter. Tekst, tekst og mere tekst fræser forbi mine øjne, imens min hjerne forsøger at sætte to og to sammen, dog på et langt mere avanceret niveau. 
Det løber mig pludseligt koldt ned ad ryggen for femte, måske sjette, gang i dag, og følelsen vender tilbage. Den følelse, som har hjemsøgt mig lige siden jeg stod op, tog et bad, og gik ud af min dør. Det var følelsen af, at jeg blev overvåget af et par kolde, intense øjne. 
Mine skuldre foretager et mindre hop, da der pludseligt er bevægelse ved siden af mig. 
“Husk at blinke, Rin,” siger en stemme ved siden at mig, hvorefter hun bider ned i hendes kyllingesandwich som hun lige har købt i kantinen, “Og husk at spise…” 
“S-Ssshh,” jeg tysser på hende og læner mig længere ind over bordet og tættere på min skærm, som om det vil hjælpe mig bedre til at forstå hvordan jeg skal fuldføre det projekt, som jeg er igang med. 
“… Har du stadig problemer med at finde en model?” spørger hun igen, hun har tydeligvis ikke tænkt sig at lade mig tænke i stilhed - ikke fordi der er stille i kantinen, det er der jo aldrig. 
“Nej.” 
“Du kunne jo altid spørge—…” 
“Nej.”
“Men—…”
“Nej.”
“Du er alt for kræsen, Rin…” mumler hun og læner opgivende sin albue på bordet imens hun fortsat gumler på sin kyllingesandwich.
“Jeg er ikke kræsen, jeg har bare brugt den sidste måned på at designe og sy den jakke, men desværre for mit tilfælde er der ingen som er den rigtige størrelse til den,” knurrer jeg arrigt imens jeg kører en hånd gennem mit lange, brune hår, “Jeg kender kun halvvejs overvægtige fyre, og ingen slanke, atletiske typer… Hvad havde jeg gang i?” 
Ser du… Hvis du kender den der pige fra din skole, som er lidt småsær, men indelukket og som holder sig for sig selv, så ved du hvilken type jeg er. Jeg holder mig typisk til en mindre gruppe mennesker - gerne en gruppe på to, maks tre, personer, inklusiv migselv. Det er et krav, som er meget svært at opfylde når man går på en uddannelse for kreative retninger, hvad end det er drama, kunst, dans, musik eller mode og design. 
Jeg går selv på mode og design, og står lige nu og mangler en mandemodel til mit eksamensprojekt, som skal afleveres om en lille uge. 
“Rin, blink, tag en indånding, og få noget i maven,” siger min veninde ved siden af mig imens hun nyder sin sidste bid af sin kyllingesandwich. Hendes navn er Sora. Hun går på linjen for Drama, og har en lys fremtid som skuespillerinde. 
“Ugh… Fint! Fint, jeg tager noget mad,” siger jeg opgivende imens jeg skubber min stol ud fra bordet og vender om på min hæl, “Men jeg holder mig væk fra de tunsandwiches! Sidste gang var jeg ikke på toilet i syv dage!” 
“Tak for info,” griner Sora imens hun klapper min MacBook sammen for mig. 
“For fuck’s sake…” mumler jeg på vej op til kantinen imens jeg fumler med at finde mit kreditkort som sidder i mit iPhonecover. Jeg tager et par dybe indåndinger imens jeg forsøger at falde ned igen. Der er ingen grund til, at lade det gå ud over Sora, hun har jo ikke gjort noget for at gøre mig vred… Det er hele min tilstedeværelse som irriterer mig, og som jeg er på vej op til kantinen, ser jeg mig omkring. 
Jeg ser, hvordan folk er samlet i deres små grupper, samlet omkring hver deres bord. Der er dullerne, sladrehankene, sportsfreaksne, nørderne og bøllerne, bare for at nævne nogle få. Personligt, så kan jeg ikke se mig selv i nogen af de grupper, og sådan har det altid været. Jeg har aldrig været i stand til at føle, at jeg hører hjemme her. Sora er en af mine eneste venner, men hun har mange andre venner end bare mig. Sora er faktisk nok den eneste person jeg har mødt, som har været i stand til at holde mig ud så længe som hun har. Mennesker kan ikke lide mig, ligesom jeg heller ikke kan lide dem. 
