At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4450Visninger
AA

38. Historier og stjerner

Ambrosius sad helt stiv, med et kaos af papirer foran sig på sofabordet. Han stirrede på bunken, næsten uden at kunne fatte det. I mange timer havde han siddet fuldstændigt opslugt, begravet i de fantastiske verdner, der herskede på det jævne papir. Verdner der ikke lignede noget Ambrosius havde set, hørt om, eller oplevet før. Utrolige tekster og billeder der dækkede side op og side ned, skrevet ned med håndskrift der lod til at afspejle de forskellige sindstilstande. Flotte snørklede bogstaver i beskrivelser af uvirkelige haver med alverdens blomster. Og kantede grove tegn i forestillinger af skarpe sorte klippeformationer. Det var afbrudte tekster, uden start, slut eller handling. Når han kiggede på det var det jo bare ord, ord bestående af bogstaver, ligegyldige tegn. Men betydningen…

Han havde så mange blandede følelser, at de blokerede for hinanden. Han sad bare dér. Han kiggede på de mange tætskrevne ark, og betragtede tegningerne af alverdens ting, som var flettet ind midt på siderne, med tekst til alle side. En forreven sommerfugl der lod til at være fanget af tremmer af bogstaver. Grå bjerge, med solskin over sig, der blev afbrudt ordet kaos, med store bogstaver. Han kiggede bare på dem, uden at kunne gennemskue det mærkelige mønster, der dannede alt hvad der fyldte hans hoved i dette øjeblik.

Teksterne var uoverskuelige, de hang ikke engang sammen. Der skete intet, det var stillestående billeder, som alligevel fik ham til at gispe efter vejret. Det var som om nogle havde kunnet fange følelsen af et øjebliks vidunder, og derefter havde kørt det gennem en maskine der omdannede det til ord, der fik én til at glemme alt, og bare forsvinde ind i teksten, og blive et med den fantasi der herskede dér. Man kunne gå fra dyb ulykke og sorg, og på et splitsekund blive forvandlet til evig lykke og velsignelse. Han havde det som om, at han havde følt mere i de sidste timer, end i hele resten af sit liv. Han lukkede øjnene, mens han prøvede at forstå hvad der netop var sket. Opfange hvad det var for en mening, der var gået op for ham. Det var jo hende, det var alt sammen hende. Hun havde skabt disse verdner, og følelser. Det var hendes geniale sind, der havde væltet hans fornuft, og overladt ham til drømmene. Han kunne ikke tro det, at et menneske, og så endda kun et barn, kunne gøre så meget.

En pludselig bankende lyd, vækkede ham midlertidigt af tankerne. Han kiggede sig forvirret omkring før det gik op for ham, at det var kommet ude fra entréen. Tøvende rejste han sig, allerhelst ville han bare lade det være, lade hele verden være, og endnu en gang begrave sig i lykken. Men hans sitrende ben bar ham sikkert hen til hoveddøren. Han hoved lænede sig frem, og hans øje så ud af dørspionen. Ingenting i øjenhøjde. Langsomt åbnede han døren.

Hun kiggede op på ham med store øjne, han stirrede målløs ned på den lille blege pige. Hun tog hans hånd, og hev blidt i den. Han fulgte blindt efter hende i en drømmeagtig tilstand, han ænsede den lille varme hånd i hans, og intet andet. Hun trak ham ned ad de mange trapper, ud på gaden, og hen til et stoppested. Han vidste ikke hvor længe de stod dér i tavshed inden bussen kom. Men da den stoppede, og dørene åbnedes trak Evy ham langsomt ind i bussen, og chaufføren kiggede opfordrende på ham. Som af refleks, eller måske noget større, trak han en pengeseddel op af lommen, gav den til manden bag rettet, før han fulgte Evy længere ned i bussen. De satte sig og sad længe.

Ambrosius hjerne var næsten lammet, det var uvirkeligt. Evy var som et trylleslag dukket op ved hans lejlighed, og havde taget ham med… hvorhen, hun havde ikke sagt et ord. Han prøvede med sin bevidsthed at afgøre om det virkeligt var virkelighed. Men det hele var der. Følelsen af det hårde sæde, lyden af sin egen og Evys vejrtrækninger, samt busdækkene mod den mere og mere ujævne vej. Lyset fra gaden der langsomt aftog. Dette var ingen drøm. Han følte igen Evys hånd i sin, og et roligt men bestemt træk. Han opfattede langsomt at bussen holdt stille. De gik ud af de åbne døre. Og bussen startede igen, vendte om, og kørte tilbage mod byen.

Den kolde luft vækkede ham lidt, og han så sig forvirret omkring, som én der lige var vågnet. De måtte have kørt i mindst en time. Man kunne ikke længere ane byen. De stod midt på en øde landevej, i komplet mørke. Lyset fra bussen det langsomt forsvandt, gjorde ham næste blind midt i mørket, men nu så han det. Langt over sig, millioner af stjerner, de stod side om side, og lyste om kap med hinanden. Evy trak i ham, og han fulgte viljeløst med, hele tiden med blikket rettet opad, fanget af stjernerne. Han mærkede Evys lille hånd give slip, det tog lidt tid for ham at opfatte det, men så kiggede han ned på hende. Hun havde lagt sig på jorden, også med blikket rettet mod den stjerneoplyste himmel. Han nikkede stille og lagde sig ned ved siden af hende. Hun skænkede ham ikke et blik, men lod til at være ligeså optaget af stjernerne som ham. De lå længe, og kiggede på det uendelige mønster af lyspletter. Kæmpestore sole, med mægtig kraft og varme, men derfra, kun et glimt blandt mange i det fjerne. Som en kæmpestor usynlig hånd, der havde strøet kridhvidt sand, tilfældigt ud på dybsort, nylagt asfalt, og endnu mere fantastisk, den cirkelrunde måne, der så ud til at være forstørret ti gange, her så tæt på ingenting, og alting. En blank sølvmønt, midt i de hvide sandkorn. Han kunne høre Evys dybe vejrtrækning, og den spinkle stemme der begyndte at fortælle.

   ”Tænk at være en stjerne…”.

   Hun fortalte længe, evigt. Og alt han kunne gøre var at lytte, mens han følte en evig, uendelig fred. Her, under den største himmel han nogensinde havde set, mærkede han først kroppen og derefter hjernen, opgive at holde styr på noget andet end øjeblikket. Han lå bare og lod Evy styre stemningen, og verdenen han befandt sig i. Han følte en dyb, tilfreds boblen i sit hjerte, og måtte lukke sine øjne et øjeblik for at kunne rumme det. Alt forsvandt i en strøm af stjerner, ord og drømme. Han måtte huske sig selv på at trække vejret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...