At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4513Visninger
AA

23. "Har du nogensinde været oppe at flyve?"

Ambrosius gik ind i receptionen, og ringede på den lille klokke, der stod på disken. En kvinde kom gående ud fra et baglokale, mens hun sagde noget over skulderen.

”Han gør det bare for at få din opmærksomhed, lad være med at finde dig i det”. Hun vendte sig mod Ambrosius ”Ja?”

   Ambrosius smilte venligt til hende ”Jeg er her for at møde frk. Evy Berg, hun er midlertidigt indkvarteret her, så vidt jeg har forstået.”

   Receptionisten lyste op i et smil ”Det er sandt, de må være hendes erhvervspsykolog, vi har talt i telefonen” Ambrosius nikkede ”Hun er på stue 269, oppe på anden sal”

   Ambrosius takkede og gik over mod elevatoren. Han gik ind i den, og trykkede på knappen med et lille lysende to-tal. Dørene lukkedes langsomt, og elevatoren begyndte at rumle stille. Ambrosius betragtede distræt sig selv, i det store spejl der fyldte den ene væg. Han syntes at han så træt ud, og at rynkerne var lidt dybere end sædvanligt. Lettet vendte han blikket væk, da elevatoren gav et sidste lille ryk, og dørene åbnedes. Han gik ud, og så sig lidt omkring. På et skilt til venstre for ham var en pil med påskriftenstue 230 – 270. Han gik i retning af pilen, og stod snart foran stue nr. 269. Han bankede stille på døren, og hørte straks en rumsteren inde fra værelset. Han kiggede på sit ur, klokken var lidt i halv otte, og Evy burde være taget af sted for fem minutter siden. Han åbnede langsomt døren, og trådte indenfor.

Evy sad i sengen, lille og spinkel, og så chokeret op på ham. Han smilede beroligende

   ”Jeg tænkte at det var bedre hvis jeg kom til dig i dag. Må jeg komme ind?”.

   Evys blik blev et øjeblik mistroisk, men nikkede så hun langsomt. Ambrosius trådte over dørtærskel, og lukkede døren efter sig. Han satte sig på en stol, der normalt var beregnet til besøgene. Evy rettede blikket mod sine hænder, og sagde intet. Det blev Ambrosius der brød tavsheden.

   ”Var det dig der fandt din far?”

   Evy nikkede stille,

   ”Ved du noget om hans tilstand?”

   Hun rystede på hovedet. Ambrosius sad lidt om betragtede hende, han noterede sig at hun stadig tog afstand, men at hun ikke længere virkede bange for ham. Det blå omkring hendes øje var nu helt væk, selvom huden måske var en smule rød. Han huskede sig selv på, at han måtte have en snak med hendes far, når han fik muligheden. Hun så kort op på ham, med et afventende blik. Han smilte, og hun rettede blikket mod sine hænder igen. Hun havde trukket øjnene ned, og så ud til at undre sig over noget. Ambrosius valgte sine ord med omhu, og talte langsomt og tøvende da han sagde noget igen.

   ”Drikker din far meget?”.

   Evy sad et øjeblik uden at gøre noget, han kunne se hendes øjne flakke. Så trak hun forsigtigt på skuldrene. Ambrosius nikkede tænksomt ”Har du ikke lyst til at gå en tur udenfor?”, spurgte han pludseligt, bevidst om nødvendigheden af ja og nej spørgsmål, hvis hun ikke ville tale. Evy kiggede op på ham og nikkede. Han kunne se skyggen af et skævt smil på hendes læber. De rejste sig begge op, og Evy gik først ud af rummet, efterfulgt af Ambrosius. De fortsatte, ned ad trapperne, hvor Ambrosius måtte stødte sig til gelænderet, og gik ned gennem receptionen. Ambrosius stoppede op et øjeblik, og forklarede den unge receptionist, hvor de gik hen, og at de ville komme tilbage senere. Evy ventede lidt væk, og skyndte sig ud af døren, så snart Ambrosius var færdig. Da de kom udenfor stoppede Evy op, og lukkede øjnene. Ambrosius betragtede hende, og tænkte på om hun overhovedet havde været udenfor, siden hun ankom til hospitalet.

De gik længe i tavshed, Ambrosius lod Evy føre an, og han kunne se at de bevægede sig nærmere og nærmere skraldekvarteret. Ambrosius kunne allerede skimte togskinnerne der brød det firkantede landskab, som brat blev afløst af ældre og lavere murstensbygninger. Ambrosius kiggede rundt på husene, og smilede ved mindet om de gange han havde været her. Ud af øjenkrogen så han på Evy da de krydsede togskinnerne, hun virkede afslappet, og gik velkendt gennem de smalle gader. Det så ikke ud som om hun havde nogen bestemt destination, men gik bare lidt rundt på må og få. På et tidspunkt stoppede hun op, og satte sig på en bænk, der stod på en lille plads med en statue i midten. De sad lidt, Ambrosius sagde intet, og vidste instinktivt at det var det bedste. Han så på statuen, ventede på noget, han ikke var helt sikker på hvad var. Han kunne høre Evys sagte vejrtrækning, kunne se ud af øjenkrogen at hun overvejede noget, tøvede. Så åbnede hun langsomt munden,

   ”Har du nogensinde været oppe at flyve?” hendes stemme lød usikker, og hun kiggede ikke på ham.

   Han hævede overrasket øjenbrynene, men smilede til hende,

   ”Desværre ikke” svarede han, uden at vide hvordan hun mon ville reagere.

   Hun sukkede stille. De sad lidt på den hårde bænk, mens Ambrosius tænkte lidt over det mærkelige spørgsmål, han kunne godt høre at det var noget vigtigt for hende, men han kunne ikke for alt i verden forstå hvorfor. Hun havde kun sagt et enkelt ord til ham før det, og han kunne mærke at hun stadigt var nervøs, og bange for at blotte sig, alt dette var forståeligt. Men at hun valgte at spørge ham om noget så bizart og irrelevant, første gang hun rigtigt talte til han, var ubegribeligt. Ambrosius så på Evy, hun kiggede ligeud, og så ikke ud til at kigge på noget bestemt. Så vendte hun pludseligt hovedet, og så ham direkte i øjnene. De store lyseblå øjne, holdt hans blik fast, hun blinkede en enkelt gang og kiggede ned. Ambrosius kiggede væk fra hende. Han rejste sig fra bænken, og sank en enkelt gang, i et forsøg på at gøre sin stemme upåvirket af det mærkelige blik.

   ”Lad os gå tilbage til hospitalet, de bliver bare bekymrede”

   Han begyndte at gå, han lyttede intenst men kunne ikke høre Evys skridt efter sig. Han vendte sig, hun sad stadigt på bænken og så på ham med store øjne. Forsigtigt tvang han et smil frem, og antog et venligere tonefald.

   ”Kommer du ikke med?” Evy nikkede kort, og rejste sig.

   Hun gik foran Ambrosius som fulgte efter hende væk fra pladsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...