At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4462Visninger
AA

17. "Tak"

De havde kørt i næsten en time, da byen endelig forsvandt bag dem, og blev afløst af gyldne og græsgrønne marker, himlen over dem var helt blå, bortset fra enkelte skyer, der dovent svævede over bussen. Ambrosius og Evy sad ved siden af hinanden på et ukomfortabelt plastiksæde.

   ”Jeg synes du skal bestemme hvornår vi skal af. Jeg ved at der kommer et stoppested snart, men vi kan også vente til det næste ”.

   Det var første gang Ambrosius havde sagt siden de gik ind i bussen. Evy sad og kiggede ud af vinduet, og Han var ikke sikker på om hun overhovedet havde registreret at han havde talt til hende. Han skulle lige til at spørge hende, men lagde mærke til at hun nikkede langsomt. Efter få minutter stoppede bussen, de befandt sig ude i ingenting, med mark, og himmel til alle sider. Man kunne lige skimte byen i det fjerne, med industrikvarteret, hvis store skorstene udsendte store skyer af grå røg, der steg op mod himmelen, og til sidst gik i et med de bløde lammeskyer. Ud af øjenkrogen skævede Ambrosius til Evy, som sad helt stille, og uden at fortrække en mine. Han nikkede stille for sig selv.

   En ung mand, og en ældre kvinde steg af bussen, og Ambrosius og Evy sad nu helt alene i Bussen. Evy stirrede stædigt ud af vinduet. Dørene lukkedes langsomt, og Bussen satte i gang.

De sagde stadigt intet, mens de kørte gennem det bakkede landskab, og Ambrosius mistede langsomt al fornemmelse for tid og sted. Og kiggede bare ud på det smukke landskab. Spredte træer, hvis kroner svajede stille ved den mindste brise. Og solens refleksion i kornet. Så lyst at man næsten fik ondt i øjnene. Han skævede over på Evy, mens han huskede sig selv på at dette ikke bare var fornøjelse. Han havde et arbejde der skulle passes.
Landskabet blev pludseligt brudt af et spinkelt blåt skilt, ved siden af en gammel træbænk. Stoppestedet. Evy rejste sig beslutsomt, og kiggede et øjeblik Ambrosius i øjnene, og nikkede langsomt. Hun smilede ikke, men han kunne genkende det mærkelige glimt i hendes øjne, fra da han havde fortalt hende om sin barndom. Han rejste sig, og lod hende gå forrest ud af bussen. Så snart Ambrosius trådte ud af bussen, kunne han høre fuglesang, og overvejede hvornår han sidst havde hørt den lyd. De stod i bussens kølige skygge, som snart efter – med en brummene lyd – forsvandt i det fjerne, og efterlod dem stående i strålende solskin på den øde vej, der løb som en underlig grå linje, i det frodige landskab. Han stod lidt og kiggede på bussen der var blevet til en lille prik i det fjerne.

Det gik op for ham at Evy ikke længere stod ved hans side. Han vendte sig om og så hende, på vej ud i marken. Hun gik langsomt, mens hendes hænder følte på det gyldne korn. Han smilede, og lod hende være. I stedet så han sig om efter et sted at sidde. Lidt væk var der et stort bøgetræ ved siden af et gammelt stengærde, der var halvt overgroet med mos om bregner. Han gik langsomt over til træet, og satte sig besværligt ned. Han betragtede Evy mens hun gik rundt på marken med lukkede øjne. Det så ikke ud til at hun havde nogen bestemt retning at gå i, men vandrede bare omkring. Hun kom nærmere ham, og han så et saligt smil på hendes læber. Han bemærkede et smilehul i den ene kind. Hun stoppede pludseligt op, og smilet stivnede og forsvandt. Hun var stadset lige i udkanten af bøgetræets skygge. Han så hende åbne øjnene langsomt, og mærkede hendes blik direkte på ham. Hun kom nærmere med rolige skridt og et alvorligt blik. Ambrosius rynkede brynene, men blev siddende helt stille. Hun kom nærmere, og stoppede op to meter fra ham. Hun åbnede munden, men så så tøvende ud et øjeblik,

   ”Tak”, sagde hun endelig, med en lys, spinkel stemme.

   Hun sendte ham et skævt smil, vendte sig om og gik ud på marken igen. Ambrosius sad et øjeblik, overrasket og forbavset. Det gik op for ham, at det var første gang han havde hørt hende tale. Han smilede af den mærkelige pige, og satte sig til rette, med bøgestammen mod ryggen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...