Hvis det stod til mig, så havde alle mennesker i hele verden polititilhold for mig.
Følelsen vender endnu engang tilbage. 
“Næste,” siger kantinedamen, og som en maskine rykker køen sig og tvinger mig til at stå foran den rynkede, tyggegummityggende, gamle dame med hårnet og en fin, stor vorte midt på næsen.
“Hvad vil du have?” spørger hendes knasende, rustne stemme og jeg tvinger et lille smil frem. 
“Jeg skal bare have en kyllingesandwich…” får jeg tvunget frem uden at min sociale angst får mig til at få et mindre anfald. 
“Femogtyve kroner,” siger hun og tygger et par gange på hendes dagsgamle tyggegummi imens jeg lynhurtigt kører mit dankort igennem, og skynder mig så hurtigt væk fra kantinen igen, med min indpakkede kyllingesandwich i favnen. Den næste time begynder snart, så jeg har en anelse travlt hvis jeg skal nå at spise færdig - måske brugte jeg lidt for meget tid på mit eksamensprojekt her i pausen, men jeg er virkelig i problemer hvis jeg ikke finder en fandens mandemodel! 
Jeg ser mig over skuldren, da det endnu engang løber mig koldt ned ad ryggen, nærmest som om nogen havde stået og åndet mig i nakken - men der er ingen. Kun luft, og følelsen af angst og snigende paranoia. Det vil virkelig snart blive et problem, hvis jeg ikke får styr på det her pjat. 
I det samme sekund jeg vender mig om for at forsætte min færd tilbage til bordet hvor Sora sidder, lykkedes det mig at snuble over mine fødder, klodset som altid. Der lyder en kort, forskrækket version af et skrig, idet jeg knuger min kyllingesandwich ind til mig, og sikkert maser alle former for brød, der overhovedet er i pakken.
Jeg bliver omringet af noget, for et kort sekund. Det minder om røg, lysegrå røg, som forsvinder lige så hurtigt som det er kommet, og jeg føler straks et par stærke, men alligevel lidt tynde, arme som griber mig, og et ukendt ansigt kommer til syne foran mig, og det føles som om tiden står stille, selvom det hamrende hjerte i mit bryst forkaster den teori. 
Der er blikke som stirrer på mig, fra hele kantinen af. Folk sidder nærmest omvendt på deres stole, for at få et glimt af det der foregår, for at få et glimt af den person, som havde udbrudt et skrig af forskrækkelse. De håbede sikkert på, at nogen kom til skade. De håbede sikkert på, at nogen ville blive flov eller pinligt berørt. 
Men det er ikke tilfældet. 
I stedet finder jeg mig i armene på denne ukendte, mystiske fyr, hvis øjne stadig ikke har forladt mine. Hans øjne er mørke, asiatiske, men har den her uforklarelige mystik bag sig, i form af et sølvskær. Hans hår er mørkt, og går næsten ned til hans øjne, men alligevel lykkedes at indramme hans flotte ansigt perfekt. Hans næse er smal, men hans læber en anelse fyldige. Hans hud har den smukkeste bronzeglans, som den der perfekte, solbrone livredder, som pigerne altid beundrer på stranden eller ved swimmingpoolen. 
Efter et par sekunders stilhed, sætter han mig ned på jorden, da jeg er alt for forbavset til overhovedet at kunne stå. 
Han er smuk. 
Han er utroligt smuk. 
Det er som om, han slet ikke hører til her.
Jeg har heller aldrig set ham på skolen før, hvem er han? 
Han siger ingenting, men ser bare væk fra mig, som om han føler skyld, eller har gjort noget forkert. Hans blik er en anelse nedadrettet, idet han trækker sig væk fra mig og skoleklokken beslutter sig for at ringe ind til næste time. 
Klodset som jeg er, gør jeg mit bedste for straks at komme på benene igen, for at følge efter fyren, som reddede mig i mit fald. 
“Vent!” kalder jeg ud efter ham, men det lykkedes ham med lethed at forsvinde fra mig I vrimlen af studerende som skynder sig tilbage til deres timer. Jeg finder mig fanget i vrimlen, hvor jeg bliver skubbet og mast, helt uden hensyn af de væsner, som jeg beklageligt er en del af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...