At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4450Visninger
AA

11. Sarah Henderson

Sarah Henderson sad og drak en kop sort kaffe i sin lejlighed på 16. etage. Udenfor var det gråt, og regnen silede langsomt ned af vinduesruden. Hun gnubbede sig distræt på den lidt for lange næsen, og skævede til det gamle fjernsyn, der stod i hjørnet af stuen. Skærmen var dækket af et tykt lag støv, og oven på det lå nogle bøger om pædagogik og børneadfærd, en stak papirer og en beskidt tallerken, med en indtørret brødskorpe på.

Med et suk strøg hun fingrene gennem sit mørkblonde hår og vendte blikket mod vinduesruden igen. Hun vidste at noget manglede. Og de sidste tre år af sit liv, havde hun forgæves forsøgt at fylde den tomme plads i hendes liv ud. Hun vidste hvem der var skyld i det, men ikke hvordan det var gået til, eller hvorfor. Det var absurd at noget menneske kunne ændre alting på den måde. Det var som om nogen havde vist hende et glimt af lykken, og derefter taget det fra hende igen. Og nu kunne hun ikke lade sig nøje med hverdagen som den var, hun ville have mere, men kunne ikke få fat på det ved egen hjælp.
Hun rejste sig op og gik frustreret ind i soveværelset.

Sarah kiggede ud over børnene der legede rundt i den lille stue. De var alle i alderen 5-7 år, og gik i underskole på skole nr. 416. De havde alle haft en lang skoledag, og ventede nu her, på at deres forældre skulle komme hjem fra arbejde. Skoleåret var ved at nå sin afslutning, og der skulle Sarah sige farvel til de tolv 7årige børn, som skulle op i overskolen. Når børnene gik i overskole ville de få lige så lang en dag, som deres forældre. Og derved ville pasningsordningen blive overflødig. 
Hun smilede ved sig selv, når hun tænkte på de enkelte børn, der havde fældet en tåre, når de skulle til at sige farvel til pædagogerne. Specielt de børn der kom fra de fattigere kvarterer, og som tit havde mere kontakt med pædagogerne end forældrene, havde let til tårer den sidste dag.
Sarah tænkte tre år tilbage, og hun kunne pludseligt mærke tomheden i sin mave vokse. Hun prøvede at slå det hen ved at sætte sig ned til børnene og være med i deres lege, men hendes smil var påsat, og hendes tanker andetsteds.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...