At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4450Visninger
AA

2. Præsentation Ambrosius

Ambrosius Fernan sad bag et stort, solidt skrivebord af hærdet stål, med glasplade. Lokalet omkring ham var lille og hvidmalet. En stor bogreol fyldte væggen fra gulv til loft bag skrivebordet. Blandt bøgerne kunne man bl.a. finde titler som: ”Håndbog i børnepsykologi”, ”Effektiv ung”, ”Et væld af erhverv” og ”Et led i maskineriet”. Alle bøgerne var bundet ind i det samme sorte bind, med firkantede hvide typer på ryggen.

Det eneste vindue i lokalet var dækket af tunge mørkegrå gardiner, der matchede himlen udenfor. Foran vinduet stod to lænestole der pegede mod hinanden, begge gamle og støvede, med et grønt og blåt fløjlsbetræk. De udgjorde det eneste kulørte møblement i kontoret. Lokalet henlå næsten helt i mørke. Både den nøgne pære på skrivebordet, og de store lysstofrør i loftet var slukket. Kun lyset i computeren, som Ambrosius sad og arbejdede ved, oplyste dele af rummet med et blåligt skær, der fik hans koncentrerede ansigt til at se næstens spøgelsesagtigt ud.

Han var en ældre mand, næsten 65 år gammel. Hans halvlange hvide hår var normalt nydeligt redt tilbage henover hovedbunden. Men han havde siddet længe og kløet sig i hovedet, og der stak mærkelige tjavser ud forskellige steder, fra den ellers så velsonierede manke. En hårlok blev ved med at falde ned i hans øjne, og han fejede den hver gang væk med en irriteret bevægelse. Hans firkantede briller med de tykke brilleglas sad halvskævt på den lange næse, og han stirrede koncentreret på skærmen med sine smalle grå øjne.

Ambrosius var i gang med at formulere en sætning i en rapport, men havde pludseligt glemt det ordvalg han havde tænkt sig at bruge. Han stirrede intenst på skærmen, indtil hans øjne løb i vand. Han tog frustreret brillerne af og gned tårerne væk. Så sukkede han dybt, og lukkede låget på computeren ned. Nu var der helt mørkt i lokalet. Et øjeblik sad han bare i mørket, nød stilheden, inden han rejste sig fra stolen med en smule besvær.

Han gik over til en knage ved siden af kontordøren, og tog sin lange, sorte frakke og hat på, så gik han over til skrivebordet igen, og tog nogle enkelte papirark og sin computer ned i en simpel lysebrun taske, som han slyngede over skulderen. Roligt gik han hen til døren, kastede et blik tilbage mod det mørke skrivebord og trådte ud over dørtærskelen.

 

Det var sent om aftenen og alle var gået hjem. Gangene i den store bygning var tomme og mørke, men det havde han intet imod. Ambrosius fortsatte ned ad trapperne, og stod snart udenfor på gaden. Et kraftigt vindstød fik ham til at holde fast i hatten, og trække jakken tættere om sig.

Han gik ned af den lygteoplyste gade, mellem de kæmpestore betongrå kasser, som alle indeholdt kontorer og boliger. De var alle sammen identiske, og lå i lige rækker efter hinanden, med de smalle gader liggende imellem. Det var overskyet, og man kunne kun se en lille lys plet på himmelen, hvor månen burde have været. Han gik i et roligt tempo, normalt ville han have taget bussen hjem, men han havde pludseligt fået lyst til at være lidt alene. Længe gik han og tænkte på sine unge klienter.

Ambrosius arbejde gik ud på at finde erhverv til problembørn, som den gennemgående undersøgelse af evner og færdigheder - som alle børn i 10 års alderen gik igennem – ikke havde kunnet placere i samfundet. Normalt kunne man ud fra undersøgelsen, bestemme et barns fremtidige beskæftigelse. Og derved også den uddannelse, som barnet skulle gennemgå, efter at have lært al basisviden, så som at læse, skrive og regne. Men desværre var der børn, hvis evner først skulle graves frem, eller som bare ikke duede til noget konstruktivt, og det var der han kom ind i billedet.

Han skulle lave en psykologisk undersøgelse af barnet, som ikke bare var baseret på antal rigtige svar i en eller anden prøve og derefter bestemme om barnet ville gøre sig bedst som læge eller som skraldemand. Til tider skulle han endda beslutte om barnet skulle indlægges på en psykologisk institution.

Lydløst sukkede han ved tanken. Han var lige blevet færdig med en knægt som havde åbenlyse sociale problemer. Drengen havde været voldelig, og han havde ofte skadet andre alvorligt i slagsmål. Han var utålmodig, og havde dårligt temperament af natur. Men Ambrosius havde også oplevet at der var mulighed for at disciplinere ham. Hvis man vandt hans respekt, og gav ham præcise ordre, kuede han, og gjorde hvad han fik besked på. Han havde uden tøven sendt ham videre til en militær uddannelse, der også gav ham bemyndigelse som sikkerhedsvagt, udenfor krigstid.

Ambrosius drejede ned af en smal gade hvor et par af gadelygterne var gået i stykker. Ambrosius kiggede sig halvnervøst omkring, man kunne jo aldrig vide hvad der gemte sig i skyggerne. Skyndsomt gik han hen til den ene af gadedørene, og trak sine nøgler frem. Over døren stod tallene 201037, han åbnede og gik ind i den dunkle opgang. Besværligt slæbte han sig op ad de mange trapper.

 

Han kunne vel godt mærke, at han var ved at blive gammel, selv om han ikke var meget for at indrømme det. For så snart man blev gammel, ventede det uundgåelige, det utænkelige. Pension. Ambrosius fik næsten kuldegysninger ved tanken.

Når man blev pensioneret blev ens lejlighed, ens familie, ens liv taget fra en. Man blev sat ind i en bil, og kørt ud til udkanten af byen ud til ældrekvarteret, ”Den Døde Bydel”, som den blev kaldt, ofte i spøg, men alle vidste at der var en vis sandhed bag øgenavnet. Her blev man presset ind i et lille værelse, hvor man kunne tilbringe resten af sine dage med at gruble over livet. Hvis man var meget heldig fik man af og til besøg af sin familie eller venner, men det var meget få der frivilligt tog ud til ældrekvarteret, og med hans ret beskedne omgangkreds, ville manglen på sådanne gæster nok være bemærkelsesværdig. Ambrosius var kommet op på 6. etage, han drejede væk fra trappen og gik ned af en lang gang med flere døre. Han stoppede ved døren med nummeret 6h stående i metalbogstaver udenpå, under nummeret var der et lille skilt hvor der stod:

Ambrosius Fernan 20. PS SB.

Tallet 20, repræsenterede hans status i samfundet. Det var staten der bestemte hvilken status hver enkelt borger havde. Skalaen gik fra 0 og op til 30, og jo højere ens statustal var, jo større indsats havde man gjort for staten. Og et bedre liv, med mere løn, og større lejlighed fulgte automatisk når man gik op i status. Da Ambrosius lige havde uddannet sig, havde han været en 16’er. Men som årene var gået, havde han opnået prestige, ved at finde ud af forskellige fordelagtige evner hos børn, som andre sandsynligvis ikke var nået frem til.

Han var god til sit job, og han havde kæmpet sig opad i rangstigen. Bogstaverne PS SB viste at han arbejdede med psykologi og skolebørn, dvs. børn der ikke havde fået bestemt erhverv endnu. Han kiggede lidt på dørskiltet, betragtede hvordan det blanke metal, afspejlede en loftlampe, der hang i den smalle gang. Så rystede han lidt på hovedet, åbnede langsomt døren, og trådte ind i den mørke entré.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...